Dangerous War - Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2016
  • Opdateret: 16 jul. 2016
  • Status: Færdig
Som 16 årige får Hayley Mcloyd, et helt speciel tilbud, men et risikabelt tilbud. Et tilbud, om at tage Afghanistan et helt måned, hvor hun skal pleje de sårede soldater. Hayley vælger at takke ja til tilbuddet, trods de farlige omstændigheder. Hayley får som opgave, at passe en dreng med lyst hår, samt de smukkeste blå øjne. Men var det noget med at det var lidt risikabelt at tage der ned, i sær når man får stablet et godt venskab på benene. (PS. dette er en skole opgave jeg engang skrev, så jeg valgte at lægge den herind, da en veninde påstod den var god. Og så skal det lige siges at det bare er et langt kapitel:))

11Likes
6Kommentarer
446Visninger

1. ...

 

Den første dag var nu gået stille og rolig, der var ikke sket noget stort. Ligesom jeg troede jeg havde fyreaften, lød nogle høje stemmer.

"Alle på pladserne, vi har en alvorlig tilskadekommende. Vi har ikke meget tid, han har mistet meget blod!" Råbte en af de mange soldater, der var klædt i det samme, camouflage tøj, dog med lidt blod på nu. 

Hurtigt var alle sygeplejerskerne klar på deres pladser, det samme var jeg. Den unge dreng blev lagt på båren, han så ud til at være i så meget smerte, at han slet ikke registrerede hvad der skete omkring ham. Båren blev endnu en gang svøbet ind i det røde blod, den havde nu klaret det godt, efter de utallige mange soldater der havde lagt på den, enten halv død eller hård kvæstet, denne gang var ingen undtagelse.

Mit blik lod hurtigt studere ham, ung mand, ikke meget ældre end mig ville jeg skyde på, lyst hår, med brune rødder, og øjne så blå som havet.

"Der sprang en bombe lige ved siden af ham, men han var ikke hurtig nok.." lød det sørgemodigt fra en af dem der havde båret ham her ind. "Stakkels lille Nialler.."Trist kiggede de på deres ven der lagde der på båren og forblødte. 

Jeg løftede blikket op mod dem, og fik øjnkontakt med den ene af dem, og sende dem så et medfølende blik. Han nikkede lidt på hovedet, og tøffede så trist, ud af døren igen, så lægerne kunne få fuld koncentration.

Hurtigt kom jeg ind i kampen igen, og greb saksen, og begyndte så at klippe stoffet i bukserne op. Synet der mødte mig, var grusomt, knogler stak frem her og der, samt et stort åbent kødsår, det kunne umuligt tyde godt.

***

Drengen med de smukke øjne, og det lyse hår, også kaldet Niall som havde jeg fundet ud af han hed da jeg skrev hans journal, var nu blevet opereret. Vi havde gjort alt vi kunne, og måtte nu bare vente. Vente tiden var altid det værste, man vidste aldrig om personen vågnede op igen, eller om man skulle ringe hjem til de pårørende, og fortælle dem det de gik og frygtede hver eneste dag vil være sket. 

Det var ikke fordi jeg havde været her i frygtelig lang tid, men en uge havde jeg dog været her. På en uge kunne der ske meget. Jeg havde oplevet mange frygtelige ting, men alligevel redet en masse liv, på en enkelt lille uge. Jeg elskede at kunne gøre en forskel på verden, at hjælpe i hvilken som helst situation, det var en fantastisk følelse. 

Halvdelen af Nialls venstre ben var lam, intet kunne vi gøre for det ikke blev det. Med mindre vi skulle amputere det, men det var yderst sjældent det blev gjort, når det alligevel godt ville kunne fungere som normalt, selvfølgelige ville det kræve en del optræning. Der ville selvfølgelige også komme et stort ar, men det var det mindste man tænkte på, bare man ville overleve, hvilket jeg håbede på Niall gjorde. Fra knæet af, og ned til anklen var benet lammet, i starten ville selve foden også være det, men med optræning ville det hjælpe på det. 

