Cassy

Cassy er lettere deprimeret. Men hun er mere end deprimeret, hun er i fare. Hun ved det bare ikke selv. Hun har sin kæreste Mark, men tingene med ham går ikke som planlagt. Langt fra. Faktisk, er der ikke noget der går som planlagt for Cassy.

8Likes
12Kommentarer
642Visninger
AA

1. Cassy – Mørket

Hjernen kører bare derudad. Tankerne får frit løb mod det mål der aldrig kommer, så de fortsætter bare i al evighed. Mine tanker er som Le Mans, bare hver dag. Jeg får aldrig fred. fireogtyve timer i døgnet, fuld fart frem. Og banen er rund, for tankerne kom igen, og igen, og igen. De tanker jeg ikke får fjernet, altså stort set dem allesammen, kommer igen. Nogle gange efter få minutter, andre gange efter flere dage, til tider uger.



I starten havde jeg holdt dem på afstand, men det varede ikke længe før jeg måtte give efter. De overtog mig, ødelagde mig psykisk. Jeg havde været kendt blandt venner som den der altid smilede, den der altid havde en sjov kommentar og et smil på læben. 
Nu var jeg ikke længere kendt blandt vennerne. De var langsomt forsvundet som tankerne overtog mit liv, min skæbne. Jeg havde ikke vidst, hvordan jeg havde skulle beholde dem. Det havde været hårdt for dem, at se mig have det så skidt uden at kunne gøre noget.
 Det havde været hårdt nogle gange at være nødt til at overse mig, for ikke at risikere, at der ville blive lagt en trist og grå stemning over dem. 
Det havde været hårdt for mig, at kæmpe for noget der var ødelagt af mit dårlige humør og de altid nedadvendte mundvige der har gjort mit ansigt lidt mere tyndt og usundt at se på. Med tiden er mine kinder sunket ind, og nu kan man næsten bruge mine kraveben som håndtag. Men det er ikke det værste.

Det værste er min kæreste, ham, som jeg hver dag hiver ind i problemerne, og trækker ned. Ham hvis liv også er blevet ødelagt af mit dræbende humør og altid nedadvendte mundvige. Men han kan ikke give slip. Jeg tvivler ikke på at han gerne vil, for det ved jeg, at han vil, men han kan ikke. Han elsker mig så forfærdeligt, umenneskeligt højt, og han håber hver dag, at jeg vil blive bedre, at det vil gå over. Han sætter al sin tid af til mig, gør alt hvad han overhovedet kan for mig, men han ser ikke at jeg bare bliver mørkere og mørkere.

Han er med tiden blevet immun overfor smerten der kommer når jeg råber af ham, eller nedværdigelsen når jeg ikke tror ham, når jeg spørger en milliard gange om hvad han lavede og om han løj, selvom han havde forklaret sig to milliarder gange. 
Det har medført utallige skænderier, og der har været en trykket stemning hver gang vi er i kontakt med hinanden. Hver eneste dag bliver vi uvenner over et eller andet åndssvagt. Størstedelen af gangene omhandler det åndssvage, noget jeg har mistroet, eller noget jeg har tænkt, som er røget ud på den helt forkerte måde. Det er alle frustrationerne. De får afløb på den måde.

Den mindste detalje giver mig en glasklar mulighed for at komme ud med det, og eftersom han er den eneste der stadig er her, går det altid ud over ham, og det ødelægger langsomt vores forhold. Faktisk er jeg ikke sikker på om vi er mere glade end vi er uvenner, og den tanke vækker et ubehag i mit sind. 
Vi lever i en stor spænding, som eksploderer en gang imellem, og når den eksploderer, er det slemt. Der bliver kastet med vaser og andre materialer, råbt de grimmeste ting og både slået og sparket. -både med og uden hæle.
 Den konflikt der har opbygget sig i takt med mit humørs forværrelse, vil ikke gå væk igen. I stedet bliver den bare værre og værre. Og større og større.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...