Undskyld - Manuskript

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2016
  • Opdateret: 29 jun. 2016
  • Status: Færdig
Her er en scene, som jeg skrev til mit forårsprojekt i 1.g på dramatik B-holdet. Det er skrevet til to personer, en mand og en kvinde. Det er det første manuskript jeg har skrevet helt på egen hånd, så jeg håber i vil tage godt imod det.

4Likes
6Kommentarer
261Visninger
AA

2. Undskyld - Manuskript

Sara står alene på scenen ved det lille bord. Hun er iklædt en elegant aftenkjole og nylonstrømpebukser. Ingen sko. Hun tager parfumeflasken fra bordet og tager et sprøjt på hvert håndled, to på halsen, et i håret, et ved hver albue osv. til hun er dækket af parfume. Jonas kommer ind, klædt i et jakkesæt og med sokker på, men heller ingen sko. Han hoster ved lugten af parfumen.

 

Jonas:

Føj. Behøver du absolut bruge så meget af det stads?

 

Sara:

Hvorfor spørger du om det? Det dufter da dejligt. Det er noget med blomster… (Hun snuser ind) Eller vanilje… Eller sådan noget.

 

Sara stiller flasken fra sig på det lille bord og tager i stedet en makeuppung op fra skuffen.

 

Jonas (imens han snakker, tager han en hat fra stumtjeneren og børster den af med hånden):

Er du klar? Vi skal altså gå nu.

 

Sara:

Jeg skal lige ordne det her først.

 

Sara begynder at opfriske sin makeup foran spejlet. Jonas hænger hatten tilbage på stumtjeneren og prikker Sara på skulderen.

 

Jonas:

Sara? Du har altså ikke tid til det der nu. Hvorfor gjorde du det ikke tidligere?

 

Sara reagerer ikke.

 

Jonas (irriteret):

Sara? Du har haft masser af tid, hvor du kunne ordne det. Kom nu med.

 

Stadig ingen reaktion.

 

Jonas (halvt råbende)

Sara! Det er nu!

 

Sara (irriteret):

Du behøver ikke råbe, jeg står lige her.

 

Jonas:

Vi skal afsted nu. Freja og Kristian sagde, vi skulle komme til tiden.

 

Sara lægger sidste hånd på sin mascara og lægger alt på plads i makeuppungen, langsomt og uden at se på Jonas. Jonas ser utålmodigt til, mens han tager sine sko på.

 

Sara (stadig med ryggen til Jonas):

Jeg går ikke, før du har sagt undskyld.

 

Jonas:

Hvad?

 

Sara:

Du råbte af mig. Du skal sige undskyld.

 

Jonas:

Hør nu lige her…

 

Sara (afbryder, vender sig rundt):

Sig det nu bare, det er da ikke så svært. Det er bare ét lille ord: Undskyld.

 

Jonas:

Jeg råbte jo ikke engang.

 

Sara (råbende):

Jo, du gjorde! Og nu skal du sige undskyld! Er det urimeligt?

 

Jonas (beroligende):

Hids dig nu ned, Sara.

 

Sara (stadig råbende):

Nej, jeg vil ej! Er jeg unfair?

 

Jonas:

Sara…

 

Sara hidser sig mere og mere op i det følgende, Jonas bevarer roen.

 

Sara:

Nej! Sig, jeg er urimelig. Sig, jeg overreagerer. Kom nu!

 

Jonas:

Træk vejret stille og roligt.

 

Sara:

Du er ikke min fucking coach! Fortæl mig nu bare, at jeg ikke er fair! Hvorfor vil du ikke sige det? Er du ligeglad?

 

Jonas:

Rolig nu.

 

Sara:

Er det alt, du kan sige?! Hvad skal jeg gøre, for at du tager mig alvorligt? Smadre dine ting? Slå dig? Kaste mig ud af vinduet?

 

Sara ser sig forvildet omkring. Hun tager en sko op fra skostativet og kaster den mod Jonas, som undviger.

 

Sara (med desperation i stemmen, højtråbende):

Så giv mig dog en reaktion! Bare for én gangs skyld!

 

Jonas bevarer roen, samler skoen op og stiller den på plads.

 

Jonas:

Sara, vi skal afsted nu. Hids dig ned.

 

Jonas går over mod stumtjeneren for at tage sin jakke, men Sara løfter hånden til en lussing. Han griber hendes arm i luften og holder hende fast.

 

Sara:

Hvad vil du gøre?

