WRONG ▹ Fictional Writing

Haven Lane har efterhånden kendt Zayn Malik i nogle år nu. I de år hun har kendt ham, har han aldrig haft en kæreste. Så hvad gør hun når Zayn lægger hans hænder på hende, og giver hende en smagsprøve på hvad det vil sige at være med ham. _____________________________________________________________________________________________________________ En fanfic hvor Zayn går på hans sidste år på high school med One Direction drengene. Jeg advarer på forhånd mod detaljerede scener.

61Likes
51Kommentarer
36741Visninger
AA

18. 17 ✘ She Met A Man

Kapitel 17

 

She finally met a man,

that's gonna put her first.

 

Det var rart at vågne op mandag morgen, og vide at alting ville være som jeg ønskede det. Zayn ville holde sig fra mig, fordi jeg bad ham om det, og Harry ville, fordi han var sur på mig.

 

Jeg havde ikke troet at dét at sige, at han mindede mig om Zayn, ville pisse ham så meget af – men det gjorde det.

 

Hellere at han hadede mig, end at han ville fortsætte med at opsøge mig. Alligevel var jeg lidt trist, da jeg havde mistet en god ven.

 

Jeg var vågnet op i Graces seng, eftersom at jeg havde overnattet der med Hannah. For en gangs skyld valgte vi at pjække fra de første 2 timer, så vi kunne gå ned på Beans & Barley – en lille hyggelig café.

 

Da vi stod dernede klokken 9, var der stort set ingen mennesker. De fleste var jo på arbejde, eller i skole.

 

Vi gik op til skranken, hvor vi alle 3 bestilte en vaffel hver. Kvinden bag kassen var hurtig til at lave dem for os. Vi tog en tallerken hver, hvorefter vi satte os ved et af de ledige borde.

 

”Jeg er rigtig glad for din beslutning.” Smilte Grace, før hun skar i sin vaffel. ”Det er jeg også.” sukkede jeg. Det var rart, ikke at skulle forholde mig til ham eller Alexandra.

 

”Skål for single piger” grinte Hannah, før hun skålede med et stykke vaffel. Vi løftede alle vores vaffel på gaflen, før vi førte maden ind i munden.

 

Kort efter gik døren til caféen op, hvilket fik en lille klokke til at bimle. Den tiltrak vores opmærksomhed, samt de to drenge der kom ind.

 

En af fyrene havde lyst hår, skubbet en smule bagover, så det ikke indrammede, hans ellers markerede ansigt. Han havde et lille smykke om hans hals, men motivet var dækket af hans tanktop.

 

Fyren bagved havde det samme lyse hår, og markerede ansigt. Han så dog ældre ud, og lignede storebror til ham den anden dreng. Han havde en grå hue i hånden, og et par solbriller der dækkede hans øjne.

 

”Hvem er det?” udbrød Hannah, heldigvis lavt nok til, at de ikke kunne høre hende. Grace sukkede ”Det er Durham brødrene. Cody og Edison.”

 

Hannah så forvirret på Grace ”Hvordan kender du alle?” Grace grinte kort, før hun fortsatte sine informationer om brødrene.

 

”Cody går på 4. År sammen med os, men han har misses en masse timer her de sidste par uger efter sommerferien. Hans bror gik ud for 2 år siden, og nu arbejder han på en juicebar, hvor han siger, at han vil arbejde resten af sit liv.”

 

I mine ører lød det fuldkommen latterligt. Hvem vil arbejde på en juicebar hele sit liv? Jeg kiggede over på Hannah, der virkede til slet ikke, at finde det underligt.

 

”Men I bør ikke vise nogen interesse i dem, de er snot dumme de to drenge. De gør intet godt for jer.”

 

Vi gik tilbage til at spise vores vafler, men da drengene kom gående imod os, kunne jeg ikke lade være med at sende et lille venligt smil.

