WRONG ▹ Fictional Writing

Haven Lane har efterhånden kendt Zayn Malik i nogle år nu. I de år hun har kendt ham, har han aldrig haft en kæreste. Så hvad gør hun når Zayn lægger hans hænder på hende, og giver hende en smagsprøve på hvad det vil sige at være med ham. _____________________________________________________________________________________________________________ En fanfic hvor Zayn går på hans sidste år på high school med One Direction drengene. Jeg advarer på forhånd mod detaljerede scener.

61Likes
51Kommentarer
36769Visninger
AA

19. 18 ✘ Breakeven

Kapitel 18

 

When a heart breaks,

no, it don't break even.

 

Da Hannah forlod min side, foldede jeg papiret ud igen. Men for at det ikke skulle være løgn, kom Grace nu gående. Jeg skyndte mig at gemme brevet ned i lommen.

 

”Hey, kommer du? Der er kun nogle få minutter til klokken ringer ind.” Hun sendte mig et smil, som jeg hurtigt gengældte. ”Kommer.” svarede jeg, før jeg hev mine fysikbøger ud af mit skab.

 

Grace var min partner, da vi endnu en gang skulle lave energiforsøg. Jeg foretrak hende som partner, da hun også selv var ret nørdet på det punkt. Men Harry udgjorde nu også en god makker.

 

Harry havde dog teamet op med Zayn igen, mens Alexandra stod med Zoe. De sidste 2 skoledage havde Alexandra og Zayn ikke været i nærheden af hinanden, hvilket var stort i forhold til at det var dem.

 

De kiggede ikke engang efter hinanden, de var for optaget med dem selv, og på en måde var det rart.

 

Et håb for Zayn og jeg hobede sig op i mig – et håb jeg ikke burde have. Men noget var ændret ved ham, og han havde forbedret sig selv og faktisk lyttet til mig.

 

Han hang ikke op af nogle af de andre piger, han undskyldte over for mig, han skrev mig et brev, og han ledte efter mig, nok for at prøve igen.

 

Det var som om han var en helt ny person, og jeg ønskede at give ham en chance til, men ville jeg så være naiv?

 

 

Da jeg kom hjem efter skole, hev jeg brevet op af lommen. Jeg satte mig på sengen, mens jeg læste hans håndskrevet note.

 

Hey Haven.

Jeg ved at du er vred på mig, og det har du også ret til. Jeg har ikke ligefrem behandlet dig, som du fortjener at blive behandlet. Du er en fantastisk pige, og jeg er ked af mine handlinger. Jeg forstår godt at du ikke vil høre hvad jeg har at sige, og at du nok har brug for tid. Så nu giver jeg dig tid. Tag så meget du behøver, jeg venter. Stol på mig. – Zayn

 

Jeg lagde noten på mit sengebord, før jeg smed mig tilbage i sengen. Han var virkelig forandret, og på en måde ønskede jeg at han bare ville være sit egocentrerede jeg.

 

Men for første gang, følte jeg at han var autentisk og omsorgsfuld.

 

Men kunne jeg så også stole på ham? Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg måtte bare vente og se tiden an. Det kunne være at svaret kom helt naturligt.

 

Det bankede på døren, så jeg måtte desværre rejse mig op. Jeg gik ud i gangen, og åbnede døren.

 

Grace stod i døråbningen, med et uroligt blik. ”Hey.” hilste hun med en lav stemme. ”Hej” svarede jeg forundret, da jeg ikke lige havde regnet med at se hende.

 

”Kom ind.” bad jeg så, og trådte til side. Hun stillede sit overtøj i gangen, før hun fulgte efter mig, op på mit værelse.

 

Hun satte sig i sengen, mens jeg bare stod lænet op af min kommode. ”Er du okay?” spurgte jeg, eftersom Grace virkede ret trist.

 

”Mig?” spurgte hun forvirret. Jeg nikkede. ”Jeg kom forbi, fordi du tidligere i dag virkede ret distræt. Jeg ville bare sikre mig at du var okay, eftersom jeg alligevel skulle denne vej.”

 

”Jeg har det helt fint.” forsikrede jeg hende om, med et lille smil indblandet. Hun sad og kiggede rundt i rummet. Da hendes øjne lagde sig på mit sengebord. Hun kiggede konfust på noten, før hun tog den i hænderne. ”Nej, Grace.” bad jeg, eftersom jeg ikke ønskede at hun skulle læse den.

