Dance with my father - again

Tænk at en person, kan få ens verden til at falde sammen. I så stor stil at man ville ønske man ville forlade verden. Får man nogensinden sagt hvad man gerne vil, før det er forbi? Jeg har valgt at skrive denne historie over sangen "Dance with my father" - Luther Vandross

1Likes
0Kommentarer
80Visninger
AA

2. Ses vi i Nangijala?

""

 

1 måned senere 

Efter jeg havde fået informationen om at min far var syg, begyndte jeg at forstille mig verden uden min superhelt. Hvordan kan ens verden hænge sammen uden, den person som helt afgjort betyder mest. Vi kender vel alle nogen der har været ramt af kræft, det er efterhånden over det hele. Men jeg havde da aldrig i min vildeste fantasi, forstillet mig at det skulle ramme os så tæt på. 

 

”Når man lever i en verden hvor man ikke er alene, er man nødt til at tage hensyn til hinanden. Det er de fleste gode til… MEN”

 

Når alt kommer til alt så gælder der trods alt om ens egen overlevelse. Når nogen kommer til det punkt, hvor der ikke længere er noget at gøre. Bliver man nødt til at ligge sit liv i andres hænder. Så ændre man ret hurtigt det syn. Min far er en af de stædige typer, en der aldrig giver op og opnår alt hvad han vil. En ægte fighter. Når jeg tænker over det så ser min far mere og mere syg ud jo mere medicin og stråler han får. Lidt som de æder ham op.  Det er svært at være med på sidelinjen til de hele. Alle de undersøgelser, nye læger og sygeplejere. Bare nye indtryk og informationer hele tiden.

 

Jeg vidste godt at det betød meget for min far, at jeg holdte humøret højt og forsatte med at være den jeg nu var. Når jeg var i nærheden af min far gjorde jeg mit bedste. Så snart døren til mit værelse til gengæld så blev lukket, var det som det hele gik op for mig.  Ikke at have min far hjemme var det værste jeg havde prøvet. Det ikke at være i stand til at vide hvordan han har det hvert sekundet. Ingen er jo heller i tvivl om, at det ikke er fordi han er i bedring at han bliver fast indlagt på sygehuset. Den medicin min far blev behandlet med, havde ikke haft den ønskede effekt. Overlægen havde ikke lagt fingrene imellem at fortælle os at det her var sidste udvej. 

 

Den mand jeg hele mit liv havde set som urørlig og ustoppelig, havde nu ingen valg om at overgive sig til andre. Det gav en forfærdeligt sug i maven at se min far så medtaget og ingen kræfter længere. Hele mit liv mindede mest om et spil Antonius hvor jeg havde vundet alle gange, men nu kunne jeg ikke engang få bolden over taget. Jeg ture ikke sige det højt, men jeg var begyndt at forbedre mig på at tage afskeden med min egen superhelt. Det var en umulig opgave.

 

Jeg havde taget turen op til min far på syghuset, alene denne gang. Jeg manglede vores alene tid. Hvilket er dybt umuligt at få på et sygehus. Jeg forsøgte at lade som, det hele var normalt.  Mens jeg sad inde hos min far og vi snakkede om hvordan det gik der hjemme og at jeg lige havde  solgt en af vores heste. Kom en læge ind. Lægen hilste på os begge og rettede herefter blikket på min far. ”Når Henrik, nu er de sidste tal kommet, der er stadig ikke nogen bedring. Jeg bliver nødt til at fortælle dig at der snart ikke er mere vi kan gøre.” Det måtte simpelthen var hans spøg. Jeg rejste mig med hurtige bevægelser fra stolen og stormede ud på gangen. Jeg kunne høre min far kalde bag mig, men hans lille svage stemme. Jeg lagde vægten op mod vægen og gled langsomt ned mod gulvet. Jeg kunne intet se længere. Mine øjne var fyldt af tåre. Hvorfor kunne det ikke være mig der var blevet syg i stedte. Hvordan skal jeg kunne leve uden jeg har min far. Jeg sad længe i mine egne tanker indtil min mor tog fat i min skuldre. ”Hej Ida, vil du ikke komme med ind?” jeg kiggede ned på mit ur og opdagede at jeg havde siddet ude på gangen  lidt over en time. Hvad jeg havde tænkt på, det havde jeg ingen ide om. Da vi gik ind til min far, sad der den samme læge som tidligere havde været der, over ved bordet. ”Hej Ida, nu må du høre efter hvad jeg siger til dig. Det er aldrig nemt at have en syg forældre. Men du er nødt til at se over på din far og forsøge at accepterer at det desværre er fakta. Din far er meget syg.” jeg havde kun mit blik rettet mod min far. Alt andet i hele verden var ligegyldigt. Lægen forlod os og vi var nu alene, men ingen sagde noget. Hvis det var de her dage der var i vente, ville jeg godt nok helst bare være dem foruden. 

 

Da min mor og jeg var kommet hjem fra sygehuset, gik jeg direkte op på min værelse og lukkede mig inde i min egen lille bobbel. Faktisk havde jeg mest lyst til at blive hos min far og sove der, men det kunne bestemt ikke komme på tale. Jeg fandt en blok og en blyant frem. Det var som mine hænder vidste hvad de skulle skrive. Jeg kom ikke så langt. Mine øjne gled over papiret og tåre løb for alvor ned af mine kinder. 

