Just remember me... Page four

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2016
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Livet er ikke altid lige nemt, og det bliver det nok aldrig. Nogen gange skal du bare give slip, lade tårerne trille, lade dit hjerte gå i tusinde stykker, så du kan få det bedre igen, det tager sin tid men tro mig... Han ville komme en dag og hele det. Jeg har aldrig troet på kærlighed ved første blik, men lad mig sige det sådan at jeg er begyndt at tro på det.

3Likes
0Kommentarer
124Visninger
AA

1. Never felt that before...

Jeg har faktisk aldrig været ked af det. Jeg har været frustreret og vred osv. Men ked af det er ikke en af de følelser jeg kan krydse af på min liste.

Det er da ikke normalt? Altså jeg har følt sorg men det er da ikke det samme. Er det? Ikke  fordi det interessere mig, men det er da lidt underligt ik? Måske jeg er en af de heldige personer som ikke kan blive ked af det...

Selvom min tumbr er proppet med triste citater, halvnøgne piger og kærestepar, så betyder det altså ikke at jeg er ked af det? Det betyder bare at jeg faktisk kan relatere til de citater, ja altså det er ikke lige alle der har det lige nemt.  De halvnøgne piger betyder ikke at jeg er forvirret over min seksualitet, det betyder bare at jeg syntes at kvindekroppen er noget der ikke bliver værdsat nok. Og kæresteparrene betyder bare at jeg længtes efter at blive holdt om og elsket.

Jeg kan også godt lide at høre trist musik, det hjælper mig med at tænke over livet på en lidt bedre måde, det med at sidde i vinduet kl. 03:37 om natten, ryge sig en smøg og høre "Come on let it go, just let i be, why don't you be you and i'll be me" og lukke aftenbrisen og duften af våd asfalt ind og bare tænke lidt over livet. Men det betyder ikke at jeg er ked af det.

Det kan også bare være det er noget jeg bilder mig selv ind, altså det med at jeg ikke har været ked af det. Fordi at det faktisk er en sårbar ting at komme ind på.

Altså siden den dag jeg mødte ham, siden den dag mine øjne ramte hans, eller omvendt, det er også lige meget men siden den dag, har jeg ikke kunne tænke på andet. Hans øjne, hans smil og den måde han taler på, det giver mig en følelse i kroppen jeg aldrig har følt før.

Den måde han siger mit navn på og den måde han kigger på mig på, jeg ved ikke hvad det er, men det gør mig svag. På en god måde men alligevel gør det mig lidt bange.

Han er faktisk med i et band, det gør ham lidt cool, jeg har aldrig selv været en af de der fangirls hverken med one direction eller 5 seconds of summer som de fleste teenagere, men det er som om at han gør mig til en fangirl, en fangirl af ham. Ikke hans band men bare ham.

De laver noget okay fedt musik, jeg har hørt lidt af det, det er ikke fordi at det var noget jeg ville have hørt hvis ikke  han var med. Han synger godt, hans stemme får mig til at blive blød i knæene, igen gør det mig bange, mit hjerte springer 2 slag over hver gang jeg høre hans stemme, eller ser hans smil.

Vi har ikke rigtig snakket så meget sammen men altså, der er bare noget ved ham som jeg ikke kan forklare.

Jeg har hele tiden lyst til at sige hans navn. Pelle... Pelle... Pelle...

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...