 

Cody gengældte mit smil, før han stoppede ved vores bord. ”Godmorgen piger.” Hans tænder var kridhvide, og så lige, at han måtte have gået med bøjle på et tidspunkt.

 

Hans storebror bag ham, sendte også et meget identisk smil. ”Godmorgen.” hilste Hannah og jeg, mens Grace var uhøflig ikke at sige et ord til dem.

 

”Må vi slå os ned?” spurgte Cody, og vi var alle hurtige til at svare.

 

”Faktisk så-” sagde Grace.

 

”Selvfølgelig.” svarede Hannah og jeg i kor.

 

Drengene smilede igen, før de tog plads sammen med os. Cody satte sig ved siden af mig, mens Edison gav Hannah opmærksomhed.

 

”Jeg er Cody.” hilste han. ”Og det her er min storebror Edison.” Hans bror lavede et vink ”Bare kald mig Ed.”

 

”Du må være Grace” påpegede Cody. Hun sendte ham et iskoldt blik ”Ja.”

 

Situationen mellem dem, blev en smule akavet, så Cody kiggede i stedet på mig. ”Og du er Haven.”

 

Jeg rynkede panden ”Hvordan ved du det? Jeg mener, vi har aldrig snakket sammen.” Et lille usikkert grin undslap.

 

Han sendte et skævt smil ”Du er Zayns pige.”

 

Jeg forstod ikke hvorfor han troede det. Jeg blev først nervøs for at nogle havde sladret, men vi havde jo tilbragt tid sammen i skolen, og folk havde nok lagt mærke til at vi ind i mellem havde flirtet lidt.

 

”Jeg er ikke Zayns pige” grinte jeg akavet. Han kunne godt se på mig, at jeg ikke ligefrem fandt det sjovt, så han undskyldte hurtigt. ”Det beklager jeg. Jeg ville ikke fornærme dig.”

 

Der var stille i mellem os alle i et kort øjeblik, da jeg huskede hvad Grace sagde, og jeg hermed så en mulighed for at indlede en samtale igen.

 

Jeg kiggede over på Ed, der sad og drak et glas appelsinjuice. ”Så du arbejder på en juicebar?”

 

Han storsmilede da jeg bragte det på banen. ”Det gør jeg! Og det vil jeg gøre resten af mit liv.”

 

”Resten af dit liv? Er du sikker på det? Der er så mange muligheder.” påpegede jeg venligt.

 

”Jeg ved det, jeg ved det.” mumlede han afslappet. ”Men jeg har prøvet 2-3 jobs, og intet føltes lige så rigtigt, som at stå blandt friske frugter. Det gør mig bare glad.”

 

Han var grav alvorlig, selv om jeg troede han tog gas på mig til at starte med. Sikke nogle ambitioner…

 

”Forresten fejrer jeg min lillebrors 18-års fødselsdag på juicebaren i aften. I burde komme, alle fra årgangen kommer. Det bliver vildt! Juice og vodka, gin og vodka. I kan ikke sige nej.”

 

”Det er et godt tilbud” løj jeg. De hørte heldigvis ikke løgnen i min stemme. Selv om jeg var dårlig til at lyve, slap jeg i største tilfælde afsted med det. Mest fordi at det var sjælendt at folk faktisk lyttede helt efter, for hvis de gjorde det, ville de tydeligt kunne høre når jeg ikke talte sandt.

 

”Vi kommer” svarede Hannah begejstret, og helt skudt i Ed. ”Fantastisk!”

 

Grace kiggede lamslået på Hannah, hvilket måske var lidt af en overreaktion. En fødselsdagsfest på en juicebar, var ikke det værste vi kunne deltage i.

 

”Ed kører mig i skole når jeg er færdig her, vil I have et lift?” spurgte Cody venligt.

 

”Nej tak det-” startede Grace, men Hannah overdøvede hende med et ”Ja tak, det vil vi da meget gerne!”

 

Grace så surt på Hannah, der bare smilede og så fornøjet ud.

