Different

16-årige Skye har endelig skiftet brillerne ud med kontaktlinser og har fået bøjlen af. Folk lægger endelig mærke til hende, men er det kun godt ikke længere at være 'usynlig'? Deltager i konkurrencen om at blive udgivet i et Olivia blad

1Likes
0Kommentarer
157Visninger

1. Different

Jeg rejste mig fra min elskede seng, hvorfor havde gud skabt skolen? Det var jo et mareridt, især når man ingen venner havde. Jeg tog fat om mit lille spejl, jeg beundrede mig selv i spejlet. Jeg havde fået bøjlen af efter lang tid og jeg havde valgt at skifte til kontaktlinser. Jeg smilede og satte spejlet på bordet igen. Jeg gik hen til mit skab, jeg tog et par stramme bukser og en halvgennemsigtig trøje. Jeg tog det på og gik hen til mit skrivebord, jeg satte mig ned og begyndte at lægge makeup. Da jeg var færdig smilede jeg fornøjet over resultatet, jeg rejste mig fra stolen og tog fat i min taske der lå på sengen. Jeg svang den over skulderen og gik nedenunder, jeg tog et hurtigt æble og kyssede min mor på kinden, før jeg begav mig mod døren. Jeg tog mine Nike sko på og gik ud af døren, den kølige luft ramte min bare hud. Jeg gik hen til min cykel og låste den op, før jeg lagde min taske i kurven. Jeg satte mig op og begyndte at træde i pedalerne, mens cyklen susede mod skolen. Jeg satte den i cykelskuret, tog min taske og gik op mod skolen. Jeg skubbede til døren og trådte ind på skolen, jeg gik videre hen af gangen, vi havde fået nye skabe, så jeg gik hen mod mit nye. Nummer 163. Jeg åbnede den og tog fat i mine engelsk bøger, da jeg kunne mærke at en person smækkede mig i røven. ”God røv babe!” jeg kiggede hen af gangen, hvor Mathew gik med et smørret smil. Jeg tog min finger op og gav ham fingeren, vidste han ikke hvem jeg var? Åbenbart ikke, det var slet ikke fordi, vi havde kendt hinanden hele livet. Ud over at han aldrig lagde mærke til mig, jeg trak på skuldrene og gik hen mod lokalet, jeg skulle have engelsk i. ”Godmorgen Mr Hamilton,” hilste jeg venligt, da jeg gik forbi ham. Han kiggede undrende på mig. Jeg gik ned på en af de forreste rækker, hvor Adam tålmodigt ventede på mig. ”Hej,” jeg satte mig ned og han rynkede brynene, ”der er faktisk optaget,” jeg kiggede på ham. Kunne han ikke kende mig, jeg rystede på hovedet og rejste mig. ”Flot Adam,” jeg gik hen og spejdede efter en tom plads. Der var en ved siden af Mathew, jeg gik derhen og satte mig på stolen. ”Jeg er Mathew,” jeg rullede øjne og sukkede. ”Det ved jeg,” jeg kiggede væk op på Adam, der havde vendt hovedet herhen. En dreng gik hen til Mathew og hviskede noget i hans øre, ud over at han ikke hviskede, jeg kunne nemlig høre ham. Hvem er den nye pige? Mathew trak på skulderen, ”hvilken ny pige?” jeg kiggede rundt, jeg kunne ikke se nogle nye personer. ”Dig,” han tog sin finger og trykkede mig i panden. ”Jeg er ikke ny, jeg har gået her hele tiden, det burde du vide Mathew, for jeg har gået med dig hele tiden!” Han løftede det ene bryn, jeg kiggede væk. ”Hvad er dit navn?” jeg sukkede og kiggede irriteret på ham. ”Skye,” han så ud til at synke en klump og jeg grinte. ”Er det virkelig så anderledes? Jeg har fået min bøjle og brillerne af og har brugt makeup! Men det ændre mig ikke, jeg er stadig den samme, nu lægger i bare mærke til mig, jeg er så træt af hvordan det køre på den her skole! Alt går efter udseende, hvis man ikke er køn er man et nul, men man bliver lagt mærke til hvis man er køn, kan i ikke høre hvor dumt det lyder? Jeg er ikke en anden, bare fordi jeg ikke længere er grim! Og jeg ved godt selv, at jeg var grim, men det ændre intet, jeg er stadig den samme pige!” Jeg rejste mig så stolen vippede og gik hen mod Adams bord, jeg satte mig på stolen og åbnede mit hæfte. Jeg begyndte at tegne, en lille pige, der samlede blomster til hendes syge bedstemor. Klokken ringede og timen begyndte.

 

