Dangerous life

Hvad nu hvis, dit liv var ligesom Mathildas liv er. Ville du så kunne holde ud at blive slået, eller ville du gøre det samme som Mathilda. At stikke af. Blive væk og aldrig komme tilbage. Det er hvad Mathilda gør. Hun bor hos en rædselsfuld familie som ikke behandler hende som et menneske. Hun stikker af. Hun møder nye mennesker. Hun møder Grayson og Janet.

6Likes
2Kommentarer
4053Visninger
AA

1. Kapitel 1.

Så er dagen endelig kommet. Dagen jeg skal ud fra det her sted. Anstalten for voldlige piger. Fedt de sætter os alle sammen, sammen. Så kan vi jo alle sammen gå og banke hinanden. Altså det er ikke fordi jeg ikke har fået tæsk i de få uger jeg har været låst inde her. Hvis man bare kigger forkert på en af de andre kan man med sikkerhed vide at man får tæsk inden man kommer ud igen.

  Jeg kan sagtens sidde her og glæde mig til jeg kommer ud, for jeg ved ikke hvad der venter mig der ude. Jeg kan komme hen til en ny skod familie som nok bare ville misbruge mig på den ene eller den anden måde. Vi forældreløse bliver bare smidt rundt til familie som om vi er genbrug, men faktisk så er vi mennesker. Og vi har også følelser. Bare lige for at gøre opmærksom på det.  

I 6 år har jeg været ved 13 forskellige familier. Jeg kunne forklare hvordan alle 13 familier var, men jeg har ikke lyst eller brug for at tænke tilbage på dem. Den sidste familie jeg var ved, var ikke engang en familie. Det var bare en gammel mand, der troede jeg skulle bruges til at være stuepige og at min søster skulle være hans lille bolledukke, men nej. Det fik jeg hurtigt ødelagt. Jeg brækkede hans næse og arm. Det var derfor jeg kom ind på anstalten. Min lillesøster derimod, blev endelig adopteret af en rigtig familie, med kærlighed og plads til hende. At hun er blevet adopteret er det gladeste der kunne ske i hendes, men også mit liv. Det var det eneste i livet jeg ønskede mig. At hun skulle få et godt liv. I dag må jeg ikke se hende mere. De kloge hoveder mener at det er bedst hvis vi glemmer alt om hinanden og starter forfra. Måske er det nemt for hende fordi hun kun er 8 år, men jeg er altså 17 og jeg kan ikke bare glemme den eneste person jeg stadigvæk elsker. Det er jo umuligt på alle tænkelige måder. Hvis jeg opsøger hende kan jeg komme i spjældet. Sådan er reglerne her over. Er du over 16 år og forældreløs er du voksen og ansvarlig. Det er nogle rigtig lorte regler i forhold til der hvor vi kommer fra, Danmark. Vi flyttede fra Danmark da Luna lige var blevet 1 år. Der synes vores mor og far at det var tid til forandring. Vi skulle til L.A. Jeg skulle lærer et helt nyt sprog og den nye kultur. Men det blev ikke sammen med mor og far. Da vi lige var landet og kom ud af flyet skulle vi til at finde vores kufferter. Det var sidste gang jeg så dem i livet. De blev skudt, myrdet. Koldblodigt. Morderne vidste de var forældre til 2 og dræbte dem af den grund af de ikke selv kunne få børn. At vi var helt små gjorde ingen forskel. Jeg kan stadig høre skuddet og min mor skrige da far lå på gulvet. En fremmede mand løb hen til mig. Han tog mig op i sine arme og løb. En anden mand tog Luna og løb. De redet os. Vores liv. Hvis det ikke var fordi de selv blev skudt efter at ha fået os i sikkerhed, er jeg sikker på at de havde adopteret os. Sammen. De kende hinanden. De kyssende. På munden. De var kærester. Og de døde på grund af mig. Jeg kunne selv ha taget Luna og løbet, men det gjorde jeg ikke. Tværtimod. Jeg var grund til 2 fremmede mænds død.  

