Insomnia | Harry Styles

Harry holder pause fra hans band og de andre drenge. Han bruger hans dage på at drikke og ryge sig skæv, i håb på at hans liv begynder at give mening. Men det eneste håb han har tilbage er håbet om hende. Der er nu gået 7 år, siden hun forsvandt. Endnu leder han efter svar; leder efter hende. Natten hun forsvandt, lagde hun en seddel, og siden da har Harry ikke set hende - det er der ingen der har.

23Likes
4Kommentarer
10387Visninger
AA

10. E I G H T

 Eight    

 

 Lawrence så nervøs ud, da vi sad inde i bilen. Hendes hænder rystede faktisk en smule. Det kunne ikke være kulden, for hun havde lånt en af mine sweaters og min store pelsjakke. Hun lignede en halv million. Jeg smilede til hende og satte bilen i bak.

 ‘’Hvor er det vi skal hen?’’ Spurgte hun og tog selen omkring livet på hende. Jeg havde aldrig selv kørt med sele. Den var irriterende og gnavede en i halsen.

 Jeg kørte ud på vejen og nød et kort øjeblik at det kun var hende og mig, og de tusindvis af lys omkring os. Jeg rullede hendes vindue ned ved hjælp af mine knapper ved siden af mig og straks tog vinden fat i hendes hår og det fløj til alle sider. Jeg kiggede på hende og sendte hende et charmerende grin. ‘’Vi skal til virkeligheden.’’

 Hun vendte hendes blik ud af vinduet og hun begyndte faktisk at grine et kort øjeblik. Så tændte jeg musikken, hvor der kørte I Want It That Way. Pænt skæbne agtigt alligevel, eftersom at jeg vidste at Lawrence elskede den sang.

 Vi begyndte begge at synge med og kunne ikke lade vær med at grine af os selv. Jeg huskede et kort øjeblik mig selv tilbage i den tid, hvor den sang kom ud. Jeg var omkring 13 år og var nok den største Backstreet fan. Jeg ønskede mig dengang en billet til deres koncert, men fik den aldrig. Dengang havde jeg ingen idé om at jeg selv ville ende med at slå rekorder.

 Faktisk kunne jeg ikke huske hvornår jeg sidst havde sunget. Ikke engang for sjov. Jeg plejede altid at synge i badet eller når jeg stod og lavede mad, men i dette øjeblik, gik det op for mig at jeg ikke havde gjort det i lang tid. Men det var rart. Jeg havde trods alt brugt 7 år af mit liv på at synge.

 Klokken var omkring midnat, så der var ikke mange på vejene, hvilket var rart. Jeg følte jeg kunne være mig selv, selvom at Lawrence sad ved siden af mig. Hun kendte mig nok ikke lige så godt som Louis, Liam og Niall gjorde, men hun kom nok lige efter.

 Så var der selvfølgelig også Zayn, men ham var der ingen af os, som snakkede med længere. Louis skrev vistnok med ham engang imellem, men så var der heller ikke mere i det. Det var en smule mærkeligt, for han plejede jo at være en af os, men han havde valgt en anden retning og pludselig var det hele vores skyld.

 ‘’Skal vi bare køre hele natten?’’ Spurgte Lawrence og lænede sig tilbage i sædet. Hun lød glad. Gladere end jeg havde oplevet hende, siden vi mødtes igen. Jeg rystede dog på hovedet. ‘’Nej, tværtimod,’’ grinede jeg.

 Jeg ville ikke ane hvad jeg skulle gøre af mig selv, hvis drengene spurgte hvad jeg brugte mine dage på nu. Jeg ville gerne fortælle dem om Lawrence, men samtidig ønskede jeg heller ikke at de prøvede at påvirke mig igen. Lawrence gjorde mig lykkelig, og det var der ingen der skulle ødelægge igen.

 Da vi havde kørt i knap en halv time, stoppede jeg op. Lawrence så forvirret rundt. Hun kendte godt dette sted. ‘’Hvad laver vi her?’’ Faktisk kendte Lawrence trods alt godt byen ret godt. Hun havde jo boet her det meste af hendes liv. Jeg nikkede hende ud imod bygningen foran os, i samme øjeblik som jeg steg ud af bilen.

 Flot parkeret, Harry.