 

 

”Tak for turen” takkede Hannah, før vi steg ud af bilen på skolens parkeringsplads. ”Intet problem.”

 

Da jeg steg ud af bilen, var elever på vej til pause efter frokost. Vi var blevet længere tid væk, end hvad vi havde tænkt.

 

Jeg gik op mod hovedindgangen hvor Zayn stod med blikket rettet mod mig. Han stod helt alene og med hans hænder bag ryggen.

 

Bag ved mig gik Hannah og Grace, men de gik begge med øjnene i jorden, så de havde ikke fået øje på ham.

 

Jeg skulle til at gå direkte forbi Zayn og ind af døren, da han greb mit håndled ”Jeg bliver nødt til at snakke med dig.” hviskede han.

 

Hannah og Grace stoppede op og kiggede nu over på os. ”Jeg sagde at du skulle lade mig være” vrissede jeg. Han kiggede på mig med milde øjne ”Jeg ville ikke hive fat i dig, hvis det ikke var vigtigt.”

 

Jeg tænkte over om jeg skulle give ham et chance til at sige hvad han ville, og jeg blev enig med mig selv om, at han kunne få et skud. Jeg vendte mig om mod Hannah og Grace hvorefter jeg bad dem om at fortsætte uden mig. ”Bare gå, jeg fanger jer senere.” De nikkede, før de gik ind af døren.

 

Jeg kiggede tilbage på Zayn, der stadig havde fat i mit håndled. Jeg kiggede gnavent ned på hans hånd, før han huskede vores samtale, og slap sit greb. Det irriterede mig, hvordan han med 1 tag, kunne tage magten over min krop.

 

Jeg kiggede tilbage i hans øjne, der aldrig havde set så sårbare ud før. Det gjorde mig mere nysgerrig på, hvad han havde tænkt sig at sige.

 

”Undskyld Haven.” lagde han ud, og jeg vidste nu hvor det her førte hen. ”Det var aldrig min mening at såre dig.”

 

Surt svarede jeg tilbage ”Nej, men det gjorde du.”

 

Jeg vendte mig om og gik mod skolens indgang. Jeg hørte ham sukke bag mig, men jeg lukkede det ude.

 

Jeg vidste præcist hvad han havde tænkt sig at sige. Han ville undskylde og gøre det godt igen, så han kunne få mig tilbage. Eller nærmere, få min krop tilbage. Han var jo pisse ligeglad med mig og mine følelser.

 

Min lunte med ham var kort, så hvis han ville undskylde, skulle han vide præcist hvad han ville sige. For med ham, var jeg i et humør, hvor jeg slog ned på alt pis han lukkede ud.

 

Jeg kiggede rundt på gangen, og fandt hurtigt Hannah og Grace. De kiggede nysgerrigt på mig, da jeg kom stormende imod dem.

 

”Hvad sagde han?” spurgte Hannah og lænede sig frem mod mig, så jeg ikke behøvede at snakke så højt. Med en lav stemme svarede jeg ”Han undskyldte.”

 

Selv om Grace ikke havde stukket hovedet frem mod mig, hørte hun det også. ”Er han tilgivet?” spurgte hun.

 

Jeg fnøs ”Langt fra.”

 

Hun kiggede nærmest stolt på mig. ”Du er virkelig sur på ham, er du ikke?” Jeg nikkede stort, og med et gnavent blik.

 

Der skulle langt mere til, end en sølle undskyldning. Faktisk troede jeg selv på, at jeg nok aldrig ville komme til at tilgive ham helt.

 

 

Hannah, Grace og jeg var taget hjem til mig, for at gøre os klar til festen. Hannah havde pakket en kæmpe taske med tøj, som hun gerne ville dele ud af.

 

Hun elskede at shoppe, hvilket resulterede i et kæmpe klædeskab, med stort udvalg.

