Et liv uden Liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2016
  • Status: Færdig
Et bidrag til Olivia-konkurrencen der kommer lige fra hjertet :)

8Likes
10Kommentarer
255Visninger
AA

1. Et liv uden Liv

 

* Et liv uden Liv *
 

Det er slutningen af sommerferien. Normalt plejer jeg, at glæde mig til at komme i skole igen. Ikke fordi jeg altid er lige vild med at gå i skole, mere bare fordi jeg savner mine venner. Men i år er det anderledes. Jeg gider ikke i skole. Der er ikke noget at komme tilbage efter, udover lange kedsomme dage.

Liv skal stoppe. Liv som er min bedste veninde.  Liv som er skyld i, at jeg gider at stå op om morgenen. Jeg ved godt at det er tosset. Jeg har massere andre venner i klassen. Men bare ingen som Liv.

Jeg sidder på græsset ved søerne. Egentlig sidder jeg der for at skrive. Det plejer at være et af de steder, der inspirerer mig ligegyldigt hvilken tid på året det er. Men denne her sommerdag, er min hjerne helt død.

Siden jeg har slået op på i notesbogen er helt blank. Jeg sukker bare og ligger mig ned i græsset. Himmelen er blå. Jeg ved godt at det er ret normalt at den er blå, men i dag er den bare blå på en anden måde. Jeg kigger lidt på skyerne. Da jeg var lille elskede jeg, at se på skyerne og forestille mig hvordan de var at være på. Når jeg kiggede på de hvide ting lignede de drager eller enhjørninger. Lige nu lignede de bare skyer. Som man helt sikkert ikke kunne ligge på.

Hvad var der sket med mig? Hvad der sket med den gamle mig. Hende som altid kunne finde på en historie. Selvom historien bare handlede om en forbi passerende eller en fucking sten. Skulle alt det bare forsvinde ud af mit liv. Ligesom Liv var forsvundet.

Vores lærer sagde, at hun kun skulle være en måned på den nye skole, og så kom hun tilbage hvis det ikke var noget. Nogle af de andre piger troede at hun ville komme tilbage, men det var bare naivt. Hvorfor skulle hun det? Hun sagde også at hun ville blive ved med at hænge ud med os efter skole, men jeg vidste jo godt at hun brugte halvdelen af sin fritid på håndbold og hendes nye venner ville hurtigt begynde og bruge resten.

Jeg får ikke Liv tilbage, det er helt sikkert. Jeg græd ikke da jeg hørte det. Det virker mere skræmmende nu. Hvad skal der blive af mig? Vi var et lige antal af piger før Liv stoppede, men nu er der en til overs. Det er mig der er den til overs.

Jeg tager en tår af min slatne Pepsi Max og pakker mine ting sammen. Så går jeg op på Dronning Louises bro. Jeg står bare og kigger ud over det hele.

Der er så fandens mange kæreste par der går hånd i hånd. Flere bedste veninder der griner og fjoller rundt. Jeg husker på det Liv sagde med drenge. ”Det er godt at vi ikke har kærester. Vi har jo hinanden i stedet for.” Men hvad skulle jeg gøre det her år? Jeg havde ikke engang Liv.

Jeg gik videre ned i mod Blågårdsgade. Summende af liv. Men ikke mit liv. Ikke min Liv. Jeg smider min Pepsi ud. Den var alligevel klam. Så bestiller jeg en smoothie på en juice bar. Jeg sætter mig på en bænk, og tænker på hvordan Liv og jeg brugte sommeren sammen sidste år.

Vi skulle ikke på nogle ferier, men vi gik lange ture sammen, og sov i telt ude i hendes have.  Jeg husker hvordan vi spildte lyserød smoothie ud over deres sofa, og dækkede det med puder. Så vidt jeg ved har hendes forældre stadig ikke opdaget det.

Det er som om min smoothie ikke smager så super godt mere. Jeg holder den bare lidt uden at drikke af den.

Jeg husker det år hvor vi var i sommerhus sammen. Vi fik så mange myggestik at det næsten lignede at vi havde badet i myg. Vi stod tidligt op hver dag i sommerhuset og kørte ud til vandet på vores cykler. Så hoppede vi i de kolde bølger. Jeg kan huske hvordan Liv altid var den første, og måtte trække mig med ned. Det var iskoldt. Men når jeg endelig var nede var det rart.

Liv. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre uden hende. Hun er så åndsvagt fantastisk og jeg vil aldrig nogensinde kunne finde en bedste veninde, der kan måle sig med hende. Jeg ved at hun nok skal få nye venner på sin nye skole, rigtig hurtigt.