Jeg havde fået tildelt opgavet at holde opsyn med ham, så her sad jeg på min flade, og beundrede ham. 

Han lagde fredfyldt i sengen med lukkede øjne, og trak tungt vejret. Et par slanger stak ud her og der, samt en del skrammer i ansigtet. 

 

Et par timer var efterhånden gået, alt i mens jeg havde studeret Niall, der stadig lagde fredfyldt på sengen. Men der skulle snart ske noget, hvis han skulle have en chance, jeg vil så nødigt ringe hjem til hans forældre, og fortælle dem at Niall ikke havde overlevet.

Blikket røg endnu en gang over på ham, som de havde gjort de sidste mange timer, et smil gled over mit ansigt. Han så så uskyldig ud, han lignede slet ikke en der hørte til sådan et sted som her, nærmere en der festede med vennerne weekenden lang, og gik i skole til hverdag.

Et slags grynt, afbrød min tankegang, straks var mit blik på Niall som bevægede sig en smule. På nul komma fem var jeg oppe af den hårde stol, og klar på hans venstre side. 

Flere små grynte lyde, passerede Nialls mund. Jeg kunne ikke lade være med at udstøde et svagt grin, og rettede så på nogle slanger.

Pludselig skete det, Niall glippede let med øjne, og lukkede nogle flere grynte lyde ud, denne gang lød de mere som om han havde svært ved at trække vejret. Han satte sig pludselig brat op, og begyndte at hoste, først voldsomt, men det blev svagere og svagere. "Shh, dybe indåndinger, Niall" Niall prøvede hektisk at efterligne mig, med mine dybe indåndinger. "D-de-det gør o-ondt.." panikkede han, og lagde hånden på hjertet. Jeg nikkede lidt, og prøvede så igen at sige han skulle tage dybe indåndinger. 

Forsigtigt løftede jeg hans arme op over hovedet, så der var frie luftveje. Det lod til at blive bedre, for han slappede lidt mere af, og hans vejrtrækninger blev normale igen. 

Han lagde sig tungt ned i sengen igen, og lukkede udmattet øjne i igen. "Nej Niall, du kan sove igen lige om lidt, ik'? Du skal lige have lidt smertestillende" Sammentrykkede jeg, og fandt nogle piller i skabet ved siden af sengen. 

Han slugte dem i en enkelt mundfuld, og sukkede så dybt. "Jeg meddeler lige du er vågnet, Niall. Så jeg kommer om fem minutter igen" Meddelte jeg Niall, som lignede en der kunne falde i søvn når som helst. Han nikkede svagt på hovedet, så det næsten ikke var til at se.

Jeg tøffede hurtigt ned mod kontoret, for at se de mange læger sidde og snakke sammen. "Niall er vågnet", de rettede hurtigt deres blikke mod mig, da de havde hørt den glædelige nyhed. "Fantastisk, Hayley!" Lød det glad fra Sharon, som havde lært mig op i de mange ting hernede. Ivrigt nikkede jeg på hovedet, og så storsmilende på dem.

Jeg satte kursen ned mod Niall igen, som denne gang så lidt friskere ud. 

"Mit ben.." Stammede han, jeg smillede betryggende til ham,og gav mig så til at forklare. 

"Kan du huske hvad der er sket?" Niall rystede tøvende på hovedet, som om han frygtede hvad der var sket. "I var ude at træne, da der pludselig blev smidt en bombe, du var så uheldig at være tættest på den. Bomben sprang men du var ikke hurtig nok, ingen ville være hurtig nok for at komme væk fra en bombe. Du er blevet opereret, og lægerne gjorde alt de kunne. Dit venstre ben fra knæet af er lammet, men med en god omgang genoptræning, vil din fod komme til at virke optimalt igen. Men fra knæet af og ned til anklen ville du ikke ikke kunne mærke"  Afsluttede jeg min lange prædiken. Niall kiggede skræmt på mig, og så videre ned på benet, for at se om det nu var rigtigt det jeg stod her og sagde. Pludselig kom han med et grin, "Så må jeg nok være lidt tung i røven, hvis jeg ikke nåede væk.." Grinte han, jeg så lidt overrasket på ham, men grinte så. 

