Det at flyve

Hun kunne mærke det, mærke den livsglæde som hun altid havde haft! Endnu en god dag skulle til at begynde, og smilet var allerede smurt henover læberne på hende. De første måneder i tiendeklasse var nu gået, og det føltes som en dans på røde roser, hun var så høj på livet! Dagene gik så hurtigt - hun havde aldrig oplevet livet sådan, det var fantastisk. Nyforelsket, veninder, oplevelser... Hun havde altid været glad, men aldrig på denne måde, hun var mere end lykkelig! Pludselig kom der et lille bump på vejen, nej der kom flere, og pludselig var de ikke så små mere...

1Likes
1Kommentarer
94Visninger
AA

3. Et skub i den rigtige retning.

Inden hun nåede at se sig om, havde sygeplejersken fundet en stue til hende, og hun var i fuld gang med udpump-ningen. Lægen der skulle observere hende efterfølgende stillede en masse spørgsmål, hvilket hun også sagtens kunne forstå. Han spurgte ind til hendes familie, barndom og om hendes selvmordtanker var nyankomne.  Hun måtte forklare ham, at hun ikke ønskede at dø. At hele denne hændelse var uforklarlig, da hun på intet tidspunkt havde tænkt på selvmord, men at det bare skete, det var ikke til at stoppe med at sluge pillerne, før alle var væk. Hun kunne se tvivlen i hans øjne, for det hun sad og fortalte var helt i skoven, for hvilken teenager ville vælge at sluge næsten et helt glas piller uden nogen grund eller bagtanke? Hun vidste godt selv, at det slet ikke var normalt, og for første gang i lang kunne hun tænke en smule klart, som hun gjorde før i tiden, hun kunne se, at hun ikke kunne klare det selv, at hun havde brug for hjælp. Efter to timers observering fik hun lov til at tage hjem, eller hun fik lov at ringe efter sine forældre. Hun bad om at få lov at overnatte på hospitalet, da hun ikke ønskede, de skulle vækkes klokken et om natten og blive bedt om at hente deres datter på hospitalet. Til sidst overgav stuevagten sig, og lod hende blive.

   Hun vågnede ved sin mors hulken. Hun åbnede øjnene og så sine forældre stå med armene om hinanden, hvordan kunne de vide, at hun var der? Det var ham, han var den eneste, der vidste, at hun var der, han havde kørt hende. Hun var ikke sur på ham, for hun havde gjort det samme. De så, hun var vågen, og de fløj om på hver sin side af hende. Hun satte sig roligt op, smilte til dem og sagde fast besluttet: "Jeg prøvede ikke at tage mit eget liv, og jeg har det godt, men jeg har brug for hjælp, så jeg kan blive mig selv hundredeprocent igen". De nikkede og krammede hende begge to, hun elskede dem så højt, og ønskede ikke at se dem sådan der på grund af hende. Det støttede bare mere op om hendes beslutning om at få hjælp. Hun kunne sagtens forstå dem, for hun havde holdt al forvirringen for sig selv, så det kom som et chok for dem. Efter de lige havde sundet sig lidt, kørte de alle hjem. Da de kom hjem, ringede hendes forældre med det samme til en psykolog, for at få en tid hurtigst muligt. Hun nægtede at tage til en psykolog og det forvirrede hendes forældre meget. Hun ville ikke nøjes med en samtale en gang om ugen, som de kunne tilbyde, hun ville gerne indlægges. Hendes forældre blev meget overrasket, og at høre hende sige det, men de tøvede ikke. De fik kontaktet, dem der skulle kontaktes, og så begyndte hun at pakke. Hun ville ikke ringe til ham, det kunne godt være, at han var hendes kæreste, men hun ønskede ikke at bekymre ham mere end nødvendigt.

   Hun ankom til et sted, hvor der stod smilende mennesker med åbne arme, ikke grå kedelige mennesker som hun havde hørt om. Nej, de så virkelig imødekommende ud, ikke at det var et sted, man ønskede at tilbringe en stor del af sit liv, men det gik an. Hun skulle snakke med en psykiater inden, så de kunne bedømme, om der overhovedet var nogen som helst grund til, at hun skulle indlægges. Hun troede, at hun skulle ind til et "forhør", men hun blev bare bedt om at snakke og fortælle, så det gjorde hun: "Jeg mener, at jeg skal være her, ikke i en lang periode, men bare den tid jeg skal bruge. Jeg har ændret mig, ændret mig så jeg ikke har kunne følge med. Jeg er så glad, men pludselig så nede, ja det normalt nok, men det er dette ikke, det er mere end bare de normale humørsvigninger i teenagealderen. Jeg er begyndt at tænke på døden, ikke voldsomt kun lidt. Det er mere uvisheden om hvordan det føles, og hvad der sker derefter. Ikke at jeg har selvmordstanker, men det mener folk, at jeg lige har modbevist. Grunden til jeg valgte frivilligt at tage herhen, er fordi jeg i går aftes valgte at sluge en masse piller, og mere forklaring kan jeg ikke give. Jeg ved bare, at jeg skal have et lille skub i den rigtige, så jeg kan blive mig selv igen". Psykiateren gik videre til sine medarbejdere og sammen besluttede de at lade hende indlægge. Lige at give skubbet i den rigtige retning, få hende gjort til sit rigtige jeg igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...