Cassy

Cassy er lettere deprimeret. Men hun er mere end deprimeret, hun er i fare. Hun ved det bare ikke selv. Hun har sin kæreste Mark, men tingene med ham går ikke som planlagt. Langt fra. Faktisk, er der ikke noget der går som planlagt for Cassy.

8Likes
12Kommentarer
644Visninger
AA

3. Cassy – Er det mod?

Jeg vågner af, at en solstråle nærmest brænder sig ind igennem mine øjenlåg og videre ind til mine øjne. Forår. 
Den dejligste årstid, bare ikke når man ikke har nogle gardiner, eller når man vågner en milliard gange om natten, fordi man har svedt al væsken ud af sin krop, så man ender i et kæmpe dilemma og et mindre skænderi med sig selv om, hvorvidt man skal tage et tæppe i stedet for den dejlige, bløde men varme dyne, eller om man skal svede sig selv halvt ihjel. Indtil nu har jeg valgt mulighed 2, og jeg synes da også selv at jeg ser mere og mere bleg ud for hver dag der går. Jeg overvejer et kort øjeblik, om jeg skal ty til den første mulighed, men et enkelt blik mod dynen og jeg er næsten i skam over at kunne komme med så frygtelig en overvejelse. Men det nu kunne være meget rart at sove en hel nat, for en gang skyld. Selvom det nok ikke så meget er dynens skyld, at jeg ikke har sovet ordentligt. Jeg kan helt ærligt ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet ordentligt, men jeg er helt klar over, at det var før jeg lod de andre tilbage, og holdt mig for mig selv.

Det var ikke nogen nem beslutning, selvom det måske nok er det de tror, men det var det bedste for alle parter. Jeg kunne ikke selv klare at se dem lide, til trods for at jeg virkelig anstrengte mig for ikke at tænke over, hvordan de havde det. Men mest af alt, var det nok fordi jeg ikke selv kunne klare al den sjov, og alt det hyggelige, al den glæde. Jeg ved godt, at jeg altid har været anderledes, og at det ville gå galt en dag, men jeg var ikke klar over hvilke følger det ville få, før det skete. Selvom de andre blev ved med at fortælle mig, at jeg skulle blive, at de holdt så meget af mig, og at de ikke kunne klare det uden mig, havde jeg været nødt til det. Det havde været den eneste udvej. Som at køre ud af en ensrettet vej, med en bølge af ild efter sig, og pludselig er broen man skulle køre ud af, knækket i to halve dele. Der er kun en udvej, og det er at satse på, at det man gør, er det rigtige. Hvad der ikke var med i planerne var, at Mark skulle køre med ud af vejen. Han skulle ikke have siddet i bilen ved siden af mig, men efterladt mig, da jeg kørte ud af vejen. Men det kunne han ikke, ligemeget hvad jeg sagde, det eneste han kunne var, at fortælle mig at de andre ikke måtte vide hvorfor også han gik.

Han har ringet tidligere, og jeg orker næsten ikke at ringe tilbage og høre hvad han nu har at sige, men jeg ved, at jeg er nødt til det. Så altså, planerne for i dag er, at jeg skal ringe tilbage til Mark. Interessant dag, fuldstændig lige som alle andre dage i mit ekstremt forudsigelige, kedelige liv. 

I telefonen kan jeg høre ringetonen kime, og jeg venter bare på at han tager den, for når han har taget den, er planerne for i dag opfyldt, og jeg kan gå tilbage til at lave ingenting.
“Cassy, hej. Godt at høre fra dig. Fik du min besked?” Han taler altid så meget, som om han har læst op til hvad han skal sige i sin næste telefonsamtale, eller også er han bare et ekstremt geni med en så vidensfyldt hjerne, at han dagen inden kan tænke på hvad han vil sige, når jeg ringer, og så ikke glemme et eneste ord af planerne for samtalen.

Jeg svarer med, at nej jeg har ikke lige fået set beskeden, og jeg er ked af, at jeg ikke tog telefonen tidligere, men jeg var ikke vågen da han ringede, og han godtager det. Det gør han altid. Den fyr er for sød. Især for en som mig, jeg bør have en der mistror mig for hver ting jeg siger, fordi hver ting jeg siger er en løgn, eller en halv sandhed.

