Insomnia | Harry Styles

Harry holder pause fra hans band og de andre drenge. Han bruger hans dage på at drikke og ryge sig skæv, i håb på at hans liv begynder at give mening. Men det eneste håb han har tilbage er håbet om hende. Der er nu gået 7 år, siden hun forsvandt. Endnu leder han efter svar; leder efter hende. Natten hun forsvandt, lagde hun en seddel, og siden da har Harry ikke set hende - det er der ingen der har.

23Likes
4Kommentarer
10095Visninger
AA

20. E I G H T E E N

 Eighteen    

 

 Jeg bankede på døren og følte mig tom af ord. Denne gang følte jeg virkelig at jeg havde den, men jeg var endnu en gang blevet skuffet over at det ikke var hende. Det var jeg sikker på at hendes forældre også var. De savnede deres datter, lige så meget som jeg savnede min kæreste.

 Der lød nogle høje stemmer derinde fra, og der gik nok omkring halvandet minut før at der endelig blev åbnet. Hendes far, Charles stod i døren og blinkede en smule overraskende da han fik øje på mig. ‘’Harry,’’ sagde han så så som en hilsen, men så rimelig hurtigt irriteret ud.

 Hvorfor anede jeg ikke.

 ‘’Hvem er det?’’ Spurgte hendes mor inde fra stuen. Charles sukkede og skød så et blik på mig igen. ‘’Det er Harry.’’

 Hendes mor, Alexa kom frem i døren og så også ekstremt skuffet ud. Jeg tænkte at det nok var fordi at de havde forventet at jeg ville have Lawrence ved min side, men det havde jeg trods alt ikke.

 ‘’Jeg fik en besked fra min agent. Han havde ment at han havde set Lawrence i Bradford igår, men -’’

 Charles afbrød mig ved at hæve stemmen en smule. ‘’Harry, du er simpelthen nødt til at stoppe. Vi har givet op. Hun kommer ikke hjem, okay? Du er en ung knægt, du har masser af år endnu og du vil få mange nye kærester. Lad os være, okay?’’

 Og med de ord, smækkede de døren lige i hovedet på mig.

 

 Dagen efter var det onsdag. Jeg havde sovet hos Lawrence på hospitalet, selvom at hun fortalte at hun nok skulle klare den, men jeg havde været glad for at sove hos hende, for i nat omkring klokken 3, vågnede hun ved at en mand snakkede til hende inde i hovedet. Han fortalte hende at hun ikke burde trække vejret endnu. Og så fortalte hun mig i morges at hun mente at hun havde set Cody stå og kigge ind ad vinduet.

 Nu var klokken næsten 12 og jeg havde fortalt hende at jeg nok skulle forsøge at finde hendes forældre. Så først kørte jeg ned på deres gamle adresse. Jeg gik op foran huset, som bragte alt for mange minder frem. Her var jeg kommet hver dag i et halvt år, efter Lawrence havde været væk og fortalt hendes forældre at jeg endnu ikke havde fundet hende. Her havde mig og Lawrence leget vandkamp sommeren før hun forsvandt. Jeg hadede det her hus.

 Jeg gik op på terrassen, sukkede en smule, tænkte at jeg måtte gøre dette for Lawrence, før jeg ringede på. Jeg fik en ubehagelig følelse igennem kroppen, da jeg ikke anede om de overhovedet kunne genkende mig. Eller hvis de havde glemt alt om mig; eller endnu værre, hvis de havde glemt Lawrence.

 Et kort øjeblik stod jeg faktisk og ønskede at der ikke boede nogen eller at der ikke var hjemme, men da jeg hørte stemmer inde fra huset, begyndte mit hjerte for alvor at banke.

 Døren blev åbnet sekundet efter og foran mig stod der en sorthåret mand. Synet af ham igen, fik mig lyst til at bryde sammen. Han lignede sig selv, udover at han havde fået lidt flere rynker og mere gråt hår. Han var stadig tynd som en pind og hans blik så lige så mystisk ud, som det plejede.

 ‘’Charles Lawrence?’’ Spurgte jeg bare og trådte et skridt tilbage. Mit hjerte hamrede stadig. Gad vide om de overhovedet ville tro mig, når jeg fortalte dem at Lawrence var i live og at hun endda var her i London. Manden nikkede på hovedet og lignede en der var forvirret, men så var det som om at det gik op for ham. Det var som om at han pludselig genkendte mit ansigt, og han trådte også et skridt tilbage.

