Hades og Persephone

Mit bidrag til fantasy konkurrencen valgmulighed #2. Jeg tager udgang i historien om Hades og Persephone og deres forhold til hinanden.

Hector og Pernille er to unge mennesker der er helt forskellige, da Hector får overbevist Pernille om deres kærlighed for hinanden.

2Likes
0Kommentarer
284Visninger
AA

2. Hector og Pernille

Pernille svingede sit gyldne hår over skulderen, og fulgte med sin veninde Alexandra hen ad gangen, imens de sugede opmærksomheden i sig som de fik fra de andre elever. Pernille var en slank smuk pige, med lysebrunt hår, fregner, fyldige læber og lange øjenvipper. Hvor hun gik var det som om hun lyste, når hun var i byen var det som om blomsterne sprang mere ud. Alexandra var hendes veninde, hun var kendt for hendes fyldige former og at på trods af at hun havde en kæreste lod hun sig ikke holde tilbage med fyrene. De to var forskellige når det gjaldt deres kærlighedsliv, fordi Pernille var mere tilbageholdene, havde faktisk aldrig været sammen med en fyr.

Alexandras kæreste nærmede sig hende og deres læber mødtes i et hedt kys. Pernille gik videre til sit skab og ignorerede genforeningen bag hende.

"Åh Zander.. Ikke her!" hvinede Alexandra og skubbede ham væk fra sig. Hun jonglerede flere drenge på samme tid, og lod som om Zander var den eneste. Nogen havde ondt af ham, men det var fordi de ikke kendte til hans sjoverier; såvidt Pernille vidste havde han ikke kun fingrene i én frugtskål. Og det var derfor parret holdt, fordi de var så ens. Eller det var Pernilles teori. Hun åbnede skabet og satte sine bøger ind. I baggrunden kunne hun høre parret grine og flirte. Hun smækkede skabet i, hvor der bag det stod en dreng lænet op ad et andet skab. Hun vendte hovedet mod ham, lod sine øjne undersøge ham, og vendte sig om på vej ud. Han blev stående.

"Hej," hilste han, men skænkede hende ikke et blik. Hun vendte sig om og kiggede vurderende på ham, bed sig i inderlæben og hilste igen. Hans sorte hår var som kul, og hans skikkelse var omgivet af et mørke, der var svært at beskrive. "Pernille, ikke?"

"Mhm," nikkede hun mistænksomt imens en antydning af et smil viste sig på hendes læber. Han gik hen foran hende, fik hende til at føle sig sårbar og usikker. Men hun veg ikke tilbage. De længste lokker nåede ned foran hans øjne, og han pustede dem væk. Han var højere end Pernille, og hun fik ondt i nakken af at kigge op, så hun betragtede i et kort øjeblik omgivelserne. Hendes veninde stod med tungen i halsen på sin kæreste, og et par lidt for høje nydelses-lyde fik en lærer til at skære en grimasse.

"Kom med mig hjem," sagde drengen uden at foretrække sig en mine, som om det han sagde ikke var totalt absurd. Hun vendte blikket tilbage til ham og løftede sine øjenbryn. Ingen følelser var at spore i hans blik. Med et fnys vendte hun om på hælen. Hun vidste, hvem han var. Hector. Kun nytilkomne vidste det ikke. Og hun ville ikke have noget med ham at gøre. Hendes forældre havde advaret hende om ham, da hun startede på skolen. Og hun vidste bedre end som så. Pernille gik ud af skolens dobbeltdøre, og fik pludselig en trang til at vende sig om. Hun var nær standset af forbavselse over sig selv, for hun havde aldrig haft lyst til at kigge tilbage efter den dreng, hun havde efterladt. Hasteligt fortsatte hun hen til sin bil. Hun så ikke, at han kiggede efter hende med et selvsikkert glimt i øjnene, på trods af han lige var blevet valgt fra.

