Solo

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2016
  • Opdateret: 30 jun. 2016
  • Status: Færdig
Denne historie er et bidrag til Piger'17 konkurrencen. Historien er en novelle og er skrevet i mulighed 3: Ensomhed. Ord: 3092

3Likes
4Kommentarer
333Visninger

1. Solo

Som en hvirvel går det gennem lokalet. Hun drejer og drejer. Hun svæver gennem luften. Hun lander på tåspidserne. Hun koncentrerer sig. Når hun danser, er hun i sin egen verden. Hun hører kun musikken og sin indre stemme der tæller takterne. Solo, hun danser solo. En, to, tre, fire… en, to, tre, fire… mens hun fremfører sin pirouette.

Hendes dragt er hvid - elegant og smuk. Tutuen med de mange lag tyl er pyntet med sølv pailletter. Hendes hår er bundet op i en knold, elegancen er i hvert eneste skridt hun tager.

 

Maja læner sig op af ruden. Siderne i bogen skærer mod hendes fingre. Hun kigger på ordene og bogstaverne på papiret, men hun scanner ikke ordene, så de hænger sammen i sætninger. Hun skæver op over kanten af bogen. Hun kigger på pigerne, der sidder samlet i flok. De griner af noget på Anes telefon.

Hun sukker og mærker varmen boble i hendes mave. Mens hun sidder her i vindueskarmen, kigger hun ind gennem den sprække, der viser hende hvordan det i sandheden er at være pige, at have veninder og hvordan, det er at nogen bryder sig om en.

Hun skutter sig. Hun tager sig selv i at stirre på dem. Larmen bryder for alvor stilheden i det tomme lokale, da den velkendte ringen lyder og drengenes stemmer strømmer ind i klassen. Daniel dribler fodbolden hen af gulvet, inden han lægger den i skabet.

Maja tager bogen under armen, hopper ned fra vindueskarmen og sætter sig på sin plads. Hun fisker danskbøgerne og de tilhørende kopiark frem fra tasken. Hun lægger stakken på bordet og lader hånden stryge hen over noterne. Hun har brugt lang tid på at analysere eventyret, og nu kan hun dele ud af sin fortolkning, når de i grupper skal diskuterer historien.

Anja, dansklæreren, træder ind. Hun smiler. Hun giver sine elever et tal hver. Maja får fem og sætter sig sammen med de andre femtaller. Hun har eventyret og sine noter med sig. De andre griner, pjatter og hun mærker mavepinen spire  frem som en bønnespire. Hun føler sig svimmel, da hun fortæller dem, hvordan hun fortolker eventyret. Ditte og Louise veksler blikke. De sætter i et grin, som skærer i Majas ører. Louise viser Ditte noget på telefonen, som kun får hende til at grine endnu mere, mens de hviskende kommenterer på hvad end det er, de betragter. Maja krymper sig sammen på stolen, læser sine ord igen og igen.

De har intet at tilføje, de har slet ikke læst eventyret. Maja kigger rundt i lokalet og ser Anja, der nu beder om ro. Hun begynder at udspørger grupperne.

”Ditte” siger hun, ”hvad snakkede I om?”  

Ditte skæver til Maja. Hendes blik flakker. Maja kan se panikken i hendes øjne og hun overvejer kort, om hun skal komme hende til undsætning, men dropper det. Hun river sig løs fra Dittes blik, og før hun ved af det, bruger Ditte hendes pointer. Ikke som et vi tænkte, eller Maja sagde bare, jeg synes.

Det er som om et uvejr tordner sig frem inde i Maja. Smerten fra kniven jager gennem hendes bryst. Hun sukker dybt.

”Okay godt er I andre enige i Dittes observation?” Anja scanner lokalet med sit blik, inden hun udser sit næste offer, sådan ser de andre det. Maja ser det som en mulighed for at snakke i klassen. Øve sig i at snakke offentligt til andre mennesker.

Maja rejser sig, mens stolen skraber skrigende mod gulvet, da hun sparker til den med foden.

