Cassy

Cassy er lettere deprimeret. Men hun er mere end deprimeret, hun er i fare. Hun ved det bare ikke selv. Hun har sin kæreste Mark, men tingene med ham går ikke som planlagt. Langt fra. Faktisk, er der ikke noget der går som planlagt for Cassy.

8Likes
12Kommentarer
649Visninger
AA

5. Cassy – Tilgivelse

Jeg kan høre ringeklokken nede fra den anden ende af huset. Det er femte gang den ringer, og man behøver ikke være Gud, for at vide hvem det mon er.

Han har lagt mindst femten beskeder, og skrevet nok fyrre SMS’er, men jeg kan ikke svare, ringe tilbage, eller gå ned for at åbne døren og lukke ham ind. Jeg har ikke lyst til at høre på hans forklaringer, eller hans undskyldninger. Og alligevel er der noget i mig som bare har lyst til at løbe ned, flå døren op og bare holde om ham som jeg aldrig har holdt om ham før. Slå ham så hårdt og så mange gange, men samtidig knuge mig tæt ind til ham, og lade ham trøste mig for de pinsler han har udsat mig for. Som Ingrid Bergman engang sagde “Lykke er et godt helbred og en dårlig hukommelse.”
Måske bliver jeg kun lykkelig igen hvis jeg glemmer fortiden. Glemmer hvad han har gjort, og tilgiver ham. Måske er det min eneste vej til et “godt helbred”. Og selvom det ikke er den eneste og sidste udvej, er det den eneste vej jeg har lyst til at tage, så jeg løber ned ad gangen, flår døren op, og spørger ham, om han vil med indenfor.

Det eneste jeg får ud af den reaktion, er en flæbende unge ude foran min hoveddør, som står og hikster og mumler, og til sidst får fremstammet noget om, at hans mor er blevet væk, og om jeg har set hende. Sikke et skod tidspunkt, nu skal jeg også tage stilling, til at en eller anden forbandet, tilfældig unge har mistet sin mor. Kunne han ikke have valgt en anden dør? Enhver anden. Men selvfølgelig er det ikke hans skyld, at jeg er så arrig og sensitiv, så jeg spørger om hans mors navn, hans nummer, giver ham en af mine hjemmebagte småkager – jeg har altid elsket at bage – og siger, at jeg nok skal ringe hvis jeg hører noget om hende. To sekunder efter dukker hun op i døråbningen bag ham, typisk, en rigtig hyggelig familiesammenkomst, lige her i min entré. Jeg havde da virkelig også haft nydt det, hvis det ikke var fordi tidspunktet var så dårligt. Moderen begynder at snakke om, at jeg skal da med hjem og have kaffe, og kan hun ikke også få sådan en småkage, og de skylder mig noget. Sådan en rigtig tante, der kysser en på kinden når man kommer til familiefødselsdage, og som altid giver gavekort til Matas i fødselsdagsgave. Det har jeg bare virkelig ikke overskud til lige nu. I stedet giver jeg hende en af mine småkager og fortæller hende, at jeg har travlt med en skoleopgave, og at det er jeg virkelig ked af. 
 Jeg lukker døren. Jeg fælder et par enkelte tårer, men det er jeg blevet vant til, så jeg tørrer dem hurtigt væk med håndfladen.

Telefonen ringer inde i stuen, og jeg ånder lettet op. Denne gang er det ham. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige til ham, jeg ved bare, at jeg vil tilgive ham. At han får en ny chance for at bevise, at det er mig han elsker, og at det andet var en fejltagelse. Jeg ved dog ikke, hvordan jeg skal sige det til ham.
Jeg ved, at jeg ikke bare kan fortælle ham, at jeg er ligeglad med at han elskede med en anden, for hvem er ligeglad med det?
Jeg er nødt til at få ham til at forstå, at det her er en ny chance. En ny begyndelse. Jeg det, nu kan vi starte forfra, vi kan blive glade igen. 