 

Jeg gik over til sengen, og prøvede at hive lappen ud af hånden på hende, men hun var hurtig til at rykke sig. Hun mumlede hele teksten, før hun afsluttende sagde ”Stol på mig. Zayn.”

 

”Hvad er det her?” udbrød hun, mens hun viftede med brevet. ”Du havde ikke tilladelse til at læse det.” vrissede jeg tilbage.

 

”Du droppede ham slet ikke, gjorde du vel?” fortsatte hun gnavent. ”Jo!” råbte jeg. ”Hvorfor har han så givet dig det her?! Det kan ikke være ham der har skrevet det, det er ikke muligt.”

 

”Og hvorfor er det så ikke muligt?” råbte jeg. Jeg var for alvor irriteret over Grace, og hvordan hun bestemte over mig. Hun skulle ikke længere blande sig mellem Zayn og jeg, det var ikke hendes forretning.

 

Nu råbte Grace også ”Fordi Zayn ikke er sådan her!”

 

”Hvad ved du om det?!” Jeg gik tættere på Grace og rev brevet ud af hendes hånd, før jeg trygt lagde det i min hånd.

 

Grace sænkede stemmen, mens hun så på mig, med et seriøst blik. ”Jeg kender ham.”

 

”Du kender ham ikke! Du kan ikke fordrage ham!” fortsatte jeg med en høj stemme.

 

Grace hævede stemmen igen. ”Hvorfor er du så dum?! Hvorfor stoler du på ham?! Den eneste grund til at han ville have dig, var på grund af at du var let at komme i seng med!”

 

Nu var det nok. Jeg havde regnet med tårer, men vreden var stærkere. Hvad var hun for en veninde, at kalde mig billig?

 

Jeg pegede mod døren til mit værelse ”UD” befalede jeg. Rystende på hovedet af mig, forlod hun mit værelse, og derefter mit hjem. Hun smækkede døren bag sig, hvilket rungede i hele huset.

 

Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var så vred, og såret på samme tid. Jeg kunne ikke se nogen anden udvej, end at gå ind på mit værelse og smække døren. Det hjalp mig af med nogle aggressioner, men nu kom tårerne.

 

Jeg var træt af at græde.

 

 

 

Endnu en skoledag skulle overstås. Jeg placerede hjelmen på styret – før jeg som jeg plejede – kørte en hånd igennem mit hår.

 

Denne morgen var ligesom enhver røv syg morgen, og selv om jeg kun lige akkurat var kommet, tænkte jeg på hvornår jeg kunne komme hjem igen.

 

”Godmorgen.” lød det bag mig. Jeg vendte mig om, for at se Harry komme gående. Han havde lige parkeret hans bil, og nu gik han og kastede med nøglerne i sin ene hånd. ”Godmorgen” hilste jeg, før jeg sendte ham et oprigtigt smil.

 

Vi fulgtes op til porten, og jeg indrømmede gerne, at det var rart at have ham ved min side igen.

 

”Hvad skal min kæreste og jeg så lave i dag?” jokede han, og jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt. ”Undskyld for sidst, næste gang siger jeg at jeg er lesbisk.” Det var hans tur til at le nu.

 

”De fleste røvhuller i byen er også ret ligeglade med om du har en kæreste eller ej, medmindre de er pumpede som mig.”

 

Jeg grinte lidt af hans selvtillid ”Hvad siger fyren med spaghettiarmene?”

 

Han kiggede fluks over på mig, med et lettere fornærmet blik. Et smil viste jeg dog hurtigt på hans læber.

 

”Spaghettiarme.” gentog han krænket, før han gav sig til at spænde, så hans muskler blev markeret. ”Kalder du det her spaghettiarme?”

 

Jeg måtte indrømme at han havde flere muskler, end det lige så ud til. ”Er det sådan du scorer i byen? Jeg tør vædde med at du flexer overfor alle pigerne” Jeg grinte let.

 

”Nej. Kun dig” han sendte mig et stort smil, der blottede hans smilehuller i kinderne.

 

Synkronisk åbnede vi dørene ind til skolegangen. Den første person jeg så, var Zayn stå for enden ved et skab der ikke var hans.

 

Han stod sammen med en pige. Heldigvis var det ikke Alexandra. Hun var dog stadig køn.

