''JEG HAR ALDRIG HAFT EN MOPS''

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 jul. 2016
  • Opdateret: 21 jul. 2016
  • Status: Igang
''Alt blev så stille i de millisekunder, og jeg åbnede mine øjne, hvor jeg opdagede Norris under mig. James Norris en af de mest populære drenge, hvis ikke den meste populære, på skolen med en verdenskendt jonalist som mor og skuespiller som far, Pamila Norris og Micheal Norris. Han var brunhåret og en stærk kæbe med store brune øjne, der stirrede på mig. Jeg var tavs og chokeret og løftede mig over ham. Tiden gik langsomt, som alt var i slowmotion i mit hoved, der stille kom tilbage til den normale tid, og jeg skubbede mig væk fra ham.'' Felix Cunningham, en blond emo-håret dreng, der lever med sin dødsens irriterende lillesøster og sin enlige mor i et lille hus og lever nærmest af det, de allerede har. På den anden side er der James, en brunhåret hottie, med stinkende rige og succesfulde forældre som enebarn og nærmest ejer skolen. De har fuldstændig hver deres liv og havde praktisk talt aldrig snakket sammen, men Felix boldspasseri gjorde det fortid. Alt fortid.

1Likes
0Kommentarer
263Visninger
AA

2. ONSDAG 3. APRIL

 Felix   

’’Felix let din fucking røv fra sengen!’’

Jeg gravede hovedet længere ned i min blomstrede bedstemorpude, der lugtede af kat og alderdom.

’’Felix for fanden, du skal i skole!’’

Lyden af min søsters stemme irriterede mig inderligt, og jeg planlagde allerede en måde at slå hende ihjel på.

’’Felix er du døv?!’’

Jeg rejste hovedet langsomt op fra sengen, og lod mine øjne glide hen over det roede værelsesgulv.

’’Tog sin tid…’’

’’Gå ad helvedes til Maria…’’ Fik jeg tvunget ud af min trætte mund, med en stemme der var så tør som en ny pakke fuldkornsknækbrød. Jeg mødte hendes flabede jordbæransigt med mit blik. Hun havde arvet sit udseende fra far med det mest orange hår og små krumme fregner over hendes runde tomatrøde kinder, men selvom hun var et perfekt eksempel på en ginger, var hun gudesmuk med mors grøn-brune øjne og en krop, som hver af hendes 14-årige tøseveninder ville misunde. Heldige skvatmide, jordbær lort.

’’Du skal vågne, idiot’’ Hun snakkede uden følelse og rettede på sine orange krøller.

’’Af alle mennesker… står du øverst på min slå ihjel liste…’’ mumlede jeg ned i puden, imens jeg spyttede et kattehår ud af munden. Hun truttede munden og nikkede utilfreds og drejede om på hælen.

’’Diva…’’ hviskede jeg for mig selv, da hun havde forladt døren. Jeg skævede op til vinduet længere henne ad den væg, min seng stod op ad, gennem mit blonde hår. Lys fra solen sneg sig ind gennem de små riller i det gamle trægardin, lavet af træplader viklet ind i snor. Der lugtede, som normalt, af perfume i huset, især nu når min mor havde fået øjne for en på hendes arbejde. Jeg kæmpede med min sløve krop op af sengen og smed fødderne ned på noget slikpapir, og noget der lignede Nupo skrald. I en langsom bevægelse, fik jeg drejet den lille træpind til gardinet rundt, så solens stråler fik mere plads til at lyse mit værelse op, så jeg havde en chance for at se, hvor jeg gik. Gennem mellemrummene i gardinet, kunne jeg se ned på gaden. Min genbo var allerede i gang med at drukne sine blomster i forhaven, imens hun råbte efter mennesker, der uheldigvis trådte på hendes græs, men vældig rar dame alligevel. Jeg formodet at få hoppet hen til mit skab og hev dørene op for at få fat i noget tøj, da mit humør faldt, da jeg huskede på at, der var idræt i dag… misforstå mig ikke, jeg var ikke helt ude af form, jeg var bare det man

kalder… ja boldspasser. Jeg hev en kasse ud og tog mine idærtsbukser, og som jeg troede, at det ikke kunne blive værre, var der et hvidt gab i knæet på bukserne.

’’Seriøst?..’’ Sukkede jeg og tog den over armen.

**​*

’’Utroligt! Hvordan bager du dig ad?’’ sukkede min mor, imens hun vendte bukserne foran og bagved for at se på dem.

’’Idræt?’’

’’Ja, men så stort hul får man sgu da ikke fremstillet af det’’ Hun sukkede igen og kiggede på mig, der havde klistret mit kejtede smil på.