 Han lignede en der ikke anede hvad han skulle sige, men så sagde han bare: ‘’Harry, dog..’’ Han rystede på hovedet og lignede også en som begyndte at få det en smule dårligt. ‘’Hvad laver du dog her?’’

 Hans spørgsmål fik mig til at tænke. Hvad fanden skulle jeg egentlig sige? ‘’Kan I huske jeres datter som forsvandt for 7 år siden? Ja, ser I, hun ligger på hospitalet og ønsker at møde jer.’’ Det kan man skuda ikke sige.

 Lige så stille begyndte jeg at fortælle hele historien, lige fra da jeg for et par uger siden mødte Lawrence på diskoteket, at hun flyttede ind til mig, hvordan min verden lige så stille begyndte at vokse, imens hendes langsomt faldt endnu mere sammen, og til sidst om ulykken. Det tog mig en del tid at få de vigtigste detaljer med, men jeg undlod den detalje at jeg havde haft sex med hans datter igen og at vi forresten nok ikke kun var bofæller. Den kunne han selv tage med hende på et tidspunkt.

 Charles stod stille og han var helt stiv i kroppen, som om at han havde taget adrenalin og han ventede på at det virkede. Han begyndte at komme med nogle trusler, som hvis at jeg lavede sjov med ham, så skulle jeg ikke forvente at kunne bruge min stemme nogensinde igen. Whatever, den mand var jo syg i hovedet.

 ‘’Alexa!!!!!’’ Råbte han så pludselig og jeg fik et øjeblik helt hovedpine. Stemningen kom op at køre, da hun kom herud og hun så en smule surt på mig, da hun fik øje på mig. Charles begyndte ufatteligt utålmodigt at fortælle Alexa historien, som jeg lige havde fortalt.

 5 minutter senere, havde Charles og Alexa ikke kunne få sat sig hurtigt nok ind i min bil. De sad på bagsædet, ringede rundt til deres venner, for at fortælle den store nyhed. Slap da af, tænkte jeg bare. Hvis de kom med den energi når de skulle ind til Lawrence, var det lige før at jeg ikke engang ville lukke dem ind.

 Hele køreturen gik med spørgsmål og svar og det var lige før at jeg næsten fik hovedpine. ‘’Jeg kan ikke tro det, før jeg ser det,’’ sagde Alexa på et tidspunkt og jeg rystede bare på hovedet af dem. Nu havde Lawrence’s forældre aldrig været min helt store kop te. De virkede som nogle folk, der udnyttede glæde og det at være lykkelig. For eksempel, at hendes far havde været hendes mor utro. Hvad fanden var det for noget og hvorfor sad hun her så stadig?

 Da vi endelig kom på hospitalet, parkede jeg bilen, fortalte dem at de skulle forholde sig i ro. Selvom Lawrence selv havde ønsket at jeg fandt hendes forældre igen, ville jeg ikke hælde for meget over på hende på én gang. Det sidste jeg ønskede var at hun skulle få det værre ved at hendes forældre pludselig kom ind i billedet.

 Vi gik ind på hospitalet i rimelig rolige bevægelser. Jeg kunne godt mærke at Charles og Alexa var anspændte og hurtigst muligt gerne ville ind. Jeg havde ikke lyst til at hendes forældre skulle ødelægge alt i hende; eller alt hvad vi havde genopbygget igen. Men jeg blev nødt til at gøre det her for hende, uanset hvor meget jeg ikke ønskede at hun blev genforenet med dem.

 Jeg stoppede op foran hendes dør og bed mig i læben, sukkede og hele molevitten, før jeg tog mig sammen og bankede på. Alexa stod næsten helt op i snotten på mig og jeg havde helt lyst til at spørge om hun ville have et billede med mig, men jeg lod vær, da jeg ikke tænkte at flabethed faldt godt ind i denne sammenhæng.

 Da jeg endelig åbnede døren, vadede hendes forældre ind og jeg stod helt stiv i ryggen og tænkte ‘’nå’’. Da jeg så endelig kom ind, var Lawrence heldigvis vågen, og da hun så hendes forældre, lyste hun helt op. Jeg kunne se ud fra hendes ansigtsudtryk at hun var nervøs.

