Insomnia | Harry Styles

Harry holder pause fra hans band og de andre drenge. Han bruger hans dage på at drikke og ryge sig skæv, i håb på at hans liv begynder at give mening. Men det eneste håb han har tilbage er håbet om hende. Der er nu gået 7 år, siden hun forsvandt. Endnu leder han efter svar; leder efter hende. Natten hun forsvandt, lagde hun en seddel, og siden da har Harry ikke set hende - det er der ingen der har.

23Likes
3Kommentarer
10395Visninger
AA

14. T W E L V E

Twelve    

 

 Morgenen efter, vågnede jeg op med mine arme omkring Lawrence. Hun smilede, da hun hørte mit tunge suk, så snart mine øjne så lyst. ‘’Du snakker i søvne, det ved du godt ikke?’’

 Jeg smilede stadig, men rystede bare svagt på hovedet af hendes spørgsmål. Drengene havde fortalt mig engang på turné at jeg havde sagt at jeg hadede bønner i søvne. Og det mærkelige var at jeg godt kunne lide bønner.

 ‘’Hvad sagde jeg?’’

 Lawrence vendte sig om, så hun kunne kigge op på mig. Jeg var en sucker for de øjne. Hun smilede og så snart jeg tog mig selv i at kysse hende, lod jeg min hånd glide gennem hendes hår. Hendes læber var varme og hendes hår var blødt. Og hun var min.

 Da vores læber skiltes ad igen, grinede hun en smule og kørte tiltrækkende fingeren over min mund og kørte den frem og tilbage. ‘’Du sagde at du elskede mig.’’

 Jeg skar en grimasse et kort øjeblik, men mest af alt fordi at jeg synes det var en mærkelig ting at sige i søvne. På den anden side passede det jo og efter vores kys i går, kunne det have skabt mine følelser frem igen. ‘’Det gør jeg også,’’ svarede jeg og kyssede hende igen, mest af alt fordi jeg ikke kunne lade vær. Jeg elskede de læber. Men mest, når de var på mine.

 Da hun afbrød kysset, kiggede jeg fornærmet på hende. ‘’Jeg smutter i bad..’’ Sagde hun så. Klogt valg, tænkte jeg. For min mandighed var nok også begyndt at komme til syne, og hun ville nok gøre nar ad mig, hvis hun fandt ud af det.

 Efter Lawrence havde forladt soveværelset og gået ned imod badeværelset, stod jeg selv op. Trak gardinerne fra og åbnede vinduet. Jeg hadede den lugt inde på værelset om morgenen. Det lugtede af søvn og savl. Og jeg siger ikke at jeg savlede i søvne, jeg siger bare at lugten var der. Jeg nød et kort øjeblik bare vinden som blafrede i mit hår, før at jeg tog fat i min pakke med smøger, satte mig op i vindueskarmen og tændte for den.

 Jeg sad i et par minutters tid og nød udsigten til London og røgen, der kom ned i mine lunger, før at jeg hørte et skrig. Jeg så forvirret rundt, da jeg synes det kom herinde fra.

 Jeg skyndte mig at kaste smøgen ud af vinduet og viftede lugten en smule ud, før jeg skyndte mig ned til Lawrence på badeværelset. ‘’Er der en edderkop der inde, eller hvad?’’

 ‘’Harry..’’ Sagde Lawrence på den anden side af døren. Jeg kunne svagt høre hende på grund af det løbende vand. ‘’Må jeg komme ind?’’ Spurgte jeg, bare for at være sikker. Jeg følte ikke rigtigt at jeg kunne tillade mig bare at brase ind, når hun trods alt var i bad.

 Nogle klynkende lyde kom derinde fra, før hun svarede ‘’ja’’. Jeg åbnede døren med et sæk og blev næsten helt blændet af duggen. ‘’Hvad sker der?’’ Spurgte jeg. Lawrence trak gardinet til bruseren fra og hele hendes nøgne jeg kom til syne.

 ‘’Se,’’ sagde hun og pegede ned imod hendes fødder. Hun så bange ud. Jeg løftede bare det ene øjenbryn da jeg ikke kunne se andet end nogle negle, som heftigt trængte til at blive klippet. ‘’Der er blod,’’ fortsatte hun.

