Dangerous life

Hvad nu hvis, dit liv var ligesom Mathildas liv er. Ville du så kunne holde ud at blive slået, eller ville du gøre det samme som Mathilda. At stikke af. Blive væk og aldrig komme tilbage. Det er hvad Mathilda gør. Hun bor hos en rædselsfuld familie som ikke behandler hende som et menneske. Hun stikker af. Hun møder nye mennesker. Hun møder Grayson og Janet.

6Likes
2Kommentarer
4039Visninger
AA

2. Kapitel 2.

Endnu en dag i helvede. Der er gået en uge siden jeg kom her og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har fået tæsk. Jeg er stoppet med at gå ud. Jeg vil ikke møde damen og børnene igen. Jeg vil ikke binde mig til dem, det kan jeg ikke. De er så søde. Hvorfor er mit liv så kompliceret. Nogle gange ville jeg ønske jeg selv var blevet dræbt den gang, men så ville Luna sikker stadigvæk være i en klam plejefamilie. Alt hvad jeg har gjort har altid været for hende. Hun er det eneste jeg har tilbage, men hun blev alligevel taget fra mig. "Mathilda kom så i gang." Hr. Parks sparkede til mig så jeg nærmest falde sammen. Jeg gik i gang med at vaske gryderne op. Jack gik rundt i køkkenet og sang. Han troede vi var de bedsteste venner. Han slog mig i røven med et viskestykke. Og jeg lod ham gøre det. Det hele var ved at eksplodere oppe i mit hoved, men jeg kunne ikke lade det ske. Jeg skal bare væk fra det her sted. Jeg havde overvejet at hænge mig selv, men jeg kunne ikke gøre det over for Luna. Om hun kan huske mig eller ej. "Mathilda, når du er færdig skal vi ud og gå, sammen. Hånd i hånd." Jack kørte sin hånd ned af ryggen på mig. Nej tak. Men jeg så det som en chance.  

"God tur" råbte fru. Parks inden fra stuen. Jack tog min hånd og begyndte at gå. Han holdte min hånd meget stramt. Der gik lidt før vi var midt i byen. Folk gik og kiggede på os. Et par, tænkte de vel. Men de så ikke glade ud. Kærestevold var vel også noget de tænkte. Jeg var jo helt blå. Damen og børnene var der igen. Jeg rystede på hovedet. De skulle ikke vise at de kendte mig så ville alt sikkert gå galt. Damen forstod en hentydning, tog pigerne i hånden og gik den anden vej. En tåre trillede ned af min ene kind. Mia kiggede tilbage på mig. Hun var bange. Hun slap hendes mors hånd og begyndte at løbe hen imod mig. Alt gik så hurtigt. Men så væltede hun. Jeg hæklede mig ud af Jacks hånd og begyndte at løbe hen til hende. Hun skreg. Jeg tog hende op i mine arme. Hendes mor og søster kom hen til os. Mia havde et hul i hoved. Jack stod bare der og lignede den idiot han var. Mia græd. "Du må ikke være ked af det Mathilda" hviskede hun og klemte armene om min hals. En ambulance kom med sirener. Det var en haste sag. Moren, Josephine og Mia kom ind i ambulancen og kørte væk. Jack klemte så meget om min arm så jeg nærmest kunne mærke de blå mærker komme. "Hjem." Sagde han hårdt. Folk var bange for at sige noget. En dreng stoppede op og kiggede på os. Han lignede en på min egen alder, måske lidt ældre. Han skulle til at sige noget, men så trak Jack i min arm.  

