''JEG HAR ALDRIG HAFT EN MOPS''

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 21 jul. 2016
  • Status: Igang
''Alt blev så stille i de millisekunder, og jeg åbnede mine øjne, hvor jeg opdagede Norris under mig. James Norris en af de mest populære drenge, hvis ikke den meste populære, på skolen med en verdenskendt jonalist som mor og skuespiller som far, Pamila Norris og Micheal Norris. Han var brunhåret og en stærk kæbe med store brune øjne, der stirrede på mig. Jeg var tavs og chokeret og løftede mig over ham. Tiden gik langsomt, som alt var i slowmotion i mit hoved, der stille kom tilbage til den normale tid, og jeg skubbede mig væk fra ham.'' Felix Cunningham, en blond emo-håret dreng, der lever med sin dødsens irriterende lillesøster og sin enlige mor i et lille hus og lever nærmest af det, de allerede har. På den anden side er der James, en brunhåret hottie, med stinkende rige og succesfulde forældre som enebarn og nærmest ejer skolen. De har fuldstændig hver deres liv og havde praktisk talt aldrig snakket sammen, men Felix boldspasseri gjorde det fortid. Alt fortid.

1Likes
0Kommentarer
260Visninger
AA

3. TORSDAG 4. APRIL

 Felix

Torsdag morgen, og jeg kunne kun glæde mig til fredag. Ikke fordi jeg skulle noget specielt, det var bare fredag, en dag man altid kan glæde sig til. Solen skinnede igennem vinduet på mit værelse, og jeg pakkede tasken som det sidste og smuglede min tegneblok ned mellem matematik og fysikbøgerne.

’’Har du ikke noget at lave?’’ Lucas spurgte mig, da han så mit opgivende ansigt i lektiecaféen.

’’Overhovedet ikke’’ rystede jeg på hovedet.

’’Hvad med matematik?’’

’’Færdig’’

’’Engelsk?’’

’’Done’’

Han træk på skuldrende.

’’ Har du så ikke noget du kan lave, så du er forud?’’

Jo. Det havde jeg sikkert. Jeg havde noget tysk og biologi.

Biologi.

’’Ud fra dit ansigtsudtryk forventer jeg, at du har noget?’’

’’Ja- Jeg holdte en lille pause, som tydeligt gjorde Lucas forvirret.

-tak du’’ Jeg gik trippende ud af lokalet, og Lucas lavede videre på sit. Det var de sidste timer, med tvungen lektiecafé. Jeg kunne lave biologi, det krævede bare, at jeg skulle finde ham.

Norris.

Ja.

Ham og hans slæng var sikkert i aulaen for at være fri for lærere. Jeg skulle jo bare spørge ham, og hvis han ikke have tid, kunne jeg sikkert finde på noget andet.

Ja.

Jeg bevægede mig mod aulaen, kiggede rundt efter ham, efter hvert et bord, da Liva fik snakket højt, og det tiltræk min opmærksomhed. Og der stod de. De alle om et bord tydeligvis ikke lavede noget, og han stod med armen rundt om Aya Perez. Larry fik øje på mig. Han kiggede på mig med øjne, der kunne slå mig ihjel, hvis jeg kom for tæt på. Sebastian Johnson opdagede Larrys stirren og kiggede i retningen mod mig.

Øjne.

Larry sagde noget, jeg ikke kunne høre, men fjernede ikke de morderiske øjne fra mig.

Han vendte sig om. James vendte sig om, så han kunne se mig. Han så direkte på mig med armen rundt om Aya. Og smilede.

’’Hej Felix’’

Jeg sagde ikke noget. De andre om hans bord kiggede nu også på mig. Studerede mig.

’’Hvad laver du Cunningham?’’ Larrys spørgsmål skar en dyb flænge i mig med en hentydning til, at jeg bare skulle skride ad helvedes til.

