The Judge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2016
  • Opdateret: 30 jun. 2016
  • Status: Igang
"You´re the judge, oh no, set me free..." Inspireret af sangen The Judge- Twenty One Pilots

4Likes
2Kommentarer
158Visninger
AA

2. The Judge

Vores samfund er pakket med fordomme. Du har dem, jeg har dem, vi har dem alle sammen. De bor måske dybt inde i dig, men de er der. Vi har alle et eller andet billede af, hvordan vi synes verdenen skal se ud, har vi ikke? Vi putter alt og alle i firkantede bokse, og der skal de helst blive. Opfører de sig anderledes, bliver de automatisk erklæret sindssyge eller underlige af de fire vægge, de jo burde holde sig inden for.

 

Og vi vil altid forsvare vores egne fordomme. Gør os til dommer over for andre, men vil aldrig acceptere at andre gør det. Du er dommeren. Jeg forsvarer min sag. Beder dig om at sætte mig fri, mens vi hver især langsomt løber tør for begrundelser. To kolde sjæle, der håbløst diskuterer deres meninger. Der er en god grund til, at der er varmt i helvede. Det er der vi alle ender. Os og vores frosne sjæle. Endnu et lys slukkes, og natten bliver en tone mørkere.

 

Vi går hver til sit uden et ord. Din hånlige latter runger i mit hoved som et slag fra en hammer i retten. Du er dommeren, og det mislykkedes igen for mig, at forsvare min sag. Jeg er ikke god til det med ord. Jeg gemmer dem bag min mund, og er ikke meget for at lukke dem ud… og du udnytter det. Det er altid dig der vinder. Jeg ender igen med at storme ud af døren, og ned ad vejen. Jeg er ikke god til det med retninger, men jeg tror, jeg bevæger mod syd. Nedad. Ligesom alt andet i mit liv. Ned.

 

Det føles som om alle ser mine fejl. Stirrer på mig, som om jeg er giftig. Alle går de hånd i hånd med tvivlen. Alle er vi bedste venner med vores tvivl. Jeg kan hører deres tanker, mærke deres blikke. Mit hoved begynder at dunke. Det føles som om alle stirrer med deres dømmende øjne, som om jeg er den dømte i en retssag. Jeg hører dem tydeligere og tydeligere, og jeg begynder at tænke, at jeg skulle være blevet hjemme. I sikkerhed bag hjemmets fire vægge. Fri for alles fordomme.

 

Jeg vender om og løber. Væk fra folk, væk fra de dømmende blikke. Væk fra alting. Overgiver mig til dem. Lader dem dømme mig, fange mig i deres fordomme. Det føles som om mit hoved eksploderer, som om djævlen sidder derinde, og griner hånligt af mig. Vi er nu ikke så forskellige, djævlen og jeg. Ingen af os er så forskellige fra ham. Vi ender alle sammen med ham i sidste ende. Det er sikkert derfor han prøver at blive så gode venner med os. Monstrene er ikke længere under sengen, de er inde i vores hoved, og der er ingen måde at slippe af med dem på.          

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...