I dag var den første dag jeg brugte telefonen. Jeg havde skrevet til damen om Mia var okay. Og hun havde svaret, at Mia var meget heldig og hun savnede mig. Det var det jeg ville undgå. Savn. Damen skrev også at hendes navn var Janet. Det var da meget ret at vide, men jeg behøvede det ikke, for jeg skulle ikke have kontakt med dem. Jack var meget sur på mig og havde sagt at jeg godt kunne vente på min straf i aften, men det var ikke noget der gik mig på. Det var det eneste jeg ventede på. De andre havde spist og nu spiser jeg. Alene. Jeg er ikke en del af familien så jeg må heller ikke spise sammen med dem. Maden smagte ikke engang godt. Jack havde lavet det i dag. Jeg var færdig med at spise. Jeg gik i gang med at vaske tallerkenen op. og så gik jeg op på mit værelse. "Mathilda så er det nu" sagde Jack da han stak hoved ind i værelset. "Kom" sagde han og tog fat i mig. Han rev mig ind på sit værelse. Det stank af røg. Han satte sig i en stol der stod midt i værelset. Han kiggede på mig og smilede. "Tag dit tøj af" sagde han og viftede med sin hånd. Han ville have mig til at smide tøjet. Det her er over alle mine grænser. Jeg skal ikke tage tøjet af. Jeg har aldrig været nøgen over for nogle. Aldrig haft sex. Aldrig noget som helst. Jeg er aldrig blevet misbrugt på den her måde. "NU MATHILDA" råbte han og slog mig i ansigtet. Jeg tog min trøje af ret hurtigt og usexet. Jeg prøvede at finde en udvej, men jeg kunne ikke finde en. Det her var mit livs næst værste øjeblik. Jeg stod nu kun i mit undertøj. Jack havde selv smidt ALT tøjet. Han stod helt op af mig. Han åbnede min bh med sine kolde fingre. Jeg fik kuldegysninger på hele kroppen. Han kyssede mig op af halsen. Jeg fik helt kvalme. Han placerede sine hænder på mine hofter og tog fat i min trussekant. Jeg følte mig så utilpas. Jeg græd mere end jeg nogen siden havde gjort før. Jeg hev efter vejret. Jack tyssede på mig og trak mine trusser ned. I det øjeblik fik jeg en kæmpe klump i halsen. Jeg stod helt blottet foran Jack som også var helt nøgen. Jeg vidste godt hvad der skulle ske nu, og det var mit værste mareridt. Jeg var bange. "Prøv ikke på noget tøs. Kan du ser der over" hviskede han til mig. Jeg kiggede i den retning han pegede. På natbordet. Der lå en kniv. "Det kommer kun til at gå ud over dig selv min ven." Han skubbede mig ret hårdt ned i sengen. Jeg lå på ryggen i hans seng og han lå oven på mig. Det var som om det hele gik i slow motion. Da han trængte op i mig klemte jeg øjnene i. En kæmpe smerte mødte jeg i mit underliv. Jeg kiggede over på døren og håbede på det snart ville være ovre. Jeg prøvede at holde vejret med kunne ikke. Jeg overvejede at skrige, men han havde en kniv lige ved siden af sig. Hvis jeg var hurtig ville jeg nok godt kunne nå at tage den, men hvis han har en kniv på natbordet, hvad har han så ikke i skuffen. Jeg turde ikke. Dette skulle bare overstås. 

Klokken var 02:34. Jeg var stukket af. Jeg sad på en bænk midt i byen med benene helt op under mig. Jeg følte mig så ulækker. Jeg kunne næsten ikke være i mig selv. Der var mange i byen, men det var selvfølgelig også fredag. Nogle havde spurgt mig om jeg ville have en smøg. Jeg takkede pænt nej. Andre spurgte om jeg var okay, jeg løj og svarede ja. En pige sad nu lige ved siden af mig og snakkede om hvordan hun var blevet svigtet af sine veninder her til aften. Hun havde nok bare brug for en der lyttede til hende, så det gjorde jeg. Eller jeg lod som om. Jeg meget andet at tænke på end hendes veninder. "Mathilda?" En stemme lød bag mig. En bekendt. Jeg vendte mig, og synet gjorde mig bange. "Luna." Jeg var mundlam, vi lignede hinanden på en prik. Ikke udseendet, men de blå mærker i hovedet. "De var ikke så søde som jeg troede." Det var det eneste hun sagde. Jeg krammede hende som jeg aldrig havde krammet nogle før. "Hallo, hører du overhoved efter." Jeg kiggede forvirret rundt. Var det bare noget jeg forstillede mig. Hvor var Luna. Var ikke ægte? "Vil du med ind og have noget at drikke" spurgte pigen. Jeg nikkede og gik med hende ind til baren. Der var mange mennesker. Fulde mennesker. Det gjorde mig nervøs. Jeg drak noget stærk, det smagte ikke godt. Jeg blev ved med at drikke. Jeg blev mere og mere svimmel. En fyr kom hen til mig i baren. "Må jeg byde på en drink." Han kiggede flirtende på mig og ned af min krop. Det var nok også på tide at jeg skulle hjem af. Jeg vendte ryggen til ham og begyndte at gå.  
Udenfor var der ret koldt. Jeg kunne se min ånde i luften når jeg pustede ud.  
Jeg kravlede ind af toiletvinduet. Alle i huset var gået i seng. Jeg listede op på værelse og låste døren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...