Pandora og Caleb

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2016
  • Opdateret: 1 aug. 2016
  • Status: Igang
Pandora er 17 år gammel og bor i en lille by, Wellston, Oklahoma, helt derude hvor kragerne vender. Hun har ikke mange venner og interesserer sig primært for at læse, især gamle myter. Hun er godt tilfreds med sin ensformige tilværelse. En dag bliver hendes verden dog vendt på hovedet, da en ny dreng, Caleb, flytter til Wellston. For Caleb er ikke helt som de andre fyre.

8Likes
11Kommentarer
460Visninger
AA

3. Fremmede

Min mor rejste sig pludselig op med et sæt. Jeg nåede end ikke at opfatte hendes bevægelse, før jeg klodset var tumlet ned af hængesofaen og lå med kinden mod det tørre græs, som den ubarmhjertige Oklahoma-sol ikke havde levnet en chance for at klare sig sommeren igennem. Jeg tog mig til mit ømme højre knæ, der havde ramt jorden først.

”Hvad laver du?!” spurgte jeg irriteret.

Men min mor allerede halvvejs henne ved verandaen. Hun sprang hurtigt og adræt op af de små trin, mens hun rullede skjorteærmerne endnu længere op og greb den nærmeste pensel. Et øjeblik var jeg helt rundt på gulvet, men så gik det op for mig, at hun sikkert var kommet i tanker om en detalje, der manglede på billedet. Jeg ville gerne have spurgt hende, men det er noget nær umuligt at komme i kontakt med min mor, når hun er ”i zonen”, som hun selv ynder at kalde det. I stedet rejste jeg mig langsomt op, ømmede mig en smule og tjekkede hurtigt min krop for skrammer. Det så ikke slemt ud, hvis man så bort fra jordfarven på mit tøj og en hudafskrabning i min ene håndflade. Håret lignede også en fuglerede, men det gør mit hår nu ret ofte. Jeg dumpede ned i hængesofaen og lod den svaje let frem og tilbage.

Sådan sad jeg så, i beskidt tøj, med uglet hår, en skrabet håndflade og en rift på kinden, som jeg ikke selv havde opdaget endnu. Solen fandt vej gennem træets blade og gjorde min pande våd af sved. Jeg må have lignet noget, som selv katten ville være betænkelig ved at slæbe ind.

Og så så jeg ham for allerførste gang. Det var kun et kort glimt. En sølvgrå bil trillede langsomt forbi ude på vejen. Vinduerne var rullet ned, og der sad fire mennesker i bilen, i hvert fald så vidt jeg kunne se. Ved rattet sad en mand på omkring 50 år. Hans gråbrune hår var sparsomt, men han havde fuldskæg. Han var i en kortærmet, hvid poloskjorte og havde solbriller på. Overvægtig var måske en overdrivelse, men der var ingen tvivl om, at manden i hvert fald ikke glemte sine måltider. Hans størrelse blev yderligere forstærket ved en højde, der gjorde, at han måtte sænke hovedet ned mellem skuldrene for at kunne være i bilen. Ved hans side sad hans diametrale modsætning. Kvinden var godt nok aldersmæssigt ca. som ham, men hun var meget lille og spinkel. Et nips, ville man nok kalde hende. Hun var i en smagfuld, hvid sommerkjole og havde en sandfarvet håndtaske i skødet, der sikkert havde kostet mere end hele mit værelse. Hendes øjne var også skjult bag nogle enorme solbriller, der bar påskriften ”Michael Kors” (eller ”Michael Kors i røven, der er dyrt”, som jeg plejede at kalde det). På bagsædet sad to børn. Mellem dem var en stor kuffert, så jeg kun kunne se benene af personen bag den. Det lignede pigeben.

På min side af kufferten havde jeg dog frit udsyn til en dreng. Han var omkring min alder, ca. 17-18 år. Han var høj, som manden på forsædet, men samtidig slank som kvinden. Han havde ikke solbriller på, men det var ikke nødvendigt. I stedet for at se ud på himlen var hans næse dybt begravet i en bog, som jeg ikke kunne skimte titlen på. Han var blegere end resten af familien, måske fordi han, som lige nu, foretrak en bog fremfor at nyde verden udenfor.

Jeg nåede kun at betragte sceneriet kort, før bilen var kørt forbi vores have og drejet om hjørnet. Da den først var væk, begyndte min hjerne at arbejde.

Jeg bor i Wellston i Oklahoma. Wellston er en meget lille by, her bor kun omkring 800 mennesker. ”By” er måske næsten en overdrivelse. Derfor ved alle, stort set, hvem alle er. Der kommer aldrig turister til Wellston, end ikke gennemkørende, for vi ligger ikke på ruten til noget som helst spændende. Det var også derfor, jeg lagde ekstra meget mærke til bilen. Den bil eller de mennesker var aldrig før blevet set i Wellston. Måske var de kørt forkert? Eller måske besøgte de et gammelt eller sygt familiemedlem?

Jeg vendte mig om for at spørge min mor, men hun var stadig ”i zonen”. Chancen for, at hun overhovedet havde ænset bilen, var nærmest ikkeeksisterende. Jeg rejste mig noget tankefuldt og gik ind i huset for at tage et bad og finde noget tøj, der ikke havde været udsat for Wellston tørre jordstøv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...