 

Grace havde hugget en sort buksedragt fra Hannah, eftersom hun ikke rigtig var til kjoler. Hannah var stukket i en sort satin kjole, mens jeg havde lånt en hvid sommerkjole, der var meget nede på jorden.

 

Jeg rettede på min bh, da jeg ikke syntes den sad ordentligt. Jeg blev ved med at hive i den, men den fortsatte med at nive og trykke.

 

Grace så hvor besværet jeg var med den. ”Tag den af. Det ser også bedre ud, hvis du ikke har den på.” Jeg gjorde som hun sagde, og tog bh’en af. Det var meget mere behageligt, og som Grace forudså, var det også pænere.

 

Vi fik hår og makeup ordnet, før vi satte os ud i min fars sportsvogn. Han brugte den frem og tilbage fra arbejde, og jeg måtte låne den, hvis ikke jeg ødelagde den eller kørte i den påvirket.

 

Vi kørte mod juicebaren med taget rullet ned. Vinden rev i vores hår, men det var en fed fornemmelse, og vi kunne nok godt overleve, med en smule uglet hår.

 

Nogle af de folk der stod udenfor, kiggede efter os, eller nok nærmere min fars bil. Jeg sørgede for at rulle taget op, og låse bilen. Derefter gik vi ind på juicebaren, for at finde Cody.

 

Han stod sammen med hans bror og nogle af hans venner. Da vi kom tættere på dem, begyndte de at sende os blikke. Jeg sendte Cody et smil ”Tillykke med fødselsdagen!” ønskede jeg ham.

 

”Tak” han gav mig et enkelt kram, før han gik videre til Hannah. Grace var forsvundet på vejen over til ham, hvilket ikke undrede mig. Hun var virkelig ikke vild med de brødre.

 

”Hvem er dine veninder?” spurgte en af hans venner. Han sendte mig et langt kækt blik, men det var upassende og jeg ignorerede det. ”Haven og Hannah. Vi går på samme årgang.”

 

Hans ven smilede fjoget, hvilket fik mig til hurtigt at finde en undskyldning for at gå. ”Jeg øhm-” Jeg kiggede op mod baren. ”Jeg vil gå op og få mig en drink.” undskyldte jeg.

 

Hans ven var dog ikke let at efterlade. ”Lad mig byde dig på en drink smukke.” Jeg skjulte mit forfærdet ansigt ”Det kan du ikke.”

 

”Hvorfor ikke?” blev han ved, mens han kom nærmere. Jeg vendte mod baren igen, hvor jeg fik øje på Harry. Han sad og drak alene, og selv om det var et fejt trick, følte jeg at jeg måtte væk fra den påtrængende ven.

 

”Min kæreste sidder deroppe, og han bliver let jaloux. Han kan ikke lide at se mig med andre fyre.”

 

Vennen så mistroisk på mig, og jeg ærgrede mig over, at han ikke var lige så dum som Durham brødrene.

 

Til sidst gav han dog op. ”Okay. Men hvis din kæreste går, har jeg masser af penge til drinks.”

 

Idet jeg vendte mig om, rullede jeg øjne af ham ”Godt at vide” mumlede jeg lavt.

 

Jeg gik op i baren, og satte mig på den ledige stol ved siden af Harry. Han skænkede mig et blik ud af øjenkrogen. ”Hvad laver du?” spurgte han monotont.

 

Jeg tog mig sammen til at bede ham om en tjeneste, selv om jeg ikke kunne tillade mig det, efter hvad jeg havde sagt til ham. Han havde været så sød mod mig, og så siger jeg at han minder mig om Zayn. Jeg tænkte bare ikke klart, for Harry var på ingen måde som Zayn.

 

”Jeg ved godt at jeg ikke kan tillade mig at bede dig om dette men… Jeg sagde til en påtrængende fyr at du var min kæreste, så jeg slap for at drikke en drink med ham.”

