Revenge

17-årige Miranda tager sammen med sin veninde, til One Direction koncert med backstage billetter. Men det er ikke første gang Mira, møder drengene og hun kan bestemt ikke lide dem mere. Hun bliver ved med at støde ind i Harry over alt, men hvad sker der når nogen får øjnene op for hendes talent for at danse? Og når hun bliver tilbudt et modeljob? Ja, det må tiden vise.

23Likes
8Kommentarer
8888Visninger
AA

5. Kapitel 4.

Søndag d. 13 Marts, 2011

”Mor?” Alt var sløret, men det lignede min mor. Det begyndte at blive skarpere, og jeg kunne se min mor og far stå ved min seng. ”Hvad er der sket?” hvorfor lå jeg i en hospitals seng? ”I kørte galt,” jeg kiggede skræmt på hende. Nej, det kan ikke passe! ”Er der sket dem noget?” Min mor nikkede. ”De er ikke sikker på om Emma overlever.” Jeg tog mine hænder op i mit hår og trak det tilbage. Jeg fik blanke øjne og fik mig sat helt op. Jeg trak benene helt op til mig og min mor kom helt hen til mig. Hun tog fat i min hånd, ”jeg er ked af det,” tårerne begyndte stille at trille. ”Kan jeg se hende?” En læge var kommet ind, hun nikkede og jeg var fuldkommen stabil, og behøvede ikke at være her inde mere. Jeg rejste mig og fulgte efter lægen, da jeg havde fortalt hvem jeg ville se. Hun lå i koma, og der var kun en minimal chance, for at hun klarede den. Da vi stod der inde tog jeg fat i hendes hånd. Hun havde sår mange steder i hovedet, det var slemt med hende. Det havde ikke været slemt med mig, kun nogle skrammer. ”Jeg håber du overlever,” hviskede jeg og slap derefter hendes hånd. Jeg havde fået besked på at gå ud. Jeg gik hen til et andet værelse, jeg havde fået besked på at min moster, onkel og fætter alle lå på. Det havde ikke været ligeså slemt med dem, men de var ikke alle vågnet i nu. Jeg trådte ind og kiggede på min sårbare fætter. Jeg lagde min hånd ovenpå hans lillebitte hånd og kyssede ham på panden. Han åbnede sine fine små øjne, han var stabil og vågen, men lå stadig fordi hans forældre ikke var vågnet. Jeg tog ham stille op og vuggede ham lidt. Han er så lille og alligevel sker det her for ham, jeg satte mig i stolen ved siden af min moster. Da jeg havde taget noget legetøj til ham. Da der var gået lidt tid rejste jeg mig, jeg åbnede døren ud til gangen med min fætter i armene. Jeg gik ned til venterummet, hvor mine forældre havde placeret sig. De havde valgt ikke at gå med mig derned, da det ville for mange med mere end mig.

Jeg satte mig i stolen ved siden af min mor, og hun flyttede dynen lidt væk fra ham. ”Moster!” Både min mor og jeg rettede blikket mod min anden Kusine, hun havde ikke kunnet tage med, fordi de ikke havde nok plads i bilen og så skulle hun et eller andet, andet. Min mor rejste sig hurtigt og løb hen til hende, hendes mascara var tværret ud. Hun lignede en vaskebjørn, okay, det er et dumt tidspunkt at sammenligne folk. Vi er på et hospital. Jeg rejste mig og gik hen til hende, hun så jeg havde William i armene. ”Er de andre vågne?” Jeg trak på skuldrende. ”Vi kan gå ned og tjekke det,” Vanessa nikkede og jeg rakte hende William. Vi begyndte at gå ned på hendes forældres stue. Vi gik ind og et hoved blev vendt mod os, min moster. Hun var vågnet. ”Hej,” hun smilede svagt og jeg smilte til hende.

