Min families Ekko.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2016
  • Opdateret: 30 jun. 2016
  • Status: Igang
//Når man har mistet alt, er det sjælendt man føler for at leve videre og det gør ondt, at se alle omkring dig fortsætte livet, som du så brændende også ønsker. Jeg vil så gerne fortsætte med livet. De ønsker ikke at se mig sådan her, de vil have mig til at fortsætte og det ville jeg også... men jeg kan ikke... Jeg kan ikke...// En ung kvindes liv bliver ændret for altid, da hun mister en stor del af sin familie i en skudepisode og må gå alene videre i livet. Selvom den unge pige ikke vil indse det, så går livet videre omkring hende, men hun opdager intet. Hun er fanget i sin egen lille verden, hvor hun stadig snakker med de afdøde, ser dem gå rundt omkring og indser ikke at hun langsomt falder ned i et mørke. Et mørke hvor hun ikke kan tænke på andet end, at finde manden der tog hendes familie fra hende.

0Likes
0Kommentarer
68Visninger
AA

1. Prologue

Det er ved at være længe siden nu.

Jeg husker alt og samtidig intet.

Mørket har snart ædt hver en del af mig.

Jeg ser dem stadig for mig.

De snakker til mig, kalder på mig og beder til at jeg skal kæmpe videre.

Kæmpe. Det er langt fra det jeg har lyst til lige nu.

 

 

Politisirener lød højlydt igennem gaderne, sammen med ambulance sang og menneskegråd. Blod flød fra sårene på de få, der var så heldig at have slippet ud af situationen i live. En pige, rystende og tom i sit blik, var en af de få. Hun så rundt, men øjnene kunne intet se og kroppen følte ikke den svigende følelse fra såret på knæet. Blodet rendte ned af knæet på hende, dryppede på hendes venstre sko og gjorde det en smule besværgeligt for hende at gå.

”Frøken!” lød en summende lyd i hendes ører. ”Frøken? Kan du høre mig?” Den summende lyd blev højere og højere. Til sidst forstod hun endelig, at det var en af ambulance mændene der stod foran hende. Med et ivrigt blik i malet over sit ansigt, forsøgte han at skabe forbindelse med hende. Livlige øjne var blevet tomme og kolde, han kunne intet finde i dem og derfor trak han sig en smule væk fra hende, gav hende luft til at trække vejret i. ”Vi skal videre frøken.. du skal på hospitalet.” Det var hans sidste ord, før han rakte sin hånd ud til hende, en hånd der skulle stå for tryghed og sikkerhed. I flere sekunder stod hun blot og stirrede på hånden. I hendes øjne var den såkaldte tryghedshånd i flammer, for intet, intet kunne bringe trygheden frem længere.

Til sidst lagde hun dog sin egen hånd i hans, lod ham trække hende med sig og kun en enkelt gang, så hun sig over skulderen. Det store kaos var slut, de døde var døde, men det samme var de overlevende. Ingen ville nogensinde blive som de var før. Den tid var slut.

Hun så frem for sig igen. Nok var det store kaos sket bag hende, men foran hende så hun blot et nyt kaos, der stod og ventede på at hun skulle komme ind. Det store kaos der stilede spørgsmål om hvor vidt man havde lyst til at leve videre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...