 

Jeg kunne se at han lyttede, men han fjernede ikke sine øjne fra reolen foran ham, fyldt med alkohol. Det gjorde mig en smule utryg, ikke at kunne se ind i hans øjne. Jeg anede ikke hvordan han havde det, for hans øjne røbede det ikke for mig.

 

”Du bad mig om at lade dig være. Burde du så ikke også lade mig være?” spurgte han stift.

 

Jeg tog en dyb indånding ”Jeg beklager hvad jeg sagde. Du er slet ikke som Zayn.”

 

”Jeg er glad for at du ser det nu.”

 

Det føltes som om han var ved at bløde op nu, og at han ville godtage min undskyldning. Men jeg tog åbenbart fejl. Han bundede hans drink, før han med en hård tone skød tilbage.

 

”Næste gang, så sig at du er lesbisk.”

 

Han rejste sig fra stolen, og blandede sig med de mange mennesker.

 

Jeg tog mig til hovedet i frustration. Jeg fortrød hvad jeg havde sagt. Jeg ville ikke undvære Harry, og det fik han mig til at forstå.

 

”Kæresteproblemer?”

 

Det sidste jeg havde brug for, var en utålelig ven, der ikke kunne forstå en hentydning.

 

”Alting tager sin tid” sukkede jeg, mens jeg studerede mine fingrespidser.

 

”Er du sikker på at jeg ikke kan byde dig på en drink?” blev han ved, men jeg insisterede dog ”Tak for tilbuddet, men jeg kører hjem.”

 

”Fornuftigt” roste han, før han selv bestilte en drink. ”Jeg er på en taxi, jeg skal drikke mig stiv.”

 

Han bundede hans drink med appelsinjuice og gin, før han nu bestilte en med appelsinjuice og vodka.

 

Han sad og svingede lidt med den, da han åbenbart var blevet påvirket. Men det kunne ikke være spiritus han var påvirket af, eftersom han kun havde fået 2 drinks.

 

Han blev mere døsig, og han klagede over hvordan det snurrede rundt for ham. Han måtte have puttet noget i sin drink, imens jeg alligevel ikke gav ham min opmærksomhed.

 

Jeg var nu glad for, at jeg sagde nej til en drink, ellers kunne jeg også føle mig som ham.

 

For at være ærlig, forstod jeg ikke hvorfor han blev ved. Jeg havde absolut ingen interesse i ham, og jeg anede ikke hvad han snakkede om lige nu. Det var på grund af jeg ikke lyttede efter, ikke på grund af at han var på stoffer.

 

Han sad og viftede med hans drink, mens han brokkede sig over et eller andet, jeg ikke lyttede til. Jeg tænkte kun på Harry og at jeg måtte finde ham og undskylde ordentligt.

 

Jeg blev dog revet ud af mine tanker, da jeg mærkede noget koldt på min hals. Jeg kiggede ned af mig selv, og så at han havde spildt sin drink ud over min overkrop.

 

Jeg kiggede surt op på ham, hvor han bare sad og grinede. Jeg rejste mig, og fik straks over for at finde nogle servietter. Jeg begyndte at tørre min overdel, men der skete intet. Juicen var allerede trængt igennem materialet.

 

Jeg kiggede rundt, og så at folk var begyndt at stirre på mig, og grine af mig. Jeg forstod ingenting. Jeg prøvede forvirret at finde et kendt ansigt, men Hannah eller Grace var ikke i nærheden.

 

I stedet blev jeg reddet af en hånd, der førte mig ud på et af toiletterne. Det var først nu jeg kunne se, hvorfor at jeg tiltrak folks opmærksomhed.

 

Drinken havde gjort den hvide kjole gennemsigtig, og endda også orange. Eftersom jeg ikke havde nogen bh på, havde alle fri lejlighed til at se mine bryster.

 

Da jeg så mig selv i spejlet, fik jeg noget af en negativ overraskelse. Jeg dækkede med det samme mig selv, med mine hænder og arme. Selv om Harry nok allerede havde set showet.