 Hun så op på mig med store øjne og jeg kiggede tilbage på hende. ‘’Hvor?’’ Spurgte jeg. Godt nok havde jeg syner som supermand, men jeg vidste altså godt hvordan blod så ud. Hun så på mig som om at jeg var dum. ‘’Overalt.’’

 Der startede en masse tanker oppe i min hjerne. Først i bilen igår, hvor hun havde troet at jeg var ved at køre en mand ned, og nu troede hun også at vandet der kom ud af bruseren var blod. Der var noget galt.

 Jeg gik over til hende i bruseren, rakte armen ind og slukkede for vandet. ‘’Hvad laver du?’’ Spurgte hun. Jeg blinkede til hende, men sagde ikke noget, før jeg tog et håndklæde og viklede det rundt om hende. Hun rystede.

 Jeg tog fat i hendes hånd og trak hende igennem huset. Jeg var fuldstændig ligeglad med om hun dryppede gennem hele huset. ‘’Vi to, vi skal have en lille snak,’’ sagde jeg bestemt, da jeg trak stolen ud for hende i køkkenet. Hun kiggede rundt og fattede tydeligvist ikke hvad der foregik. Jeg gik om i køleskabet og fandt det mad frem, som hun endnu ikke havde spist. Jeg placerede tallerkenen foran hende og nikkede ned imod den. ‘’Spis.’’

 Hendes hår dryppede ned på gulvet, så hver gang endnu en dråbe ramte gulvet, gav det en lyd. Hun så op på mig som om at der ikke var noget galt, men indeni var jeg sikker på at hun var bange. ‘’Hvorfor har du hele tiden så travlt med at jeg skal spise? Det er ved at blive en smule irriterende.’’

 Selvom jeg prøvede at lade vær, så kom jeg til at rulle med øjnene. Jeg gad ikke at skændes, slet ikke på det her tidspunkt hvor alt lige var begyndt at blive godt, men hun gav mig intet valg. ‘’Fordi jeg tror du har en spiseforstyrrelse, Lawrence. Og det tror jeg også godt at du selv ved.’’

 Hendes ansigt ændrede sig pludselig. Hun blev mere blød at kigge på og hun lignede faktisk næsten en, som selv var overrasket over det. Så nikkede hun på hovedet, hvilket beviste at hun også godt selv var klar over det.

 ‘’Men hvad har det med blod i badet at gøre?’’ Hun forsøgte tydeligvis at skifte emne, og hvorfor, anede jeg ikke, men det var også ligemeget. Lawrence havde altid haft svært ved at indse sandheden. Hun hadede at være skurken; hun hadede at være svag. Hun ville virke så perfekt som mulig og være det bedste forbillede for andre. Jeg sukkede. ‘’Har du aldrig hørt om hallucinationer?’’

 Lawrence løftede det ene øjenbryn.

 Måske havde jeg ikke gået i skole i mange år. Alt for lidt år, hvis man spurgte mig selv, men jeg kendte en del til spiseforstyrrelser og sult, eftersom at jeg havde været i Afrika i 2012 sammen med drengene. Dér lærte vi en masse om effekterne og hvilke konsekvenser det kan give en, hvis man ikke får noget mad. Det havde været en svær tid at være dernede, da vi oplevede alt dette helt tæt på. Vi så folk dø lige foran os. Selv havde jeg så mange penge og alligevel gik jeg og brokkede mig over at mit liv.

 ‘’Lawrence,’’ sagde jeg og satte mig ned foran hende. ‘’Hvis du ikke spiser; hvis du ikke får nok mad, kan din hjerne begyndte at svigte dig. Du kan begynde at se ting som slet ikke er der og du hører stemmer inde i dit hoved. Du hallucinerer.’’

 Hun begyndte at ryste igen, og jeg anede ikke om det var mine ord som ramte hende eller om det var ved tanken om det. Så så hun op på mig, men sagde ikke noget. Hun anede nok ikke hvad hun skulle sige.

 Jeg tog fat i hendes hånd, kyssede den og nussede den så en smule. ‘’Uanset hvad, Lawrence. Så er jeg her. Jeg skal nok hjælpe dig igennem alt det her.’’ Jeg smilede til hende og hun smilede tilbage, selvom hun så alt andet end glad ud.

