Fordi alting går op i 4

Fordi alting går op i 4 og så er det svært at passe ind, når man er en 1ner. // Biddrag til Piger '17 - en novelle om ensomhed. Ca. 3250 ord.

38Likes
51Kommentarer
1987Visninger
AA

4. 5 minutter til klokken ringer ind

5 minutter til klokken ringer ind. 300 sekunder. Jeg smider min taske på mit bord. Alt for tidligt. Det ideelle er 1  minut i. Så kommer jeg ikke for sent. Men er heller ikke alene i mere end 60 sekunder. Jeg skæver hen i den anden ende af klassen, hvor I snakker med pigerne fra A. klasse. Amanda er der. Det vil bare gøre alting akavet, hvis jeg går derhen. Hvis hun overhovedet har bemærket, at jeg ikke er inviteret. Men hellere det end at sidde alene.

    ”Jeg købte virkelig den flotteste blondetop fra Urban til festen,” siger Mathilde. Bemærker du overhovedet, at jeg er her? At jeg ikke var med, selvom det var min idé.

    ”Hvad tager I andre på til festen?” Amanda ser op fra sin telefon. Anne puffer til hende og skæver til mig.

    Alting bliver stille, mens alle gør sig umage med ikke at kigge på mig, og jeg lader som om, jeg ikke hørte noget. En eller anden redder mig med en åndsvag kommentar om et halvkendt bands nye sang. Hvorfor kom jeg også for tidligt? 240 sekunder mere, hvor det kan gå galt.

Jeg fordufter ud på toilettet. Skal ikke rigtigt tisse. Gider bare ikke være alene blandt de andre længere.

    Jeg retter mine mørke krøller hår. Tjekker min telefon. Amanda Lyngkjær har inviteret dig til Fest hos mig. Selvfølgelig inviterer de mig nu. I sidder og holder krisemøde inde i klassen. Forsøger at redde situationen. Redde stakkels lille mig. Nu skal jeg i hvert fald ikke derind igen.

    Klokken ringer ind. Jeg skubber døren op med skuldren og går ned langs gangen. Elever, lærer passerer mig uden at skænke mig et blik. Min kristendomslærer, min matematiklærer, min børnehaveklasselærer…

    Hvorfor ser I mig ikke? Jeg forsøger at få øjenkontakt, men de ser genenm mig. Har for travlt med deres andre elever. Hvorfor ser I ikke, at jeg mest af alt har lyst til at kollapse på gulvet og græde? Eller bare spurte ned ad trapperne og hjem. Er det ikke jeres job? Hvorfor ser I alle andre elever, men ikke mig?

    Ingen hører mine lydløse skrig. Eller måske hører de dem. Måske vil de bare ikke høre dem.

     Læren er ikke kommet endnu. Ingen stirrer på mig, som jeg troede. Håbede. Ingen lægger mærke til mig. Selv ikke jer.

 

”Hvem varmer du op med, Emilia?” Mathilde følges med mig ned til fysiklokalet. Gør du det med vilje? Får mig til at indrømme, at jeg ikke har nogen at varme op med. Eller er du bare uopmærksom?

”Det ved jeg ikke helt endnu…” Jeg trækker på skuldrene.

”Vi ville virkelig gerne have dig med, når vi varmer op, men vi har aftalt, at det kun er os denne her gang.” Et os, jeg ikke er en del af.

    ”Jeg regner med at tage noget forskelligt tøj med over til dig, Mathilde, når vi varmer op,” Cecilie indhenter os med Anne i hælene, ”for jeg har virkelig brug for, at I hjælper mig med, hvad jeg skal have på!”

    ”Det er fint,” Mathilde skubber døren til fysiklokalet op, ”vi går forbi tanken på vej hen til festen ikke?” Ser I slet ikke, at jeg er her? Er det slet ikke akavet for jer?

”Jo, så kan vi lige købe på vejen.” Anne går hen mod vindueskarmen til vores jordprøver. Ser I slet ikke noget forkert i ikke at invitere mig til jeres opvarmning, når jeg burde være en del af jer?

”Vi kan vel bare dele noget.” Jeg lægger ikke engang mærke til, hvem der siger det. I er bare en stor enhed, som jeg ikke er en del af. Hvis I i det mindste prøvede at skjule det. Men I er ligeglade.

Jeg lader som om, jeg læser en seddel på væggen. Lader jer snakke alene henne ved jordprøverne. Er jeg den eneste, der ser konflikten? Måske er der slet ikke en konflikt. Måske er det åndssvagt. Måske er det bare mig.

    Ensomme lille Emilia. Alene i verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...