’’Kan du lave det?’’

Hun rystede på hovedet og foldede dem sammen.

’’Ja, men ikke nu, jeg har også et arbejde, der skal passes… skal jeg skrive en seddel, så du slipper?’’

Jeg fik ikke svaret, før det allerede var gjort, og hun gav mig den i hånden.

 

Felix har knæproblemer, så han kan ikke deltage i dag.

Hilsen: Nadia Cunningham

 

Jeg trak på skuldrende, og hun klappede mig på skulderen.

’’Vi ses senere snuske’’ Hun kyssede mig hurtigt på kinden, og gik ud.


 

James

’’Godmorgen’’ min mor smilede fra køkkenet.

’’Godmorgen’’ svarede jeg tilbage, og greb fat i min tallerken på det hvide køkkenbord. Som det plejede, når de var hjemme om morgnen, sad min far på stolen for enden af spisebordet med en avis og spiste sit æg og bacon, og min mor spiste havregryn.

’’Ny uniform?’’ da jeg havde lagt mærke til hendes nye skjorte. Hun kiggede ned på sin nederdel og nylonstrømper, hvor hun derefter strammede sin højtsiddende hestehale.

’’Ja, selve skjorten’’ smilede hun og satte sig med ret ryg. Min far sad og anstrengte sig for ikke at kigge på hendes næsten nøgne ben og kiggede over på mig.

’’James hvad vil du ha’? Du ved, på din 18 års fødselsdag?’’

Jeg lænede ryggen tilbage i stolen og spekulerede over hans spørgsmål.

’’En bil’’

’’Det kræver et kørekort skat’’ svarede min mor så hurtigt en klapperslange, der slog til.

’’Jamen så et kørekort’’ sagde jeg.

’’Det jeg siger er- startede min far, som om han havde ventet på, at jeg var færdig med at snakke.

-mig og din mor vil ikke være hjemme’’

Jeg sad tavst og ventede på at han fortsatte, men han havde vidst ikke mere at sige.

’’Så invitere jeg bare nogle venner over’’

’’Ikke nogen fest James’’ var min mor hurtig igen. Jeg rystede på hovedet som et, det var skam heller ikke planen. Jeg spiste lidt mere og summede mig lidt over den ordinere tavshed når vi alle var sammen.

’’James, hvordan går det med Aya?’’ min mor kiggede ikke på mig, men jeg valgte at svare.

’’Vi er kommet sammen’’ smilede jeg. I det same fik jeg opmærksomheden fra dem begge.

’’det var også på tide- sagde min far tværs over bordet.

-I har snakket sammen længe’’

’’Hvornår blev i kærester?’’ spurgte min mor smilende uden selv at opfatte, at hun lige havde afbrudt min far.

’’to uger siden’’ jeg smilede.

’’Hun virker også rar’’

Rar var ikke lige det ord jeg havde håbet på, men af stemningen forventede jeg, at de i det mindste kunne acceptere hende.

Ude på badeværelset stod jeg og smurte mit hår op med voks, hvilket måske var lidt dum, da jeg alligevel skulle i bad efter idræt? Jeg stod lidt og grinte af min ubeslutsomhed, hvilket allerede var forsendt, for nu var det sat.


 

Felix

Jeg sad på sidelinjen med min ven Lucas (udtales Luca) ved siden af mig, og Cecilie var over ved pigernes hold. Jeg kiggede på de andre drenge spille fodbold på kunstgræsplænen, og solen skinnede ned på mine bare arme.

’’Sebastian skyd med indersiden af foden!’’

Træner Jenkins råbte ad dem som sædvanligt, selvom det bare var idræt og ikke hans fodboldhold, blev de kommanderet rundt, som om de skulle spille en afgørende kamp bag efter. Pigerne på den anden side stod og savlede over dem i stedet for at koncentrere sig om deres eget spil. De piger der ikke gad at være med stod på sidelinjen i en klump og heppede på de hotte sportsfyre.

’’Cunning!?’’ Træner Jenkins råbte på mig, og jeg kiggede forskrækket på ham. Han var på vej over mod mig med en orange vest.

’’Tag den her på.’’ Han smed den hen til mig, og jeg greb den i sidste sekund i mine hænder og kiggede ned på den.

’’øm… træner.. Jeg må ikke være med, ser du, jeg har en knæskade og min mor har skrevet..-

Jenkins hev mig op fra bænken og skubbede til mig, så jeg var ved at falde.