Jeg gik igennem gangen i mit eget tøj. Det samme som jeg havde på da jeg kom ind. De andre piger kiggede op og ned af mig, råbte efter mig og spyttede på mig. Døren ud til den virkelige verden blev åbnet for mig, og der stod en ny familie ved siden af John. John er ham der finder alle de her familier til mig, siger det er det bedste for mig, men alligevel ender det altid galt. Jeg gik hen til ham, eller jeg blev skubbet hen til ham. "Mathilda, det her er Fru. Parks og Hr. Parks. Dem skal du bo hos end til vi finder en familie der vil adoptere dig, og det her er deres søn Jack." Jeg kiggede op og ned af dem alle sammen. Ad. Deres søn ligner en på 22 og de ligner selv gamle pædofile som har været i spjældet i 30 år. Jeg ved hvordan det her foregår. De går hen i bilen, jeg følger med, de køre hjem til dem. Deres hus er klamt og så skal jeg rydde det hele op. Og ganske rigtigt var det det der skete. "Mathilda, der er ingen sær behandling her. Du skal gøre rent og vaske tøj." Hr. Parks kiggede på mig med en øl i hånden. "Tror du jeg er din rengørings dame?" Sagde jeg og ventede på det første slag. Men intet kom. "Kom nu bare i gang." Han var allerede fuld. Jeg var færdig efter omkring 6 timer, med hele huset. Jeg sad på det de kaldte mit værelse. Et lille rum på loftet, med en madras, tæppe og pude. Et hosteanfald landede i min hals. Det var en ubehagelig følelse, som støv i halsen. Hvilke det faktisk nok også var. 3 bank på den såkaldte dør lød, men jeg svarede ikke. Det bankede igen, men denne gang kun 2 gange. Jeg svarede stadigvæk ikke. Om jeg svarede eller ej ville der ske det samme alligevel.  

Jeg var sikker på at personen bare var gået ind, men det skete ikke. Jeg fik lov til at være alene. I dag. "Mathilda" blev der skreget nede fra køkkenet. Det var Jack. Jeg tog min tid og gik ned til ham. "Hvorfor svarede du ikke da jeg bankede på din dør" sagde han og tog min hånd. Jeg kiggede ned på vores hænder, men tog hurtigt mine hænder til mig. Min hånd klaskede imod hans kind. Jeg tog min jakke som lå på stolen og gik. Døren smækkede bag mig. Jeg havde alle mine ting. Og jeg havde ikke tænkt mig at komme tilbage. Jeg gik langs en masse butikker. Folk kiggede på mig og lod mærke til mærkerne jeg havde i ansigtet. Det størknet blod på min læbe. Piger på min alder kiggede på mig og viskede noget til hinanden. Mit mørke slidte tøj. De blå mærker over det hele. Mit fedet brune hår. Jeg var vant til at blive set ned på. Jeg var altid den mærkelige pige. En dame som gik med to små piger på cirka 4 og 7 stoppede foran mig. "Er du okay darling" sagde hun og kiggede mig i øjnene. Det var lige før folk omkring mig stoppede for at se hvad jeg ville svare. Men jeg svarede ikke, jeg gik bare videre, uden at kigge tilbage. Jeg har ingen telefon, ingen at ringe til og heller ingen at snakke med. 

Solen var gået ned. Der var kun unge og fulde mennesker på gaden nu. Ja og selvfølgelig også politiet. "Mathilda, din plejefamilie har ringet efter os og bedt os bringe dig hjem." Ja selvfølgelig havde de det. Den kvindelige betjent lagde sin hånd på min skulder og førte mig hen til bilen. Der gik omkring en time før vi var ved huset. Fru. Parks stod i døren og så trist ud. Man kunne bare se det var falsk. Betjentene snakkede med hende og jeg blev bedt om at gå på mit værelse. Jeg åbnede døren og fik hurtigt øjenkontakt med Jack. Hoveddøren neden under gik. "Så de kørt" råbte fru. Parks. I det hun råbte det rejste Jack sig og smækkede døren bag mig. "Du skulle ikke ha slået mig din lille luder" hviskede han i mit øre. Klask. smerten i min kind spredte sig. Det næste var et knæ i maven. Jeg falde sammen i smerte på gulvet. Da jeg lå på gulvet sparkede han mig i hoved. Først da jeg blødte ud af munden stoppede han og gik ud af mit værelse. 