”Er i Emma River’s familie?” Vi vendte blikket mod lægen. Vanessa nikkede, mens jeg stod frosset. ”Vi er kede af at meddele at hun ikke overlevede,” jeg fik blanke øjne og løb ud af rummet. Jeg fandt et rum og gled ned af en væg, jeg trak mine ben helt ind til mig og begyndte at græde. Græde som aldrig før. Jeg kiggede op og så min kusine, hun havde ikke længere William i armene. Hun gled ned ved siden af mig og begyndte at holde om mig, tårerne ramte ikke længere mig selv, men hende. Jeg snøftede. ”Det skal nok gå.” Jeg kiggede op på hende. ”Er du sikker?” hun nikkede og tog noget frem. Det var pokalen, ”skal du ikke vise dine forældre den? Den stod inde ved Emma,” jeg tog fat i den og minderne væltede frem. Bilen der skred, vendte rundt og vendte rundt. Emmas skrig og Williams gråd. Emmas greb om min hånd der løsnede sig. ”Nej!” Jeg slap den og mine øjne blev store, jeg begyndte igen at hulke. Jeg lagde mit hoved i mine hænder, hvorfor lige hende? Hvorfor ikke mig? Jeg kiggede på Vanessa, ” hvorfor kan du være så rolig? Du har lige fået at vide, at din søster er død!” Hun kiggede på mig. ”Måske kan du ikke se det på mig, men jeg er også ked af det. Men jeg forsøger at se glad ud, selvom jeg er knust. Jeg ved godt, jeg ikke behøver gøre det nu hvor jeg er ved dig, men jeg har svært ved at lade folk se mig indvendig. Jeg sætter en facade op og piller den kun ned, når jeg er helt alene. Derhjemme foreksempel.” Jeg ville ikke kunne finde ud af det. Hun rakte mig et stykke papir og jeg tørrede de værste tårer væk. ”Kom,” Vanessa rejste sig og rakte mig hendes hånd, jeg rejste mig med hjælp fra hende og vi gik ud i venterummet. Vanessa trak mig nærmest med afsted, vi stoppede foran mine forældre. ”Mira har noget hun gerne vil fortælle,” hun rakte mig pokalen bag ryggen. ”Emma, overlevede ikke” jeg prøvede at lyde stærk. ”Og jeg vandt,” jeg tog pokalen frem. Min mor smilede, men et falskt smil. Hun havde mistet sin niece. ”Flot skat,” jeg nikkede, men var ikke glad. Hun rakte mig hendes hånd og trak mig hen til hende. Hun fik mig til at sidde på hendes skød, jeg gemte mit hoved i hendes skulder og hun kyssede mit hår.

Onsdag d. 16 Marts, 2011

Tre lange dage var gået og jeg var lige hoppet i kjolen, jeg skulle have på til begravelsen. Jeg havde fået fri i dag, da det tager hårdt på mig. Jeg har mistet min kusine, bedste veninde. Jeg savner at have hende, i mit liv. Kjolen var en løs sort kjole, der kun lige passede mig. Min mor havde glattet mit hår, hvis det havde været enhver anden, havde jeg krøllet mit hår. Men det var min og Emmas ting, det ville bare blive værre, jeg har rent faktisk haft en facade sat op, siden vi var på hospitalet. Folk behøver ikke mærke min smerte, det føles som om man har en maske på, folk ser masken ikke det bag ved. Kun smilet, det falske smil. Men i dag bliver det anderledes, jeg lader tårerne få frit løb. Hun skal begraves i en lille kirke lidt udenfor London. Kirken hun er blevet døbt og den hun lige var blevet konfirmeret i. Alt for mange minder. Jeg krammede min moster og onkel, før jeg fandt Vanessa og William. William havde en fin smoking på, en ægte fin dreng. Vanessa havde hjulpet mig med at finde min kjole, og jeg havde været med ude og købe hendes. Jeg krammede hende og smilede over William. Vi gik indenfor i kirken og jeg satte mig forrest sammen med Vanessa, William, deres forældre og mine forældre. Vanessa holdte min hånd, det var rart at hun var der, ellers havde jeg ikke engang været okay, jeg havde været ødelagt. Hun holdt mig oppe, min støtte, tænk hun holder mig oppe og det er hendes søster. Præsten begyndte at tale om hende, alle de gode ting. Det de altid talte om når det var ’børn’ at de kunne få et langt liv og alt det pis. Men de kender ikke personerne, de har bare fået stukket et kort i hånden som de har læst op. Men de kender dem ikke.

Da præsten var færdig med at tale, rejste Emmas far sig og nogle andre mænd. De tog fat i kisten og bar hende ud. Jeg fulgte med ud og vi stoppede foran en åben grav, jeg kiggede på stenen, der allerede var sat i.

Emma Lime River

5/7-1996 – 13/3-2011

En tårer tittede frem og jeg tørrede den ihærdigt væk, da jeg tænkte på de gode stunder med hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...