Det at flyve

Hun kunne mærke det, mærke den livsglæde som hun altid havde haft! Endnu en god dag skulle til at begynde, og smilet var allerede smurt henover læberne på hende. De første måneder i tiendeklasse var nu gået, og det føltes som en dans på røde roser, hun var så høj på livet! Dagene gik så hurtigt - hun havde aldrig oplevet livet sådan, det var fantastisk. Nyforelsket, veninder, oplevelser... Hun havde altid været glad, men aldrig på denne måde, hun var mere end lykkelig! Pludselig kom der et lille bump på vejen, nej der kom flere, og pludselig var de ikke så små mere...

1Likes
1Kommentarer
94Visninger
AA

5. Det er okay nu.

Hun havde ringet til ham, da de kørte hjem, så da de drejede ind, stod han ved døren og ventede. Hun følte lidt, det var en film, at de nu skulle løbe ind i armene på hinanden. Ganske rigtigt så skete det. Hun havde ventet så længe på lige præcis dette kram fra denne person, hun var hjemme. De nåede kun lige at få armene om hinanden, før tårerne begyndte at trille ned af hans kinder. Hun havde aldrig troet, at hun skulle se ham græde, men det var ikke sådan, det skulle gå. Han rystede helt, og hun var på kanten til også at begynde og græde, men hun følte, at hun skulle være stærk nu. Han havde sikkert en masse spørgsmål og tanker, som han havde brug for at komme ud med. Hun var så klar, hun var så glad. Hun tog ham i hånden, og de gik sammen ind på hendes værelse. Han stoppede ikke igen, han sad bare der, kiggede på hende og græd. Hun kyssede ham på kinden, lagde hovedet på hans skulder og sagde: "Det er okay nu". De sad bare der, og stilheden spredte sig i hele huset. Pludselig var det som om, at han blev ramt af en pil, og han begyndte at snakke. "Jeg forstår det ikke? Hvor har du været? Hospitalet? Jeg har ikke kunne forstå det, for jeg har ikke kunne komme i kontakt med dig, jeg troede, at du var fordi, du ikke ville mig mere. Efter et par dage blev jeg mere og mere bange og nu.. Der er gået treogtredive dage, og jeg ser dig nu. Hvad er der sket?" Hun kunne næsten ikke forstå, hvad han sagde, for han blev kvalt i sin egen gråd. Hun rømmede sig, og så begyndte hun ellers at fortælle. Hun startede helt fra begyndelsen, for det havde han fortjent. Han lignede en, der havde et set et spøgelse, da hun var færdig. Han sad bare og kiggede lige ud i luften. Så lænede han sig over mod hende, gav hende et forsigtigt kys, som om han var bange for at gøre hende ondt, og sagde lavt "Jeg elsker dig". Hun fik sådan en mærkelig fornemmelse i kroppen, en prikkende fornemmelse. Hun var sig selv igen, hun var lige der, hvor hun skulle være, og hun var mere end lykkelig.

   De lå bare ved siden af hinanden i hendes seng, med dæmpet musik i baggrunden og snakkede. Hun udbrød pludselig: "Tre ting du vil nå, inden du dør?" Han drejede sig en halv omgang og rynkede hans bryn. Han tænkte lidt, og fortalte hende, at han gerne ville nå at besøge et af de fattige børnehjem i verden, have dannet sin egen familie og blive gammel. Han spurgte derefter hende, og hun svarede hurtigt: "Jeg vil nå at finde en fantastisk og trofast kæreste, se et sted hvor der midt i det hele er en klippekant med tres meters fald og så vil jeg gerne prøve at flyve". De fortsatte med at snakke om emnet, og de blev enige om, at de nok skulle nå det.

   Hun havde nu været hjemme i tre timer, og det føltes fantastisk. Hun havde dog brug for en ting, og det var at få lov at være alene. I de sidste treogtredive dag havde hun haft noget omkring sig hele tiden, og hun havde ikke haft mulighed for at tage hen, hvor hun ville. Hun snakkede med sine forældre om det, og de sagde, at det var helt i orden, hvis hun lige havde brug for lidt tid alene. Hun gav ham lov til at blive, til hun kom hjem igen. Hun tog en taske, hvorefter hun puttede en vanddunk, regnjakke og mobil i. Hun kyssede ham, gik ud af hoveddøren og råbte højt og livligt "Vi ses senere folkens". Hun vidste lige præcis, hvor hun ville hen, et sted hvor der ikke var nogen. Da hun så bussen kører, løb hun alt det hun kunne, og det lykkedes hende at få den stoppet. Bussen destination var Oplak. Det var en meget længere tur end forventet, men efter cirka tre timer ankom hun. Hun havde altid drømt om at opleve, den måde jorden bare pludselig stoppede på, en klippe med tres meter ned. Hun gik ud til kanten og kiggede ned. Hun gispede, der var længere ned, end hun lige havde forventet. Der lå en presenning bag et træ, og derpå smed hun sin taske. Hun stod bare ude i åbningen, hvor jorden stoppede. Det var rart, for hun var helt alene, ingen til at holde øje med hende, kun hende. Hun tænkte. Hun var blevet så glad igen, og hun fungerede som menneske igen. Hun var lykkelig. Hun tænkte på de tre ting, hun ville nå inden døden. Hun havde allerede fundet en trofast og fantastisk kæreste, og hun havde nu set det sted, som hun havde drømt om. Hun manglede derfor kun en ting, og det kunne hun ikke lade være med at smile over. Hun var så glad, så lykkelig. Det havde hun bare lyst til at skrige til hele verden. Det var lige meget hun manglede den ene ting, det at flyve, hun havde masser af tid. Det skulle hun nok nå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...