 

Jeg stoppede op, hvilket fik Harry til at se undrende på mig. Han kiggede derefter i samme retning som jeg, og nu forstod han.

 

Pigen var ikke en jeg havde set før, og hun så ret ung ud. Jeg gættede på at hun lige var startet dette efterår. Det betød at hun var 3 år yngre end Zayn, men med lige så meget selvtillid som ham.

 

De stod begge og smilede, men det var ikke hvad der gik mig på. Zayn skulle da have lov til at snakke med andre piger, uden jeg blev jaloux. Men jeg blev jaloux, når han flirtede tilbage med piger der flirtede med ham.

 

Hendes ene hånd lå om hans skuldre, og hendes krop var presset mod hans. Hans ene hånd lå på hendes hofte, og holdt hende tæt ind til ham.

 

Hendes anden hånd, lå ved hans kæbe, mod hans skægstubbe, og jeg ønskede at det var mig han stod sådan med.

 

Vreden i mig voksede. Han sagde at han ville give mig tid, og nu stod han her med en anden pige. Var hun så også lige så fantastisk som Zayn havde skrevet at jeg var.

 

Jeg hev brevet op af baglommen, og læste det igennem endnu en gang. Jeg havde læst det 100 gange i går aftes, og det føltes så ægte. Men når jeg stod her og så på ham flirte med en anden, virkede det ikke til at han havde skrevet brevet. Nu virkede det helt uvirkeligt.

 

Jeg kiggede vredt på ham og den yngre pige, før jeg stormede mod dem. ”Haven, stop. Det er en dum idé” prøvede Harry, men jeg lyttede ikke. Jeg var træt af personer, der fortalte mig hvad jeg skulle gøre.

 

Jeg gik i et raskt tempo mod Zayn og pigen. Mit blik var køligt, og direkte rettet mod Zayn. Da han fik øje på mig, falmede hans smil.

 

Han skubbede pigen væk fra sig, og hun forstod hentydningen og gik.

 

Jeg viftede heftigt med brevet, som han nu fokuserede direkte på. ”Er det her en joke for dig?!” råbte jeg, så hoveder vendte sig mod os. Folk begyndte at hviske og kigge på os ud af øjenkrogen.

 

Jeg kunne se på hans blik, at han var en smule overrumlet. Men det var jo klart, når jeg kom væltende og konfronterede ham.

 

”Hvad mener du?” forsøgte han, men jeg kunne høre at han løj. Han vidste præcist hvad jeg mente.

 

”Du bad mig om at stole på dig, om at du ville give mig tid. Er det her den tid du mener? Knap 24 timer?”

 

”Fald ned” bad han, mens han ikke kunne koncentrere sig for alle de elever der gloede på os.

 

”Hvorfor skulle jeg? Hvorfor må de andre ikke vide hvordan du virkelig er? Et manipulerende røvhul” Folk hviskede nu højere, men jeg kunne ikke være mere ligeglad.

 

”Stop nu Haven.” forsøgte han igen.

 

”Hvorfor er du sådan her? Du er et komplet røvhul når her er andre til stede, men så snart der ikke er nogen omkring, er du helt nede på jorden.”

 

”Stop med at tro at du kender mig!” nu råbte han også.

 

”Jeg tror ikke at jeg kender dig, for det gør jeg ikke. Du giver mig jo ikke en chance for at lære dig at kende!”

 

”Nej!-” fortsatte han med en høj stemme. ”For jeg var bange for at hvis du kom for tæt på mig, ville du kunne lide mig.”

 

”Og det ville være så forfærdeligt?!”

 

Han sagde ikke noget, han stod tavs et par sekunder, før han nu med lavere stemme svarede ”Du skulle lade være med at tro, at bare fordi vi var sammen, havde vi mere end sex.”

 

Min kæbe faldt til jorden. Alle omkring os vidste nu, at Zayn og jeg havde været i seng sammen. De begyndte også at snakke endnu højere og grine lidt af hele samtalen.

 

Jeg fattede ikke at han røbede det. Det var ham der sagde at ingen måtte vide det, og nu havde han fortalt det til mindst 30 andre elever.

 

Jeg hev fat i Zayns arm, før jeg førte ham ind af en dør, der førte til biblioteket. Jeg skulle bare have ham ind af den første dør der kom – væk fra de andre.

