Bare Venner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2016
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Denne historie handler om pigen Rikke og hendes bedste ven Charlie Jones. De er begge 15 år, og går i 9. klasse. Historien starter den første dag efter ferien, da Rikke starter i en ny klasse, hvor Charlie er en af eleverne. De falder hurtigt i snak, og bliver bedste venner. Og trods deres meget nære venskab, prøver de at holde sig til "just friends" statussen. Men lykkes det for dem?

5Likes
2Kommentarer
1068Visninger
AA

4. Svær lektion

Jeg fik mit skema på kontoret, og nu leder jeg efter mit klasseværelse.

Selvom jeg ønskede det højt, gik Charlie ikke med ind på kontoret.

Han sagde, at han skulle skynde sig til time, fordi han havde den sureste lærer på skolen i denne time.

Jeg grinede af ham, og han vinkede til mig uden at løfte hånden.

Det så altså lidt sødt ud. 

Det er en meget stor skole, og den er svær at finde rundt på.

Gangene vrimler med elever, men ikke nær så mange som før.

Jeg undrer mig en smule, men tænker ikke videre over det.

Pludselig er der meget få mennesker tilbage på gangene, og de sidste elever bevæger sig ind ad forskellige døre.

På et øjeblik går jeg fra at være blandt folk, til at være den eneste person på gangen. 

Jeg går i panik.

Første dag, og så kommer jeg for sent.

Jeg sætter i løb, og finder endelig døren til mit klasseværelse.

Der står fysik på skemaet, så jeg håber, at de er i gang derinde.

Så er jeg måske heldig, ikke at blive opdaget.

Jeg er jo i forvejen den ny pige, som ingen lægger mærke til.

Bortset fra, når jeg falder midt på gangen.

Hvorfor skal det altid ske for mig?

Jeg er en meget klodset person, og gør ofte mig selv flov.

Det er jeg efterhånden meget vant til. 

 

Jeg åbner døren så forsigtigt jeg kan, og jeg hører snakken stoppe derinde.

Jeg stikker hovedet ind, og får hurtigt øjenkontakt med læreren.

Hun kigger surt på mig.

Jeg kigger på mit skema igen for at være sikker på, at det er her.  

Og det er det desværre.

Jeg er ikke lige i humør til at have en sur lærerinde i 2 lektioner.

Jeg går ind, og skubber døren forsigtigt i bag mig.

"Hej. Det er mig der er Vega. Den ny pige", siger jeg forsigtigt, og læreren kalder mig op til kateteret.

Jeg går med langsomme og nervøse skridt imellem alle bordene, og op mod kateteret.

Mine ben ryster og er ved at falde sammen under mig.

Jeg mærker alle elevernes blik på mig mens jeg går, og jeg hører små fnis fra nogle piger.

Da jeg kommer op til kateteret rækker læreren mig en fysikbog og et hæfte, og jeg skal til at undskylde igen.

Men da jeg ser, at hun bare har sit onde blik rettet efter mig, glemmer jeg det, og sætter mig på en ledig plads.

Jeg kigger ned i bordet, og har super dårlig samvittighed.

En elev rækker hånden op, og lærerinden lader ham tale.

Men jeg har ikke lyst til at kigge op, så jeg nøjes med at lytte.

"Frøken Shay, Vega er en ny pige. Giv hende lidt plads. Det er hendes første dag, og hun skal lige have en chance for at lære skolen at kende før du skælder hende ud for at komme for sent."

Jeg kigger op. Det er Charlie der forsvarer mig.

Han sidder nogle rækker foran mig. Jeg kigger på ham.

Han vender blikket bagud, og kigger på mig over hans skulder.

Han smiler. Jeg smiler tilbage, og mimer et "tak".

Han griner uden lyd, og det er noget af det kønneste jeg har set nogensinde.

Han har det smukkeste smil med de mest flotte og mest lige tænder. 

"Charlie! Hvor vover du, at sige mig imod?" siger frøken Shay skrapt. 

Charlie kigger fornærmet på frøken Shay.

"Hvor vover du at opføre dig sådan over for en ny elev?

Vores skole er stor, og svær at finde rundt på for nye elever.

Det er mere min fejl at hun kommer for sent, end det er hendes.

Jeg skulle have fulgt hende hele vejen til klasseværelset."

Frøken Shay bliver mundlam, og man hører små kommentarer i krogene i klasseværelset.

Frøken Shay kigger ned i fysikbogen på hendes kateter, og sætter os hurtigt i gang med en opgave.

Eleverne rejser sig fra stolene, og går i gang med opgaven i små grupper.

Charlie bliver siddende lidt længere end de andre, og jeg vælger at sætte mig på en stol ved siden af ham for at sige tak.

"Charlie.. Det du lige gjorde" - "Havde du fortjent" afbryder han. 

"Du må undskylde, at jeg efterlod dig.

Og du skal vide, at frøken Shay godt kan være ret skrap.

Selvom du nok allerede har opdaget det" afslutter han, og vi griner.

Vi rejser os op, og går i gang med fysikopgaven sammen.

Vi griner meget, og frøken Shay sagde ikke ét ord mere i de 2 lektioner.

Det fandt jeg utroligt rart, og det gjorde alle de andre elever vist også.

 

*** 

      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...