Cassy

Cassy er lettere deprimeret. Men hun er mere end deprimeret, hun er i fare. Hun ved det bare ikke selv. Hun har sin kæreste Mark, men tingene med ham går ikke som planlagt. Langt fra. Faktisk, er der ikke noget der går som planlagt for Cassy.

8Likes
12Kommentarer
644Visninger
AA

4. Cassy – Såret og alene

Det er blevet regnvejr, og det står ned i lårtykke stråler, men det eneste jeg kan tænke på er, at jeg bare gerne vil have fat i en taxa. Det er det eneste jeg vil lige nu, men der er åbenbart næsten ingen ledige lige i aften, så den eneste jeg kunne få fat på, var en taxa der først kan komme om en halv time, og manden i røret lød som en gammel, fordrukken, slukøret nisse. Ham håber jeg for alt i verden ikke at jeg skal køre med. Men selv det, vil være bedre end at sidde derinde bare to sekunder mere.
Og så beskylder de mig for det? Mener at jeg startede det? Den køber jeg ikke. Det er da i det mindste ikke mig, som har hundrede hemmeligheder i ærmet. Men det må de selv om. Jeg lader dem hjertens gerne sidde derinde og diskutere den halve nat om, hvem der har startet hvad, og hvem der har gjort hvad, jeg vil bare ikke være der imens. Ikke så meget fordi jeg ikke kan lide at diskutere, det kan alle jo engang imellem. Den følelse af bare at komme ud med sine frustrationer over for nogle, og nedlægge dem som en anden sulten løve, er til tider tilfredstillende. -selv for den bedste. 

Grunden til at jeg ikke kan klare at være derinde, er ikke diskussionerne om, hvem der startede det hele, eller alle de beskyldninger de kom med. Det var den hemmelighed. Den forfærdelige hemmelighed. Jeg kan mærke tårerne komme snigende igen, og jeg lægger hovedet svagt tilbage, kigger op mod aftenhimlen og blinker. Jeg vil ikke græde nu. 

Jeg ønsker som en gal, at jeg kan annullere den hemmelighed fra min hjerne. Sørge for at jeg aldrig har hørt den, eller måske gå helt tilbage og sørge for, at det der skabte hemmeligheden, aldrig skete. Men det kan man ikke, og det ved jeg jo godt. Jeg ville bare virkelig ønske at man kunne. Det ville gøre det hele så meget lettere, og jeg ville ikke være nødt til at bøje hovedet, hver gang de kigger hen mod mig. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle høre de ord, og slet ikke fra dem.

Da de, eller rettere han, fortalte det, følte jeg at min verden var ved at gå under. Om så tusinde samuraikrigere havde stukket sværd igennem mig, ville det stadig være lettere at håndtere, end den hemmelighed. 
Det er det eneste der kører rundt i hovedet på mig, og jeg kan ikke blive klog eller sikker på noget. Jeg ved ikke om der er andet jeg ikke ved, eller om grunden til at jeg skulle mødes med dem var, at jeg skulle have det af vide. Alt jeg ved er bare, at nu er jeg alene. Nu har jeg ikke engang ham, og denne gang er det ikke min skyld, at jeg er alene tilbage.

Det er deres. De har forrådt mig, gået bag om min ryg, og gjort ting ingen burde gøre mod deres, jeg vil næsten kalde det familie. Selvfølgelig var det Mark som måtte fortælle det. Hun ville ikke kunne gøre det uden at tude så meget imens, at jeg ikke ville have kunne forstå, hvad hun havde prøvet at sige. Hun har aldrig klaret konfrontationer særlig godt. Faktisk, har hun altid været en smule bange for dem. Susie kom mere til mig og spurgte, om ikke jeg kunne gøre det for hende. Om ikke jeg kunne snakke med dem hun havde problemer med, for hende. Så altså, han måtte mande sig op, og fortælle mig det. Lige som jeg altid har gjort for hende. Tøs.  Fortælle, hvor forfærdelige de havde været, da de lå i hans seng og elskede, mens han med et “jeg elsker dig” senere på aftenen havde fortalt mig, at han havde haft overarbejde. Jeg får lyst til at brække mig over dem. Tænk, at de har kunnet gøre det. Jeg har kendt dem i tyve år, mere endda. Jeg forstår ikke, at de kunne. 

Måske jeg kan snakke med Johan. Måske er der et håb for, at han vil lytte på mig, og være der for mig.

Men et håb er blot et håb, og jeg er bange for at jeg skal bruge mere end selv et mirakel.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...