 

”Hvorfor hjælper du mig? Du bad mig om også at lade dig være” spurgte jeg, mens jeg prøvede at glemme ydmygelsen.

 

”Det ved vi begge godt ikke kommer til at ske.” Han så på mig, med et alvorligt blik. ”Jeg er ligeglad med at du vil have mig til at ignorere dig, for det kommer jeg ikke til.”

 

Vi stod og stirrede ind i hinandens øjne nogle sekunder, før Harry begyndte at smide tøjet.

 

Han tog fat i hans t-shirt kant, før han trak den op over hovedet. ”Hvad laver du?” spurgte jeg forundret.

 

”Hjælper dig.” Han rakte mig hans t-shirt. ”De kan få lov til at stirre på mine nipples. Selv om de nok foretrækker dine.”

 

”Mener du det?” Spurgte jeg blidt.

 

Han nikkede, mens han lavt svarede mig ”Hellere mine end dine.”

 

Jeg tog imod t-shirten, før jeg trak den over hovedet. ”Tak.” mumlede jeg, og han sendte et lille smil tilbage.

 

Han tog min hånd, hvorefter han flettede hans fingre ind i mine. ”Nu må jeg hellere se at få min kæreste hjem.” han sendte mig et charmerende blik, mens jeg kom til at fnise lidt af hans joke.

 

Han trak mig igennem menneskemængden, der kiggede efter os. Vi kom ud til min fars sportsvogn, hvor Hannah og Grace begge stod. Hannah snakkede i telefon, mens Grace stod og røg med Louis.

 

De kiggede alle chokeret på os, og helt uforstående. ”Hvad sker der her?” spurgte Louis som den første. ”Lang historie” grinte Harry, før han slap min hånd.

 

”Ja, det ser heller ikke så simpelt ud.” lo han.

 

Louis tog et par skridt over mod mig, for at skærme de andre fra hvad han ville sige. ”Zayn leder efter dig, men jeg kan se at du ikke mangler selvskab.” han hentydede til Harry, der stod og forklarede situationen til Grace.

 

”Hvis du ser Zayn, så sig at han ikke skal kigge efter mig.” jeg var kølig i stemmen, men jeg var ligeglad med ham. Jeg gav ham, præcis hvad han havde givet mig.

 

 

Det var dejligt at have været til fest, uden at drikke en eneste genstand. Nu stod jeg ikke i skolen med tømmermænd, hvilket var rigtig rart. Mit hovedet var tømt og jeg tænkte klart.

 

Jeg gik over mod mit skab, for at hente bøger til fysik. Da jeg åbnede skabslågen, røg et stykke papir ud. Jeg tænkte at det nok bare var Harry igen, men denne gang, var han ikke afsenderen.

 

Jeg foldede papiret ud, og så at der sidst i brevet stod Zayn.

 

 ”Hvem er det fra?” spurgte Hannah, der havde sneget sig ind på mig. Jeg foldede hurtigt papiret sammen igen ”Harry.” svarede jeg impulsivt.

 

Hun kiggede lurende på mig. ”I to virker som om i er blevet ret gode venner. Er der mere mellem jer?”

 

Jeg kiggede på Hannah med et sigende blik. Harry og jeg var venner. Mens jeg ikke kunne regne ud hvad Zayn og jeg var, eller hvorfor han sendte mig dette brev.

 

 

Så fik jeg mixet endnu et kapitel sammen. Dette kapitel er et af de længere, eftersom der er 1400 ord mere, end hvad der gennemsnitligt plejer at være. Jeg håber I har haft en skøn dag, nu vil jeg lægge mig til at sove. Inden jeg falder i søvn, vil jeg gerne takke jer for at have rundet e 10.000 læsninger. Jeg blev så glad da jeg så det! Der er plads til massere af ris og ros i kommentaren, og i skal være velkomne til at lægge en lille besked. Jeg læser alle kommentarer ;) xFW

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...