Pandora og Caleb

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2016
  • Opdateret: 1 aug. 2016
  • Status: Igang
Pandora er 17 år gammel og bor i en lille by, Wellston, Oklahoma, helt derude hvor kragerne vender. Hun har ikke mange venner og interesserer sig primært for at læse, især gamle myter. Hun er godt tilfreds med sin ensformige tilværelse. En dag bliver hendes verden dog vendt på hovedet, da en ny dreng, Caleb, flytter til Wellston. For Caleb er ikke helt som de andre fyre.

8Likes
11Kommentarer
452Visninger
AA

2. Billedet og bjørnen

”Pandora! Kom og se!”

Det var min mors smukke, melodiøse stemme, der rungede mellem væggene. Hendes stemme havde altid været den mest behagelige lyd i min verden. Den havde bare altid været der. Da jeg var lille, læste hun historier højt for mig hver eneste aften. Jeg kunne slet ikke falde i søvn uden mindst et kapitel, helst flere. Hun fortalte mig især myter. Hun fortalte om guder, nymfer, mennesker, dyr og alt derimellem.

Jeg krydsede mit værelse i 5 skridt med på mine korte ben, åbnede døren og gik ned af den rundede trætrappe. Ved foden af trappen stod min mor. Hun var en køn kvinde, eller havde i hvert fald været det engang. Fire børn havde taget hårdt på hende. Alligevel var hun et af de mest friske og levende mennesker, jeg kendte. Hendes hvide tænder rakte fra øre til øre i det brede smil og hendes øjne skinnede af fryd. Hun havde hvide og grønne malerpletter i ansigtet og på den lyseblå skjorte. Ærmerne var blevet rullet op og hendes pjuskede, gråbrune hår sad i en rodet knold, der var ved at glide ud.

”Hvad har du så lavet denne gang?” spurgte jeg hende med et drilsk smil.

Jeg tog de sidste fire trin et mere dovent tempo. Da jeg nåede foden af trappen, vendte min mor mig hurtigt rundt og lagde sin hænder for mine øjne. Hendes hænder var hårde og ru. Det var kommet af alt hendes hårde arbejde.

Min mor skifter hobbyer som vinden vender. Den ene uge kan hun lide tennis, næste uge svømning og ugen efter fransk madlavning. På en eller anden måde lykkedes det hende næste altid at mestre det hele. Især en lang periode med en glødende passion for havearbejde havde tæret på hendes før så pæne og bløde hænder. Nu var turen kommet til, ud fra pletterne at dømme, maleri.

Med hendes hænder for mine øjne guidede hun mig ud af entreen. Hun ledte mig gennem vore stue og køkken og hele vejen ud på den lille veranda, som vendte ud mod vores baghave.

”Er du klar?” spurgte hun med tydelig iver.

”Ja ja, vis mig det nu bare.”

Hænderne flyttede sig fra mine øjne og jeg missede med øjnene mod den skarpe juli-sol. Det tog mig et par sekunder at vænne mig til lyset, før jeg fik øje på lærredet og motivet.

”Tadaa!”

Hun sagde det med en glæde og stolthed som en tryllekunstner, der endelig mestrer det dér virkelig svære trick. Og det var virkelig et flot maleri. Det måtte jeg give hende.

Til det utrænede øje var motivet blot fire børn. Tre piger og en dreng. Min storesøster, Callisto, mine yngre tvillingesøskende, Medea og Ares, og så mig. Pandora. Det var ikke professionelt, men det var smukt. Hun havde virkelig opfanget os. Vores essenser, vores blikke. Da jeg kiggede nærmere efter, kunne jeg simpelthen ikke lade være med at grine. Hun havde givet os hver et symbol, der refererede til de mytologiske personer, vi var opkaldt efter. Jeg havde naturligvis en æske, Pandoras æske. Callisto havde en tegning af en bjørn og stjernebilledet Ursa Major (Store Bjørn). Medea havde i den spinkle hånd en dolk og Ares havde et spyd.

”Det er fantastisk, mor!”

Min mor smilede stolt og tørrede sveden af panden med bagsiden af den mindst bemalede hånd.

”Kan du lide det?”

”Selvfølgelig.”

”Har du set attributterne? Din æske og kniven og de andre?”

