Min families Ekko.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2016
  • Opdateret: 30 jun. 2016
  • Status: Igang
//Når man har mistet alt, er det sjælendt man føler for at leve videre og det gør ondt, at se alle omkring dig fortsætte livet, som du så brændende også ønsker. Jeg vil så gerne fortsætte med livet. De ønsker ikke at se mig sådan her, de vil have mig til at fortsætte og det ville jeg også... men jeg kan ikke... Jeg kan ikke...// En ung kvindes liv bliver ændret for altid, da hun mister en stor del af sin familie i en skudepisode og må gå alene videre i livet. Selvom den unge pige ikke vil indse det, så går livet videre omkring hende, men hun opdager intet. Hun er fanget i sin egen lille verden, hvor hun stadig snakker med de afdøde, ser dem gå rundt omkring og indser ikke at hun langsomt falder ned i et mørke. Et mørke hvor hun ikke kan tænke på andet end, at finde manden der tog hendes familie fra hende.

0Likes
0Kommentarer
65Visninger
AA

3. Minder.

”Rose,” sagde Cherie højt. ”henter du ikke colaen?” Rose var lige kommet ud fra badeværelset og skulle gå forbi køleskabet alligevel, så hun kunne ligeså godt tage den med ind i stuen.

”Sure!” svarede Rose igen og åbnede op Cheries køleskab, for at hente pepsi maxen. Det var en cola de begge havde en svaghed for og måske var begyndt at være en smule afhængig af. Men det var ikke noget de ikke kunne undvære, hvis nu jorden skulle gå hen og gå under.

Med rolige bevægelser, gik Rose ind til Cherie igen og satte sig i sofaen, efter colaen var blevet stillet på sofabordet. Cherie sendte sin søster et smil og lænede sig frem igen, for at hælde noget af det boblende væske op til dem.

Cherie boede i egen lejlighed, da hun trods alt var omkring de 24 år og for længst var flyttet hjemmefra. Hendes lejlighed bestod af et køkken, værelse, badeværelse og en ret så stor stue. Rose elskede at komme på besøg i den, så det gjorde hun som regel hver anden weekend eller blot i hverdagene, da de trods alt begge boede i Randers nu.

De to søstre kunne til tider være som en person. De var meget tætte og delte altid tingene med hinanden, nogle ville mene at det kunne være alt for meget, men de var ligeglade og forblev den de nu var. For hvis de skulle være ærlig, ville de ikke have det på nogle andre måder.

På den store fladskærm kørte der som altid en disney film. Det var også en fællesting de to søstre aldrig blev trætte af. Så snart colaen var blevet hældt op i glasset, tog Cherie en slurk af det og lænede sig tilbage i sofaen endnu engang. Hendes lange, lyse og krøllede hår lå langs hendes arme og fik hende til at ligne en havfrue. Rose og hende havde tit peget ud, at det sagtens kunne være havfrue hår, da det kunne dækkes hendes bryster når hun var nøgen.

Filmen fortsatte med at køre og de to tøser fortsatte med at kommentere på den, rose den og beskrive de ting de nu ikke havde lagt mærke til, dengang de så den som små.

 

Idioten er blevet anholdt.

Han er under politiets varetægt.

Min far siger at jeg ikke skal tænke på hævn.

Min søster siger at jeg skal passe på mor.

Min storebror mener at jeg skal snakke med nogen.

Min lillebror står og ser på mig med tårefyldte øjne.

 

Det var snart to timer siden nu, at Rose havde lagt sig på gulvet inde på sit værelse nu og selv efter hendes rumbo havde forsøgte flere gange at snakke med hende, så rørte hun ikke på sig. I stedet blev hun blot ved med at stirre ud i mørket.

Allerede en uge var gået siden skudepisoden, men snakken om den var ej forsvundet og Flammen var stadig lukket. Rygterne lød, at blod stadig flød og klistrede sig til gulvene derinde. Nogle mente endda, at de havde set en hjernemasse været splattet ud over i hjørnet, lige ved siden af baren.

”Hvad mener i?” spurgte Rose ud i mørket. Langsomt drejede hun hovedet om og så hen imod sit skrivebord. I den sorte stol, lige foran skrivebordet, sad hendes storesøster Cherie og på selve bordet sad lillebroren Luke, der stadig havde tårer i sine bedårende blå øjne. De sagde intet, i stedet sad de blot og stirrede på hende. ”Sig nu noget!” Roses stemme var bedende. ”Stop med at stirre på mig, jeg vil bare gerne have et svar!”

Cherie og Luke drejede hovederne om og så nu i stedet på hinanden. De delte et bekymret blik, før de igen så hen på deres søster, der takket være mørket lignede en slidt gadetøs. Under øjnene bar hun mørke render, håret var uglet ud til alle sider, læberne var tørre som en ørken og hendes øjne… Hendes altid så livlige øjne var nu blodskudte og tomme.

”Rose,” Var alt Cherie kunne få ud imellem sine læber. Hun sendte sin lillesøster et smil, et svagt smil der fortalte at det hele nok skulle gå.

”Hvad?” hviskede Rose spørgende og satte sig for første gang op. ”Fortæl mig hvad jeg skal gøre,” Hendes stemme var grødet og hæs. Hun var ikke lang fra at begynde at græde igen. ”Cherie…”

Luke og Cherie sendte hende sammen et smil, deres øjne lyste op i mørket og smilet gjorde et tomt hjerte så varmt. Tårerene var allerede begyndt at trille ned af Rose kinder og i få sekunder lukkede hun øjnene i. I det hun åbnede øjnene op igen, sad de to søskende der ikke længere, der var nu ikke andet end en stol, et skrivebord og mørket der omfavnede dem.

”Nej.. Kom tilbage.. Kom tilbage!” hviskede Rose snøftende og grødet. Hun gemte øjnene væk bag sine hænder, pressede dem ind til sit ansigt og gav mærker. ”Kom tilbage!” Da hun fjernede hænderne igen, var der stadig ikke andre end hende på værelset. Hun snøftede forsigtigt og rejste sig rystende op. I de 2 timer havde hun vendt sig fuldstændig til mørket og det kunne ikke længere skjule alle de mindefyldte genstande på værelset. Hvor end hun så hen, så hun sin familie for sig, smilende og glade. Deres latter genlød i hendes hoved, flettet sammen i en sød sang af deres stemmer og da hun tøvende drejede hovedet hen imod vindueskarmen, kunne hun endnu engang se billederne. Billederne der knuste og lykkeliggjorde hende på samme tid. Der, på det ene billede, sad hendes storebror og havde et smil på læben sammen med deres mor og far, på det andet, sad Cherie med Luke, begge smilende, begge så glade.

Hun skulle aldrig se de smil igen. De var væk for altid. Hun skulle aldrig høre deres latter igen eller lytte til deres beroligende, trygge stemmer.

Det var ikke længere til at holde ud! Af ren frustration, tog hun fat i billederne, smed dem ned på gulvet og stirrede kort på dem ligge der, til hun så videre rundt i rummet. Alle de minder! Hun sprang frustreret hen til sin kommode, kørte armene hen over dets facade, lod alle minder falde til gulvet. Krus fra ture til København spredte sig ud over hele gulvet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...