Bare Venner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2016
  • Opdateret: 2 jul. 2016
  • Status: Igang
Denne historie handler om pigen Rikke og hendes bedste ven Charlie Jones. De er begge 15 år, og går i 9. klasse. Historien starter den første dag efter ferien, da Rikke starter i en ny klasse, hvor Charlie er en af eleverne. De falder hurtigt i snak, og bliver bedste venner. Og trods deres meget nære venskab, prøver de at holde sig til "just friends" statussen. Men lykkes det for dem?

5Likes
2Kommentarer
1067Visninger
AA

3. Mødet

 

Mor kører mig til skole i bil. Hun rækker ud for at give mig et kys på panden, men jeg undviger.

"Ikke her, mor. De skal ikke alle sammen tro, at jeg er en mors lille pige" siger jeg, og smiler til hende. Hun smiler tilbage.

Jeg stiger ud af bilen og står et øjeblik og kigger på skolen. Den er kæmpe i forhold til min gamle skole.

Men dette er Travis High School, en af de bedste skoler i USA.

Jeg tager en dyb indånding, og bevæger mig med langsomme skridt op mod skolen. 

Jeg træder ind ad døren, og det går op for mig, at jeg slet ikke ved hvor jeg skal finde kontoret.

Jeg går langs høje skabe og myldrende folk i massevis, og pludselig får jeg et skub i ryggen, så jeg falder.

Jeg ligger på jorden og ømmer mig lidt, før jeg kan høre en pige grine højlydt.

Og der havde vi hende. Dullen. Sminkedukken. Jeg vidste, at der nok skulle være sådan en.

Hun griner hånende, og peger af mig.

"Se den nye pige, hun er bogstaveligt talt faldet ind i det nye skoleår. Velkommen til Travis, ny pige", siger hun flabet, og griner videre.

Jeg kigger op på pigen, men hurtigt væk igen, før jeg bliver for sur.

Noget af det jeg skal lægge bag mig fra sidste år er også, at jeg meget nemt kunne ryge op i det røde felt.

Mine forældre var skuffede over mig sidste år, da jeg endte i flere slagsmål.

Jeg sætter mig op og bliver forskrækket, da jeg ser en hånd række frem mod mig.

"Du må være den nye pige. Hej, jeg hedder Charlie" siger drengen, der vil hjælpe mig op. 

Jeg smiler svagt til ham, da det stadig gør ondt i min ryg.

Jeg lægger min hånd i hans, og han hjælper mig op. 

"Du må virkelig undskylde, at jeg løb ind i dig. Jeg skulle gribe den her" siger Charlie, og peger på den amerikanske fodbold, som han har i den anden hånd.

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg bliver genert, og mærker rødmen finde vej til mine kinder.

Jeg kigger ned i jorden for at undgå, at han ser det.

Men det gør han alligevel.

"Du rødmer jo. Hey, ikke så genert. Du kan jo fortælle mig, hvad du hedder."

Jeg kigger op, og ser hans store blå øjne kigge dybt ind i mine.

Jeg bliver helt blød i knæene. Jeg er ikke vant til at få så dybt et blik.

Jeg har egentlig ikke lyst til andet end bare at stå og kigge på ham, men da han ser spørgende på mig, bliver jeg nok nødt til at svare ham.

"Mit navn er Vega" får jeg stammet frem.

"Vega Moore."

Jeg må virkelig arbejde på den nervøsitet, når jeg møder nye mennesker.

"Sødt navn" siger Charlie. "Og du er okay?"

Jeg nikker og smiler. Han slipper min hånd roligt, som om han inderst inde ikke vil slippe den.

Jeg har i hvert fald ikke lyst til at slippe hans.

Men det bliver jeg jo nødt til, for jeg skal nå at finde kontoret inden klokken ringer.

Jeg kigger forvirret rundt for at finde døren til kontoret, men finder det ikke før Charlie igen snakker til mig. 

"Leder du efter kontoret?" spørger han. Jeg nikker.

"Kom. Jeg skal nok vise dig vejen" siger han, og jeg tager mine ting og følger efter ham.

Vi går forbi sminkedukken, som kigger misundeligt efter os.

Jeg smiler ved tanken, og følges med Charlie til kontoret.

 

***

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...