”Daniel” siger Anja så. De kigger alle mod døren, da Maja stormer ud af klassen.

Den kolde vintervind giver Maja kuldegysninger. Hun skutter sig, jakken ligger i klassen, det gik for hurtigt til, at den kom med. Hun sætter sig på en bænk, kigger rundt i den øde skolegård. Hun har aldrig været derude midt i timen, mens de andre stadig var inde i klassen. Hun hader at de andre aldrig tager skolen seriøst, de tager bare hendes pointer og stjæler hendes øjeblikke.

Hun fryser. Maja tænker på, hvor nemt de andre altid har det, når de skal fremlægge. De fyre bare noget ligegyldigt af. Hun derimod bruger lang tid på hvert et slide og hver en sætning hun skal sige.

 

Pas de deux. Hun kigger på Felix. Hun kan ikke danse Pas de deux - dans med to. Hun kan kun danse solo, og det er et problem. Hun hader det faktum at hun danser solo, at Felix danser solo og at de bliver nødt til sammen at finde trin og fællestræk, som gør det til en form for Pas de deux.

Hun er hverken god i pardans eller gruppedans. I pardansen så træder hun bare Felix over tæerne.

 

Maja kigger på halskæden. Halskæden er en guld krage. Hun griber om den med hånden, det kolde metal kilder mod hendes håndflade. Hun varmer halskæden længe.

Hun danser for Felix, hun viser ham sin Ballon - en evne til at få et hop til at ligne, at hun stopper i luften midt i sit spring.

Han nikker: ”Det skal vi helt klart bruge!”

 

Majas kinder er ildrøde, da hun kommer ind i klassen igen. Hun sætter sig på sin plads og mærker en stigende hovedpine. Det suser for ørerene, da hun endelig kan tage hjem. Tårerne triller ned af hendes kinder, da hun står med cyklen, og de andre piger cykler i modsat retning. De er ligeglade med Maja. De skal på cafe, de skal drikke kaffe. Det hørte hun dem aftale i frikvarteret. Ham den søde barista, er nemlig på arbejde.

Hun sætter sig ved skrivebordet, hun er ked af, at de andre aldrig spørger hende, om hun vil med. Hun er træt af sin mangel af mod til, at spørge om hun må gå med, eller i det mindste om hun må sidde sammen med dem.

Hun tegner på en notesblok, ved skrivebordet derhjemme. Hun tegner kragen, en ensom krage. Hun tegner med lukkede øjne og følger blyanten med sin indre guide. Stregerne er sjuskede og rystede, hun tegner den også med åbne øjne. Nu kan hun gå mere ind i detaljerne i vinger og i fjer. Hun kommer til at tænke på den ensomme krage i eventyret. Hun sukker.

 

Hun kigger på Felix, som danser ved siden af hende. Hun stopper brat midt i dansen. Med et bump sætter hun sig på gulvet, tyllet stryges ud rundt om hende som en vifte. Hun gemmer ansigtet væk i hænderne. Hendes hjerte banker. Hun føler sig svimmel, hele hendes krop stritter imod. Hun kigger på Felix.

”Undskyld,” hun mumler. Han giver hende en hånd, så hun kan komme op. ”Undskyld,” gentager hun og går derefter ud af lokalet. Hun sætter sig på en bænk og tænker på dengang, hvor dansen ikke var så seriøs. Hun tænker på dengang, det var sjovt og hun ikke behøvede danse Pas de Deux. Hun kigger sig rundt  i det tomme venteværelse.    