“Har du tænkt dig at sige noget, eller skal jeg smide røret på og håbe at du tager den imorgen?” Der er den igen. Hans altid rolige og trygge stemme. Jeg kan ikke forstå, at et menneske af så rar og kærlig natur, har gjort noget så ondskabsfuldt. Det er nok også mest derfor jeg tilgiver ham. Fordi jeg ved, at det ikke er sådan han er. Det er ikke ham. Han ville aldrig gøre noget for at såre mig, så jeg kan ikke tro på, at han var sig selv, da han gjorde det. Eller også vil jeg bare ikke tro på det. Men i hvert fald, jeg snøfter, tørrer et par tårer væk, og fortæller ham alle mine tanker. Alt hvad der har gået mig på, også før jeg vidste det her. Og alt hvad jeg har tænkt omkring det her. Da jeg er færdig med at fortælle, kan jeg høre en underlig lyd, og så er røret lagt på. Afbrød han samtalen? Da vel ikke med vilje? Det ville være en dum måde at takle en tilgivelse på, ifølge min, selvfølgelig meget moderniserede, forståelse.

Jeg sidder nede i soveværelset, jeg føler mig tom og uforstående. Magtesløs.
Jeg ved ikke engang hvordan jeg skal reagere da der igen bliver ringet på døren.
Forstår folk i denne by sig bare ikke på dårlig timing, eller er det besøg-en-deprimeret-dag?
Jeg slæber mine fødder hen ad gulvet, og åbner langsomt den store hoveddør, som til trods for størrelsen er ufatteligt let. Mark? Han var i telefonen lige før, hvor han ellers så pænt bare klaskede røret på, efter jeg havde brugt minimum en halv time på at forklare mig, og nu står han uden foran min dør? Jeg byder ham indenfor, helt tavs, selvom jeg mest af alt har lyst til at smække ham en stor fed lussing, og så efterfølgende pænt bede ham gå. Men det kan jeg ikke. Han er jo Mark, mit livs kærlighed. Sådan er det nødt til at være.

Han kan ikke kigge mig i øjnene, så han finder hele tiden et punkt på gulvet at kigge på. Det er ret underholdende, selvom det hele selvfølgelig er dybt seriøst. Efter at de første fem minutter er forløbet, hvor vi bare har siddet og gloet skiftesvist på hinanden og rundt i den gamle, victorianske stue, som to pensionister med demens, der ikke kan huske hinanden, men alligevel skal mødes igen efter alle de år, mander han sig endelig op. Han tager det første skridt, og taler. Siger noget med at han virkelig er ked af, at han smækkede røret på, det var bare uhørt vigtigt, det andet opkald han modtog. Og nu er han jo her, så er alt vel godt. Jeg kan næsten ikke holde min latter inde. Det hele er så langt ude. Så latterligt. Som om en eneste af de ting han kan fortælle mig lige nu er gode. Min mavefornemmelse fortæller mig, at det her var den gode nyhed. Og den har endnu engang ret. “Cassy, søde, jeg har en dårlig nyhed. Jeg er virkelig glad for, at du har tilgivet mig, det er jeg. Men jeg tror det kommer til at tage tid, og jeg har så travlt for tiden, er du sikker på at det er det her du vil?” Han lyder meget bedrøvet, men jeg er ikke helt sikker på, om han faktisk er det, eller om det bare er spil for galleriet. Jeg tør ikke længere stole på ham. Jeg har set satan i øjnene, og jeg så ikke noget kønt.

Jeg er ikke sikker på, om noget af det han siger er sandt længere. Hvis jeg mistror ham, og spørger om han har gjort noget, og han siger nej, kan jeg ikke engang tro på dét. Jeg tør ikke stole på ham, for jeg er bange for at få mit hjerte knust igen. Jeg ved af egen erfaring, hvor ondt det gjorde første gang, jeg har virkelig ikke lyst til at prøve det igen. Og måske, hvis jeg holder mig på afstand, antager at chancen for at han lyver en gang imellem er der, bliver jeg ikke så såret hvis han lyver.
Men jeg siger, at jeg er sikker på det er det her jeg vil. Egentligt er jeg ikke helt sikker, men jeg kan ikke gøre andet end at satse. Og jeg satser. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...