Det at flyve

Hun kunne mærke det, mærke den livsglæde som hun altid havde haft! Endnu en god dag skulle til at begynde, og smilet var allerede smurt henover læberne på hende. De første måneder i tiendeklasse var nu gået, og det føltes som en dans på røde roser, hun var så høj på livet! Dagene gik så hurtigt - hun havde aldrig oplevet livet sådan, det var fantastisk. Nyforelsket, veninder, oplevelser... Hun havde altid været glad, men aldrig på denne måde, hun var mere end lykkelig! Pludselig kom der et lille bump på vejen, nej der kom flere, og pludselig var de ikke så små mere...

1Likes
1Kommentarer
97Visninger
AA

2. Det gør ikke længere ondt.

Hun kunne ikke længere mærke det, hun lod ikke mærke til det, det var sådan hun var nu, sådan det føltes at være hende. Sådan havde de nået at ændre sig til på kun syv dage. Hun opførte sig, som hun plejede, smilede lige så meget som før og var den person hun altid havde været. Kæresten, han synes dog, at der var et eller andet ved hende, som der ikke plejede at være, noget der ikke kunne forklares. Han ville ikke spørge ind til det, for han vidste med sikkerhed, at hvis der var noget, ville hun komme og snakke med ham med det samme. Hun kunne bare have en dårlig periode/dårlige dage, det kunne være "den tid på måneden" eller hun kunne bare være, som alle andre piger er til tider. Han så forbi det uforklarlige og deres tætte og fantastiske forhold ændrede sig ikke det mindste.

   Gad vide om han så det? Måske han stod og fulgte med bag hende, uden hun vidste af det? Det havde hun tænkt til at starte med, men nu tænkte hun slet ikke mere. Til at starte med gik hun meget op i at ingen måtte finde ud af noget, men nu ja.. Nu var hun bare sådan, og det var kun hende selv der vidste det. Hun var stoppet med at spise, for det glemte hun fuldstændig. Ikke fordi hun ikke ville, eller fordi hun mente, hun var for tyk, hun glemte det bare. Hun havde mere travlt med at gå ind i sin egen verden med musik i ørerne, når hun var hjemme, og derfor sprang hun ubevidst måltiderne over. Hendes forældre lagde ikke mærke til det, da de troede hun ville tage det senere på aftenen, som hun altid havde gjort. Hun havde fundet sig til rette i sit nye jeg og levede hermed sit liv efter det.

  Hun lavede ikke længere sine lektier, og hvis hun gjorde, var det slet ikke så grundigt, som det ellers altid havde været. Hun var i ugens løb smuttet midt i timerne og havde endda droppet at tage i skole en dag. Undskyldningen til det hele var, at hun var syg eller havde det dårligt. Lærere og elever, venner og veninder troede på det, da hun aldrig løg om sådan noget, da hun hellere end gerne tog i skole, selvom hun var syg. Nu da hun sad der efter en hel uge, følte hun sig oprigtigt syg. Da hun som altid vejede sig den sidste dag i ugen, efter hun havde været i et langt og beroligende bad, havde hun tabt sig hele syv kilo. Hun tænkte ikke videre over det, og heller ikke at det kunne være grunden til, at hun følte sig syg. Hun lagde sig ind i hendes seng, startede musikken og kiggede op i loftet. Det gjorde hun hver dag, lige indtil hun ikke kunne holde øjnene åbne mere og lod dem glide i. Denne aften var bare anderledes...

  Sangen sluttede, og en ny begyndte. Hun havde ikke hørt den før, men den gjorde et eller andet ved hende. Den gik lige i hjertet, og stille trillede en tåre ned af hendes kind. En tåre der pludselig blev til flere, og med et lå hun bare med hovedet nede i puden og græd. Hun havde ikke grædt i lang tid og havde hverken haft lyst eller brug for det, men nu var det som om, der var noget der prikkede til hende. Det var så rart, hun følte sig pludselig så lettet og glad, men alligevel valgte hun at gøre noget, som hun aldrig nogensinde havde tænkt på at gøre. Ikke at hun ville dø, det troede hun da ikke, at hun ville lige nu, men uvisheden om følelsen når man så småt mistede alle kræfter, og alt i kroppen stoppede, eller om man ville forsvinde helt, var hende en gåde, som hun godt kunne lide at gå tænke på. Det var ikke derfor hun gjorde det, det skete bare. Hun hev sig langsom op af sengen, tog høretelefonerne ud af sine ører og slentrede roligt ud mod hendes badeværelse. Det var stadig en smule fugtigt, efter hun havde været i bad, da hun ikke havde åbnet vinduet. Hun gik over til håndvasken og åbnede sit skab hvor hun havde sine hovedpinepiller til at stå. Hun havde fået sådan en voldsom hovedpine af at græde, så hun blev nødt til at tage en til at falde i søvn på. Hun fiskede en op af glasset, bøjede sig indover håndvasken, tog noget vand i munden og slugte den. Hun tog en til, satte sig på gulvet, tog så en mere og sådan blev det ved, til der ikke var flere. Hun rejste sig og kiggede ind i spejlet, fik øjenkontakt med sig selv. Der stod hun og stirrede stift, mens hun tog sin mobil op ad lommen og ringede til ham. Han havde lige fået kørekort, så han kom med det samme. Han stillede ingen spørgsmålstegn, men kørte hende hurtigt til hospitalet, hvor hun selv gik ind, efter hun havde bedt ham køre hjem igen. Hun gik hen til en sygeplejerske og sagde kort: "Jeg har slugt en masse piller"..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...