Jeg rejste mig, klokken havde kun lige ringet. Jeg gik med faste skridt hen mod døren, som en af de sidste, som Mathew spærrede. ”Flyt dig!” hvæsede jeg og han rystede på hovedet, ”du skal ikke slippe så let,” han trådte ind i lokalet og lukkede døren efter sig. Han gik tættere på mig, samtidig med at jeg gik bagud. ”Lad mig være Mathew! Hvad tror du ikke dine forældre siger? At deres lille perfekte dreng har gjort noget ved en pige mod hendes vilje.” Han kiggede med øjne der kunne dræbe. Jeg vidste at hans forældre troede han var en lille engel, på en eller anden måde troede de at han fik godt karakterer, selvom hans snit lå på 02. Jeg bakkede ind i et bord og han gik tættere på. ”Du skal ikke nævne mine forældre!” jeg smilede flabet. ”Og hvorfor så ikke det?” Han kiggede på mig med et hårdt blik. Jeg grinte, ”tror du virkelig det hjælper, at kigge på mig på den måde? Så tager du ihverfald fejl.” Han kiggede på mig, rystede på hovedet og vendte rundt. ”Bitch!” Han åbnede døren og lukkede den hårdt igen, måske var det alligevel ikke så sjovt at være populær? Man har vennerne, men har man også alt andet? Jeg åbnede døren og gik ned af gangen, jeg stoppede foran skabet. Jeg åbnede det stille, jeg lagde mine bøger ind og begyndte at gå mod kantinen. Jeg gik hen til kantine damen og bad om en sandwich, hun lagde den på min bakke og jeg betalte hurtigt. Jeg begyndte at gå ned mod Adams bord, han sad og snakkede med Amber. Jeg smilede nervøst, da jeg fik øjenkontakt med Luke, han blinkede og jeg slog blikket i jorden. Jeg kom helt hen til Adam, Amber, Jonas’ og mit sædvanlige bord. ”Hej venner,” jeg satte mig og både Amber og Jonas kiggede underligt på mig. ”Det er mig Skye,” de smilede og jeg bed mig i læben, før jeg satte mig ned. ”Du ser godt ud,” komplimenterede Jonas mig, jeg smilte falskt og kiggede væk. Jeg lagde til at folk kiggede mod os, men vendte blikket væk, da jeg kiggede rundt. Jeg tog en dyb indåning og rejste mig, da jeg havde spist min sandwich. Jeg gik med faste skridt hen mod døren, jeg åbnede og trådte ud af kantinen. Jeg gik hen ad gangen og stoppede ved skab 492. Jeg begyndte at dreje låsen rundt og hørte det velkendte klik, da skabet åbnedes. Jeg tog fat i de to breve der lå i skabet. Jeg lukkede og låste skabet, før jeg begyndte at gå ned mod mit eget skab. Jeg åbnede skabet, for at tage mine fysikbøger ud og lægge brevene ind. Jeg lukkede skabet og forlod gangen til fordel for fysiklokalet, selvom jeg hellere ville blive på gangen. Jeg satte mig på en plads ved vinduet, jeg kiggede ud og så skyerne der stille fløj forbi. Jeg kunne høre stolen, ved siden af mig knage og jeg kiggede til siden. Luke havde taget plads, jeg smilede svagt og lænede mig opad vinduet.

Jeg rejste mig fra min plads og gik mod udgangen af klasselokalet, jeg havde igen overlevet to fransktimer med Mrs Reed, ”Skye,  kan jeg snakke med dig?” jeg nikkede og bed mig i læben. Var jeg i problemer, hun lukkede døren efter den sidste der gik ud. ”Jeg hører at du har overtaget brevkassen, jeg nikkede og hun kiggede sturderende på mig. ”Har du så tømt den?” jeg nikkede og åbnede munden. ”Jeg tømte den lige før min fysiktime i dag,” hun nikkede. ”Var der nogle breve,” jeg nikkede. ”Nå, men husk at svare på dem hurtigst muligt! Jeg nikkede og rejste mig, jeg gik hen til døren og åbnede. Jeg trådte ud i gangen og gik hen og lagde bøgerne i mit skab, jeg lagde de to breve i min taske. Jeg tog den over skulderen og forlod skolens område. Jeg låste min cykel op og satte mig op på den, efter at have sat høretelefoner i ørerne og tændt for musikken. Da jeg kom hjem satte jeg min cykel i skuret og gik indenfor, jeg satte mig op på mit værelse. Jeg satte min computer på bordet og tændte for musikken. Drag me down begyndte at spille, fra min computer. Jeg tog fat i min taske og åbnede den, jeg tog fat om det lyserøde brev og tog det ud. Jeg åbnede det og begyndte at læse.

Kære Brevkasse

Jeg skriver dette brev fordi jeg ikke ved hvem ellers jeg skal gå til. Mine forældre vil hade mig, jeg vil miste mine venner og han vil forlade mig. Den eneste der ved det er ham der skal være far, jeg kunne ikke holde fuldtændig tæt. Men jeg har en kæreste, han vil forlade mig, jeg vil ikke have det til at ske. Det var et uheld, jeg var fuld jeg vidste ikke hvad jeg gjorde og nu, vokser et lille væsen inde i maven på mig. Et væsen der vil ødelægge min karierre, men jeg vil ikke af med hende. Hun er en del af mig, den lille del, der burde være ubetydelig, men det er hun ikke. Jeg vil gerne beholde hende, men jeg er bange, bange for hvad andre vil sige om mig. Hvad skal jeg gøre? Jeg tør ikke snakke med mine forældre om det, de vil se på mig med afsky i øjnene. Hjælp mig, læg svaret under trappen!

Farvel!

En gravid pige, det her blev nok ikke så nemt som jeg troede. Jeg bed mig i læben og tog fat i det andet brev. Jeg åbnede det stille. Jeg tog en indånding og begyndte at læse.

Hej Brevkasse

Jeg skriver dette fordi jeg er forvirret, jeg fik i går at vide at jeg skulle være far. Jeg kender hende ikke rigtigt, vi mødte hinanden til en fest, vi var begge fulde og nu er hun gravid, hvad skal jeg gøre? Jeg ved hun er bange, ligeså bange som jeg, men hvad hvis hun beholder barnet? Før eller siden vil folk vide hvem der er faderen til barnet, at det er mig. Mathew. Jeg er ligeglad med at det er en kasse for anonyme, men du ved hvem jeg er. Jeg blev for nogle måneder smidt ud hjemmefra, jeg hader det! Mine forældre var skuffede over mig, mine karakterer var for lave, jeg pjækkede og jeg var for tit til fester. De er det ømmeste punkt i min hverdag, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, please hjælp mig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...