 

Du er min far og jeg ved du venter på min på gården i Nangijala i Kirsebærdalen. miss you daddy

Her hjemme havde vi altid haft stor fornøjelse at Astrid Lindgrens eventyr og Brøderne Løvehjerte, var vel nok tæt på vores ynglings. Jeg vidste den her rejse ville blive den længste og mest snoede, jeg nogen siden ville opleve. Det var ved at gå op for mig. På en og samme tid var jeg så klar til at give slip på min far og på den anden siden, var jeg ved at gå til at skræk. Ingen var i tvivl om at min far ikke havde det godt. Hvilket jeg havde rigtigt svært ved. Når man elsker nogen så højt som jeg gør om min far. Så er det måske også der jeg må give slip og lade ham flyve. 

 

2 dage senere

Jeg stod lige nu ved siden af min fars seng på sygehuset, med min fars nu slappe hånd i min hånd. Han havde overgivet sig. Verdens sejeste mand, måtte se jeg slået at noget ingen rigtig kan blive klog på. Tårnerne løb ikke engang. Det her kunne jeg ikke sætte ord eller følelser på. Jeg havde ondt, ondt i hele min krop. Hvordan kan nogen være så ond, at de tager det eneste jeg holder rigtig af fra mig. Jeg vil altid være min fars lille pige og han vil altid være min superhelt. Alle de andre i rummet gik ud og jeg havde nu muligheden for at være alene med min far. Facaden blev smidt og alle følelserne væltede ud på en gang. Jeg forsøgte at sige noget, for jeg måtte sige det sidste farvel til ham. Jeg viskede stille "far, jeg vil altid holde øje med anden stjerne lige til højre for mælkevejen. Jeg ved du venter på mig ved Ønske Øen. Lad nu ikke kaptajn Klo gøre dig noget." Et lille smil gled over mine læber da jeg høre mig selv sige det. til sidst var der kun en ting at sige. "tak fordi du altid har troet på mig. Jeg giver aldrig op."

Nu var der kun en ting at gøre for mig, at være den version af mig, som min far holdte mest af. Alt hvad han havde fortalt mig gennem mine 19 år, skulle nu være minder for evigt. 

         

 

Begravelsen

"Og nu vil Ida, gerne have lov at sige et par ord." Præsten gik til side og alle øjne lå nu på mig. Jeg rejse mig og gik op til den kiste, men far nu lå i. jeg vendte mig væk fra alle de andre og lagde mine hænder på kisten og klemte kort om den. Jeg fik øjenkontakt med min beste veninde som sag to rækker nede i kirken, da jeg kiggede ud på alle de mennesker som var mødt op. Jeg træk vejret dybt og åbnede munden. 

"min far ville havde været så stolt, af at se alle jer her i dag. At i alle er mødt op for at hylde og mindes ham. Min far var ikke hvilken som helst mand. Han var far, mand, pedel, træner, Henrik fra skolen, kollega, men vigtigeste af alt så var han vores superhelt. Min far kunne alt. Skulle der laves noget nogen steder, så var han altid klar, han kune alt sport og ikke mindst var han det rareste menneske i nogensiden komme til at møde." Jeg smed et hurtigt blik over på kisten. "Far, nu hvor du er i krisebærdalen og venter på mig, ved jeg du har det bedre end du havde her til sidst. Du skal vide at du altid vil være indehave af over 80% af mit hjerte. Du har givet mig så mage oplevelser, tak." Jeg kiggede igen tilbage på alle de andre i kirken. "De sidste uger har krævet mere styrke end alle de armbøjninger eller andre øvelser min far har givet ud gennem de mange år. Jeg er stolt af, at have en far der har kæmpet alt hvad han kunne. Som han selv ville sige, så er det ike nogen skam at tabe til nogen der er stærker eller bedre end dig. Kære daddy, håber du har fået ro og kan slappe af og kan følge med i hvad jeg og de andre fortager sig fra nu af. Som mufasa forstæller Simba, så vil han altid være der til at lede ham. Lov mig du også vil lede mig." Min stemme var ved at knække og jeg kunne mærke tårerne, var ved at overvinde. "Til sidst vil jeg bare gerne sige at jeg har den bedste far i hele verden og jeg elsker ham utrolig højt." 

 

Jeg havde en overraskelse til alle de andre. Efter min far havde forladt os, havde jeg ike været i tvivl om at jeg skulle have ham ved min side resten af mit liv. Derfor havde jeg fået en tid hos tatovøren og havde fået lavet en tatovering om min egen daddy. Jeg var aldrig i tvivl om hvad det skulle være. Selvfølgelig skulle der noget Disney med ind over. For det var noget vi havde sammen min far og jeg. Han holdte så meget at eventyr og musikken fra Disney. Derfor blev det en kombi af min far og Disney. Derfor sad denne nu på min venstre side. Tæt på hjertet hvor min far havde sin plads. 

----------******----------

Så blev det slutning på min korte fortælling. Håber i kan lide den. Og faktisk, så sidden den tatovering på mine venstre ribben. Denne fortælling er skrevet med mig og min far i tankerne. Jeg indrømmer også gerne at der løb en enkelt tåre eller to ned over kinden her til sidst. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...