Hun sidder sig på de bløde puder, mens hun lader albuerne hvile på bordpladen foran sig. Hun kigger rundt i lokalet, alle de spændte små piger i lyserøde tylskørte og deres spændte ansigter, er for længst blevet byttet ud med stilhed og mørke. Lyset er slukket og hun kan se stjernerne funkle oppe på himlen, da hun kigger ud på den efterhånden tomme parkeringsplads, som ellers er propfyldt i dagtimerne. Hun kaster penge ind i automaten og tager en stor slurk af kildevanden den kvitterer med. Plakaterne hænger over det hele i venteværelset. Hun kigger på plakaten, hvor hun selv står udfoldet som en svane, fra dengang hun var primaballerina - førstesolodanserinde. Hun var den grimme ælling, der udfoldede sig til en svane.  Hun kigger på de krøllede ord, der står nedenunder, stjerner fra anmelderne og nogle publikumskommentarer. Fyrværkeriet eksploderer i hendes mave, det bobler og hun husker følelsen af anerkendelse som hun aldrig glemmer. Hjertet banker i hendes bryst, hun ville ønske, at hun kunne fremkalde mindet i gennem en tidsmaskine og at hun kunne føle sådan igen.

Hun er blevet så usikker. At danse i en tosomhed kan hun slet ikke finde ud af.

 

Maja kigger på billetten i sin fugtige hånd. Hun knuger den og mærker, at det kradser i halsen. Hun finder de højhældede sko og en smuk blå kjole, hun knuger halskæden i hånden stramt, metallet føles dejlig kold i den ellers svedige hånd.

 

Hun rejser sig fra bænken og kigger ind på Felix, der øver med deres lærer Marethe. Han retter ryggen og laver en Piqué -  et trin hvor man sætter af med det ene ben mens man springer op på halv eller hel tå med det andet ben. Han lander på hel tå, og hun kan se lettelsen i hele hans krop, da han ranker sig.

Hun smiler, kaster et blik på plakaten endnu engang. Hun erindrer dengang, hun selv som lille kiggede med stor beundring på plakaterne.

”En dag er det mig!” sagde hun til sin mor. Mor havde givet hendes skulder et klem, dette klem var et tegn på stolthed, og hun vil gøre alt for at gøre hende glad og stolt.  

 

Maja træder ud i natten og finder busstoppestedet.

 

Hun tager sin taske i omklædningsrummet, træder  ud af balletskoene. Felix kigger på hende med et bekymret blik. Han prøver at påvirke hende. ”Er du sikker?” han betragter hende i cowboybukser. Han synes der er en stor forskel på, hvor piget hun er i balletskoene og tutuen, og så drengepigen hun også er når hun træder ud af dansetøjet. Han beundrer hende. 

Hun nikker og tager tasken over skulderen. Hun piller ved lynlåsen, imens hun betragter Felix blik.

”Men hvorfor?” hans let pibende stemme skær i hendes ører.  

Det stikker i hendes bryst og tårerne flyder over. ”Det er bare fordi…” hun snøfter, tøver om hvorvidt, hun skal snakke videre.

”Hvad er det?” Han rynker brynene. ”Uanset hvad det er, kan du fortælle mig det,” Han tager hendes hånd. Hun knytter hånden sammen så stramt, at knoerne bliver hvide. Hendes hjerte banker. Hun mærker sveden i hendes håndflade, men han slipper ikke. Han prøver at holde hendes hånd fast.

”Jeg har ingen venner eller veninder i klassen,” Hun slår blikket ned og kigger på et punkt i gulvet, som om det drager hende til sig. Hendes stemme lyder grødet.

”Men…” Felix prøver at protestere.

Hun ryster på hovedet: ”Jeg bliver nødt til at tage mig af det,” hun slipper hans hånd. Hun rejser sig fra bænken og går hen mod døren. ”Farvel Felix,” siger hun, inden at hun vandrer ud mod bussen.

 

Maja knuger billetten i sin hånd, så hårdt hun overhovedet kan. Ballet har altid været noget, som hun synes var helt fantastisk og fascinerende. Nu skal hun ind og se en forestilling og lade sig selv svinde ind i den samme verden, som bøgerne gør når hun læser.

Foyeren er propfyldt med mennesker. Hun lader hånden knuge om halskæden, hun tænker på kragen.

Hun finder sin plads og kigger i en flyer. Det går et sæt gennem hende af forskrækkelse, da hun bliver prikket på skulderen.

