En ensom blomst

Mit bidrag til Piger'17. Jeg har valgt kategorien ensomhed.

1Likes
2Kommentarer
187Visninger
AA

2. Kapitel 2.

Jeg gik hjem lige så snart at vi fik fri. Jeg holdt blikket direkte ned i jorden så jeg ikke ville gøre noget dumt, da jeg vidste at Elijah skulle den samme vej som mig, selvfølgelig bare længere. Jeg låste fordøren op og gik ind på den mørke gang malet i hvide og sorte farver. Jeg gik op af trappen og låste mig ind i lejligheden.  Jeg hang jakken i den lille gang og gik så gennem det helt mørkegrønne køkken ind på mit værelse. Det var et ret stort værelse med en seng i det ene hjørne, et skrivebord, et skab og en reol. I halvdelen af reolen stod der bøger og i den anden halvdel var der ringenes herre ting og der hang et billed af Elijah Wood fra filmen på mit skab. Men det var ikke det mest nørdede på værelset. Tre af væggene var hvide, men den sidste var malet i et stort billede fra ringenes herre. Det forestillede det sted i Herredet, hvor Frodo boede. Den grønne dør, bænken og alle planterne. Jeg havde fået en af min mors venner til at male det på min væg. Jeg tog “En flænge i himlen” op af tasken og begyndte at læse.

Jeg lå og læste i timer til at min far kom hjem. Jeg sprang op af sengen og gik ud til min far. Han havde sat sig i sofaen inde i den lidt over proppede stue. Der lå stabler af bøger i alle hjørner og man kunne kun lige bevæge sig omkring, ellers var den meget hyggelig. Min far smilede, da han så mig kom ind. “Hej far”, sagde jeg lidt nervøs over, hvor den her samtale ville ende. “Hej”. Jeg lod en hånd løbe igennem håret. “Øhm… Mette har givet os en seddel i dag”, startede jeg. “Det er en seddel i skal udfylde”. Min far kiggede på mig i noget tid og da det ikke så ud som om at jeg ville fortsætte spurgte han. “Hvad er den om?”. Jeg mumlede noget som han ikke kunne høre. “Om jeg skal havde lektiecafe med 8. klasse eller have fri, når de andre er til konfirmationsforberedelse”, gentog jeg, men i det øjeblik jeg sagde det, vidste jeg at jeg ikke havde nogen chance for at vinde den her kamp. Min far kiggede på mig og sukkede så. “Linemus, du ved godt at vi vil have at du har lektiecafe”. Jeg kunne mærke en tåre på min kind, men jeg tog mig sammen. “Men far”. Min far kiggede vredt på mig. “Ikke noget men”. Jeg vendte mig om og stormede ud af lejligheden. Jeg smækkede døren og løb om på fodboldbanerne omme bag vores have. Jeg satte mig inde i en af de der små bænke med tag over som stod rundt omkring på banerne. Jeg tog benene op under mig og begyndte at vippe frem og tilbage, samtidig med at gråden virkelig tog til. Jeg sad der i timer mens at folk spillede på banerne lidt væk. Jeg tænkte på Marie, Helene, Jean og Camilla, på Elijah, på 8. klasserne og på om nogen overhovedet ville lægge mærke til det, hvis jeg forsvandt. Jeg havde ingen venner der ville og mine forældre var næsten aldrig hjemme, så der var en stor sandsynlighed for at der ville gå noget tid før de opdagede det.

Det var blevet mørkt, da mine forældre sendte mig en besked om at der var aftensmad. Jeg rejste mig langsomt op og begyndte med sløve skridt at gå hjem. Mine forældre blev aldrig nervøs når jeg løb, for de vidste at jeg bare havde brug for noget luft. De havde selvfølgelig været det i starten, men det var snart et år siden at de stoppede med det. Jeg lukkede døren og satte mig på stolen. Jeg sagde ikke hej til min mor som kiggede på mig fra køkkenet, eller sagde noget til min far som stod bag hende. Min mor sukkede og kom ind med maden. Vi fik lasagne. Det smagte ikke særlig godt, men jeg havde for længst vænnet mig til det. Min mor elskede at lave mad, men hun var forfærdelig dårlig. Min far var næsten aldrig hjemme, så det var kun når vi havde gæster eller jeg kunne overtale min mor til at jeg skulle lave mad, at vi fik noget andet end hendes dårlige mad. Det værste var næsten at hun selv mente at hun var fantastisk.

Vi blev færdige med at spise og jeg gik ind på mit værelse. Jeg åbnede “En flænge i himlen” og læste. De sad i flyet på vej til Amsterdam og Augustus havde lige sagt at han var forelsket i hende. jeg smilede. Det var så sødt, dem måde at de begge var forelskede, men hun turde ikke tage chance, når hun vidste at hun skulle dø, inden ikke alt for mange år.

Da klokken blev ti gik jeg ud og børstede tænder inden jeg gik ind og gjorde mig klar til at gå i seng. Jeg åbnede bogen og læste lidt videre. “Neej… Augustus, det kan du ikke mene”, hviskede jeg ud i luften på grådens rand. Hvad? Hvordan kunne han have fået sådan et stort tilbagefald? Han havde jo sagt at han havde været kræftfri i 14 måneder? Jeg lagde bogen fra mig og prøvede at sove, men den nat drømte jeg om Augustus der døde sammen med Elijah i kampen mod kræft og jeg gav Hazel et kram.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...