Det at flyve

Hun kunne mærke det, mærke den livsglæde som hun altid havde haft! Endnu en god dag skulle til at begynde, og smilet var allerede smurt henover læberne på hende. De første måneder i tiendeklasse var nu gået, og det føltes som en dans på røde roser, hun var så høj på livet! Dagene gik så hurtigt - hun havde aldrig oplevet livet sådan, det var fantastisk. Nyforelsket, veninder, oplevelser... Hun havde altid været glad, men aldrig på denne måde, hun var mere end lykkelig! Pludselig kom der et lille bump på vejen, nej der kom flere, og pludselig var de ikke så små mere...

1Likes
1Kommentarer
93Visninger
AA

4. Redning.

De regnede med, at hun maks havde brug for fjorten dage, og at hun efterfølgende ville kunne tage til psykolog, hvis hun følte det var nødvendigt. Da hun havde, fået lagt sine ting ind på sit værelse, skulle hun ud og snakke med den psykolog, som hun var blevet tilknyttet under behandlingen, som det nu blev kaldt. Hun skulle have de grund-læggende regler fortalt, og have en forklaring på hvad de havde tænkt sig at gøre med hensyn til hende. Hendes psykolog var en middelaldrende kvinde med kort hår og briller, meget imødekommende. Hun fik to stykker papir, hvorpå reglerne for stedet stod:

* Den indlagte har ikke tilladelse til at have medbragte kommunikationsmidler.

* Den indlagte må få besøg hvis aftalt med tilsynsperson, mellem 10:00 - 12:00 eller 14:00 - 16:00.

* Den indlagte må ikke forlade bygningen uden sin tilsynsperson.

* Det er ikke tilladt at forlade sit værelse efter 22:00.

Og sådan fortsatte det, der var så mange ting, man hverken kunne eller måtte, men det accepterede hun, for hun vidste, at dette sted gik op i at hjælpe folk. Hun fik forklaret, at de med det samme ville gå i gang med hendes behandling, så de kunne få hende udskrevet hurtigst muligt. Dette betød, at hun skulle snakke med sin psykolog hver dag, for så havde de beregnet, at hvis det gik planmæssigt, ville hun som sagt kunne blive udskrevet efter fjorten dage. De lavede en aftale om, at hun skulle være ærlig hele tiden, for så ville det være lettere for dem at hjælpe hende. Hun fik en opgave for, og det var, at hun skulle skrive dagbog, de dage hun ikke havde det godt, eller når hun bare følte, hun havde brug for det, da det til tider kunne være lettere at udtrykke sig på skrift end i tale.

   Det første døgn holdt de øje med hende hele tiden, alt hvad hun gjorde. Hun havde fået et enkeltværelse, da de mente, det ville gøre det lettere for hende at åbne op for dem, så hun ikke følte, at hun også skulle bruge kræfter på at være social eller danne et bånd til en sambo. Værelset var ikke specielt stort, et kvadratisk rum med trægulve og hvide vægge. Der var en seng og en kommode til tøj med et spejl hængende over, og det var det. Hun havde fået af vide, at hun godt måtte hænge ting op på væggene, så da hun efter det første døgn havde snakket med sine forældre, havde hun bedt dem tage, det vægklistermærke hun lige havde købt med, næste gang de kom og besøgte hende. De kom dagen efter, inde hun skulle ind til sin daglige samtale. Hun forklarede, at hun ikke ønskede, at de fortalte ham noget, selvom han var hendes kæreste. Hun ville selv have lov at forklare, når hun blev udskrevet. De forstod hende og lovede ikke at sige noget. Han havde dog allerede haft ringet mere end ti gange den forrige dag, og de havde til sidst besluttet at tage hendes telefon. De havde sagt til ham, at hun var okay, men at han ikke ville kunne snakke med hende i noget tid. Han havde været helt panisk. Hun ville ikke have, han vidste noget, for hun ville ikke gøre ham mere bekymret end nødvendigt. Hun elskede ham så højt og glædede sig så meget til at se ham igen. Han var hendes store motivation i dette, hun ville ud snarest muligt, så hun kunne være sammen med ham, han var hendes et og alt. Hun var så glad for, at hun forelskede sig i ham, og hver gang hun kiggede op på sin væk efterfølgende stod der med sort " Loving you was one of the BEST decisions of my life", og det fik hende til at smule, han fik hende til at smile.

   De gik hele tiden fremad. Nogle dage var selvfølgelig bedre end andre, men hun kunne mærke, føle at det gik godt, at det var det helt rigtige valg, hun havde truffet. De var efter tolv dage, ved at gøre klar til at udskrive hende, da hun fik det største tilbagefald. Hun havde for første gang skrevet i dagbogen, forklaret, beskrevet hendes følelser. Hendes psykolog skulle som aftalt høre hende læse op, hvis hun havde skrevet noget. Med en rystende stemme læste hun: "Dag 12.. Jeg har fået det så godt, jeg er blevet så glad igen. Jeg vågnede tideligt, alt virkede sort og ligegyldigt. Min børste, jeg slog hjørnet af spejlet, og sagde til stuevagten at jeg skulle på toilet. Jeg skar, i håndledet, benet, halsen... Ikke at jeg ville væk, for det ønsker jeg ikke, men jeg kunne ikke stoppe igen, det var som den dag med pillerne. Jeg vil ikke tilbage til det, jeg vil ikke have de sorte dage, jeg vil være mig, hele tiden! Jeg ønsker, at jeg kan få mine største ønsker opfyldt. Jeg vil af med disse dage, jeg vil flyve og jeg vil hjem". Dette gjorde, at de måtte droppe alle tanker om at udskrive hende, og de fortsatte med en mere intens behandling. Hun måtte nu ikke engang gå på toilet selv. Da hun var kommet sig over dette tilbagefald, kom hendes positive jeg frem igen, og det endte med at der hver dag stod det samme i dagbogen: "Jeg er så tæt på målet, jeg kommer snart hjem". Hun troede nu fuldt ud på det og arbejde for at det skulle lykkedes. "Dag 33 - JEG SKAL HJEM!" efter treogtredive dage kunne hun endelig komme hjem. Treogtredive dage med lange dybe samtaler, overvågelse når hun spiste, var på toilet og nærmest også når hun sov. De syv kilo hun havde tabt, var hurtigt kommet på sidebenene igen. Hun blev udskrevet ved middagstid, sagde tak for hjælpen og tog med sine forældre hjem. Det var en af de bedste dage i hende liv. Hun havde nu i enogtyve dage ikke haft nogle problemer, hun var glad, hele tiden. Hun følte sig som sig selv. Nu skulle hun bare hjem til ham, hjem til kærligheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...