’’jeg..- startede jeg ud. Igen kunne jeg ikke se på ham. James. Hvad ville jeg sige?

-Jeg tænkte bare på.. om vi kunne lave biologi’’ Jeg sagde det så lavt, så jeg var bange for, om jeg skulle gentage mig selv.

’’Og hvis svaret er nej?’’ Damn og Larry var på banen igen…

’’Selvfølgelig Felix. Så laver jeg noget i stedet for at stå og stirre’’ han gav slip på Aya og gik mod mig. Jeg ville vende mig om. Kigge væk, løbe min vej. Jeg var så nervøs, så mit hjerte sad og dunkede oppe i halsen. Kunne selvfølgelig også bare være min puls der dunkede.. same same.

’’Lad os gå et roligere sted hen’’ James lagde hånden på min skuldre. Den fyldte næsten hele min skulder, og et stød blev sendt igennem min krop, og endnu en klump satte sig i min hals.

 

***
 

’’Undskyld for Larrys opførsel’’

’’Det okay’’

’’Nej, du ved, han kan være lidt hård, men-

’’Du behøver ikke undskylde for ham, bare fordi han er strid, betyder det ikke du er’’ Jeg afbrød ham og han tav. Havde jeg ramt en tanke hos ham?

’’Felix?- startede han så. Vi sad på biblioteket, og der var ingen andre end os og bibliotekaren.

-Hvorfor kigger du ikke på mig?’’

Nu var det mig, der tav, og min tunge slog knuder. Jeg vidste det ikke James… virkelig ikke.

’’Det har jeg da også gjort?’’ Jeg smilede for at få ham overbevist og kiggede så på ham.

’’Ja… men ikke i øjnene’’

Jeg sad og stirrede på hans brystkasse. Jeg havde kun kigget ham i øjnene tre gange eller sådan noget. Jeg træk vejret lavmælt ind og kiggede ham så i øjnene. De var store, brune, havde et glimt i begge, og jeg skiftede fra øje til øje for at bestemme, hvilket jeg skulle kigge i.

Så smilede han.

’’Ikke så svært’’ drillede han. Nej det var det ikke jo, men alligevel havde jeg ikke nosserne til at se ham i øjnene. Var det fordi, jeg faldt på ham? Så ham direkte i øjnene der?

’’Når men lad os gå i gang’’ sagde han derefter. Han kiggede på sin iPad der lå på bordet. Hans hår i siden var faldet ned over øret.

’’Hvornår acceptere du min venneanmodning på face?’’ han lagde hovedet på hånden og smilede. Jeg kiggede forvirret på ham. I øjnene.

’’Har du sendt en?’’

Han grinte. Han grinte tit.

’Ja, har du ikke set den?’’

Hans glade humør smittede af. Han var altid smilende og snakkede venligt. En hver piges drøm. Jeg lod mig smile, imens jeg havde hans øjenkontakt, og det fik ham til at se lidt mere.. lykkelig ud i hans udtryk.

’’Nej. Jeg har ikke vært på her på det sidste’’

’’Ikke? Så kan du nu’’

Hans lille hårlok svingede meget svagt fra side til side, når han bevægede sig.

’’Dit hår er faldet i siden’’

Han kiggede chokeret på mig og tog fat i lokken i håret. Han kørte stille fingrene ind imellem hårstråene og smilede, hvor han derefter prøvede at få lokken op med det andet.

’’Det skal nok også snart klippes, Det er ved at blive lidt langt’’ sagde han.

’’Mit hår har altid været den her længde’’ jeg tog fat i mit pandehår. Han smilte og lænede sig frem. Hvad lavede han? I en refleks lænede jeg mig lidt længere tilbage i stolen og stirrede på hans hånd. Han tog fat i mit hår, rørte ved det, og satte sig tilbage igen.

’’Det behøver ikke at blive klippet, det er ikke ødelagt’’

Hvorfor slog mit hjerte så højt? Mine hænder var blevet svedige ,og jeg forlede dem sammen under bordet. Han kiggede på sin hånd og gned pege og tommel sammen.