Tænk han kunne side her og grine, og lave sjov med at han lige havde fået af vide at han var lam i det ene ben. Det måtte jeg altså tage hatten af for. 

***

Niall og jeg havde nu siddet og snakket i en del timer, men det var nu hyggeligt. Som tiden var gået havde jeg fundet ud af en masse ting om ham. Niall var en utrolig sjov person når det kom il stykket, han havde altid et smil om læberne, og lavede de værste jokes.

"Uh jeg har en god en nu!" Udbrød Niall, og havde et lusket smil om læberne. "Kom med den" Grinte jeg.

"Banke, banke på"

"Hvem er det?"

"Mad"

"Mad, hvem?"

"Mad, som i jeg ELSKER maddd!" Sang Niall, og brød ud i en høj latter. Jeg kunne heller ikke lade være med at grine over hans platte jokes. 

"Jeg er faktisk sulten, nu når vi snakker om mad" Lød det fra os i kor, og endnu en gang brød vi ud i grin. "Hm, jeg tror faktisk også der er aftensmad nu her" Mumlede jeg tænksom. Inden jeg fik spurgt ham ad, om at hvad han skulle have at spise begyndte han at remse op. "En sandwich, nogle kartofler, måske noget kød.. uh og en dessert, en stor potion." Overrasket over han kunne spise så meget, gloede jeg på ham. Niall løftede bare spørgende det ene øjenbryn, og viftede så med hånden, som om jeg var hans tjener. Jeg gav ham fingeren og begav mig så ned mod maden, på vej der ned kunne man høre Niall der grinte. 

Nialls ordre var nu fuldført.. Jeg havde som han havde bedt om, lavet en kylling sandwich, fundet nogle kartofler med lidt klumpet sovs, et eller andet mærkeligt kød, og som prikken over i'et, et stort stykke vanilje is, med et godt lag karamelsovs til.

Jeg skubbede døren op til værelset, hvor jeg blev mødt af Niall der lagde i sygesengen, og slikkede sig grådigt om læberne da han fik øje på maden i mine hænder. Bakken med maden blev sat i skødet på Niall, som lystigt gav sig til at proppe maden i sig. Æblet jeg snuppede fra kantinen, så enligt ikke spor lækker ud men alligevel gav jeg mig til at gnaske det i mig. 

Blikket røg lige hurtigt op på ham for at tjekke alt var som det skulle være, men det skulle jeg vidst ikke have gjort. Niall sad og prøvede på at gabe munden så meget op, så han kunne få en bid, men det så HELT forkert ud. Et højt skingert grin fandt sig vej ud over mine læber, så det gibbede i Niall. Han kiggede uforstående på mig, men indså hurtigt at jeg havde busted ham i det, så han kunne heller ikke selv holde grinet indenbors.

***

Næste morgen vågnede jeg ved at mit irriterende vækkeur hylede. Jeg strakte mig, men min fødder stødte på væggen, samt mine hænder. Jeg sukkede lidt, men svang så benene ud over sengekanten, og trissede så over til det lille skab hvor mit tøj lå stakket op i. Det blev bare til et par tilfældige knælange bukser, samt den hvide t-shirt vi hver især havde fået tildelt. 

Jeg besluttede mig for at smutte ned i køkkenet og lave lidt morgenmad til både Niall og jeg. Det blev bare til et stykke tørt brød, med et styk lugtede ost på til mig. Hvor jeg derimod lavede en lækker bakke mad en masse forskellige mad til Niall, han var trods alt patienten her. Jeg begav mig ned mod Nialls værelse med min oste mad i den ene hånd, og Nialls bakke i den anden. 

