Talking to the moon

Input til konkurrencen "Musikkonurrence". Inspireret af: "Talking to the moon" af Bruno Mars

0Likes
1Kommentarer
100Visninger
AA

1. TALKING TO THE MOON

I dag er det fire måneder siden, tænkte jeg, fire måneder siden han døde... 

Jeg sad på mit værelse og stirrede ud ad vinduet. Himlen var klar, månen skinnede flot på himlen. Jeg sukkede, da jeg kunne mærke den første tåre trille langsomt ned ad min kind. Jeg magtede ikke engang at tørre den væk. En tåre blev efterfulgt af en anden, og før jeg vidste af det, var mit ansigt vådt af tårer. Jeg kørte hænderne rundt i hovedet før jeg rejste mig op og åbnede døren til min terrasse. Da jeg gik ud omfavnede den lune forårsbrise min krop. Jeg satte mig i min lænestol og beundrede de flotte stjerner og den mægtige måne. "Du har bare at passe godt på ham" mumlede jeg, og sendte månen et strengt blik, rystede derefter på hovedet af mig selv. "Du kan ikke engang høre mig, kan du? du svarer aldrig..." sagde jeg, og vidste selv ikke om jeg talte til månen eller ham. Den bløde vind legede blidt med mine hårlokker, præcis ligesom han gjorde dengang han var her... Var det et tegn på han hørte hvad jeg sagde? "Jeg savner dig" mumlede jeg, og trak mine knæ op under hagen, "og jeg glæder mig til vi mødes igen." Jeg så ud over terrassen, månens skær flettede sig ind med bølgerne i havet. Jeg lukkede øjnene, og lod alle vores minder skylle ind over mig. "Det kunne ske snart" sagde jeg overvejende, og åbnede igen øjnene for at se ud over vandet. Jeg mistede alt da jeg mistede ham. Men ingen forstår det. Jeg har prøvet at tale med folk, for det burde hjælpe. Men ingen forstår. Ingen forstår... Alle mener jeg burde komme videre. Det er jo trods alt fire måneder siden, siger de. Men de forstår det ikke... Du var alt jeg havde, du var mit liv! Jeg rejste mig op, og hoppede over stakittet der indrammede terrassen. Jeg gik og gik, indtil jeg kunne mærke det kolde havvand skylle ind over mine fødder, og det bløde sand sætte sig mellem mine tærer. Min hvide natkjole blafrede i vinden i takt med mit brune lange hår. Jeg så op på månen, der syntes at skinne lidt klarere som jeg kiggede op. Jeg lagde mig ned, og lod bølgerne skylle ind over mig, som alle minderne havde gjort. Snart behøvede jeg ikke leve i minder, snart kunne jeg lave flere minder. Flere minder med ham. "Tag mig med" hviskede jeg til bølgerne, og jeg lukkede øjnene. Mine tårer dannede et med bølgerne der plaskede hen over mit ansigt. "Jeg kommer til dig" hviskede jeg igen, og holdte vejret. Bølgerne fik fat i min krop og skyllede mig længere ud i vandet. Det var skræmmende, men på den anden side var det den bedste følelse jeg havde haft i flere måneder... I fire måneder. 

Luften svandt langsomt ud ad mine lunger til jeg til sidst lod mig give efter... Snart ville jeg være på den anden side. Snart ville den uendelige smerte og stik af sagn forsvinde.

 

"Jeg kommer nu"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...