De kommer til at stå i kø for at blive hendes bedste veninde. Jeg håber bare, at du ikke glemmer mig helt. Du må gerne glemme mig lidt, bare ikke helt.

Jeg kan huske da vi var mindre. I 4. klasse. Vi skulle vælge veninde halskæder, og jeg fandt en hvor der stod BFF på. Hun smilede bare og sagde at den skulle vi ikke have. Da jeg spurgte hvorfor svarede hun at vi ikke kunne være bedste veninder forevigt. Jeg blev ked af det, men hun sagde at det ikke var fordi, hun ikke havde lyst. Det var fordi det ikke var muligt. Ingen ting ville vare forevigt, men hun håbede at det skulle vare i rigtig lang tid. Det håbede jeg også. Inderst inde troede jeg stadig at det ville blive forevigt. Men se engang. Hun fik ret igen. Det er en af de ting jeg hader allermest ved hende.

Jeg kan også huske hvilke halskæder vi endte med at vælge. Jeg har stadig min på. Den med månen og solen. For uden dagen kommer natten aldrig og uden natten kommer dagen aldrig. De har brug for hinanden til at skinne. Ligesom os.


Jeg ved at hvis jeg fortæller hende det her, vil hun sige at vi stadig kan være sammen, men det vil jo ikke være det samme. Det kan det aldrig blive, Liv. Jeg ved godt at skoleskiftet ikke er hendes beslutning og at der ikke er noget jeg kan gøre ved det. Jeg kan bare ikke finde ud af hvad jeg skal gøre nu. Efter alt det her. Efter hende. Det virker som om der ikke rigtig er mere at gøre. Jeg vil bare ligge mig til at dø langsomt.

Det her minder mig om at citat jeg så engang på Instagram: Breakups are hard, but loosing a friend is even harder. Det er så rigtigt. Hun har været der hele tiden. Mens alle andre bare kom og gik er hun blevet, men nu er det hendes tur til at gå. Hun stod af sidste skoledag. Og det skal jeg nok komme over. På et tidspunkt. Bare ikke helt endnu.

Nu skal du gøre dig klar på en af mine dårlige metafor-tingester.
Livet er lidt ligesom en bustur. Man står på som den første. Til at starte med er man helt alene, men så kommer folk ind. De fleste skal bare et par stop, men der er altid den ene person der skal det samme sted hen som en selv. Jeg troede at det var hende, men hun står af nu. Og jeg ved godt, at der er mange stop tilbage. Mange chancer for nye til at stå på, men lige nu ville jeg bare sådan ønske, at du var blevet på. Måske vil jeg stadig ønske det ved endestoppet? Det ved jeg ikke. 

Jeg ved bare at jeg vil savne hende i lang tid.

Først nu opdager jeg at der render store salte tårer ned af mine kinder. Nogle videre ned af min hage, andre ind i min mund. Jeg smiler, men græder stadig. Jeg ved ikke engang hvorfor jeg har det sådan her? Jeg har ikke grædt over det før nu? Så hvorfor nu? Lige midt ude i offentligheden.

Der er ikke så langt hjem. Jeg kunne vel bare gå hjem og græde videre der. Men jeg orker ikke at rejse mig. Jeg sidder bare og lader gråden spise af mig. Jeg må ligne et rent helvede, men jeg er ligeglad. Jeg er ligeglad med alt anden end Liv og min fremtid uden Liv. Mit liv uden Liv. Ironisk.

Mens jeg sidder i min rene elendighed og selvmedlidenhed, opdager jeg slet ikke at der er nogen, der sætter sig ved siden af mig. Jeg drejer hovedet og mine tårer gør det hele sløret. ”Liv?” Pigen ryster på hovedet og jeg blinker tårerne væk.

Hun ligner kun Liv på det brune hår. Ellers slet ikke. ”Jeg hedder Alma.” Jeg nikker og rejser mig. ”Vent, lige.” Hun rejser sig også. ”Jeg ved ikke helt hvad der er galt, men jeg er ret sikker på at du godt kunne bruge en krammer.” Jeg nikker bare og lader den totalt fremmede pige kramme mig.  Jeg fortæller hvad det handler om.

Hun dufter godt. Lidt af vaskekælder. ”Jeg ved præcis hvordan du har det.” Siger hun og vi sætter os på bænken igen. ”Jeg skal også skifte skole nu her. Og det er ret svært at sige farvel til alle. I det mindste skal du ikke et helt nyt sted hen.” Jeg nikker.

Hun har ret. Jeg skal i det mindste blive med de samme lærer og andre klasse kammerater, men det bliver bare aldrig det samme uden Liv. Det bliver bare aldrig det samme uden min Liv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...