”Maja?” Hun vender sig og kigger ind i de velkendte brune øjne.

”Felix?” Hun rejser sig og giver ham et kram, han er iført ballettøj og han sender hende samme bekymrede blik som han gav hende dagen, hvor hun gav op.

”Du bliver nødt til at hjælpe mig!” Han tager fat i hendes arm og skynder sig gennem publikumsrækkerne. Det må se sjovt ud, for Felix er allerede i sit kostume. Det er længe siden at publikums øjne har hvilet på hende. Hun mærker en brusende fornemmelse i et kort sekund.

”Hvad skal vi?” undrer hun sig.

”Kom” svarer han bare.

De sidder bag scenen på et trappetrin og Maja hilser på både Trine og Viola, der kommer gående. Det er rart at kunne kigge gennem sin sprække igen, at hun kan få et glimt af at alt er i skønneste orden i hendes territorium.   

Felix fanger hendes blik. ”Maja” siger han.

Hun mærker spændingen stige, adrenalinen pumper hendes blod, og hun mærker, at hun svæver.  Hvad skal der nu ske?

Han tager hendes hånd. Hun giver hans et klem og sender ham et spørgende blik. ”Hvad så?” hun lægger hovedet på skrå.

Han sukker: ”Du bliver nødt til at hjælpe mig!” gentager han. ”Simone der tog din plads dengang, hun er blevet syg, du er nødt til at hjælpe. Hun kan ikke danse, du er den eneste, der kan danse dansen på den særlige smukke og perfekte måde” hans øjne glimter.

Hun mærker fyrværkeriet eksploderer inden i sig. Hun smiler skævt.

”Jeg har ikke danset længe,” siger hun så, hun sukker og slår blikket ned i jorden. ”At danse gjorde mig ikke lykkelig” hun undviger hans blik, men han sender hende store øjne.

”Nej for du følte dig ensom,” han bøjer sig frem og prøver at fange hendes blik. ”Du er så sindssygt talentfuld,” hun ser beundringen i hans øjne og hun hører det i hans stemme. Det prikker i hendes kinder.

”Men…” hun protesterer, men han afbryder hende.

”Ikke noget men” nærmest vrisser han. ”Du føler dig ensom i skolen, er det blevet bedre?” Han lægger hovedet på skrå og lader hagen hvile mod hånden, som støttes af albuen mod knæet.

Hun ryster på hovedet: ”Det er lige før, at det er blevet så meget værre.” Hun kigger overmod tæppet, hvor hun kan høre musikken inde fra scenen. ”Har I ikke en stand-in for Simone?” Hun rejser sig, men Felix hiver fat i hendes arm. ”Maj” siger han. ”Kom nu. Du er ensom i skolen og grunden til at det føles så meget værre nu…” han tier ”Maja, før havde du dansen, du havde os og derfor gjorde ensomheden i skolen dig ikke spor. Du havde os at falde tilbage på” Han sukker. ”Du er så talentfuld med din dans” siger han så.

Hun sukker: ”Men Pas de deux…”

”Og hvad så, du kan lærer det og alle har svagheder,” han kigger lidt på hende. ”Maja jeg elsker dig, og det ved du udmærket godt.” Han piller ved en neglerod.

Det løber hende iskoldt ned af ryggen. Hun gyser ved mindet om dagen i omklædningsrummet, da hun pakkede sine ting og ikke kom igen. Jeg elsker dig. Han gav hende halskæden. Hun lader fingeren fiske halskæden frem under blusen mens hun svinger, den frem og tilbage foran ham. ”Jeg har den stadig” siger hun svagt. 

Han smiler, inden han slår blikket ned. 

”Jeg elsker også dig,” hun hvisker ordene.

Et smil bredes om hans læber. ”Hvis du elsker mig, så danser du med mig!” han tage hendes arm. Han prøver at berolige hende på vej mod omklædningsrummet.

