Insomnia | Harry Styles

Harry holder pause fra hans band og de andre drenge. Han bruger hans dage på at drikke og ryge sig skæv, i håb på at hans liv begynder at give mening. Men det eneste håb han har tilbage er håbet om hende. Der er nu gået 7 år, siden hun forsvandt. Endnu leder han efter svar; leder efter hende. Natten hun forsvandt, lagde hun en seddel, og siden da har Harry ikke set hende - det er der ingen der har.

23Likes
4Kommentarer
10065Visninger
AA

17. F I F T E E N

 Fifteen    

 

 Et par dage senere, vågnede Lawrence før mig, så der var tomt i sengen, da jeg vågnede. Jeg skyndte mig at tage tøj på, åbne vinduet og gik så ned i stuen. Lawrence stod midt i det hele, kiggede ud i det blå. Hendes hår var vådt og hun havde kun et håndklæde rundt om sig, som om at hun lige var kommet ud af badet. ‘’Lawrence, hvad sker der?’’ Spurgte jeg, da jeg stillede mig ved siden af hende, og kiggede i samme retning som hendes blik, men alt jeg kunne se, var det store vindue, som gav stuen lys.

 ‘’Han er her,’’ sagde hun så pludselig. Hun hverken blinkede, rørte på sig, da jeg lagde en hånd på hendes skulder. Det var som om at hun gik i søvne og havde svært ved at vågne. ‘’Hvem er her?’’ Spurgte jeg så.

 Hun rystede en lille smule, så dråberne fra hendes hår faldt hurtigere end normalt. Hendes blik var tomt, men noget fortalte mig at hun var bange. Jeg prøvede at vifte min hånd foran hendes ansigt, men der kom ingen reaktion. Mit hjerte begyndte at hamre som galopheste, da jeg ikke befandt dette normalt, selv ikke for Lawrence.

 Endelig blinkede hun, men det var kun én gang. ‘’Cody. Han står lige dér.’’ Hun pegede lige ud og begyndte pludselig at trække vejret dybt. Hun trådte hurtigt et skridt tilbage og var næsten lige ved at falde over tæppe kanten. Hun gik fuldstændig amok. Hun begyndte at skrige og opførte sig som en sindssyg. Jeg blev helt bange. ‘’Hold dig væk fra mig!’’

 Der gik lidt tid, før jeg fik taget fat i hende og rusket i hende, så hun kom til sig selv igen. Hun var helt rød i ansigtet. ‘’Lawrence!’’ Råbte jeg næsten ind i hovedet på hende. Jeg hadede at råbe af hende, men det var den eneste udvej. ‘’Der er ikke nogle. Cody er i Australien. Der er kun dig og mig.’’

 ‘’Harry, jeg tror der er en i mit hoved, men det er ikke mig..’’

 Min hånd fangede hendes og jeg prøvede igen at ruske lidt i hendes. Pludselig var det som om at hun vågnede op fra en drøm. Hun blev helt normal at se på igen. ‘’Han forsvandt,’’ sagde hun.

 Jeg smilede til hende, kyssede hende på panden og hviskede noget til hende i øret. Hun smilede dog ikke igen, men lavede en lyd, som betød at hun var faldet til ro.

 Pludselig kom jeg i tanke om noget. Det var i dag, jeg skulle til møde. Kelsey ringede i forgårs og spurgte mig om jeg havde tid til et møde med hende og de andre, for at diskutere mine fremtidsmuligheder med hensyn til et solo album. ‘’Jeg er ked af at jeg skal afsted senere,’’ sagde jeg og slog armene omkring hende.

 En tanke strøg omkring mig, da jeg ikke brød mig om tanken om at Lawrence skulle være herhjemme alene længere. Hun kunne ende med at smadre hele lejligheden, hvis spøgelses Cody skulle dukke op igen. Hun var ved at gå fra forstanden, som i bogstavelig talt forstanden. Igår havde hun været tæt på at slå min dør i stykker, bare fordi at hun mente at den på en eller anden måde gjorde nar af hende.

