Ny by, ny mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2016
  • Opdateret: 9 jul. 2016
  • Status: Færdig
Bidrag til musikkonkurrencen, valgmulighed 1- baseret på Skyscraper af Demi Lovato, Signe og hendes forældre er så tit flyttet, at hun ikke længere ved hvem hun er. Hun prøver altid at passe ind. At være normal. Normalt bor de ikke det samme sted mere end to måneder, hvilket gør, at Signe er indelukket og venneløs. Hun prøver ikke engang på at få nye venner, hun ved af erfaring, at hun bliver revet fra dem med det samme. En dag beslutter Signe, at hun vil finde sig selv. Men hvordan? Nu hvor ikke engang kender sig selv. Det hele bliver endnu mere vanskeligt da den populære pige i klassen finder ud af, at Signe er et godt og nemt offer for hendes mobberier...

4Likes
0Kommentarer
333Visninger
AA

4. D. 18/08-16

Kære dagbog,
så er der gået en til forfærdelig uge. Jeg har slet ikke skrevet det sidste stykke tid, da jeg bare ikke har kunnet tage fat om min blyant, så ked af det har jeg været. Jeg har også været syg et stykke tid.

Ane og company har fundet ud af, at vi flytter hele tiden. De siger, at det er fordi mine forældre er kriminelle, og at de flygter fra politiet hele tiden. Egentlig er det fordi mors arbejde kræver, at hun flytter hele tiden. Men altså, de vil ikke tro på mig. Det begyndte i mandags. Ane havde researched lidt. Hendes og mine forældre er blevet venner. Faktisk er hendes forældre ret søde. Men mine forældre har fortalt om, at vi er flyttet så meget, og også hvorfor. Hun sagde, at hun havde aflyttet en af hendes forældres samtaler, hvor de snakkede om, hvor synd det var for hele familien, at vi skulle flytte så meget. Ane har så fortalt resten af Snobberne det.

De startede med at give hentydninger. Så begyndte de at råbe det til mig og skubbe mig. Nu har de fortalt det til alle i klassen. Undtagen dem der ikke interesserer sig for sådan noget eller er stille. Næsten hele klassen er nu begyndt at fortælle mig, at mine forældre sindssyge, psykopater, kriminelle og meget mere. I matematik i dag, sendte Ane mig en seddel, hvor hun skrev, at hun godt vidste hvorfor jeg er psykopat. Åbenbart fordi mine forældre er det. Men jeg er jo ikke psykopat!! Jeg fik tårer i øjnene, og fik lov til at gå på toilet.

Da jeg var på 'toilet', låste jeg mig inde i en af båsene, og brød sammen. Jeg sad og græd. Pludselig hørte jeg døren. Jeg bed mig i læben og trak fødderne op. Stemmerne jeg hørte var Anes og Ninas. Nina er Anes yndlig. De går altid sammen. De er bedste veninder og bagtaler alle. Inden døren åbnede ringede klokken. 

Ane og Nina snakkede om mig. Her er deres samtale i korte træ, men jeg kan huske hele samtalen, den vil for altid være brændt inde i min hjerne:
"Hendes forældre køber sikkert ikke de klude hun har på og kalder tøj til hende, men stjæler dem i en af de klamme genbruger," sagde Nina, og de grinte bagefter.
"Ja, og resten er noget hun arver af hendes mor!"
"Og har du set hendes hår?"
"Ja, det er sikkert hjemmeklippet!! Hun har sikkert ikke råd til at få det klippet hos en rigtig frisør!!!"
"Hun står sikkert foran spejlet derhjemme og klipper det selv!" De grinede og fnisede. Resten af samtalen vil jeg ikke skrive ned. Men resten af den blev bare ledere og ledere. De bagtalte mig. De snakkede om, hvorfor jeg mon er et problem barn (som jeg jo ikke er), at jeg er hæslig, dum og så meget mere. Lidt inden frikvarteret sluttede gik de igen. Da jeg var sikker på, at de var væk, brød jeg sammen. Jeg sad og græd helt vildt meget. Det ligner mig ikke. Eller gør det? JEG VED DET IKKE!!! 

Da jeg var klar til gå igen kiggede jeg ind i spejlet. Det kunne lige så godt have været et vindue. For pigen der stod foran mig var ikke mig. Det var en pige der lignede mig lidt. En mellemting mellem brunt og blondt hår på hovedet. Det var langt og almindeligt. Ikke noget fancy eller tjekket. Spidserne var spaltede. Hele håret havde ikke længere glans. Resten af pigen var almindeligt. Almindelige træk, almindeligt tøj. Måske var tøjet lidt mere ude af mode end de fleste andres. 

Jeg ville egentlig skynde mig hjem, men Snobberne fangede mig. De tog en hånd for min mund og en for øjnene. De førte mig et eller andet sted hen. Da jeg blev kastet væk var jeg i en bogkælder. Det forklarede også hvorfor vi var gået ned af trapper. Der var kun gamle bøger, sådan s det i hvert fald ud ved første øjekast. Den nøgne pære i loftet gav en smule lys fra sig. Men der var alligevel kun en smule lys i rummet. I kanten af lysringen stod snobberne. De stod tæt rundt om mig og smilede med tilfredse smil. De begyndte at kalde mig øgenavne, som er for grimme til at stå i den her bog. Jeg lukkede bare øjnene og forestillede mig en klar, varm sommerdag. Pludselig følte jeg et hårdt spark i siden. Da jeg så op, så jeg, at Ane smilede tilfreds. Hun begyndte at sparke mig. Hårdere og hårdere. De andre Snobber begyndte også. Jeg tror, at jeg besvimede. For alt sortnede og da jeg åbnede øjnene igen var jeg alene. De havde laddet pæren være tændt, men var ellers bare gået. 

Der var lidt blod rundt omkring mig. Jeg mærkede efter. Det var bare nogen steder på benene og lidt næseblod. Jeg gik humpende op ad trappen og fandt ud i skolegården. Det var allerede skumringstid. Min taske havde ligget i et hjørne i bogkælderen. Jeg har nogen blå mærker, lidt sår og en forstuvet ankel. Mine forældre kommer altid hjem omkring klokken ni om fredagen, så jeg tog hen til lægen, og fik en læge til at se på min ankel. Jeg sagde, at jeg var faldet ned af trappen derhjemme, da jeg var på vej til en fritidsaktivitet. Lægen troede åbenbart på det og gav mig plaster på mine sår. Mine forældre er kommet hjem nu. Klokken er omkring ti. De troede på det med trappen.

Jeg håber på en bedre uge i næste uge, men det bliver det nok ikke. 

Din Signe

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...