Forsigtigt åbnede jeg døren ind til Nialls værelse, som knap nok kunne rumme en enkelt seng. Han lagde med ryggen til mig, så jeg gik ud fra at han stadig sov. Jeg stillede bakken med morgenmaden på det lille bord, som stod ved siden af sengen. På bordet stod en enkelt blomster buket, samt et billede af Nialls familie, hvilket jeg fandt utroligt sødt. 

Listende kom jeg om på anden side af sengen, så jeg nu stod med front til den sovende Niall. Han lagde fredfyldt med lukkede øjne, og en anelse åben mund, hvor der af og til kom små grynt ud af. Jeg fniste lavt for mig selv, og prikkede ham så blidt på næsen, så han irriteret rynkede på næsen. Med et stort grin smurt ud i ansigtet gjorde jeg det igen, igen rynkede han irriteret på næsen, og prøvede at puste den irriterende 'flue' væk. Som jeg lige skulle til at gøre det igen, greb hans hånd ud efter mit spinkle håndled. Forskrækket lod jeg et hvin slippe ud, da jeg troede han sov. Han åbnede det ene øje på klem, stadig med hans hånd om mit håndled, og lod så et grin slippe ud gennem hans lyserøde læber.

***

Som dagene gik, blev Niall og jeg bedre og bedre venner. Det føles som vi havde kendt hinanden hele livet, men rent faktisk var det bare nogle få uger. Vi havde være samme fra morgen til aften, han var en fantastisk ven. Og så var Niall begyndt at komme lidt op at gå, men det tog laang tid, før han ville kunne gå normalt.

Da han jo ikke kunne gå så godt endnu, kørte jeg ham i en kørestol, men altså det gik ikke altid lige godt. Den anden dag havde vi lavet kørestoleløb, det gik enligt meget godt, indtil den sure gamle overlæge kom ud fra en dør, og vi kom sådan lidt til at køre ind i hende, så vi alle tre var væltet omkuld.. Niall og jeg flækkede af grin, og kunne slet ikke stoppe igen. 

I dag var der en del uroligheder ude foran sygehuset, så folk panikkede en smule. Mig og Niall havde bare sat inde på hans værelse og snakket, siden vi stod op ved 7 tiden, og klokken var vidst omkring de 12 stykker lige nu. 

"Hvorfor tror du der er så meget kaos der ude?" Lød det spørgende fra Niall, og gjorde så et nik mod det lille vindue. "Jeg har virkelig ingen anelse, Niall" Sukkede jeg, "Forhåbentligt har de ikke tænkt sig at bombe sygehuset" jokede han med et smil om læberne. Jeg grinte lidt, men blev afbrudt af et højt råb efterfulgt af et skud. Niall kiggede panisk på mig, men det hjalp vidst ikke meget, da jeg kiggede lige så panisk på ham. 

"Hvad va-" Niall skulle til at sige noget, men blev afbrudt af endnu flere skud, samt råb. "Niall vi må væk i en fart!" råbte jeg for at overdøve de mange larmende skud man kunne høre på gangen. Hurtigt tog jeg ham i armen, og prøvede på at hive ham ud af sengen, smerten stod som skrevet i panden på Niall, da han gjorde sit bedste for at komme ud af den seng. "Niall hurtigere, kom nu du kan godt!" Jeg gjorde mit bedste for at bevare roen, men det var svært når man stod i situationen som her. Han skulle lige til at placere fødderne på det kolde cement gulv, da glasset i vinduet pludselig gik i tusinder af stykker. Vi vendte os begge om, og så til vores store rædsel at vinduet var smadret. De havde skudt mod vores vindue.. Jeg greb igen Nialls arm, så at han endelig var kommet ud af sengen.

Så hurtig vi nu kunne bevægede vi os ned af gangen, hvor vi mødte flere paniske mennesker. Jeg måtte sænke farten da Niall jo ikke kunne løbe så stærkt. Han så ud til at være i voldsomme smerter, men humpede stadig med.