 ‘’Lawrence?’’ Udbrød Alexa. ‘’Er det virkelig dig?’’ Hun fór hen til hendes datter og omfavnede hende. Hun slog armene omkring hende og Lawrence slog også armene om hende. Charles stod i baggrunden og jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke så at han fældede en tåre.

 Lawrence begyndte også at græde. Pludselig stormede hele hendes følelser ud af hende og hun blev helt rød i ansigtet og hendes kind, helt våd. Jeg stod stadigvæk i døren, forsøgte at finde ud af om jeg burde lade dem være alene eller om jeg burde blive stående som en akavet kæreste, der ikke anede hvad han skulle sige eller gøre.

 Derfor sukkede jeg dybt, vendte mig om, lukkede døren og nød øjeblikket alene. Jeg følte mig pludselig helt trist og bekymret for om alt ville blive ødelagt nu.

 Jeg gik rundt i en tidløs tid på hospitalet, tænkte over tingene, indtil jeg så Liam sidde i køkkenet. Jeg sukkede dybt, men gik dog ind til ham. ‘’Hey,’’ sagde jeg bare til ham, i samme øjeblik, som jeg satte med ved siden af ham. Vi kiggede på hinanden, uden at blinke. ‘’Jeg æhh.. jeg hentede Lawrence’s forældre. De er her nu.’’ Sagde jeg bare, bare for at sige noget.

 Liam blinkede endelig og trak så på skuldrene. Jeg var overrasket over at han stadig bruge tid her, men det var rart. Han støttede både mig og Lawrence på den måde. Han havde også været inde hos hende i nat, og Lawrence havde endda fortalt mig at han havde været der for hende, da hun var vågnet i nat. Det var rart for mig at vide at han var her.

 ‘’Hvad er der med det?’’

 Jeg så på ham som om at han var dum. Jeg havde været nødt til ikke at være egoistisk med Lawrence igen, så da hun bad mig om at finde hendes forældre, havde jeg ikke rigtigt følt at jeg havde noget valg, selvom at jeg selv ønskede at det var anderledes. Hendes familie var et stort fjols, for at sige det ligeud. Og jeg var bange for at de nu ville tvinge hende til at tage hjem og droppe forholdet med mig. ‘’Hvad hvis hun flytter hjem igen? Hvad hvis det hele bliver ødelagt? Alt det vi endelig har fået opbygget igen?’’

 En ubehagelig fornemmelse strøg igennem min krop og jeg begyndte at føle mig utilpas. Hvornår havde jeg sidst drukket? Jeg havde brug for at drikke, det kunne jeg mærke.

 Liam smilede til mig. ‘’Vi er enige om at Lawrence nu er 24, ikke? Hun kan godt tage hendes egne beslutnigner, uanset om hun så har været væk i mange år.’’

 Nogle børn spillede kort på bordet ved siden af os. De sad og grinede over nogle dårlige jokes og over at deres hår sad grimt. De var pisse irriterende, men jeg forsøgte så vidt muligt at vende min fulde opmærksomhed imod Liam. Jeg skulle fandme aldrig have børn.

 ‘’Jeg tror bare at jeg stadig ser Lawrence som en lille pige. Som dengang hun kun var 15.’’

 Jeg elskede den Lawrence. Men jeg elskede også den hun var nu. Det var underligt, for jeg savnede stadig min tid med hende dengang. Alligevel følte jeg at intet var anderledes nu. Som om at det hele var præcis som det var dengang.

 Liam grinede en smule og klappede mig på skuldrene. ‘’Sådan vil det altid være. Du har jo næsten kendt hende halvdelen af dit liv.’’

 ‘’Men Liam, hvad hvis det hele bliver ødelagt nu - hvad gør jeg så?''

 Han sad ikke længe og tænkte. Det var næsten som om at han havde ventet på at jeg stillede det spørgsmål. ‘’Harry. Du har fået Lawrence til at elske dig igen; efter alt der er sket, selv efter hun har hadet dig som pesten. Hun elsker dig virkelig. Men hun har også brug for hendes familie. Hun er kun et menneske. Og Harry, tro ikke at jeg ikke ved at du ikke snakker med din familie, for jeg har ikke set deres bil ved din lejlighed længe, men før eller siden, vil du også få brug for din.’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...