 

Alexandra og Pernille sad inde på værelset hvor Alexandra surfede mellem kanalerne på tv'et. Pernille sad med benene over kors i sengen, lod som om hun læste, fordi hendes tanker var på den mystiske dreng. Med en finger legede hun med sit gyldne hår, og lod øjnene slappe af. Hector var vokset op i den upopulære side af byen; der hvor man skulle blive inde om aftenen, hvor rotterne levede sammen med menneskerne. Eller det var da hvad hendes forældre havde fortalt. 

Pernille var en eftertragtet pige og hun gav sig ikke ud til enhver. Ingen havde været gode nok for hende endnu, og ham drengen var ikke nogen undtagelse. Men der var et eller andet ved ham, der fik hende til at tænke på ham og ikke kunne lade vær. Med det blotte øje ville man sige de to var modsætninger; den lyse gode pige, og den mørke uartige dreng. Man skulle næsten tro de var opvokset på to forskellige planeter. Pernille var pigen, som lyttede til sine forældre, arbejdede frivilligt for velgørenhed og skabte glæde og lys omkring sig. Drengen var den uartige, som gjorde hvad han begærede og aldrig gjorde noget for at hjælpe andre. Han hed Hector. 

"Pernille?" kaldte Alexandra med et dømmende udtryk lagt over ansigtet. Pernille blinkede et par gange, og kiggede op fra sin bog.

"Ja?"

"Du lytter ikke efter." sukkede hun og slukkede tv'et hvorefter hun sprang op i sengen til hendes veninde. "Hvem er den heldige der får din opmærksomhed?"

Pernille rullede øjne af hende og viftede hende af: "Ikke nogen."

"Ej kom nu! Du har altid sagt sådan noget til mig,"

"Han er ikke nogen-"

"Han?" hvinede hun og hoppede lidt på numsen for at vise hvor begejstret hun var.

"Alexandra, hold nu! Vi har knap nok snakket sammen. Han kom bare over til mig efter skole og inviterede mig hjem," Det fik Alexandra til at gøre store øjne. Hun jublede og begyndte at planlægge vores fremtid, om hvordan vi alle ville gå på dobbeltdate, og sådan noget. Hun holdt inde og skar en spændt grimasse.

"Hvem, åh Pernille, hvem, hvem, hvem!?" Pernille var stille. Alexandras smil var stort, men falmede i takt med at hun fik sagt navnet.

"Øøh, jeg ved ikke om du kender ham, men øh, han hedder Hector,"

Stilheden var lang. Hendes hjerte dunkede i hendes øregang, og hendes hænder blev våde. Alexandra stirrede på hende, med en foragtet grimasse. Selvfølgelig kendte hun ham, for det gjorde alle. Han var anderledes, særlingen for at sige det lige ud, og Alexandra gik meget op i socialklassen. Øverst var der de populæreste, som hun havde placeret de to piger ved. Nedenunder den var der kærester til populære, så bedste venner, venner, familie, normale, usynlige og særlinge. Hun havde givet Pernille en hel lektion engang om selve temaet. Og hun vidste Hector var nederst på listen.

"Ham tager du da ikke hjem til?! Han er uhyggelig, og skat, du kan gøre meget bedre end ham," sagde hun. Det fik en pludselig vrede til at blusse op inden i Pernille. Hun blev så forskrækket, at hun gispede. En tanke, som skræmte hende, susede ind i hendes tankespind; hun havde lyst til at tage hjem til ham. Og hun ville gøre det. Om det var fordi Alexandras bemærkning gjorde hende trodsig, eller om det var ham, der dragede hende til, vidste hun ikke. Måske lidt af begge dele.