’’Ser ud til at dit knæ har det fint! Ud på banen Cunningham…’’ Han sagde mit navn dybt og satanistisk, så jeg havde vidst ikke noget og skulle sige til den sag… Jeg hev vesten ned over min grå T-shirt og stillede mig ind på banen hos de andre orange-vestede.

’’Gå ikke i vejen Cunningham’’ Larry Cox snakke til mig tværs over banen, og jeg vinkede engang med hånden som et skal nok signal og stillede mig klar. Alle stod klar, og Jenkins satte bolden på midten af banen og gik langsomt væk, som et forsøg på at gøre det dramatisk. Jenkins stod og ventede lidt ude på sidebanen og tog så fløjten i munden, imens han fik øjenkontakt med alle.

Så fløjtede han, og alle løb mod bolden. Det var tydeligt at se, hvem der virkelig brændte for det, og hvem der praktisk talt var fløjtende ligeglade og skulle bare se ud som om, at de lavede noget ved at løbe efter den (mig med her). Larry løb op foran nogle andre og kiggede på dem, som at de bare skulle lade ham, for de kunne ikke. Så meget for hold ånd… Robbie, der var lidt.. kraftigere end os andre, stod med sved ned af panden og hostede af sin astma, og gjorde hvad han kunne for at få bolden, men aldrig fik, da han var en boldspasser ligesom mig. Bolden blev skudt fra den ene boldspiller til den anden, og der blev råbt hist og her, og pigerne på den anden side stod og heppede og skreg af dem.

’’Cunningham!’’

Jeg hørt en skrige mit navn, og jeg kiggede chokeret i den retning. En stod med bolden og skød over til mig. Jeg nåede ikke at sige fra, da jeg allerede havde stoppet bolden med foden.

’’Løb!’’

Jeg hørte en råbe og gjorde, som jeg fik besked på. Jeg løb med bolden mellem mine fødder ned mod den anden ende. Træner Jenkins begyndte at råbe og rose mig. En kom imod mig, og jeg fik på den eller anden måde skubbet bolden væk fra ham og fanget den igen med den anden fod.

’’Sådan Cunningham!’’

’’Kom så Felix!’’ Hørte jeg Cecees (Cecilie) stemme. Det modsatte hold tog farten op mod mig, og underligt nok gjorde Larry, som var på mit hold, det også. Robbie stod og fægtede med armene for at få en chance for at være med. Jeg gjorde klar til at skyde over til ham, da Larrys fod landede under min, og jeg nåede ikke at ane, hvad der skete. Jeg faldt forover og mistede bolden, som Larry fik sparket væk under mig. Jeg lukkede mine øjne og strakte mine arme frem for at tage mit fald, og før jeg så af det, fik jeg løftet den eneste fod, der var på jorden, og jeg faldt ned med et bump på noget hårdt.

Alt blev så stille i de millisekunder, og jeg åbnede mine øjne, hvor jeg opdagede Norris under mig. James Norris en af de mest populære drenge, hvis ikke den meste populære, på skolen med en verdenskendt jonalist som mor og skuespiller som far, Pamila Norris og Micheal Norris. Han var brunhåret og en stærk kæbe med store brune øjne, der stirrede på mig. Jeg var tavs og chokeret og løftede mig over ham. Tiden gik langsomt, som alt var i slowmotion i mit hoved, der stille kom tilbage til den normale tid, og jeg skubbede mig væk fra ham.

’’James!’’ De piger fra den anden side kom løbende mod James, der lå på græsset med øjnene stirrende op i himlen, som om han stadig kiggede på mig over ham.

’’Felix bro, er du okay?’’ Lucas tog en hånd ud til mig for at hjælpe mig op. Jeg tog imod.

’’Hvad fanden laver du Larry!?’’

’’Jeg prøvede bare at få bolden træner’’

’’Ved at takle et fra dit eget hold!?’’ Jenkins diskuterede med Larry. Jeg skævede hen mod James, der allerede var omgivet af mennesker.

’’Jeg har det fint, jeg har det fint’’ gentog han sig selv.

’’Larry taklede dig med vilje…’’ Cecee kiggede på det der forgik der ovre. Jeg gjorde et kast med mit blonde hår væk fra mit venstre øje og så Larry gå surt væk fra Jenkins med tre andre drenge, der tydeligvis så ud til at støtte ham.

’’Er du okay Cunning?’’ Jenkins klappede mig hårdt på skulderen, og jeg ømmede mig over slaget, men kiggede på ham med et smil.

’’Jeg har det fint… hvad med..-

’’James ser ud til at have det fint’’ sagde han. James stod med et stort smil og snakkede med de andre mennesker. Jenkins havde nok ret. Der var ikke noget galt med ham.

