Fordi alting går op i 4

Fordi alting går op i 4 og så er det svært at passe ind, når man er en 1ner. // Biddrag til Piger '17 - en novelle om ensomhed. Ca. 3250 ord.

38Likes
51Kommentarer
1983Visninger
AA

3. Et 0,5 år mere

Et 0,5 år mere. Så er jeg ude af folkeskolen. Et 0,5 år mere. 154 dage. Det er ikke så meget.

    Jeg scroller ned over beskrivelserne af studieretninger på Birkerød Gymnasium. Igen. Jeg kan dem udenad. Ved hvert enkelt A fag, jeg skal hæve, hvert enkelt C fag, der skal vælges, kan rækken af obligatoriske fag med lukkede øjne.

    Om et 0,5 år betyder folkeskolen ingenting. Om et 0,5 år er det hele lige meget.

    Jeg kryber mig ned under dynen. Finder min bog frem. Det eneste sted, jeg kan flygte hen. Tjekker lige Facebook først. Efter en invitation. Ingenting. Men hvorfor skulle hun også inviterer mig? Videre til Tumblr. Vine, Instagram. Så Snapchat. Altid den værste.

    Ingen nye Snapchats. Et væld af nye historier. Ingen gider sende direkte til mig. Jeg trykker mig gennem dem alle sammen, indtil jeg når til jeres historier. Cecilies historie er et billede af de andre i toget. Spontant eventyr med de bedste <3. Så orkede hun godt alligevel at tage af sted.

    Annes historie er billeder af dem ved Nørreport. På Strøget. På Joe and the Juice. Selvfølgelig gad hun godt til København, når de andre var med.

    Mathilde skulle åbenbart ikke passe sin bror alligevel. Hendes historie er endnu flere billeder fra Joe and the Juice. Og så et billede fra Urban Outfitters. Et billede af Anne, der prøver tøj. Et billede af deres shoppingposer. Alt det tøj de købte på udslag.

    Jeg synker. Forsøger at styre min vejrtrækning. Slukker telefonen og knuser den i mit greb. Presser øjnene sammen for ikke at græde. Det er barnligt at græde over sådan en lille ting. Svagt. Jeg er ikke engang ked af det. Bare vred. Fordi I putter mig i denne her situation. Fordi I ikke ser andet end jer selv.

Det er ikke engang fordi, jeg vil være en del af jer, jeg vil bare ikke være alene. Men jeg klarer mig. Står på egne ben.

    Jeg behøver jer ikke.

    Alligevel griber jeg ud efter passeren på mit skrivebord. Har lyst til at skrive noget på min arm. Ikke for at kunne nyde smerten. Ikke for at få vreden ud. Bare fordi I måske så ville se mig. Opmærksomhed. Det eneste våben mod usynlighed.

    ”Hvordan gik det så med den danskstil?” Mor stikker hovedet ind på mit værelse.

    ”Jeg fik 12.” Jeg gemmer passeren under dynen. Vil egentligt helst have, at hun opdager den. Spørg mig, om der er noget galt. Spørg mig.

    ”Igen?” Hun kommer hen og sætter sig på kanten af min seng. ”Du er da virkelig et vidunderbarn.”

    Jeg vil være hendes vidunderbarn. Deres 12-tals pige. Og hvis jeg fortæller hende, at jeg er ensom. At jeg er svag. At jeg er hende ingen ser. Så er jeg ingenting. Ikke andet end en fiasko.

    Jeg kan sagtens klare mig alene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...