I dag snakker han ikke så meget, hvilket får mig til at frygte, at der for en gangs skyld ligger noget bag. Og hvis der ligger noget bag, som Mark ikke har fortalt, er det fordi det er så skidt, at han ikke tør se reaktionen. Og sådan er det også denne gang. 
Da han endelig fik fortalt hvad det er jeg skal, kan jeg ikke lade være at måbe, men for hans skyld, vil jeg nu alligevel overveje at sige ja. Men kun en overvejelse, længere vil jeg ikke gå lige nu, det er et alt for stort skridt at tage, og det kan nemt vise sig at være en forhastet beslutning. 

Mørket falder stille på, og de blege stjerner titter forsigtigt frem på den mørke aftenhimmel. Det er så smukt, jeg kan ikke finde noget jeg hellere vil kigge på, end en klar stjerneplettet aftenhimmel. Alle de små forsigtige stjerner, der er blege og nøgne på den store skræmmende aftenhimmel. Selvom den er skræmmende, er den smuk. Jeg husker, at Mark og jeg altid gik ud, når det var klart, i de første år af vores forhold. Nu er det falmet lidt, og vores sans for romantik er ikke længere så strålende. Jeg kigger over mod den lille café, der måske lige om lidt, vil ændre mit liv fuldstændigt.

Jeg smiler lidt for mig selv, ikke fordi jeg har sagt ja til det, eller fordi der måske vil ske noget ubegribeligt interessant om nogle få minutter, men fordi jeg er her, i live. For bare et år siden, prøvede jeg at gøre en ende på det hele, men det lykkedes ikke. Mark fandt mig, og det er måske også det, der har haft en påvirkning på vores forhold, og på den spænding der er imellem os. Men i hvert fald, her står jeg, lyslevende, og igang med at gøre noget af det vildeste jeg længe har gjort. Jeg åbner forsigtigt den lille, hyggelige cafédør. Den er rød, den ser nymalet ud, og caféen ser nyrenoveret ud, men Mark nævnte jo også noget om, at caféen har fået en ny, moderne ejer, og at den efter lang tid endelig er kommet i brug igen.

I det jeg hænger sin jakke på knagerækken, mærker jeg tårerne presse på. De vil ud, som små sandkorn i en sandstorm der bare hvirvler frem og tilbage. Jeg kæmper for at holde dem inde. Jeg ved godt det ikke nytter noget at flæbe, eller spille uskyldig og trøstesløs, de vil ikke tilgive mig lettere af den grund. Så selvom mit hjerte er ved at hoppe ud af mit bryst, og mine tårer vil løbe, må jeg se spændt og glad ud.

Det er nok en af de hårdeste opgaver i livet, det at lade som om man er noget, man ikke er. Lige meget hvor meget man prøver at lægge følelserne væk, og gemme tårerne, kan man alligevel mærke dem i øjenkrogen, og ens mave er ved at eksplodere at nervøsitet og anspændthed over, hvad der vil ske. Nogle gange er det også sådan med mistro eller frygt. Hvis man virkelig er bange for, at en person har løjet, eller skjuler noget for en, får man den værste følelse i maven. Det gør direkte ondt. Det er som om, at ens mave er ved at sprænges, og man får kvalme og har bare lyst til at sige en masse onde og forfærdelige ord, bare for at komme ud med det, men man ved, at man er nødt til at holde det inde, for man kan ikke være bekendt at sige sådan nogle frygtelige ting.

Mens jeg langsomt går hen mod det bord de sidder ved, krummer min mave sig mere og mere sammen, og jeg får mere og mere lyst til bare at gemme mig under et af de andre borde. Men jeg ved også godt at det ikke nytter noget, jeg er nødt til bare at sætte mig derhen. I det jeg sætter mig på den ene af stolene, krummer min mave sig så meget sammen, at jeg i et øjeblik holder på den, i frygt for at den skal løbe sin vej. De kigger på mig, og det får mig til at blive endnu mere nervøs, men jeg overlever og tænker på dejlige cupcakes og andre søde sager. Det hjælper altid, søde sager er altid godt.

I starten siger ingen af os rigtigt noget, der er tavshed, og vi sidder bare stille og spiser vores mad, mens vi nogle gange kigger forsigtigt hen mod hinanden. Dog undgår vi for alt i verden øjenkontakt, det ville være så forfærdeligt akavet, hvis vi lige fik taget hinanden i at kigge, selvom vi jo godt ved, at vi sidder og kigger på hinanden. Mark sidder her også, ved siden af mig, og jeg knuger hans hånd, mens han beroligende nusser den, ved at køre sin tommelfinger langsomt op og ned af min hånd.

Vi begynder at falde i snak, og i løbet af få timer, føles det næsten som det var engang. Måske findes der bare nogle mennesker, man skal være sammen med. Måske er det min skæbne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...