 Lawrence kom ud et kort øjeblik efter og hun så højt oppe imod bygningen foran os. ‘’Shard, hvad laver vi her?’’

 Shard var en af mine absolut yndlings flugt steder i London. Jeg kom her altid, når jeg havde brug for et sted at være alene og blev træt af at køre i bil. Drengene vidste ikke engang at jeg kom her til tider. Det var mit helt eget sted, som kun Lawrence nu vidste jeg kom. ‘’Jeg fik aldrig muligheden for at tage derop med dig dengang, så jeg tænkte.. at jeg nu ville vise dig det sted, hvor jeg kommer, når jeg vil være alene?’’

 Hun gik med tunge skridt hen imod indgangen med mig. Hun virkede ikke imponeret, heller ikke chokeret. Faktisk, så hun helt neutral ud. ‘’Hvad hvis vi ikke kan komme ind? Klokken er ligesom over midnat,’’ sagde hun.

 Jeg trak bare på skuldrene og lod vær med at bekymre mig. Dørene lukkede alligevel klokken ti om aftenen, men hvis hun vidste hvor gode venner, jeg var med folk her, ville hun nok stoppe med alle hendes spørgsmål.

 Døren til The Shard var selvfølgelig låst så sent. Derfor gik jeg hen til kode blokken, hvor jeg trykkede otte tal, som kunne give os adgang. I samme øjeblik som jeg havde trykket godkend, åbnede dørene sig, og jeg sendte Lawrence et stort smil. ‘’Jeg har lavet en privat aftale med arbejderne her.’’

 Da vi kom indenfor var her fuldstændig tomt. Lyset var slukket og her så i det hele taget bare virkelig dødt ud. Jeg gik hen for at trykke på nogle knapper ovre ved systemet og straks tændte hele bygningen sig. Lawrence smilede i det øjeblik hun kiggede op imod det høje lys og så etagerne deropad blive lysere og lysere.

 Jeg trak hende hen imod elevatoren, hvor jeg trykkede på knappen, som ville føre os til øverste etage. ‘’Du ved jeg hader elevatorer,’’ brokkede hun sig. Jeg nikkede bare på hovedet og lod vær med at svare, eftersom at hun sikkert også ville brokke sig hvis vi skulle gå op til 95. etage på fod.

 Der gik et par minutter, før at vi var deroppe, men da dørene åbnede sig, blev vi straks ført ud foran en lille, men hyggelig gang, hvor der foran os kun var vinduer. Jeg havde været heroppe adskillige gange og kendte efterhånden alle etagerne udenad.

 Hun gik hen til vinduet og betragtede kort byen igennem hendes brune øjne. Jeg stillede mig ved siden af hende og kiggede ud over byen. Det var en del bedre udsigt end fra min terasse. ‘’Jeg synes at du så så interesseret ud i udsigten oppe på terrassen, så jeg tænkte at jeg nok hellere måtte vise dig den ægte vare.’’

 ‘’Jeg kan ikke tro at jeg aldrig har været heroppe før,’’ sagde hun og rystede på hovedet af hende selv. Det kunne jeg næsten heller ikke, men jeg valgte ikke at sige det højt. Herfra kunne vi se broen og London Eye. Det var smukt, men det var ikke smukkere end hende. Det var der intet der var.

 Vi gik rundt i ring nok et par gange og stoppede op hver gang at udsigten fik en ny vinkel. Jeg elskede at være her, og at være sammen med Lawrence gjorde det bestemt ikke værre.

 Tiden gik hurtigt i hendes selskab og derfor tog det mig ikke lang tid at finde ud af at der allerede var gået en time, hvor vi bare var gået rundt på den samme etage. Jeg var ikke engang træt. For hende kunne jeg ligge søvnløs i flere dage.

 Da vi stoppede op og stod og kiggede på hinanden, sagde hun pludselig: ‘’Jeg er glad for at du tog mig med herop. Det var også ved at blive en smule pinlig at jeg, som endda kommer fra London, aldrig har været i The Shard,’’ grinede hun. ‘’Men skal vi ikke snart hjem? Jeg er ved at være træt.’’

 Jeg blinkede til hende og satte så hovedet på skrå, for at tænke over hendes ord. ‘’Vi skal da ikke hjem og sove,’’ svarede jeg. ‘’Vi skal da sove heroppe.’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...