  ***

 

’’klokken har ringet mine dame og herrer’’ Mrs. Parks holdte biologidøren åben og viftede med hånden for at få dem, der var kommet et minut forsendt, ind imens hun kiggede misfornøjet op i loftet gennem sine firkantede briller. Jeg sneg mig mellem flokken og satte mig på den nærmeste ledige plads. Kunne vidst ikke betale sig at gå på toilettet i pausen uden at komme forsendt alligevel…

’’Evolution- startede hun, imens hun skrev det på den grønne tavle.

-hvad er det?’’

Jeg undlod og række hånden op og lod de 2 andre af os 18 få den. Der kom en lang række forklaring af den kloge Ashlay Davis. Hun havde så nemt i skolen, og jeg kunne ikke andet end og misunde hende for det, men Ashlay var også hammer morsom. Vi plejede at hænge ud lidt efter billedekunst og snakke, til hun skulle hjem, det ødelagde bare lidt vores venskab, da hun forelskede sig i mig og valgte så ikke at snakke til mig, da jeg sagde nej. Vi var 13 år gamle, så hvad vidste hun om kærlighed alligevel.

’’Jeg har lavet markere til jer alle, hvor i skal finde et dyr og skrive om den evolution’’

Som altid kom der en strøm af hænder med spørgsmål til opgaven. Ting blev svaret på, ting blev gentaget. Så havde jeg i hvert fald ingen spørgsmål til sidst.

’’Jeg siger jeres navne og i sætter jer sammen’’ Mrs. Parks sagde navne en efter en, og jeg kunne forvente, at det ikke var alfabetisk sat sammen, da Mrs. Parks tog sit job seriøst og altid gjorde sig umage.

’’Felix Cunningham og- hun sunnede sig lidt, og jeg lå og halvsov som altid.

-James Norris’’

Undskyld?

NEJ VENT HVAD?

Jeg kiggede forskrækket over mod ham. Havde han altid haft biologi ligesom mig!? Det der skete til idræt. Fuck. Jeg hørte ham sætte sig ned på stolen ved siden af mig og lagde en bog på bordet. Fuck.

’’Hvad gør vi Felix?’’ han spurgte venligt. Jeg kunne ikke kigge på ham. Hvorfor kunne jeg ikke kigge på ham!? Hvorfor kaldte han mig mit fornavn? Alle plejede at kalde mig Cunning eller Cunningham, var det fordi alle kaldte ham hans fornavn?

’’Har du nogle ideer?’’

Jeg kunne ikke stirre ned i bordet for evigt. Jeg skulle kigge op. Svare.

’’I.. ikke specielt nej, har du?’’ Jeg formodet at se på væggen foran mig. Kig nu på ham!

’’hmm… hund måske? Du ved, hvordan det er blevet til kæledyr og sådan?’’

James var med på fodboldholdet som angriber og var god til det, havde jeg hørt. Ud fra mit fald bemærkede jeg også en temmelig hård brystkasse. Så han træner vel også? Han har vel nok også pengene til det.

’’Hey er du okay Felix?’’

Kig sagde jeg til mig selv, og vendte hovedet mod ham. han sad stadig med øjnene udspilet, så store som før.

’’Yeah.. jeg har det fint’’ svarede jeg. I det blev hans øjne mindre i et smil, og han kiggede ned i biologi bogen.

’’Men hvad siger du til det?’’ Spurgte han og kiggede på mig med et smil.

’’Ja okay, men måske.. skal vi mere ha’ en race end… alle hunde’’

Hans tænder sad lige og havde en naturlig hvid farve i dem. ikke underligt at alle pigerne faldt for det smil.

’’Du har nok ret… så det bare og finde en race, kender du nogle?’’

Havde han glemt det der skete, eller var han ligeglad? Hvorfor var jeg ikke ligeglad? Hvordan endte jeg overhovedet oven på ham? Stod han foran mig?

’’Nej.. jeg har aldrig haft andre hunde end et gadekryds engang’’

Jeg har aldrig lagt mærke til ham som sådan, han blandede sig bare ind i mængden af de populære, og jeg var nede i normen.

’’så siger vi Mops. Jeg har aldrig haft en mops’’ Han klappede en gang på sin bog.

’’Svært at finde mops i biologi bogen..’’ grinte jeg for mig selv.

’’det er der nok noget om- Han grinte venligt

-det kræver nok google’’

Jeg hørte kun om ham, når andre snakkede om ham.

’’Larry er ked af det’’

Jeg blev chokket over hans emneskift.

