Min families Ekko.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2016
  • Opdateret: 30 jun. 2016
  • Status: Igang
//Når man har mistet alt, er det sjælendt man føler for at leve videre og det gør ondt, at se alle omkring dig fortsætte livet, som du så brændende også ønsker. Jeg vil så gerne fortsætte med livet. De ønsker ikke at se mig sådan her, de vil have mig til at fortsætte og det ville jeg også... men jeg kan ikke... Jeg kan ikke...// En ung kvindes liv bliver ændret for altid, da hun mister en stor del af sin familie i en skudepisode og må gå alene videre i livet. Selvom den unge pige ikke vil indse det, så går livet videre omkring hende, men hun opdager intet. Hun er fanget i sin egen lille verden, hvor hun stadig snakker med de afdøde, ser dem gå rundt omkring og indser ikke at hun langsomt falder ned i et mørke. Et mørke hvor hun ikke kan tænke på andet end, at finde manden der tog hendes familie fra hende.

0Likes
0Kommentarer
66Visninger
AA

2. 7 timer siden.

Den fantastiske duft af mad, fik menneskets maver til at rumle og loggede dem til. Tjenerne bød dem velkommen, fandt et bord frem til dem og forsvandt i få minutter, så de såkaldte gæster kunne finde frem til deres lækkerier på menuen. Så snart de lækkerier var fundet og valgt, kom tjeneren tilbage, spurgte ind til drikkevare og hvad der nu ellers kunne friste maven.

En aften som denne skulle have været vidunderlig, fyldt med latter og smil. Men det var langt fra sådan det endte med at gå.

 

”Skuddrabene på restaurant flammen i Randers kommer stadig som et stort chok for alle og op til flere er begyndt, at stille spørgsmålstegn om hvor vidt der kan vær tale om et terrorangreb,” lød det fra fjernsynet. På skærmen stod en mand og stirrede ind i kameraet, med den store mikrofon nær hans læber og det livlige Østervold i baggrunden.

Det var præcis 7 timer siden nu, at skuddene fløj om ørene på en stor menneskebefolkning, der alle bare var dukket op for at få sig en bid mad. ”Hele 33 mennesker mistede livet og 40 blev alvorligt såret,” Fortsatte manden i tv’et. Han kunne sikkert været blevet ved med at snakke, hvis det ikke havde været for, at tv’et pludselig blev slukket.

Med fjernbetjeningen i hånden, lænede den unge pige sig tilbage i den hvide hospitalsseng og gav sig til at stirre op i loftet. Det hvide loft skar en smule i hendes øjne og derfor vendte hun sig om på siden i stedet, krøb sig sammen som en lille bold. Alting virkede som en ond drøm, en af dem du aldrig kunne slippe for, også selvom du gjorde alt i din magt for at slippe væk fra den. Hver gang hun lagde sig til at sove, håbede hun bare på at når hun vågnede op ville alt være ved det gamle igen. Hun havde snart ikke flere tårer at give af. De var alle blevet opbrugt de sidste 7 timer og nu var det som om, at hendes krop var tom. Tom, kold og ubrugelig.

Ind af den åbne hospitalsdør kom en ung sygeplejeske, et ansigt som Afrodites og en stemme der var blid som englesang. Hun mindede pigen om hendes storesøster og på ny blev der som stukket en kniv igennem hjertet på hende.

”Rose,” Lød sygeplejerskens blide stemme. ”Din mor er her.”

Roses øjne spærrede sig op i chok og lettelse. Hendes mor! Lige som den tanke havde strejfet hende, kom moren ind af døren, med den varme aura hun altid bar og i det sekund hun så sin datter, brød hun ud i tårer og løb nærmest hen til sengen, for at tage hende ind i en varm omfavnelse.

”Mor!” gav Rose sig til at hulke. De tårer hun nu ikke troede der var flere af, trillede nu ned af kinderne og fik hendes læber til at smage af salt.

”Jeg ved det… jeg.. ved det,” hulkede hun og strøg sin blide hånd over sin datters hoved. ”Jeg ved det.”

Sygeplejersken kunne ikke selv holde en tåre tilbage. Diskret forsøgte hun, at skjule det ved at køre en finger under sit øje og se den anden vej, lige i det øjeblik Roses papfar trådte ind af døren. Hurtigt var han henne ved sin kone og papdatter, der i det sekund hun så ham, slog armene om ham og hulkede endnu mere.

For Rose var det ikke til at forstå, hun nægtede at forstå det og nægtede at indse det. Det var kun i et forfærdeligt mareridt, at hun havde set sin søskende og far blive skudt for øjnene af hende. Alt det blod. Alt det blod kunne ikke være virkeligt. Skriget fra hendes søsters læber rungede stadig i hendes baghoved, efterfulgt af den høje skærende lyd fra et skud der blev affyret. Alle de skrig… Hendes lillebror… skudt i hovedet… Blod… Blod..

Et voldsomt skrig forlod hendes læber og med det samme rykkede hun sig ud af krammet, for at tage sig til hovedet og skrige på livet løs. Tårerene flød ned af hendes kinder, fingerspidserne knugede sig ind til hovedbunden og skar næsten hul. Den bekymrede mor var hurtigt til, at tage hende ind i sin favn igen, selv med tårer drivende ned af kinderne.

Hendes børn.. Hendes dejlige børn… væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...