Insomnia | Harry Styles

Harry holder pause fra hans band og de andre drenge. Han bruger hans dage på at drikke og ryge sig skæv, i håb på at hans liv begynder at give mening. Men det eneste håb han har tilbage er håbet om hende. Der er nu gået 7 år, siden hun forsvandt. Endnu leder han efter svar; leder efter hende. Natten hun forsvandt, lagde hun en seddel, og siden da har Harry ikke set hende - det er der ingen der har.

23Likes
4Kommentarer
10076Visninger
AA

8. S I X

 Six    

 

 Fjernsynet havde brokket sig i over 2 timer nu. Det eneste, der var i nyhederne var mysteriet om hvor hun var henne. Hendes forældre havde skrevet på hendes Facebook væg og en del fra skolen. Selv Gavin Stanton. Folk var bange og tydeligvist bekymrede og midt i alt kaoset, sad jeg.

 ‘’Harry, skat, hvad laver du oppe allerede nu? Klokken er kun halv 8..’’ sagde min mor. Jeg sukkede dybt og lod vær med at fortælle hende at jeg havde siddet her det meste af natten. Jeg havde ikke kunne falde i søvn, men jeg havde heller ikke lyst til at ligge oppe i min seng, hvor hendes duft stadig var.

 Hun satte sig ved siden af mig og lagde en hånd på min skulder. ‘’Jeg tænkte bare at.. det måske var på tide at komme tilbage i skolen. Det hjælper ikke rigtigt at sidde herhjemme.’’ Senere skulle jeg øve med drengene i studiet og der var ihvertfald ikke nogen undskyldning for ikke at dukke op, så alligevel skulle jeg ud idag.

 Min mor så glad ud. Faktisk helt utroligt glad. Der var gået lidt over en uge siden hun forsvandt, og ingen havde hørt noget fra hende. Det var kun mig, hun havde afleveret en seddel til og uanset hvor mystisk den seddel var, så gjorde den stadig ondt at kigge på. Derfor havde jeg lagt den ned i skuffen oppe på værelset.

 ‘’Det lyder som en super idé!’’ Skreg hun nærmest op. ‘’Men så må du nok hellere skynde dig lidt, så kan det være du kan følges med Gemma.’’

 Gemma var min søster. Hun gik i high school på 3. år, selvom hun flere gange gik om ugen gik og brokkede sig over lektierne og truede os alle sammen med at hun ville melde sig ud og blive stripper.

 Jeg nikkede på hovedet, tog min taske på bordet og sukkede i det øjeblik, jeg slukkede fjernsynet, hvor tv avisen viste et billede af Lawrence. Hendes store brune nødde øjne. Det var et billede fra sidste år, som var blevet taget til hendes 14 årige fødselsdag. Det var dengang vi bare var venner. Jeg sad ved siden af hende, men jeg var selvfølgelig blevet skåret ud af billedet.

 Da jeg kom ud, fangede vinden straks mit hår og ikke mindst mine øjne. Jeg fik et øjeblik lyst til at græde over det sollys som blændede mig, og jeg ikke havde set i flere dage. Gemma var ikke til at se, så jeg besluttede mig for ikke engang at forsøge at indhente hende.

 Jeg gik og jeg gik. I nok omkring femten minutter, som sædvanligt til skole. Og da jeg endelig kom, fik jeg straks lyst til at gå igen. Jeg havde ikke været her siden hun forsvandt. Jeg huskede sidste gang vi var her sammen. Jeg havde givet hende et kys på kinden, inden vi var gået hver til sit. Det var dagen hun forsvandt. Men senere den dag, var vi endt i et stort skænderi, hvor hun var endt med at råbe at hun hader mig og derefter var smækket med døren. Hvis jeg havde vidst at det var sidste gang jeg ville se hende, ville jeg have åbnet døren igen.

 ‘’Harry!’’ Kom Skylar hen, og slog armene omkring mig. Hun var tydeligvis glad for at se mig og jeg ville lyve, hvis jeg sagde at jeg heller ikke havde savnet hende bare en smule. Hendes lange blonde hår samlede sig omkring mit ansigt, så alt jeg kunne se var røde pletter. ‘’Hvor er det godt at se dig igen.’’

