Insomnia | Harry Styles

Harry holder pause fra hans band og de andre drenge. Han bruger hans dage på at drikke og ryge sig skæv, i håb på at hans liv begynder at give mening. Men det eneste håb han har tilbage er håbet om hende. Der er nu gået 7 år, siden hun forsvandt. Endnu leder han efter svar; leder efter hende. Natten hun forsvandt, lagde hun en seddel, og siden da har Harry ikke set hende - det er der ingen der har.

23Likes
4Kommentarer
10091Visninger
AA

2. P R O L O G U E

 Prologue    

 

 Verden siger altid at vi skal være stærke og gøre hvad der end gør os glade, men hvordan kan man det, når man har mistet sin styrke og det eneste som gør os glade er hvordan tingene var før? Tro mig, jeg prøver virkelig at få det hele til at fungerer. Pausen med drengene og de mange piger, som smiler til mig på gaden; men det er aldrig dig. Efter syv år, hvor ingen endnu har hørt fra dig, er det lige før at jeg begynder at tro på de mange rygter, som siger at du er død.

 Jeg svor mig selv at jeg ikke kunne give op på at håbe på at du en dag ville komme hjem. Tilbage til mig - og selvfølgelig alle de andre, som du også efterlod. Men ærligtalt har jeg mistet alt. Som om at du tog al min glæde mig dig, den dag du forsvandt. Den dag, du løb væk.

 Dine forældre ringede til mig klokken fem om morgenen og jeg magtede ikke at tage den, for det kunne umuligt være vigtigt. Men da blev de ved, måtte jeg jo til sidst tage den. Og du kender mig; jeg er umulig at få op før klokken ti, men netop den dag, stod jeg op med det samme og tog hjem til dem; og rigtigt nok var dine ting væk. Det tøj, som du altid gik i var væk, så var dine parfumer, som du altid havde på. Du var væk.

 Folk begyndte hurtigt at stille spørgsmål og straks var politiet sat på sagen, men ingen besvarede dem og politiet fandt aldrig noget. De har for længst givet op med at lede dig. Men det har jeg ikke; jeg leder hver dag og det vil jeg fortsætte med, indtil dagen jeg ser dig. Død eller levende.

 Jeg hader at indrømme det her, men jeg snakker ikke med hverken dine forældre eller dine venner længere. Dine forældre smed mig ud af deres liv, for hver gang jeg kom og bankede på deres dør, blev de mindet om deres lille pige, som endnu ikke var kommet hjem. Dine venner er slet ikke dem som du kender længere; de fleste af dem er havnet i bander og Gud ved hvor de ender henne.

 Selv er jeg det samme sted, som da du smuttede. I et band, som lige nu er på kanten af overlevelse og en samvittighed som fortæller mig at jeg jeg tage mig sammen. Kan det virkelig være muligt at ønske at leve i fortiden?

 Vil alt denne smerte være det hele værd, når det hele slutter?

 Der er en million spørgsmål, som jeg mangler svar på, men jeg har lært at bilde mig selv svarene ind; hvordan jeg tror det hele hænger sammen. Godt nok, er jeg sikker på at det blot er indbildning, men jeg håber og tror at jeg har regnet det hele ud: hvorfor du ikke længere er her.

 Folk snakker stadig om dig. De undrer sig over hvor du er og hvorfor du endnu ikke er kommet tilbage. Som du ved, elskede hele byen dig. Alle sammen vidste hvem du var og du var elsket af alle. Selv er jeg holdt op med at nævne dig. Lyden at dit navn skærer ridser i mit hjerte og de bliver aldrig helet.

 Men jeg ser dig stadig alle steder. Noglegange er du på gaden, andre gange i supermarkedet og nogle gange i min seng. Men når jeg så blinker med øjnene igen, forstår jeg at det kun er fordi at jeg savner dig.

 Jeg hader og jeg savner dig; det hele på én gang.

 Min hoveddør står altid åbent, både dag og nat; i håb om at du en dag vil vende tilbage og når jeg vågner igen, vil du ligge ved siden af mig. Men du kommer aldrig hjem, gør du?

 Stadig skriger mit hjerte efter at vide hvor du er henne, hvorfor og om du i det hele taget bare er okay. Jeg havde håbet at du ville give mig flere tegn, men det eneste jeg har fået er den seddel du skrev for syv år siden. ''Vi er vokset fra hinanden. xoxo L.'' - hvor er det koldt, alligevel. Du var en kærlig person, men den seddel gav mig godt nok et stik i hjertet.

 Alt begynder at falde sammen for mig. Min familie snakker jeg ikke så meget længere og bandet er ved at gå i stå. Og så er der mit hjerte. Jeg ved ikke hvordan det er muligt, men det føles som om at det er ved at holde op med at virke. Jeg føler mig stadig ensom og længdes efter at høre at du er okay.

 Indtil den dag, hvor..

 


Hej venner! Det her er min første movella nogensinde, som allerede er skrevet færdig og er endt på 19 kapitler. Jeg vil lige komme med lidt praktisk information om historien her:

Der vil komme nyt kapitel hver mandag og hver fredag.

Så vil jeg gerne lige gøre jer opmærksomme på, at jeg begyndte at skrive de første kapitler for et par måneder siden, så hvis noget ikke hænger sammen eller hvis I ikke synes noget giver mening, må I meget gerne lige sige det. I historien er Harry og de andre drenge på pause, som I nok allerede har læst.

Men jeg håber selvfølgelig at I vil følge med. 

xoxo, Julie. ♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...