 ‘’Det er okay,’’ svarede hun, selvom vi begge to godt vidste at det ikke var spor okay. En eller anden måtte tage sig af Lawrence, når jeg ikke var her. Liam var den eneste, der vidste hun var her. Måske jeg kunne sende hende over til ham? På den anden side, så vidste jeg ikke om jeg ville give ham det ansvar, når han selv havde så mange ting at tage sig til, men der skete vel ikke noget med at spørge? ‘’Lawrence..’’ sukkede jeg. ‘’Jeg har altså kommet til at fortælle Liam at du.. at du er her.’’

 Jeg sank en klump. Måske burde jeg have tænkt mig bedre om den dag, men det var jo bare Liam? Han kunne ikke engang finde på at gøre en flue fortræd.

 Lawrence kiggede hurtigt op på mig og trak sig væk. ‘’A hvad?’’ Hun havde åben mund og hendes arme over kors, fortalte at hun bestemt ikke var tilfreds. ‘’Harry, det var en hemmelighed. Du lovede at du ikke ville fortælle det til nogen, før at jeg ønskede det.’’

 Hun havde jo i princippet ret, men jeg gad ikke til at være uvenner med hende nu, da jeg ærlig talt ikke havde ret meget tid at løbe på. ‘’Undskyld, Lawrence, men.. jeg tænkte at han måske kunne hjælpe mig?’’ Jeg løj, da jeg jo trods alt havde fortalt det til ham, for at jeg overhovedet kendte til denne side af Lawrence. ‘’Vil du ikke nok gøre mig den tjeneste, at lade ham passe dig, hvis jeg spørger ham?’’

 Selvom at jeg godt vidste at Lawrence var utroligt stædig, så havde jeg også på fornemmelsen af at hun selv synes det ville være bedst at være i nærheden af nogen, hvis hun skulle blive bange.

 ‘’Gu, vil jeg da ej.’’

 Jeg rullede med øjnene og satte mig ned i sofastolen. ‘’Please. For min skyld. Jeg vil ikke kunne koncentrere mig, hvis jeg ved at du går herhjemme helt alene og er bange. Vil du ikke nok gøre mig den tjeneste at tage derhjem? Så har du i det mindste altid en du kan gå til, hvis der sker noget.’’

 Hun var stille i nok omkring et halvt minut. Hun stod bare og spillede pigefornærmet med hendes arme over kors og hendes lige mund, der var blevet til en smal streg. Til sidst sukkede hun og gav op. ‘’Fint, men så gider jeg fucking heller ikke at møde ham eller nogle af de drenge, nogensinde igen.’’

 To timer senere, havde Liam sagt god for at få hende derhjem. Hans kæreste var ikke hjemme, så det var bare ham. Han havde lovet mig at han nok skulle passe på hende og lave noget godt mad til hende, som måske evt. kunne få hende lyst til at spise. Jeg havde fortalt om hendes hallucinationer og hendes spiseforstyrrelse og jeg følte mig lidt som en mor, som for første gang sendte sit barn i skole, da jeg kyssede Lawrence farvel i døren ind til Liam’s hus. ‘’Hvis der er det mindste, så ringer I.’’ Jeg takkede ham, gav ham et kram og skyndte mig videre.

 Jeg havde ingen idé om hvor længe dette møde ville tage, men jeg håbede ikke at det ville tage lang tid. Desværre var den slags aldrig til at vide. Nogle møder tog en time, andre tog fem. Men som regel gik tiden ret hurtigt, når emnet omhandlede mig. Jeg elskede at snakke om mig selv og høre dem snakke om mig. Men jeg ville ikke blive overrasket, hvis tiden idag ville føltes som længere tid, når jeg vidste at Lawrence var syg.

 Da jeg ankom til mødet, sad Kelsey allerede inde i det meget lyse rum. Jeg burde have taget et par solbriller med. Ved siden af hende sad der min manager og på hendes anden side, en mand jeg aldrig havde set før. Jeg hilste kort på dem alle sammen, men forsøgte at undgå Kelsey’s blik, da jeg synes det var ubehageligt at kigge hende i øjnene, efter hvad jeg havde gjort.

 Hun var stadig pisse vred.

