Dance with my father - again

Tænk at en person, kan få ens verden til at falde sammen. I så stor stil at man ville ønske man ville forlade verden. Får man nogensinden sagt hvad man gerne vil, før det er forbi? Jeg har valgt at skrive denne historie over sangen "Dance with my father" - Luther Vandross

1Likes
0Kommentarer
81Visninger
AA

1. Den eneste superhelt

*****

Back when I was a child, before life removed all the innocence 

My father would lift my high and dance with my mother and me and then

Pin me around `til I fell asleep

Then up the stairs he would carry me

And I knew for sure I was loved

 

*****

Ida´s synsvikle

Kære dagbog, eller bruger man overhoved det længere altså dagbøger? Nå jamen det gør jeg. I dag har været en af de dage, hvor jeg ikke har kunnet finde hoved og hale i noget som helst. Far var på sygehuset, igen. Synes efterhånden det er ved at være ret ofte.

 

*Flashback*

"Ida, kom lige ned i stuen". Jeg kunne høre min far kalde på mig. Så jeg rejste mig fra min ellers utrolig spændende  nærstudie af en danse video på youtube. Ned af trapperne kunne jeg høre mine forældres stemmer inde fra stuen, min mor lød ikke som hun plejede. Da jeg kom der i stillede jeg mig i døråbningen. "What´s up daddy?" "Ida, kom lige og sæt dig ned" - hvad forgik der? For det første den alvorlige tone, men hvorfor stod min mor ikke ude i køkkenet og lavede mad, klokken var lidt i seks. Jeg satte mig stille ned på gulvet, på den anden side af sofabordet. "Ida, der er noget vi skal fortælle dig, din mor og jeg." Den første tanke der strejfede mig, var om de nu skulle skilles. Ja, jeg er nok et af de eneste børn har håbet på det ville ske. Før jeg nåede videre ud af den tankestreg, stoppede min fars stemme mig, da han fortsatte. "Jeg ved ikke helt hvordan jeg nemmeste skal sige det her, men vi to har altid kunne snakke om alting. Ida, jeg har kræft." Hele min verden stod stille. Det var verdens største løgn, det min far lige havde fortalt mig. Min far kunne ikke være syg. Jeg åbnede munden for at sige noget, men for en gangs skyld var jeg mundlam, faktisk ikke bare mundlam, men lammet over hele kroppen. "Ida, jeg ved det ikke er nemt, men din far er rigtig syg og det er rigtig vigtigt du forstår det." Min mor kiggede undrende på mig. Jeg blev vred, det var ikke ham der skulle være syg. Hvorfor ham. Min far er mit et og alt og den bedste ven jeg nogensiden kunne få og altid vil have. "Du kan jo ikke være syg, far?" en enkelt tåre gled ned af min kind. "Kom her op Ida" min far åbnede sine arme og jeg rejste mig og gik over til ham. Nok var jeg 19 år gammel, men jeg kan altid have brug for en kramme fra min daddy.

*Flashback slut*

 

Far er stadig hjemme, men lægerne har gjort det klart, at hvis hans tal ikke bliver bedre, er det slut med at have hverdagen hjemme. Når jeg tænker tilbage, så har min far aldrig været syg før. Han er jo en superhelt. Min superhelt. Kære dagbog hvordan kan verden være så uretfærdig. Jeg savner da vi havde vores dagligdag ude i stalden ved hestene. Gården ligner heller ikke sig selv længere. Jeg forsøger at holde stalden. Gud altså hvor har far brugt meget tid på mine heste og selvfølgelig på mig. Jeg skal ride et stort stævne i næste måned. Det er svært at holde fokus på træningen, når far ikke længere er med på sidelinjen hver dag. Det heller ikke nemmere at omgås mor, selvfølgelig er hun også ked af det og arbejder mere. Men hvorfor skal hun altid blive vred på min. Vi skændes hver dag. Mest når far ikke er der. Min daddy er bare løsningen på alt. Love you daddy

 

Jeg lagde min dagbog med i skuffen ved siden af min seng. Det havde bare alt i alt været en skod dag. Når far havde det dårligt, havde jeg det også. Jeg ved godt, jeg skal hjælpe ham med at kæmpe, men det er ikke nemt, når det altid har været anderledes. Turen nedenunder og ud på badeværelset for at børste tænder, blev afbrudt at synet af min far som sad inde i sofaen og så tv. "Hvad så Ida, er du ikke gået i seng endu?" Jeg satte mig ved siden af min far og lagde mit hoved på hans skuldre. "Far, kan du huske, første gang jeg var oppe på Malou og red uden hænder, du ved cirkusprinsesse, som vi har billede af?" Der kom et smil på min fars læber. "Det kan du tro, der var du ikke ret stor, 4 år måske. Hun var nu en god pony, hende skulle vi aldrig have solgt." jeg begyndte at grine. "Far, det har du sagt så mange gange." "Hvorfor kom du til at tænkte på det, Ida?" "Jeg fandt bare hende boksskilt, tidligere, da jeg var ude i stalden." Min far rettede sig op og kiggede mere alvorligt på mig. "Kan du holde til at klarer det hele selv? Hvad med træningen går det fint." Var det nu jeg skulle begynde at græde og fortælle min far hvor meget jeg savnede at have vores kvalitetstid ude ved hestene. Selvfølgelig ikke. "Cape town går fint, det skal nok gå. Jeg har da fået mega store muller af at lave alt det boksarbejde." Vi grinte begge af min sidste kommentar. Da jeg var 14 købte min far en trillebøre til mig, som ikke vejede ret meget, fordi jeg ikke var stærk nok, til at køre de andre. "Når jeg må hellere se at komme i seng, jeg skal jo i skole i morgen" sagde jeg og rejste mig fra sofaen og gik ud og børstede mine tænder. Da jeg var kommet tilbage på min værelse, smed jeg mig på sengen og kiggede på i loftet. Jeg foldede mine hænder og bad en bøn, ikke fordi jeg er religiøs, men det skader vel aldrig. "Kære gud, eller hvem der nu er der oppe" - hey er det ikke sådan Josefine siger, altså hende fra Jesus og Josefine? Okay et lille sidespring. "Mit højeste ønske er at min far bliver rask, jeg ved godt det nok ikke sker til i morgen, men det vil betyde alt hvis han kan komme og se mig ride næste stævne." Jeg mente det virkelig, hvis jeg havde min far med på sidelinjen igen, ville jeg ikke være i stand til at tabe. Jeg slukkede det sidste lys, tjekkede lige min mobil og snappede godnat til min bedste veninde, der var sådan en ting vi havde hver aften. 

 

----------*****----------

En lille indledning til min nye movella, håber i vil tage jer tid til at læse den.     

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...