Fordi alting går op i 4

Fordi alting går op i 4 og så er det svært at passe ind, når man er en 1ner. // Biddrag til Piger '17 - en novelle om ensomhed. Ca. 3250 ord.

38Likes
51Kommentarer
1983Visninger
AA

2. Vi sidder 5 om et bord, men egentligt er vi kun 4

Vi sidder 5 om bordet, men egentligt er vi kun 4. For jeg tæller ikke rigtigt.

    I taler om nytår. Om vodkasmoothie med blåbær, og hvordan Mathilde tissede i en busk, og drengene kom forbi, så Cecilie næsten fik kysset Emil. Jeg piller bare lidt ved skorpen på min rugbrødsmad. Nikker. Ikke for højt, for så kommer I i tanke om, at I først fortalte mig om festen den femte januar. Ikke for stille, for så glemmer I mig bare. Igen.

    ”Nogen, der vil med til København i morgen?” bryder jeg ind. Bare for at minde jer om, at jeg stadig er her. ”Der er udsalg i Urban Outfitters. Den nede ved Østergade…” Hvis jeg inviterer, har jeg kontrol. Så glemmer I mig ikke. Man kan ikke lade være med at invitere værten.

    ”Jeg kan godt.” Anne rækker hen over bordet efter Mathildes vandflaske og bunder den. Aldrig min flaske, selvom min står lige ved siden af hende.

    ”Jeg skal vidst hente min lillebror efter skole. Min mor arbejder længe, tror jeg.” Mathilde tager flasken ud af Annes greb, så en sjat lander i hendes mad. I griner allesammen. I er så barnlige. Men jeg griner alligevel. For at være en del af jer.

    ”Jeg ved det ikke helt, om jeg orker.” Cecilie ser ikke op fra sin iPhone og rækker hen for at vise Yin noget.

    ”Er du stadig på?” Jeg skæver hen mod Anne, der er i gang med en vandkamp med Mathilde. Kender svaret på forhånd. En våd rød lok klistrer til hendes ansigt.

Hvorfor spurgte jeg overhovedet?

    ”Æh, det ved jeg ikke helt.” Selvfølgelig. Selvfølgelig vil hun ikke, når det kun er mig og hende. Ikke fordi hun ikke kan lide mig. Hun kan bare ikke lide mig nok til, at hun gider. Ikke længere. Jeg pakker min mad sammen. Skriger lidt af hende i mit hovedet. Hvad skete der med den Anne, jeg var bedste veninder med? Hende, jeg legede med hvert frikvarter. Hende, jeg byggede en hule med bag skolens fodboldbane? Hende, der altid kunne få mig til at grine? Er du der stadig?

    Jeg kender svaret. Den Anne forsvandt i 7. klasse, da vi blev en del af jer. Eller Anne blev en del af jer. For alting går op i 4, så der var ikke plads til mig.

    ”Kommer I?” Yin rækker telefonen hen mod jer. Ikke mig kun jer. Jeg ser med over skulderen på Anne.

    En Facebook begivenhed kaldet Fest hos mig  lavet af Amanda fra parallelklassen.

    ”Hvornår er det?” Mathilde griber sin egen telefon for selv at kunne tjekke begivenheden ud.

    ”Fredag,” siger Cecilie, ”der kommer en hel del fra Birkerød Privat.”

    Jeg finder selv min telefon frem. Opdaterer Facebook. Igen og igen. Ingen ny begivenhed. Ingen invitation. Hvorfor skulle Amanda også inviterer mig? Hun har ikke plads til hele årgangen. Nogen skal lukkes ude.

Folk inviteres i grupper. Håndboldpigerne, musikdrengene, jer 4. 4kløveren. Og jeg hører ikke sammen med nogen. For alting går op i 4. Og der er kun 4 blade på en 4kløver.

    ”Jeg aner bare virkelig ikke, hvad jeg skal tage på…” Anne sætter det røde hår op i en hestehale, men lader det så falde ned igen.

    Jeg kan spørge, om I kan få mig med. I kan bare spørge Amanda. Hun siger sikkert ja alligevel.

Men I har ikke engang opdaget, at jeg ikke er inviteret. Og jeg klarer mig selv.

Jeg kan sagtens stå uden at læne mig op af jer. Jeg er ikke alene. Jeg er ikke svag.

 

Jeg knuger om cykelnøgler allerede, mens Hanne, vores dansklærer, afslutter timen. Metallet skærer ind i min hud. For jeg ved, I ikke venter på mig.

    ”Det var det for i dag, husk at læse siderne færdig til mandag.”

    Klassen rejser sig synkront og vælter ud på gangen.

    ”Emilia,” Hanne går forbi mit bord. Et håb spirer i mig, mens jeg hvisker til hende i mit indre. Ved du det? Kan du endelig se det? Se på mig, at jeg aldrig har en makker i dansk? At jeg altid sidder for bordenden, når der kun er plads til to på hver side af bordet. ”Du var til tandlægen, da de andre fik deres reportage tilbage.” Hun rækker mig min stil og forsvinder væk. Selvfølgelig havde hun ikke set mig. Hvorfor skulle hun?

    Jeg skæver ned til stilen. Bare ikke 10. Bare ikke 10. Det eneste, jeg stadig er, er hende med 12-tallerne. Hvis jeg får 10, er jeg ikke noget længere. Bare middelmådig og alene. Jeg presser læberne sammen. Ånder ud, da jeg ser 12 tallet, før jeg propper stilen ned i min taske og skynder mig ud på gangen.

    Jeg griber ud efter min jakke og slutter mig til jer, mens I venter på at Mathilde får snøret sine sko. Hvorfor venter I på hende? Hvorfor, når I aldrig ville vente på mig.

    Vi maser os ned ad den befolkede trappe, mens I snakker om festen. Jeg prøver ikke at lytte. Så gør det mindre ondt. Et 0,5 år mere, så er jeg ude af folkeskolen.

    Vi mødes af vinterkulden, så snart døren åbnes, da det går op for mig, at jeg har glemt min telefon. Nede i fysiklokalet. Fordi Anne skulle slå en formel op på den.

    ”Jeg skal lige tilbage og hente min…” Min sætning dør ud. I lytter alligevel ikke. Nikker bare og fortsætter. Hvis det var Anne, var I alle gået med tilbage i lokalet og ledt det hele igennem.

    Men ikke når det er mig.

    Jeg går tilbage mod skolen. Sparker døren op med min støvler. For at få hævn over skolen. Over jer. For der er ikke nogen af jer, der ser mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...