 

Hun endte i hvert fald ved hans dør efter skole, dagen efter. Hendes blik vandrede rundt mellem skraldespande, gamle lejligheder, og katte der var på eventyr på lossepladsen. Det var som om nogen tog hårdt fat om hendes hjerte da hun bankede på døren. Den blev ikke åbnet. Hun kiggede sig omkring, og besluttede sig for at prøve en sidste gang. Ellers kunne hun bare bilde Alexandra ind hun havde gjort det, for hun ville for ingenting miste sin troværdighed fuldstændigt. Døren åbnede sig få sekunder efter det sidste bank, og i døren stod han. Han lod sine øjne glide over hendes krop, og sendte hende et skævt smil. Pernille gik ind og kiggede sig omkring. Huset var intet som hvor hun boede, her var mørkt, og gamle møbler var placeret i et hjørne. Hun satte sig i en af dem.

"Dit tilbud gjaldt vel stadig?" spurgte hun højt, da han var begivet sig ud, i hvad hun troede, var køkkenet. Han kom ind med to glas vand, og et selvsikkert smil placeret på ansigtet. Hun vidste godt hun kunne få en fyr der var bedre end ham, men der var noget ved ham her. Han var mystisk, og så anderledes. 

"Nå, Pernille, fortæl mig om dig selv," sagde han blot, og lænede sig tilbage i sofaen overfor hende. Hun begyndte at plapre op om hendes forældre, skolen, om Alexandra og dengang hun var mindre. Han sad og slugte hvert et ord, uden at gøre andet end at nikke nogle enkelte gange. Da Pernille var færdig med sit kop vand, lod hun et par dråber blive tilbage. De kunne godt blive der. Deres øjenkontakt var ikke blevet brudt den sidste halve time. "Du vil ikke spørge ind til mig?"

"Jeg ved hvem du er," sagde Pernille bare, men selvom ordene var hårde nåede de ikke ind til ham. Han grinede lidt for sig selv, og lænede sig så frem, så deres ansigt var få centimeter fra hinanden.

"Hvorfor tror du, du er her? Fordi det er et væddemål? Eller faktisk fordi du er interesseret i mig?" hviskede han. Pernille vidste han havde ret; hun var her, fordi hun var nysgerrig. Ikke for at trodse Alexandra. Hun sank en klump i halsen, og vendte så sit hoved væk fra ham. Han smilede tilfreds og lænede sig igen tilbage.

"Hvad vil du mig?" spurgte hun istedet for at give ham den fulde tilfredsstillelse. Hans drillende ansigt blev erstattet med alvorlighed, og han kiggede hende dybt i øjnene.

"Jeg kan lide dig, Pernille. Og jeg synes dig og mig skal være et os," Pernille stivnede med sine øjne boret ind i Hectors. Hun havde lyst til at le, græde og skrige. Han foretrak sig ikke en mine, beholdt sin alvorlighed, så hun ikke kunne være i tvivl om at det var sandt. Hans sorte øjne var fyldt med elendighed og sorg, og hendes hjerte sagde hun skulle hjælpe drengen. Være sammen med ham, prøve at gøre ham lykkelig.

Hun kunne høre Alexandras stemme i sit hoved: "Du kan gøre bedre end ham... Du tager da vel ikke hjem til ham... Han er uhyggelig.." Var hun jaloux? Ville hun have Pernille for sig selv? Eller var det bare noget Pernille forestillede sig? Hun rystede på hovedet for at klare tankerne, men de filtrede sig bare sammen. Hendes øjne undersøgte huset, men det hun burde se - elendighed, fattigdom og ensomhed - var erstattet med ømhed og håb. Hector lænede sig ind over den usynlige væg der var imellem dem, og lod deres læber mødes. Pigens lys og drengens mørke neutraliserede hinanden, passede sammen. Hans kys var fyldt med alle de følelser han havde i sig, spænding, nervøsitet, kærlighed og sorg.

Pernille lod sine hænder føle hans krop, ham. Hun havde ondt af ham, men kunne mærke kærligheden fra ham til hende, og hun lod sig selv forelske. Han trak sig væk og lod sig selv betragte hende. Hun havde lukkede øjne, havde stadig sine hænder på hans krop. Hendes smil fyldte ham op, og hendes øjne lyste af nervøsitet, så han tog hendes hånd og kyssede den.

"Jeg er din," hviskede hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...