 

De ser hinanden i øjnene og Jonas skubber hårdt Sara fra sig. Hun falder ind i stumtjeneren, som vælter. Sara retter sig fortumlet op og smiler sejrsikkert.

 

Sara:

Nå, det var det, der skulle til. Kan du ikke tåle, når noget går ud over dig? Stakkels, lille Jonas.

 

Jonas (råbende):

Sara! Stop. Du ved godt, hvad der sker, hvis…

 

Sara (afbryder):

Hids dig ned, Sara. Rolig nu, Sara. Træk vejret, Sara. Jeg er så træt af dit beroligende pis! Du kan jo ikke engang holde styr på dig selv, dit selvretfærdige svin!

 

Jonas:

Okay, skal jeg sige det? Vil du have, jeg siger det? Du er urimelig, Sara. Du er egoistisk, du har ingen respekt for andre mennesker og du har kun øje for dine egne behov. Du er ulidelig. Jeg forbander den dag, Sofia førte os sammen og jeg forbander hver dag siden. Og jeg vil aldrig, ALDRIG, sige undskyld!

 

Sara:

Er det MIG, der ikke har respekt for andre mennesker? Det er da dig, der har en voldsdom! Det er sgu da dig, der har siddet i fængsel. Og så er det mig, der er egoistisk og ikke tænker på andre?!

 

Jonas:

Jeg vidste det! Jeg vidste, du ville bruge det mod mig. Det er ti år siden, Sara. TI ÅR! Du ødelægger menneskerne omkring dig hver eneste dag!

 

Sara:

Jeg har aldrig ødelagt livet for nogen på samme måde som dig!

 

Jonas:

Virkelig? Hvad med da du var grunden til Simone og Daniels brud? Eller da du angreb din mor? Det var rent held, at hun ikke brækkede noget. Du har ingen ret til at spille hellig!

 

Sara:

Jeg har ALDRIG været skyld i, at nogen skulle sidde i kørestol resten af livet. Det er dig, Jonas! Det er dig, der gør sådan noget! Ikke mig!

 

Jonas:

I det mindste angrer jeg det, jeg gjorde. Du er bare ligeglad med de mennesker, du har været ond overfor. Du tænker kun på om håret sidder eller hvordan din parfume dufter. Men ved du hvad? (Jonas tager parfumeflasken op, skruer låget af og hælder indholdet ned i vasen. Så stiller han flasken fra sig på bordet.) Ikke engang det kan du finde ud af.

 

Sara:

Sådan kan du ikke tillade dig at tale til mig! Jeg har hjulpet dig igennem den sværeste tid i dit liv. Da ingen andre ville have noget med dig at gøre, opgav jeg ALT for dig! Og så siger du, at jeg er ligeglad?

 

Jonas (rolig og kold):

Ja, det siger jeg. For det er du. Og jeg tror, det var mit livs største fejltagelse at tage imod din hjælp. Jeg har fortjent så meget bedre end dig. Du er ingenting og du bliver aldrig til noget.

 

Sara bryder sammen. Hun sætter sig på den lille skammel, begraver ansigtet i hænderne og græder. Jonas kigger på hende uden at fortrække en mine. Pause. Sarah løfter hovedet og snøfter.

 

Sara:

Undskyld.

 

Jonas tager sin jakke på og rækker Saras jakke frem mod hende. Sara tager imod jakken, tager den på og finder sine sko i rodet. Mens hun tager sko på, rejser Jonas den væltede stumtjener op og hænger tingene på plads. Han børster endnu en gang sin hat af.

 

Sara:

Skal du ikke også sige undskyld?

 

Jonas reagerer ikke.

 

Sara (med lille stemme):

Jonas? Vi kan kun slutte det her, hvis vi begge to har sagt undskyld.

 

Jonas tager sin hat på og ser på Sara, der stadig sidder på skamlen.

 

Jonas (rolig):

Slutte det her? Det her slutter aldrig. Kom nu, Freja og Kristian venter på os.

 

Sara:

Men vi kan da ikke bare tage af sted sådan her. Du må da svare mig eller gøre et eller andet.

 

Jonas:

Der er ikke noget at sige, Sara. Lad os nu bare komme igennem den her reception med omdømmet i behold.

 

Sara:

Men… Det er bare et lillebitte ord…

 

Jonas:

Jeg siger ikke undskyld, Sara.

 

Jonas forlader scenen, Sara sidder alene tilbage. Man hører en dør smække.

Blackout.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...