 ‘’Hvad.. hvad hvis det er værre end vi tror? Hvad hvis min krop er svag?’’

 Selvfølgelig var den svag. Du havde jo kun spist et æble på den tid vi havde været sammen.

 Men i stedet for at sige mine tanker højt, rystede jeg på hovedet og tyssede på hende. ‘’Vi finder ud af det. Men først skal vi have fundet ud af hvorfor du ikke har lyst til at spise. Hvad tænker du selv?’’

 Lawrence bed sig i underlæben, som efterhånden så godt trampet ud. Hun bed for meget i den og det kunne man se på den måde den var ved at sprække op på. ‘’Jeg ved det faktisk ikke. Jeg tror det er fordi at jeg ikke rigtigt har haft råd til mad hver dag, og så har jeg vel.. nok bare vænnet mig til ikke at spise?’’

 Jeg rystede på hovedet af hende. Dårlig undskyldning. Hun var stripper, hun måtte vel have råd til en cheeseburger eller to om dagen, mindst. Mindst. Hun kunne sikkert købe en hel menu og et par nye sko om ugen, hvis det var det, som skulle til. ‘’Og hvad er så den rigtige grund?’’

 Hun sukkede. ‘’Fint..’’ svarede hun irriteret, slap min hånd og krøllede sig sammen. ‘’Det startede efter jeg løb hjemmefra. Mit liv begyndte at falde sammen og jeg følte at det eneste jeg kunne kontrollere, var hvad jeg spiste. Jeg ønskede at være tynd, så jeg kunne sælge min krop.’’

 ‘’Gjorde du det?’’ Spurgte jeg.

 7 år. Det var en uendelig lang tid at have spiseforstyrrelse.

 Hun trillede tommelfingre i hendes tænkepause. ‘’Ja. Før jeg blev..’’ hun rullede med øjnene og sukkede samtidig. ‘’Før jeg blev stripper, der æhh..’’ Hun stoppede sig selv. Noget sagde mig at hun hadede hendes arbejde, og jeg kunne ikke rigtigt dømme hende. Hvem fanden ville også være stolt af at være stripper? ‘’Der tog jeg imod en masse penge fra drenge, som betaling for at gå i seng med dem.’’

 Jeg kom til at lave store øjne. Hvad sagde hun lige? Et øjeblik overvejede jeg at spørge hende hvad hun sagde, men jeg mente ikke at jeg havde taget fejl. ‘’Var du.. var du en luder?’’

 Hun tog armene over kors og kneb hendes øjne sammen. ‘’Jeg foretrækker at kalde det prostituerede.’’ Hun så skide fornærmet ud, men jeg var da ligeglad. Der var ingen forskel på de to ord.

 ‘’Hvad så efter det?’’ Spurgte jeg. ‘’Begyndte du at se syner og høre stemmer?’’

 Noget sagde mig at hun var godt træt af mine spørgsmål. Det sagde hendes ansigt i hvert fald, hver gang jeg spurgte om noget nyt. ‘’Det kommer og går,’’ svarede hun så. ‘’Men jeg havde aldrig tænkt over at det kunne være hallucination.’’

 Vi sank en klump på samme tid. ‘’Hvad har du oplevet?’’ Spurgte jeg.

 Endnu engang rullede hun med øjnene, men hun svarede alligevel på mit spørgsmål. ‘’Det med hallucinationerne begyndte først efter Cody. Efter jeg var blevet gravid. Jeg begyndte at se alle mulige mennesker, der sagde at jeg var en morder, fordi jeg havde dræbt mit barn. Når jeg gik alene om aftenen, hørte jeg fodspor og så skygger efter mig.’’

 Jeg tog fat i hendes hånd igen og håbede at hun denne gang ikke ville skubbe den væk. Jeg ønskede at vise hende at jeg ville hjælpe hende. Jeg kunne ikke tro at Lawrence havde haft det så skidt i løbet af de 7 år, og selvom jeg hadede at indrømme det, så følte jeg mig faktisk en smule skyldig. Meget skyldig endda.

 ‘’Vi finder ud af det sammen, Lawrence. Du skal nok blive rask.’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...