’’shit dit hår er blødt…’’ hviskede han til sig selv, men det var vidst meningen, at jeg skulle høre det.

’’ Har det nok fra min far’’ Svarede jeg og han grinte kort.

’’Nok om hår’’

’’Troede kun det var piger, der snakkede om den slags’’ grinte jeg lavt.

’’ Man lærer altid noget nyt’’

Jeg kiggede ned på min iPad.

’’Ja, som at mopsen engang blev brugt til at vække vagthunde med’’

’’Seriøst?’’ han rejste sig op. Jeg fulgte ham med øjnene, og han satte sig ved siden af mig med øjnene plantet på min iPad.

’’Sejt’’ sagde han med et smil. Han sad tæt. Næsten hovedet foran mit for at set på min iPad.

’’Camille fortalte mig, at hun havde en mops engang’’ Han tog hovedet til sig, men satte sig ikke tilbage foran mig. Han blev siddende. Jeg holdte blikket på iPad skærmen.

’’Hvad var det gadekryds, du havde, engang?’’

Jeg kiggede ham i øjnene igen. Stop med at banke så højt!

’’Noget med.. en bordor collie og noget andet, tror jeg- jeg trak på skuldrende.

-Ellers har jeg kun haft katte, men min ven Lucas.. Murphy, kender du ham?’’

’’Selvfølgelig’’ svarede han smilende. Næsten mere smilende over, at jeg snakkede.

-ja.. han havde en mops engang’’

’’Sejt’’ svarede han, som om det slet ikke var en mega spurgt, og at det faktisk interesseret ham.

’’Den fik hans bedsteforældre så senere’’

Vi kunne kun snakke om mops, men betød det noget? Vi snakkede mere end at lave biologi. Hans mange spørgsmål. Hans mor var jo også jonalist. Han sad og tænkte lidt, og der var en kort tavshed.

’’Felix fester du?’’

Jeg trak på skuldrende.

’’Hvorfor?’’

Han satte sig tilbage i stolen.

’’Silla holde en fest på næste fredag, vil du med? Det er åbent hus, så din venner kan også komme med?’’

Jeg trak på skuldrende igen.

’’Min mor er ikke hjemme, så der er ikke nogen til at køre mig – jeg kiggede på ham.

-okay, måske’’

Han smilte igen, så man kunne se hans tænder.

 

**​*

 

Han var overalt. Og jeg mener overalt. Fodbold team James Norris. Klassebilleder med ham på og pokaler i vinduet med hans navn. Han var også på gangene. Han var har overalt, uden jeg havde lagt mærke til det. Han var også taktiker for fodboldholdet.

’’Er du færdig?’’ Luas stod utålmodigt ved siden af opslagstavlen.

’’Har du fundet ud af, om du er kommet på billedkunst?’’ Lucas huskede mig på, hvorfor vi faktisk stod der. Mine øjne skiftede retning til billedkunstlisten og ledte efter Cunningham.

’’Nej. Nej jeg er ikke kommet med’’

’’Hvorfor har de fjernet dig, bare fordi der ikke er plads? Hvorfor er der overhovedet så mange på billedkunst?’’

Jeg trak på skuldrende. Hvis man ikke vidste, hvad man ville tage, var billedkunst vel nemmest?

’’Hvad vil du så vælge? Du skal vælge en fritidsaktivitet’’

Jeg trak igen, igen på skuldrende og kiggede på fodbold listen.

’’Skulle jeg spille fodbold?’’

Lucas kiggede på mig, som om jeg havde mistet min hjerne.

’’Du er sgu da røv til fodbold’’

’’Det er derfor, man går til det. For at lære det’’

Han rystede på hovedet.

’’ Det må du selv om… du skal trodsalt vælge inden den 29. Maj’’

  

 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...