Før hun ved af det, står hun i en smuk hvid Tutu. Hun nejer og stiller sig klar i første position. Musikkens første toner lyder, hun begynder at danse. Hun tænker på Mime - kunsten til at fortælle en historie og udtrykke følelser i sine bevægelser.

Hun synes hendes solo handler om den ensomhed hun føler, Felix kommer ind, hun smiler. Hans dans, synes hun handler om et fællesskab, han prøver at lokke hende ind i. Han prøver at få hende tilbage til balletten. Hun smiler stort, da hun laver en Pirouette. Hun drejer og hun drejer. Han griber hende, tager fat i hendes hænder, han vil dans pardans. Hun mærker kulden i kroppen og trykket i brystet. Hun gyser. Hun føler sig fanget.

”Kom nu, lad os ændre rutinen” siger han og laver et dip med hende. ”Lad os vise at tingene er anderledes nu!” han svinger hende rundt. Hun mærker varmen bruse frem i sin krop. Hun kigger ud mod tæppet, hvor hun kan se de andre dansere betragte dem.

”Okay” siger hun så og lader ham føre.

Hun ender i spagat. Han hjælper hende op at stå, mens hun falder ham om halsen.

”Tak” Pas de deux, hun klarede det!

Publikum klapper og lettelsen skylder indover hende. Varmen spreder sig, da alle de velkendte ansigter dukker op, da de kommer ud bag scenen. De slår armene om hende, velkommer hende tilbage. Hun mærker at det bruser i hende. Hun mærker noget, hun har savnet, fællesskabet, hendes venner og så har hun lige danset Pas de deux, ikke solo. Hun har danset i en tosomhed. Hun giver Felix hånd et klem.

Den kommende tid er som en drøm. I frikvarteret, sidder hun stadig i vindueskarmen og skæver overmod pigerne. Hun har stadig bogen, men den ligger ved hendes side, og hun har telefonen i hånden i stedet. Felix holder hende med selskab gennem mobilen. Hun skriver til ham og fortæller om det sjove, der åbenbart er at finde på Anes telefon. Hun smiler, da han sender en spydig kommentar. Hun griner og pigerne vender sig om.

”Hvad er det?” Ane strammer grebet om sin telefon, så hårdt at knoerne bliver helt hvide. 

Maja smiler. Hun kigger på Ditte, hvis øjne er ligeså nysgerrige som Anes.

”Ja hvad?” Louise vender sig.

Maja mærker varmen bruse op i hendes kinder. ”Ikke noget,” hun smiler stort og pigerne bliver bare endnu mere nysgerrige.

”Jeg skriver bare med min kæreste” siger hun så. Hun smiler. De begynder at spørger ind, og hun mærker glæden sprede sig helt ud i tå - og fingerspidserne. Maja bider sig i læben.

”Vil I komme og se os danse?” hun krydser fingre og mærker glæden eksploderer, da de takker ja.

Efter skole danser hun med Felix og alle de andre ballerinaer og balletdansere. Hun danser med dem, de spiser sammen og hun sidder i træningssalen og laver lektier. Før dansede hun solo, nu er hun i et fællesskab og i en tosomhed med Felix. Hun kigger op på scenen, hun betragter dem alle varme op, fyrværkeri eksploderer i hendes mave. Felix krammer hende bagfra og giver hendes skulder et klem. Hun smiler, aldrig mere solo.

Det bliver fredag og pigerne dukker op i teateret. Maja finder dem efter showet. De roser hende. De erkender hendes talent: ”Hvor var I gode og hvor har I god kemi!” siger Ditte.

De spørger om hun vil med på Cafe efter skole en dag. Hun falder Felix om halsen, da hun finder ham. Måske er der håb forude, måske kan pigerne endelig kaste stigen ud til hende, som hun kan klatre op ad, væk fra ensomheden. Hun føler allerede hun står halvejs oppe, måske er det slut. Nu kan hun endelig føle sig som en del af et fællesskab, på scenen og derhjemme. Da hun kommer hjem tager hun kragehalskæden af, det er slut med at være en ensom krage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...