En ensom blomst

Mit bidrag til Piger'17. Jeg har valgt kategorien ensomhed.

1Likes
2Kommentarer
191Visninger
AA

1. 1. Kapitel

Hvorfor overhovedet prøve, når jeg ved at det vil slå fejl? Når at jeg ved at dem omkring mig ikke engang ved, hvad jeg hedder? Jeg ser dem hver dag, men ser de mig som andet end hende dem mærkelige der som altid er der, men ingen ved, hvem er? jeg er hende som altid sidder ovre i hjørnet, men aldrig siger noget. Den pige som altid har været der, men alligevel ikke. For jeg bliver aldrig inviteret til noget. Det er ikke fordi de ikke vil, men de glemmer det altid, for det er som om jeg ikke eksistere. Og når mit crush går forbi på gangen ser han mig aldrig rigtig, for han ser mig ligesom alle andre, som hende der ikke er der. Det er ikke fordi jeg ikke har nogen venner, for der har jeg, på en måde, eller de er de eneste der ikke glemmer mig og kalder mig ved mit rigtige navn, men det er fire rigtig tætte venner. Det er lidt som at der er Marie, Helene, Jean og Camila, og så mig ved siden af. Folk kan ikke lide dem, men folk ved alligevel, hvem de er. For de har andre venner og de er ikke stile som mig. Når jeg så engang imellem bliver nævnt af andre end de fire er det under navne som“Læse Nørden” eller “Hende der Freaken”. Det er det eneste de kender mig under. Så når jeg ser at klokken er 8.45 og jeg skal i skole jubler jeg ikke, kan du nok godt forstå. Mine forældre er taget afsted for en times tid siden, så jeg slukker alle lysene i lejligheden og låser mig selv ud. Skolen ligger lige på den anden side af vejen fra, hvor jeg bor, så jeg kan altid se den, hvilket ikke er fedt, når jeg hader at være der. Inden jeg går ud af hoveddøren ud til den skyfrie himmel og bunkevis af elever der glæder sig til at sige hej til sine venner igen efter sommerferien kigger jeg ned af mig selv. Jeg har en mørkeblå t-shirt, sorte shorts på og mit lange lyse hår hænger løst ned af ryggen.

Jeg åbnede den tunge dør ind til vores lille mørke klasselokale. Vi havde ved en fejl fået det klasseværelse. Vi var fem mere i klassen end i de andre klasser så vi skulle have haft det store, men der havde været en fejl, så nu sad vi alle presset sammen i det lille lokale.  

Vores klasselærer “Mette” kom ind af døren. Hun var en høj mørkhåret skrap dame i 40’erne. “Hej 7.c, har i haft en god sommer?”, sagde hun med sin altid dybe stemme. Hele klassen nikkede og Mette satte sig ned. “Til at starte med har jeg en besked til alle jer der ikke skal konfirmeres”, begyndte hun. Jeg rettede mit hovedet op. “Lige om lidt deler jeg en seddel ud, hvor jeres forældre skal svare på om i skal have lektiecafe med 8. klasserne eller i skal have fri”. Jeg sagde ikke noget. Lektiecafe med 8’ klasserne? Det kunne jeg ikke, jeg ville bare blive til grin endnu mere end jeg allerede var. Jeg  vidste nu at jeg skulle hjem og tigge min far om at få fri, men det ville helt sikkert blive svært, hvis ikke umuligt. Begge mine forældre var tilhængere af lektiecafe.

Hele klassen fik en ny læsebog i dansk. Den hed ”En flænge i himlen”. Jeg havde aldrig hørt om den, men alle pigerne sagde at det var en vildt kendt bog skrevet af en der hed “John Green”. Jeg vendte den om og læste bagsideteksten. Den handlede åbenbart om en eller anden pige som havde kræft og så fandt sin kærlighed. Gab. Ingen drager, elvere, magikere eller feer. Mette sagde at i dag skulle vi bare læse i bogen, som en blid start på vores ottende år i skole. Jeg åbnede den og begyndte at læse den 300 sider lange bog.

Vi havde lige fået frikvarter og jeg havde lagt bogen væk. Overraskende nok havde jeg fundet bogen ret god. Jeg havde rejst mig og gået hen til Marie, Helene, Jean og Camila. “Hej”, sagde jeg smilende til pigerne. “Hej Linnea”, sagde pigerne fraværende uden at kigge på mig. Jeg vendte mig med et suk om. Ikke engang dem som var tættest på at jeg kunne kalde mine venner gad kigge på mig. Måske var jeg virkelig ikke noget værd. Mon jeg en dag ville blive helt usynlig, hvis jeg ikke fik nogen der interesserede sig for mig? Ville folk overhovedet lægge mærke til det? det virkede i hvert fald ikke sådan.

Jeg åbnede min yndlings bog “Ringenes herre kongen vender tilbage” og begyndte at læse. Jeg havde læste bøgerne over ti gange hver og set filmene mere end en million gange. Jeg lukkede mig inde i mit og Frodos univers uden at blive forstyrret af dem omkring mig. Jo længere jeg kom jo bredere blev mit smil.  Jeg kiggede først op da jeg hørte hans stemme. Elijah Woods stemme. Den var fortryllende og umulig at overse. Den var blød som smør, men samtidig hård som sten.  Den var ikke for dyb, men heller ikke for lys. Den var lige tilpas. Okay, altså det var ikke Elijah Wood, det var bare noget jeg kaldte ham. Han hed ikke Wood bare Elijah, men jeg havde kaldt ham Elijah Wood i mit hoved siden at jeg var blevet forelsket i ham. Elijah gik i A klassen på min årgang. Han var den bedste til fodbold og han var den populæreste på hele årgangen. Han havde kort mørkt hår, blå øjne og var meget muskuløs. Alt i alt lignede han Elijah Wood ret meget da han var yngre, og alle ved jo at han så fucking godt ud i 02, da han var med i Ringenes herre. Jeg prøvede alt, hvad jeg kunne, for at lukke af for ham, men jeg kunne tydeligt mærke vinden da han gik lige forbi mig, for at tage en fodbold. Mine negle borede sig ind i bogen og brugte alt min selvkontrol på ikke at kigge op på ham, ikke fordi han eller nogen anden ville lægge mærke til det, men det kunne godt ende pinligt, ligesom dengang jeg gik ind i en pæl, fordi jeg havde for travlt med at kigge efter ham.

 

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...