Vi nåede endelig udgangen, men på den anden side af døren stod der en stor flok soldater og hamrede og sparkede på døren. Panisk kiggede jeg rundt da skud flere skud lød, "Uhm.." Mumlede jeg for mig selv, og tog så Niall i hånden endnu en gang. "Kom!" Hastede jeg. 

Vi løb ned af gangene, da jeg pludselig så Sharon lå nede på gulvet, med blodet strømmenede ud fra brystet. "Nej, Sharon!" Græd jeg da jeg nærmest smed mig på gulvet ved siden af hende, hun kunne ikke være død! Hun var sådan en sød dame! "Hayley kom, vi kan ikke gøre noget.. Vi må finde et sted at gemme os, hvis vi ikke skal ende som hende" Niall kiggede undskylende på mig, men sorgen var stadig i øjne på ham. "Jam-  Vi kan-.. Vi kan da ikke bare efterlade hende", tårende trillede ned af kinderne på mig, febrilsk prøvede jeg at tørre dem væk, men de blev ved. 

Niall trak mig op at stå igen, og trak mig hurtigt ind i et kram. "Vi har kke tid til det her, Niall" mumlede jeg ned i hans t-shirt, stadig med tårende trillerne ned af kinderne. "Kom" Da jeg blev oplært af Sharon, havde hun vidst mig en slags hemmelig dør ud til nogle container, og der havde jeg tænkt mig vi skulle hen.

Den grønne container var det eneste sted jeg lige opfangede som gemme sted, "Her over, Hayley!" råbte Niall, der på en eller anden mystisk måde var nået foran mig. Mine ben satte hurtigt i løb over mod ham, mens mit blik søgte rundt for at tjekke der ikke var nogen. Jeg nåede hen til Niall som sad helt klods op af containernes side, jeg satte mig tæt op af ham. Niall lagde betryggende en arm rundt om mig. Jeg kiggede overrasket op, men fik bare et forsigtigt smil tilbage. Men der var noget i hans smil der fik mig til at tænke. Han så bange ud, men det var der jo heller ikke noget at sige til.

På så kort tid havde vi fået stablet et fantastisk venskab på benene. Jeg tror aldrig jeg havde haft en så fantastisk ven før, han kunne bringe et smil frem på mine læber uanset hvad humør jeg var i. Niall var bare generelt en fantastisk person i sig selv, altid med et smil på læben, altid så positiv, altid klar med en eller anden plat joke. Niall var og er min bedste ven.

Idet samme som jeg troede der var ved at være ro på, kom en flyver susende over sygehuset. Nialls blik mødte mit, vi kiggede begge undrende på hinanden. Men da flyveren igen kom over os, røg blikket derop. Ned fra flyet røg en sort ting, og det værste var at jeg vidste hvad det var.. 

I en hurtig bevægelse gemte jeg mit hovedet i Nialls trøje, som lagde en arm rundt om mig, og knurrede mig ind til ham. 

"Uanset hvad Hayley, skal du vide du er en fantastisk person! Du har virkelig et hjerte af guld. Jeg elsker dig, glem ALDRIG det!" Mumlede Niall ned i håret på mig. "Niall jeg kunne sige en hel roman, men jeg nøjes bare med at sige; du er min bedste rigtige ven!" Det blev lidt utydelig, men jeg vidste Niall havde hørt det. 

Tiden føles som at gå i slowmotion, mens vi bare sad her helt uvidende, og skæmt. Niall knurrede mig tætter ind til sig, som om han var bange for at miste mig. Det var jeg, jeg var bange for at miste ham, bange for at skulle være alene igen, bange for hvad der ville ske lige om lidt. 

Pludselig lød et højt brag, og en voldsom smerte skød igennem mig. Det føles som om jeg blev revet væk fra Niall, "Niall" Hørte jeg mig selv skrige, inden sorte prikker dannede sig for øjne af mig, "Hayle-" blev der pludselig sagt, men inden længe var alt sort, lydene flød sammen i en, så de til sidst blev til en utydelig summen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...