Pandora og Caleb

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2016
  • Opdateret: 1 aug. 2016
  • Status: Igang
Pandora er 17 år gammel og bor i en lille by, Wellston, Oklahoma, helt derude hvor kragerne vender. Hun har ikke mange venner og interesserer sig primært for at læse, især gamle myter. Hun er godt tilfreds med sin ensformige tilværelse. En dag bliver hendes verden dog vendt på hovedet, da en ny dreng, Caleb, flytter til Wellston. For Caleb er ikke helt som de andre fyre.

8Likes
11Kommentarer
459Visninger
AA

1. Mig, Pandora

 

”Argh!”

En lille lyd undslap mig, da jeg vendte siden. Jeg kiggede på min pegefinger og fik øje på et lille papercut, hvorfra en enkelt bloddråbe krøb frem. Inden jeg kunne nå at flytte bogen eller hånden, faldt dråben fra min fingerspids og landede midt på side 287 i min yndlingsbog.

Satans også!

Jeg stak min finger i munden for at undgå flere bloddråber på det dyrebare og greb med min frie hånd ud efter en pakke Kleenex på natbordet, som lå tilbage fra min forkølelse i sidste uge. Jeg fik med en smule besvær fisket et stykke hvidt papir op og begyndte ihærdigt at gnubbe på den lille blodplet, der allerede havde spredt sig, så det dækkede hele otte ord. Jeg fik det værste væk, men der var stadig en rød aftegning midt på siden og jeg sukkede lavmælt, stadig med den blødende finger på tungen.

Bogmærket, jeg brugte i denne bog, var et bredt, rødt stykke silkebånd, som jeg placerede på den blodplettede side, inden jeg lukkede bogen og lagde den fra mig. Omslaget var prydet af to statuer, en kvinde, der er ved at blive forvandlet til et træ og en mand, der kigger på hende, samt ordene ”Ovid Metamorphoses”.

Ovids Metamorfoser er en samling af alle de største og vigtigste romerske og græske myter. Billedet på forsiden var fra fortællingen om Apollo og Daphne. Den handler om, at Apollo, der er gud for musik, sang og lyset (og navnet på en af vores katte), driller Amor med hans bue og pil. Amor bliver vred og skyder Apollo med en pil, der gør ham forelsket i nymfen Daphne. Bagefter rammer han Daphne med en pil, der får hende til at hade Apollo. Apollo begyndte at jagte den smukke, unge nymfe, men hun flygter fra ham. Da Apollo, med Amors hjælp, indhenter Daphne, kalder hun på sin far, flodguden Peneus, og beder ham forvandle hende, så Apollo ikke kan få hende. Peneus hører hendes bøn og forvandler hende til et laurbærtræ. Apollo elskede hende dog stadig og han brugte sine kræfter som gud til at gøre hende udødelig og evigt ung, og det er derfor, laurbærtræer ikke visner om vinteren.

Historier som denne har altid fascineret mig. Metamorfoserne, som består af flere hundrede historier som den om Apollo og Daphne, fortæller både om moral, etik og giver forklaringer på fysiske fænomener. Selvfølgelig tror jeg ikke på det, men de er meget interessante.

En af de største grunde til det, var nok mit navn. Pandora. Ja, Pandora. Det lyder mærkeligt og hippie-agtigt. Jeg ved det godt. Men det var min mor, der valgte det. Det var også hende, der gjorde mig interesseret i mytologi til at starte med, fordi det var hendes store passion.

Pandora var den allerførste menneske-kvinde, der blev skabt i hele verden. Hun blev lavet af Hefaistos, søn af Hera (Zeus’ kone og gudinde for moderskabet), som brugte fugtig jord til at bygge hende.

Pandora var en smuk, ung jomfru, ligeså yndig som en gudinde. Zeus bad nogle af de andre guder om hjælp til at opdrage hende og forme hendes sind. Athena, gudinden for visdom, gjorde hende kunstnerisk, Afrodite, gudinde for skønhed og lyst, gav hende charme og evnen til at forføre og Hermes, gudernes sendebud, gjorde hende hyklerisk og overmodig. Ikke super smart gjort af Hermes, hvis man spørger mig.

Guderne gav nu Pandora en æske at passe på og formanede hende om IKKE at åbne den. Men på grund af Hermes’ uduelighed blev hun naturligvis dumdristig og åbnede æsken. Fra æsken fløj alle mulige slags ulykker og spredte sig i verden og kun håbet var tilbage i æsken, da Pandora lukkede låget. Ifølge mytologien er dette grunden til, at der sker ulykker i verden.

Jeg kunne ikke undgå at tænke over, hvorfor min mor ville give mig det samme navn, som den, der er grunden til alle verdens ulykker. Hun forsikrede mig dog altid om, at navnet havde jeg fået fra Pandoras’ skønhed.

Jeg tog fingeren ud af munden og inspicerede. Såret var ikke specielt dybt, og det var næsten holdt op med at bløde. Jeg holdt det hvide Kleenex, som jeg havde brugt til bogen, rundt om min finger, mens jeg behændigt hoppede ned fra min vindueskarm. Mine fødder ramte det lyse trægulv med et lavt bump.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...