Blinde og forvirret

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2016
  • Opdateret: 11 feb. 2017
  • Status: Igang
En masse små digte, om sug stress og tristhed. Om hvordan det føles at hænge på en kant.

1Likes
2Kommentarer
1212Visninger
AA

11. SKUDT PÅ

Skudt på

Føler mig glemt, føler mig erstattet. ”TAL TAL TAL”.

Jeg får min stil tilbage, jeg føler mig skudt ned. Skudt ned af ET tal, skudt ned af alle med fordomme om alt under 12 er ikke en fremtid.

 

Forleden fik jeg at vide at du ikke har en fremtid hvis dit gennemsnit er 4.

Jeg tænkte ikke på mig selv, jeg klare den. Men hvad med alle dem vi udstøder, alle dem der ikke er stærke nok til at tage kampen op. Alle dem der ikke kan klare presset, alle dem der har fået presset gymnasiet ned over hovedet, ja hvad med dem? De bukker under, giver op. De vil ikke mere, de kan ikke, deres hjernekapacitet kan ikke strække sig mere. De kan ikke rumme mere konstruktiv feedback som lærende kalder det. Vi taber dem i systemet, fordi vi ikke regner dem for noget. Nu kan de ikke tage en akademisk uddannelse, ud med dem siger systemet. Hvorfor fungerer sådan?

 

Måske jeg skulle droppe ud, men nej så bliver jeg udstødt af samfundet. Jeg vil få af vide jeg er en taber. Jeg er en taber fordi jeg valgte at give op, jeg vil give op i kampen om at bryde socialarv. Jeg vil miste alt.

 

Derfor kæmper jeg stadig kampen der måske vil få mig ELIMINERET fra socialtaber listen. Men er det ikke forkert. Forkert vi altid snakker om hvordan det er vigtigt at tage en gymnasial uddannelse. Ja det er vigtigt, men vi glemmer alle dem der ikke er kvalificeret. Vi glemmer Anderes der sad på bagerst række i klassen, kunne aldrig sidde stille fordi han havde damp, lærende gav op på ham og skyldte skylden på han havde damp. Systemet gav op på ham, han ønsket at blive klog men vi fejlet ham begrund af hans krop og er nu skyld i han ikke kan leve op til gymnasiet krav.

Og hvad med Anna. Hun kæmpede og kæmpede for at komme på niveau med de andre, hun drømte altid om at redde liv, hun drømte om at sygeplejere, alle sagde til hende man kan blive hvad man vil. Hun ville, hun ville så gerne, men hver gang hun fik sin karakter tilbage blev hun skudt ned, hun ville aldrig opnå sit ønske. Hun havde få slag tilbage at kæmpe, men hun kunne ikke mere. Hun gik ned med stress og blev aldrig sygeplejere for kravende var høje og lektierne var der

mange af.

 

Jeg synes vi kæmper tit vi kæmper og kæmper, vi vil aldrig give op ALDRIG”

 Men nogle gange, stopper vi kampen før vi har vundet, fordi vi er så udmattede og trætte af de mange tal vi får klasket i hovedet.

Jeg synes selvfølgelig vi skal præsenteres for virkeligheden, men vi har vel stadig et liv der skal leves? Vi, min genration skal en dag bære Danmark på skuldrende men når det endelig bliver vores tur, er vi så udkørte, så trætte, så slidte. Vi har brug for en lang pause. Men det kan vi ikke få for når vi er færdige med at studere og uddannelse, skal vi arbejde til vi er gamle og grå og ikke længer kan tørre os selv i røven. Når ja, når man jo ser sådan på det sætter det jo virkelig gang i gejsten. Hvornår får vi tid til at leve?

 

Jeg synes sommetider gymnasiet er hårdt. Ikke fordi mine karaktere ikke er som jeg forventer, men fordi at ingen værdsætter mine andre talenter end skole. ALLE stempler mig dum fordi jeg får 4 i en dansk aflevering. Jeg er jo ikke dum fordi jeg får 4, jeg har bare en masse der skal arbejdes på. Jeg er træt af at se folk blive triste af deres karakterer fordi de ikke accepterer de ikke kan gøre det PERFEKTE. Jeg er så ked af at vi ikke kan acceptere et tal på et stykke papir. Det påvirker mig, jeg bliver påvirket til at jeg skal gøre det perfekte. Karakterræset påvirker mig til at gå mere end det er nødvendigt op i mine karaktere. Det er vigtigt at gøre sit bedste, men kn det være rigtigt et 4 tal skal ødelægge en hel dag.

 

Er ungdommen doven. ”NEJ” vi er bare trætte af vi ikke får lov til at leve, mens vi er unge. Klager vi ”Nej” vi råber bare op omkring vi bliver presset til det yderste. Måske vi kunne sætte fartgrænsen lidt ned?

 

Jeg ved ikke hvem der har ansvaret, er det mig, de andre, politikerne på Christiansborg. Jeg forventer ikke medlidenhed, men at nogle vil hører mig. Nogle vil tænke før de taler om hvor luddoven ungdommen er nu til dags. Mit jeg er træt af alle jer andre jeg ‘er, der ikke acceptere at perfekt ikke er en mulighed.  Jeg ønsker der nu er nogle der tænker over næste gang de stræber efter 12 og ikke får det at de skal være lykkelige alligevel. Jeg ønsker næste gang en er tæt på at give op, at de skal forsætte med hvad de har.

JEG ØNSKER AT VI IKKE SKAL FØLE OS PRESSET AF ET TAL. Vi skal yde hvad vi kan. Vi skal lærer alt vi ikke kan. Vi SKAL huske på vi kan også andet end at gå i skole.

 

JEG ØNSKER, MEN GÅR DET I OPFYLDELSE..?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...