 Jeg slap grebet om hende og vi fulgtes ind på skolen. ‘’Hvordan går det? Du ved.. med..’’

 Før hun kunne nå at sige mere, afbrød jeg hende. Jeg kunne ikke klare at høre hendes navn lige nu. ‘’Det går fint,’’ løj jeg. Selvom hun nok godt vidste at det ikke gik fint, behøvede hun ikke at få det anerkendt.

 En stor flok med elever, kom hen til os. Jeg måtte være ærlig at sige at jeg ikke engang havde set nogle af dem før. ‘’Harry, vi har lavet noget til dig, efter alt hvad der er sket..’’ sagde Norma, som stod forrest i gruppen. Jeg løftede bare det ene øjenbryn og trak på skuldrene, som et spørgsmål om hvad det var.

 Op af hendes taske, trak hun en stor bog frem. Det lignede en mindebog. Hun rakte mig bogen og jeg tog imod den uden at tøve. Jeg bladrede kort i den og betragtede alle de billeder af Lawrence. Hun så glad ud, som altid. ‘’Vi tænkte at vi ville samle nogle af vores minder med hende her fra skolen og lave en mindebog til hende.’’

 Selvom at mindebogen var ment i en god tanke, kunne jeg ikke se noget positivt ved den. Jeg synes derimod at det bare gjort det hele meget værre. Jeg smilede dog falsk op til Norma og de andre. ‘’Tusinde tak, det er altid rart at vide at Lawrence var holdt af..’’

 ‘’Politiet skal nok finde hende, Harry. Og hvis ikke, så skal hun nok dukke op, før eller siden.’’

 Efter de ord, smilede hun til mig og Skylar og vendte ryggen til os. Skylar sendte mig et mærkværdigt blik og skød så hendes opmærksomhed ned imod mindebogen og tog den ud af hånden på mig. Hun kiggede i den, og da hun var omkring halvvejs, pegede hun på et af billederne. ‘’Det blev taget dagen før hun forsvandt,’’ sagde hun så. Jeg så ned på billedet og nikkede på hovedet, hvor Lawrence og Skylar stod ude foran fysiklokalet og tydeligvist lavede alt andet end at arbejde seriøst.

 Da jeg smed mit taske ind i skabet, smed jeg også mindebogen derind. Jeg gad ikke gå og kigge på den hele dagen, for det gjorde ikke ligefrem min depression bedre.

 Skylar tog mig under armen og jeg lod som om at det ikke gjorde noget. Jeg hadede lige for tiden fysisk kontakt med andre, også selvom at det var Skylar eller om det var min mor. Alt jeg havde lyst til var bare at være mig selv i min egen lille bobbel og spekulere og prøve at finde ud af mysteriet om Lawrence.

 Men så snart jeg smækkede mit skab i, stod der endnu flere folk. Det var Marcel og Jason fra parallelklassen, som stod og stirrede på mig, som om at de havde lyst til at æde min hjerne. ‘’Vi er kede af at høre det med din kæreste,’’ sagde Marcel. Jeg nikkede på hovedet og sukkede så dybt, for at jeg svarede. ‘’Tak.’’

 Jason trak hans mobil op ad lommen og kørte ned ad hans væg på Facebook.’’Se her, en artikel skriver at politiet har fundet et armbånd, som de mener er hendes..’’ Han rullede ned ad artiklen og selvom jeg ikke ønskede at vide det, kunne jeg alligevel ikke lade vær med at bemærke billedet af armbåndet. Det var hendes.

 Jeg nikkede kort med hovedet og læste så hvad der stod under billedet. Jeg troede ikke mine egne øjne, så jeg læste det igennem flere gange. Måske nok endda over 10. ‘’De tror hun er død,’’ mumlede jeg lidt for mig selv.