’’Det var ikke meningen, at han skulle takle dig’’

Jeg nikkede, og hvad så med alt andet? Jeg faldt over dig.

’’Du burde melde dig til fodbold’’ Han smilede igen.

’’Hv.. hvorfor?’’

’’Det du gjorde på banen var rimelig godt’’

’’Det var held’’

’’Så må du være forfulgt af held’’

Men jeg faldt oven på dig med hænderne spredt over dit bryst, var det held?

’’Jeg… interessere mig ikke for fodbold…’’

’’Når…- Han gik ned i sin taske efter sin iPad.

-Det var hver at prøve’’

’’Jeg kan ikke spille fodbold’’ Hvorfor havde jeg brug for en undskyldning?

’’Det er det, du lærer’’ Han tog hovedet hen imod mig for at se mig i øjnene. Hvorfor ville jeg ikke havde øjenkontakt med ham? Hvorfor stillede jeg mig selv så mange God damn spørgsmål!?

’’Hvis jeg gik med, ville Jenkins brække alle mine knogler…’’

Han grinte. Han havde en mørk stemme, der fik min til at lyde skinger og irriterende i mit eget hoved.

’’Jeg ved, hvad du mener, jeg er nu blevet halv robot på grund af ham’’

Jeg grinte lavt. Måske derfor hans bryst var så hårdt? Haha so funny Felix.

James

Cunningham var vist en genert type. I det mindste fik jeg ham til at grine. Han virkede venlig.

’’Du dyrker ikke sport så?’’

Han rystede på hovedet, så hans blonde emo-hår blev kastet fra side til side. Han havde grå hue på, som han sådan set stadig havde på, om så det var 25 grader udenfor.

’’Jeg er rimelig boldspasser’’

Jeg grinte. Han var sjov.

’’Det var jeg også, men så begyndte jeg at skyde bolde efter naboens sorte kat. Jeg blev bedre til at ramme, kan jeg så fortælle’’

Han grinte igen lidt højere og mere confident, end før.

’’Jeg har en sort kat der hjemme, jeg kan øve mig?’’

Vi grinte.

’’Synd for min nabos kat... den var skræmt for hvid og sans’’

’’Men den kom da tilbage hver gang? Måske kunne den lide at blive skudt efter?’’

’’Hvem ved. Nogen tænder jo på vold’’

Vi grinte igen, af min sjofle kommentar.

’’Drenge selv jeg ved, at evolution ikke er så sjovt.’’ Mrs. Parkss stod foran bordet og havde armene over kors. Felix holdte sig for munden og skjulte sit ansigt ved at kigge ned i bordet.

’’Unskyld Mrs Parks, vi skal nok stoppe’’ sagde jeg lavmælt med et smil på læben. Hun skød hagen frem og gik den anden vej. Jeg kiggede over på Felix der trak huen lidt længere ned.

’’Lad os gå i gang’’ Sagde han denne gang med en meget kort øjenkontakt. Jeg kunne spørger mig selv, hvad jeg egentlig ville med Cunningham, men jeg kunne ikke slev sætte min finger på det.

  ***

 

Jeg gik ned mod den frozen yoghurt FROZZI, som vi somme tider tilbragte tid på efter skole. Jeg åbnede døren efterfulgt af en lille lyd af en klokke.

’’Hej James’’ Aya stod sammen med Sebastian, Liva, Camille, Andrew, Jacob, Larry og Ryan ved bordet over ved hjørnet. Jeg smilede og gled tasken hen af gulvet, så den stoppede ved siden af bordet.

’’Hvor er Kevin’’ spurgte jeg, da jeg lagde mærke til at han ikke var til stede.

’’Falsk ID, så lige nu leder han nok efter en advokat, der kan forklare det’’ Liva satte hovedet på håndfladen.

’’Prøvede han at komme ind på en klub?’’ Spurgte jeg opgivende.

’’Prøvede ikke. Det lykkedes ham’’ Ryan sagde med et håbløst blik.

’’Men fuck Kevin!- startede Larry.

-Silla holder fest næste fredag’’

’’Er det kun os, der er inviteret?’’ spurgte Sebastian med sin sædvanlige rolige stemme.

’’Nej åben. Alle fra skolen kan være med’’

’’Noget problem med det?’’ Spurgte Ryan henvendt til os alle.

’’Næh..’’ svarede Sebastian for os.

’’Hvad siger du James?’’ Aya hviskede ind i mit øre, imens de andre snakkede videre. Jeg trak på skuldrene. Var nok ikke i humør til det.


 


     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...