 ‘’Tak fordi I indkaldte mig til møde,’’ sagde jeg. ‘’Jeg er glad for at I overvejer mig, taget i betragtning af mediernes negative ord.’’

 Medierne bestod kun af negative ord. Jeg kunne ihvertfald ikke huske at der nogensinde var blevet skrevet noget positivt om mig. Ikke engang dengang hvor jeg brugte en hel aften på at købe pizza til hjemløse. Det var som om at medierne kun så det dårlige i mig og det var dét, der ærligt var pisse træls. De fik mig helt til at ligne en dårlig person.

 Der blev snakket lidt frem og tilbage, om episoden fra sidste uge og de stillede mig et par spørgsmål omkring det. Hvorfor jeg havde gjort det. Og hvad skulle jeg sige? Jeg anede det ikke. Jeg kunne ikke sidde og fortælle dem at mit liv var direkte fucked op og at jeg havde brugt næsten hele min pause på at drikke mig fuld og tænke over hvor meget bedre jeg var, da jeg var sammen med drengene. De ville da synes jeg var direkte ynkelig og så var jeg da først glemt.

 Der blev derefter snakket om et soloalbum. Jeg havde givet Kelsey et tydeligt svar, at det ville blive et nej, da jeg simpelthen ikke følte for det længere, men jeg vidste også at jeg skyldte hende én. Burde jeg sige ja og bare få det overstået? Jo før jeg sagde ja, jo før kunne jeg trods alt blive færdig.

 Kelsey afbrød manden som kaldte sig Jeffrey midt i en sætning. ‘’Der er ingen tvivl om at Harry havde det største talent i One Direction. Folk elskede ham. Og det gør de stadig. De ønsker og håber stadig på at han vil bruge hans stemme til noget. De vil ikke miste ham, bare fordi at ham og hans band går fra hinanden eller noget; de vil have mere.’’

 Jeg hadede at blive kaldt for ‘’den talentfulde i bandet’’. Det virkede lidt ynkeligt, når det her var et møde omkring mig og jeg stadig bare var ham fra One Direction for dem. Og så hadede jeg det også i det hele taget fordi at jeg ikke synes at jeg burde blive overvurderet i forhold til Liam, Louis og Niall. De var lige så talentfulde som mig.

 Der havde altid været delte meninger omkring bandet. Nogle mente at Niall bare var der for at se sød ud. De mente simpelthen at han ville skabe flere fans. Så var der nogle, der mente at Louis bare var der for at vi ikke skulle se så ‘’barnlige’’ ud. Og Liam, fordi at var lidt hipster, som ville skabe noget coolness ind i bandet. Zayn havde altid været den mystiske i hans tid, som pigerne godt kunne lide. Og jeg? Ja, faktisk var jeg endnu ikke sikker på hvad folk mente min plads havde været.

 Jeg kunne i det hele taget bare godt lide at tænke på os, som et band, som arbejdede sammen om alt og ikke som om at vi havde en rolle hver. Vi havde alle sammen været os selv igennem den tid, vi havde været sammen som et band. Og det var det vigtigste for mig. Ikke at Niall skældte sig mere ud fordi han havde lyst hår, for det var vel bare sådan han så ud. Der var sådan nogle inderligt latterlige teorier om One Direction.

 Efter vi havde holdt en pause på en halv times tid, fået noget at spise kørte vi videre. Klokken var omkring 14. Men da vi havde snakket videre til klokken 4, ringede min mobil. Det var en smule flovt, så jeg undskyldte mange gange og forlod møderummet, for at gå ud på gangen.

 Det var Liam.

 ‘’Er der sket noget?’’ Spurgte jeg en smule forhastet, da jeg jo helst gerne ville have mødet overstået,

 Liam lød forpustet i den anden ende af telefonen og mine øjne blev pludselig helt store af bekymring. Mit hjerte hamrede af sted, imens jeg ventede på svar. ‘’Harry?’’

 ‘’Ja? Liam, for helvede, hvad sker der?’’

 Igen, en lang pause. Der lød nogle underlige lyde i baggrunden og jeg kunne ikke finde ud af hvad det var. ‘’Harry, Lawrence er på vej på hospitalet.’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...