 Jason klappede mig på skulderen, hvilket jeg hurtigt befandt mærkeligt og akavet, eftersom at jeg sidst havde snakket rigtigt med dem i 5. klasse. ‘’Efter politiet fandt armbåndet, mener de at hun måske er blevet bortført og har tabt armbåndet under episoden. Men de har ikke fundet hendes lig endnu.’’

 

 Da tredje lektion var overstået, mærkede jeg hurtigt hvor bagud jeg var kommet på de dage jeg ikke havde været i skole. Jeg havde haft svært ved at koncentrere mig i alle timerne, da alt jeg kunne tænke på var Lawrence. Var hun virkelig død? Politiet troede altid mange underlige ting, men kunne det virkelig være tilfældet? Var hun stukket af hjemmefra, blevet bortført og kunne hun muligvis være død nu?

 Der var spisepause og alle eleverne gik imod kantinen. Skylar havde siddet ved siden af mig i alle timerne og så vidt muligt forsøgt at forklare alle de ting, jeg ikke forstod. Men da vi sad kantinen, undrede jeg mig utroligt meget over at Gavin Stanton kom hen imod os.

 Han satte sig overfor mig og Skylar og han så nærmest helt trist ud. Jeg havde godt læst hans besked på hendes væg på Facebook, hvor han havde skrevet at han savnede hende og nok skulle sige undskyld til hende, hvis hun kom tilbage.

 ‘’Kan vi hjælpe dig?’’ Spurgte Skylar flabet. Jeg sad derimod bare med stiv ryg og skævede ned imod min mad og overvejede om jeg var sulten.

 Gavin hostede og slog mig så kort på armen, for at jeg ville kigge på ham. ‘’Må jeg lige snakke med dig?’’ spurgte han så. Mit hjerte begyndte at hamre afsted, da mig og Gavin aldrig havde haft en seriøs samtale før. Faktisk, havde vi aldrig haft en samtale overhovedet. Gavin gik også i min parallelklasse og havde nok taget mødommen på samtlige af piger fra min klasse. Og nok også fra hans egen. Med andre ord, var han pisse klam.

 Jeg fulgtes med Gavin ud på gangen og vi gik et sted hen, hvor der ikke var andre. Han stillede sig op et af skabene og tog armene over kors. ‘’Har du hørt fra hende?’’ Spurgte han. Alt jeg kunne tænke var: nej, og burde du ikke også være ligeglad?

 Jeg rystede bare på hovedet og løftede så det ene øjenbryn. Han stod lidt og begyndte at bande ned imod gulvet og sparkede lidt til nogle usynlige sten. ‘’Jeg har det så dårligt over det,’’ sagde han, uden at jeg havde svaret ham. Jeg lukkede øjnene, og forsøgte at komme igennem det, uden at tænke på kniven i mit hjerte. Jeg stillede mig lige op ved siden af ham og tog også armene over kors. ‘’Det har vi alle, Gavin.’’

 Han bed sig i læben. ‘’Alt jeg kan tænke på nu, er hvordan jeg behandlede hende, da vi var sammen.’’

 Det var vel altid noget, han selv kunne se det nu.

 ‘’Du var en idiot overfor hende, Gavin. Lige ud, en idiot.’’ Jeg havde faktisk ikke engang brug for at holde mine ord tilbage. Gavin var et fjols og han havde ikke kun været det over for Lawrence, men også overfor mange andre piger. Nu gad jeg ikke at holde mine uskyldige tanker inde mere, for han havde det tydeligvis dårligt over det, og det synes jeg ærligt også at han fortjente.

 Gavin nikkede på hovedet og så så på mig. ‘’Men det er altid noget, hun havde dig. Du var heldigvis i stand til at være sødere imod hende, end jeg havde været.’’

 Nu var det min tur til at tænke. Jeg anede ikke rigtigt hvad jeg skulle sige, da jeg aldrig havde oplevet Gavin på den her måde før. Følsom og nærmest helt sårbar. Det passede ikke rigtigt sammen med hans hårde attituder til hverdag.

 ‘’Men i sidste ende, Gavin,’’ jeg så op på ham. ‘’Så mistede vi hende begge to.’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...