”Ja, det er en vildt god idé.”

Jeg kiggede diskret ned på mit armbåndsur og konstaterede at klokken kun var lidt over to. Jeg skulle have hele dagen til at gå, men hvordan? Det var intet at lave i gudsforladte Wellston. Især ikke i den varme. Pludselig fangede portrættet mine øjne igen og jeg kiggede på min kønne, men, ifølge mig, lidt dumme storesøster. Så kiggede jeg bedende på min mor med de øjne, hun slet ikke kan afvise og smilede indsmigrende.

”Mor?”

”Ja?”

”Vil du ikke fortælle myten om Callisto en gang til?”

Hun smilede lidt træt, men også glad.

”Men den kender du jo allerede.”

”Du fortæller den bare så godt.”

Hun tøvede lidt, men så så mit bedende udtryk og bukkede under.

”Okay så. Sæt dig over i hængesofaen, jeg henter lige noget at drikke.”

Jeg fløj ned af verandaens brede trappe og kastede mig i den hvidmalede, noget afskallede hængesofa, der stod i skyggen af havens store æbletræ. Her havde jeg hørt så mange myter for første gang. Jeg børstede puderne af for blade og plukkede næsten modent æble fra en af de lavest hængende grene. Min mor kom ud af huset med en kande i den ene hånd og to glas i den anden. Hun satte begge dele i græsset ved siden af sofaen og hældte kold hyldeblomstsaft op til os begge. Så tog hun et af glassene i hånden og satte sig til rette på en af de blomstrede hynder. Jeg lagde mit hoved i hendes skød og lod den nederste del af mine ben dingle ud over kanten. Solen skinnede nådesløst, men æbletræets blade beskyttede os. Jeg tog en bid af æblet og skar en lille grimasse over den syrlige smag. Så begyndte min mor at fortælle. Mens ordene flød fra hendes læber som honning, strøg hun mig blidt over håret.

”Som du ved, er din storesøster opkaldt efter Callisto. Callisto var en nymfe. Hun var datter af Lycaon, som var konge i Arcadia, en gammel region af Grækenland. Callisto var en af Artemis’ nymfer og alle nymfer, der tjener Artemis, som var skovens, jagtens, dyrenes og de unge pigers gudinde, skal sværge at være jomfruer hele deres liv. Men Zeus, gudernes konge, den allerøverste gud, var rigtig glad for nymfer og Callisto var en af de allersmukkeste nymfer. Zeus tog form som gudinden Artemis selv for at komme tæt på hende og da han var tæt nok på, blev han sig selv og voldtog Callisto. Zeus vendte tilfreds hjem til Olympen og efterlod den stakkels lille nymfe besudlet, traumatiseret og gravid. Hun vendte tilbage til Artemis og de andre nymfer og sagde intet om det, der var sket. Først flere måneder senere opdagede de andre nymfer hendes graviditet, da de badede en dag. Artemis blev vred og bortviste hende fra gruppen for at have brudt løftet om at være jomfru for evigt. Callisto levede i skam og fødte efter ni måneder en søn, som hun kaldte Arcas. I mellemtiden var Hera, Zeus’ kone, dog blevet jaloux over, at Zeus ville have den lille nymfe, så hun tog Callistos søn fra hende og forvandlede nymfen selv til en bjørn. I seksten år vandrede Callisto rundt i sin bjørnekrop og ledte efter sit barn. En dag mødte hun den nu sekstenårige Arcas, som var ude og jage. Han løftede sit våben og skulle lige til at dræbe bjørnen, da Zeus nådigt brød ind og forvandlede Callisto og hendes søn til stjernebilleder. De er de stjernebilleder, der i dag er kendt som Ursa Major og Ursa Minor, eller Store og Lille Bjørn. Her var dog stadig vred og sagde, at de to aldrig måtte forenes, end ikke i havet. Det er derfor, de to stjernebilleder er placeret, som de nu engang er.”

Jeg sukkede veltilpas. Det var en god myte. Uretfærdig, men det er der mange af dem, der er. Jeg så op på min mors stille smil og smilede selv. Så tog jeg endnu en bid af det afgnavede æble og smed skroget ud i græsset. Det her var i sandhed livet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...