 

”Hvorfor sagde du det?” hviskede jeg med vrede i stemmen. Han kiggede på mig med store øjne ”Det var dig der angreb mig.”

 

”På grund af dit brev-” Jeg viftede med det igen. ”Du skrev at du ville vente, og så stod du og hang op af en 1. Års elev.”

 

Grace bragte tvivlen frem i mig igen. Hun sagde at det umuligt kunne være ham der havde skrevet brevet. ”Er det dig der har skrevet det?” spurgte jeg stille.

 

Han tog en dyb indånding. Jeg troede han skulle til at indrømme, at det ikke var ham. Men hans svar modsagde Grace. ”Ja, jeg skrev det.”

 

Jeg stod forbavset og så på ham. Stilhed opslugte os, og der gik noget tid før jeg snakkede igen.

 

”Mente du hvad du skrev i brevet?”

 

Han svarede tydeligt.

 

”Hvert eneste ord.”

 

Men det var ikke nok, til at jeg troede på ham. Jeg havde brug for noget mere specifikt. ”Synes du at jeg er fantastisk?” jeg blev pludselig meget genert.

 

”Ja.” svarede han igen, og varmen steg til mine kinder. Også selv om det sagtens kunne være en løgn.

 

Jeg følte mig stadig ikke helt overbevidst, så jeg spurgte ham om et brændende spørgsmål.

 

”Du ved at jeg kan lide dig-” han nikkede, med et lille klemt smil. ”Men jeg ved ikke hvad du føler for mig?”

 

Det var måske mere en konstatering, men jeg fik det til at lyde som et spørgsmål.

 

Han fugtede sine læber, og lod hans øjne fange samtlige bøger. Det gjorde mig nervøs på hvad han ville sige. Jeg havde ingen idé om hvad han ville svare mig.

 

Han kiggede endelig tilbage i mine øjne, og jeg vidste at svaret kom nu.

 

Langsomt åbnede han munden, og sagde ”Jeg er ked af det. Jeg føler ikke noget for dig.”

 

Mit hjerte begyndte at banke hurtigere. For første gang ønskede jeg, at han ville sige alt andet end sandheden.

 

Hvorfor løj han ikke, når jeg havde brug for at han gjorde det.

 

Samtlige gange havde han erklæret at han holdt af mig, og at jeg var fantastisk og betød noget for ham. Men var det så minimalt, at det knap var en følelse?

 

Alt for mange spørgsmål, til alt for få svar.

 

Mine øjne blev våde, men jeg ønskede ikke at græde. Så jeg fokuserede på at holde tårerne inde. Mine tårer skulle ikke længere spildes på ham.

 

Jeg tog mig sammen, til at sige nogle sidste ord til ham, før jeg ville køre hjem. Også selv om jeg ikke havde deltaget i nogle af timerne.

 

Selvtillid samlede sig i mig. ”Du sagde at jeg ikke kender dig. Det er der ikke mange der gør. Så hvem er du? Hvem gemmer du dig for?”

 

Jeg forlod biblioteket, samtidig med at jeg hørte ham sukke bag mig.

 

Jeg løb mod min motorcykel, mens de andre elever gik til deres første lektion.

 

Jeg startede den, tog hjelmen på, og kørte hjem.

 

Jeg væltede nærmest ind af døren, da jeg havde slukket motorcyklen igen. Jeg lukkede den hårdt bag mig, og uden at vide hvorfor, låste jeg den også.

 

Jeg hvilede min ryg mod trædøren, mens tårerne strømmede ned af mine kinder. Jeg troede at jeg var færdig med at græde, men det viste sig ikke at være helt sandt.

 

I forsøget på at få ham jeg virkelig var forelsket i, mistede jeg mig selv, og ham med.

 

Han var aldrig min, men at miste ham knuste mit hjerte.

 

Han sad sikkert til undervisning, uden at sende mig en eneste tanke. Jeg var grædefærdig, mens han slet ikke var påvirket.

 

Hvordan kunne det her på nogen måde være fair?

 

 

Så har de begge lagt kortene på bordet. Det ser bare ud som om Zayn slog Haven i sit eget spil. Hvad tror I der kommer til at ske nu, hvor Zayn har sagt, at han ingen følelser har for Haven? Tak fordi I læste dette kapitel, håber i får en dejlig aften. xFW

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...