Fordi alting går op i 4

Fordi alting går op i 4 og så er det svært at passe ind, når man er en 1ner. // Biddrag til Piger '17 - en novelle om ensomhed. Ca. 3250 ord.

38Likes
50Kommentarer
1989Visninger
AA

5. 153 dage tilbage

153 dage tilbage. Af folkeskolen. Af ensomheden.

Blondekjolen smyger sig om min krop. Jeg læner mig frem mod spejlet og lader mascarabørsten glide over vipperne igen og igen. Synger halvhjertet med på en sang fra en tilfældig spotify-playliste. Noget om at glemme i morgen og leve i nuet. Men det er lidt ligemeget, når der ikke er noget i nuet tilbage, der er værd at leve for. Jeg lever for fremtiden. Lever i fremtiden. I planer om, hvordan jeg vil møde nye venner. Møde en fyr. Være hende alle gerne vil være. Åndssvage ting. Men blot 153 dage mere.

    Jeg åbner Snapchat, selvom jeg ved, at det er en dårlig idé. Måske nyder jeg alligevel smerten? Klokken nærmer sig halv ti, hvor festen starter. Men jeg skal ikke komme for tidligt. Ikke når jeg kommer alene.

    Måske skulle jeg bare lade være med at tage af sted? Bare ligge herhjemme og tælle dage i selskab med min nedtællingsapp. 153. 152 ved midnat.

    Jeg klikker mig direkte hen på jeres historier.

    Ser først en video af jer, der skåler. Et billede af Anne med en Sommersby i hånden i dårlig belysning. Og så kommer de andre lige pludselig. Selfies med pigerne fra parrallelklassen. Yin, der sidder i en fatboy med Josefine fra A på skødet. Havde I ikke aftalt, at det kun skulle være ’os’?

    Jeg møder mit blik i spejlet. Er ligeglad. I er sikkert alligevel pisse barnlige og render rundt og leger latterlige lege. Isterningeleg eller sådan noget. Jeg klare mig bedst alene.

    153 dage.

    ”Hvornår tager du af sted?” Mor kommer ind med en bunke vasketøj i favnen.

    ”Om lidt, tror jeg…” Jeg tegner mine øjenbryn op. Møder hendes blik i spejlet, mens hun efterlader en bunke tøj på mit skrivebord i.

    ”Hyg dig.” Ser du ikke, at jeg varmer op alene? Hvorfor spørger du ikke, hvor mine venner er? Om jeg ikke skal mødes med dem før?

    Ordene sidder på mine læber. Forklaring på alting. Men det ville være selvisk. At tage hendes perfekte barn fra hende og give hende mig i stedet. Det ville gøre ondt. En mors værste mareridt er, at ens barn ikke har en plads i flokken.

    153 dage. Jeg kan sagtens klare mig selv.

 

 

Bassen dunker gader væk fra Amandas hus. Flaskerne klirrer mod hinanden i min taske. Jeg gemmer mig i mørket, mens jeg går op mod hoveddøren. Skæver til vinduet, hvor silhuetter står og danser. Bare de ikke ser mig.

    Varmen slår mig som en lussing, da jeg åbner døren. Entréen er overfyldt med overtøj. Men ingen mennesker. Ingen til at se mig komme alene.

    Jeg trækker min parka af, smider den på de andre op ad trappen og hiver de to Sommersby op ad tasken. Jeg gider ikke rigtigt drikke, men åbner den ene alligevel. Alkohol gør mig bare melankolsk.

    Jeg maser mig ud i køkkenet, hvor Cecilie står og blander et eller andet med en ukendt dreng. Stiller mig og prøver at blive en del af samtalen. Drengen ser op. Giver mig blikket. Det der skrid-nu-jeg-er-igang-med-at-score. Han kender mig ikke engang. Alligevel er han ligesom alle andre. Vil bare gerne have, at jeg skrider.

    153 dage.

    Jeg efterlader den ene Mokai blandt de andre flasker og maser mig forbi et par, der sluger hinanden, ind i stuen. Lader med vilje min skulder støde ind i pigens ryg. Hævn.

    Yin, Mathilde og Anne danser i en cirkel med en fremmed pige, til en sang, jeg halvt kender. Jeg forsøger at komme ind i cirklen, men møder hele tiden en ryg. Hvorfor lader I hende danse med jer, når I ikke opdager mig? I kender hende ikke. I kender mig. Eller det burde I.

    ”Hey, joiner du beerpong?” Jonas fra B-klassen stikker hovedet ind og lægger en arm om Mathilde.

    ”Er beerpongbordet frit?” råber Mathilde gennem musikken. Jonas nikker, og pigerne forsvinder med hende ind til bordet. Jeg danser et øjeblik alene. Venter på, at der kommer nogen. Men det gør der ikke. Folk ser bare direkte gennem mig. Render ind og ud ad stuen.

    Jeg dumper ned i en sofa. Venter på, at det bliver midnat. Om 2 timer, er det kun 152 dage tilbage. Fyren ved siden af mig rejser sig og danser med Anne, der har indtaget dansegulvet med et par af drengene fra klassen. Jeg gider ikke engang prøve at være med. For så fordufter de bare alle sammen igen. Jeg er som en magnet, der frastøder alle. En usynlig magnet.

    2 timer. Det er 120 minutter. 7200 sekunder indtil, der er 152 dage tilbage. Jeg lukker øjnene og genkalder mig svaret. Har regnet det så mange gange derhjemme. Det er 9120 minutter. Eller 547200 sekunder.

    Det er lang tid. Jeg vil ikke vente. Jeg har ventet siden 7. klasse, da Anne ikke synes, jeg var nok længere. Jeg har ventet på, at I ville se mig igen. At nogen ville se mig. Ventet på, at fremtiden endelig ville indhente nutiden.

    7. klasse gange en 4kløver divideret med de 5 pladser, der burde være minus den 1ner som jeg er plus de 574200 sekunder til jeg endelig bliver lykkelig ligemed 547204,6. Tal, jeg ikke kan bruge til noget, men som er det eneste, der stadig giver mening.

    Jeg rejser mig fra sofaen. Griber min jakke og taske i entréen, før kulden omslutter mig, og det hele føles mere rigtigt. For det er længe siden, jeg har følt rigtigt varme. Alligevel føles kulden behagligere. Fordi jeg er vant til den. Trods jeg ikke har drukket, falder det hele sammen.

    Mit blik slører, mens jeg finder vej gennem mørket, men jeg vil ikke vente mere på at alting bliver godt. Jeg vil ikke spilde de 152 dage. Jeg står alene, og jeg kan ikke holde balancen.

    Måske vil mor miste sit vidunderbarn, når jeg fortæller hende sandheden. Men det er ikke min skyld. Det er jeres. Jeg er ikke okay. Og det er okay. Måske er jeg svag. Men jeg vil ikke være alene længere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...