Der lå jeg, på gulvet, helt alene. Jeg har fortjent det. Det her er min staf for at ha dræbt to mænd. Selvom det ikke var med vilje, mente verden alligevel at jeg skulle straffes. Og det blev jeg i den grad. 

Tidligt næste morgen blev jeg vækket. Hr. Parks råbte på mig nede fra køkkenet. Han var sulten og i dag var det mig der skulle lave morgenmad. Han sagde jeg lige så godt kunne vende mig til det for jeg ville komme til at lave det end til jeg blev fjernet der fra. Jeg har ikke været her særlig længe, men alligevel havde de formået at give mig tæsk og få mig til at stikke af. Det var ikke sket før på første dag. Når jeg hostede, hostede jeg stadig blod og de lede mennesker som jeg var anbragt ved synes det var hyldene morsomt. Jeg forstår ikke hvordan man kan opfører sig overfor en 17 årig som man gør i dag. Da de alle sammen havde fået noget at spise og jeg havde ryddet op efter dem, gik jeg en tur. Samme vej som i går. Samme sted, og sikkert også samme mennesker.  

I dag var menneskerne slemmere end i går. Jeg har aldrig i mit liv følt mig så begloet. Jeg hostede igen blod. En bænk var længere fremme. Der var ikke nogle. Jeg gik hen og satte mig på den. Jeg kiggede på alle menneskerne der gik forbi mig. De to små piger fra i går med moreren kom igen. Pigerne satte sig på den ene side af mig. Moren satte sig på den anden side af mig. Hun kiggede på mig, på samme måde som hun gjorde i går. "Du har flere mærker end i går." Jeg kiggede på den mindste af pigerne. Hun lignede Luna. "Hej" sagde jeg og kiggede på begge piger. "Hvad hedder i?" Pigerne kiggede på deres mor som om de skulle have tilladelse til at svare. Måske var de bange for mig. "Jeg hedder Josephine og det her er min lillesøster Mia." Svarede hun og smilede til mig. "hvad hedder du?" Spurgte den lille, Mia. "Jeg hedder Mathilda" svarede jeg og smilede til dem. "Hvorfor har du så mange mærker i hoved." Den lilles øjne blev helt store da hendes søster spurgte mig om det. "Josephine, det er ikke noget man spørger om. Det må du undskylde" sagde moren hurtigt og panikkede lidt. Jeg sukkede, "det er okay, vil du virkelig gerne vide det?" Spurgte jeg pigen om. Hun nikkede en smule. "Jeg bor som en familie, som ikke er min familie. Mine forældre er døde og min lillesøster har fået en anden familie. Jeg er lige kommet ud af noget man kalder en anstalt for voldlige piger, så nogle mennesker skulle finde et nyt hjem til mig. De her mennesker jeg bor hos nu er onde. De slår mig hvis jeg ikke gør som de siger. Men det er okay. Min lillesøster har fået et rigtigt hjem og jeg er bare glad for hun har det godt." Jeg smilede til pigerne så de ikke følte sig så skræmt. "Det var da forfærdeligt." Sagde moren og så helt chokeret ud. "Du må gerne bo hos os." Sagde den lille pige. Men det var et tilbud som jeg ikke kunne tage imod. Jeg kan ikke bare komme ind i deres liv. De ville knytte sig til mig og så når jeg bliver taget fra dem igen ville de være knuste. Det ville jeg ikke byde dem. "Ved du hvad, Mia. Det var rigtig sødt af dig, men det kan jeg ikke." Sagde jeg. Jeg rejste mig op. "Vent." Sagde moren. Hun ledte efter noget i sin taske. Hun rakte en mobil ud til mig. "Tag den. Numrene der er på er mit, min mands og vores advokat" sagde hun. Jeg tog imod telefonen. "Ring hvis du er i problemer Mathilda." Den mor var et godt menneske. Hun tog pigerne i hånden og gik. Mia kiggede tilbage end til hun ikke kunne se mig mere.  

Denne aften gik jeg også rundt end til solnedgang. Politiet kom og hentede mig. De kørte mig tilbage og jeg fik flere og flere tæsk. Sådan blev det ved hele den første uge. Jeg havde ikke brugt damens mobil endnu, men jeg var indstillet på at det var sådan her jeg skulle leve resten af mit liv. 

Dette er mit farlige liv. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...