Kaos

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2016
  • Opdateret: 30 jun. 2016
  • Status: Igang
Mit bidrag til musik-konkurrencen. Inspireret af sangen "run" af Daughter.

0Likes
0Kommentarer
129Visninger

2. Løb

Jeg ved ikke, om vinduet var min mors, eller om det tilhørte en anden i lejlighedskomplekset.

 

Men Martin tog min kuffert og begyndte at løbe, hurtigt, og jeg hev efter vejret, mens jeg forsøgte at følge med.

Jeg var ved at falde over en løsreven fortovsflise, men stoppede faldet, inden jeg ramte jorden. Det var mørkt, gadebelysningen var skummel og halvdelen af lygtepælene virkede ikke.

 

"Jeg tror ikke engang, det.. det.. det var m-min mor" forsøgte jeg at sige, mens vi løb henover vejen i et tempo, jeg aldrig havde løbet i før. Han tog bare min hånd og satte farten op, og det føltes næsten som om mine ben ville lette fra jorden, og jeg ville begynde at flyve bag ham.

 

Først da vi var nået ud til den store vej satte han tempoet ned, og jeg begyndte at hoste i regnvejret.

"Jeg forstår ikke hvor... hvordan du løber så h-hurtigt" sagde jeg mellem hostene. Han grinede bare.

"Måske opdagede du det ikke, men du løb faktisk lige så hurtigt som mig" sagde han. Men han sagde det med den mest overskudsagtige, optimistiske stemme, selvom han lignede én, der ikke havde sovet i alt for lang tid. Jeg forsatte med at hive efter vejret. Vi gik i vejkanten. Planen var at blaffe til København.

 

Man kunne høre vandet i hans sko, når han gik, og man kunne se på ham, at han rystede.

 

Jeg tog min kuffert igen, og i det samme blev lyden af de små kufferthjul mod asfalten erstattet af lyden fra nogle meget større hjul, som kom drønende længere nede af vejen. Vi stillede os op og hævede tommelfingrene, da den grå varevogn kørte forbi. Enten så han os ikke, eller også var han bare ligeglad.

"Ellers må vi bare til Købehavn" sagde Martin.

Jeg grinede og sagde, at det nok ville tage et stykke tid.

"Det har jeg gjort før, faktisk" sagde han, "sidst, jeg boede hos Jamil, gik jeg hele vejen."

Jeg har aldrig mødt Jamil, men jeg ved, at han har en lejlighed et sted på Amager, og at vi må bo i den ind til vi finder noget andet. "Jamen hvorfor?" spurgte jeg "det må da h-ha' taget vildt lang tid."

- "Gjorde det også. Tænkte ikke lige på at blaffe".

 

En lille, hvid bil kørte langsomt op på siden af os. Jeg havde slet ikke ænset den. Vinduerne på begge sider var rullet op, og inde i bilen sad en dame, som kiggede på Martin og sagde "Gud, hej!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...