WRONG ▹ Fictional Writing

Haven Lane har efterhånden kendt Zayn Malik i nogle år nu. I de år hun har kendt ham, har han aldrig haft en kæreste. Så hvad gør hun når Zayn lægger hans hænder på hende, og giver hende en smagsprøve på hvad det vil sige at være med ham. _____________________________________________________________________________________________________________ En fanfic hvor Zayn går på hans sidste år på high school med One Direction drengene. Jeg advarer på forhånd mod detaljerede scener.

61Likes
51Kommentarer
36633Visninger
AA

16. 15 ✘ Problems

Kapitel 15

 

I’m a problem with problems.

 

Hvad der skulle have været en venindeaften, blev drastisk ændret. Jeg tog min telefon op af jakkelommen, før jeg sendte en besked til Grace.

 

Haven: Kan ikke komme i aften alligevel.

 

Jeg nåede kun lige at putte mobilen ned i jakkelommen, før den ringede. Irriteret tog jeg den op igen, og videre op til mit øre. ”Hallo?”

 

Mens jeg samlede mine ting, tog jeg imod Graces kritik. ”Haven hvad sker der? Du skulle have mødt os for 1 time siden, og nu aflyser du bare? Hannah og jeg har virkelig travlt generelt, og hvem ved hvornår vi kan samles i en weekend, og lave tøsehygge? Hvorfor ringede du ikke noget før? Hvorfor kan du pludselig ikke?”

 

Ufokusseret på Grace, låste jeg mig ud af døren, med alle mine ting. ”Hvor er du på vej hen?!” vrissede hun, eftersom hun desværre kunne høre hoveddøren smække.

 

Jeg sukkede ”Der er kommet noget i vejen, jeg er nødt til at gøre det her.”

 

Jeg valgte at lægge på, da jeg ikke gad at diskutere med hende nu. I morgen kunne hun skælde mig ud, og fortælle hvor dårlig en veninde jeg var. Men jeg havde ikke tid til det nu, jeg havde brug for at gøre noget.

 

Jeg fortsatte ud til fortovet, hvor den kendte sorte Audi holdt. Jeg åbnede døren, før jeg satte mig ind på forsædet. Jeg sendte chaufføren et smil, før han skuende spurgte ”Hvad fik dig til at skifte mening?”

 

Jeg trak på skulderen, før jeg spændte min sele. Derefter kiggede jeg tilbage i hans grønne øjne. ”Jeg prioriterede bare.”

 

Han nikkede, før han satte foden på speederen, og kørte mod Louis’ hus.

 

 

Da vi endelig var fremme, var der ingen tvivl om, at et var her at her var fest. De råbende mennesker tilkendegjorde det, samt den høje musik, der kunne høres i hele omegnen.

 

”Tak for liftet.” takkede jeg ind i hans klare grønne øjne. ”Det var så lidt, jeg kunne lige så godt tage dig med på vejen. Jeg kan også sagtens køre dig hjem igen.” Han sendte mig et smil.

 

”Jeg vil ikke være til besvær.” svarede jeg genert. Han fnyste ”Tro mig, det er du ikke. Det er lige på hjemvejen. Bare sig til når du vil hjem.”

 

Jeg sendte ham et taknemmeligt blik ”Tak Harry.”

 

Han smilte stort ”Selvtak.”

 

Vi steg begge ud af bilen, før vi gik op mod hoveddøren. Harry var den første til at gå ind af døren, og jeg fulgte med. Lige pludselig stoppede han, og grundet musikken, lænede han sig mod mit øre.

 

”Jeg regner med at vi skal have nogle drinks.” snakkede han, så jeg lige akkurat kunne høre det. Jeg nikkede ivrigt, før han tog mit håndled, og trak mig videre ind i køkkenet.

 

Vi stillede os ved køkkenbordet, hvorefter han straks fandt to plastikkopper. Jeg stod og kiggede rundt, mens Harry blandede tequila og appelsinjuice, til en Tequila Sunrise.

 

Folk dansede i hele huset, hvor lyset var blevet dæmpet rigeligt. Her var mørkt i huset, dog ikke så mørkt at man ikke kunne se noget.

 

Fulde teenagere dansede rundt, med enten en cigaret eller et shot i hånden. I morgen ville hele huset ligne Jerusalems ødelæggelse, med alt det der blev spildt og ødelagt i løbet af natten.

 

”Her.” Harry rakte mig et af bægerne, mens han selv tog det andet. Vi slog dem mod hinanden i form af et ”Skål!” hvorefter vi tog en tår. Vores øjne havde hele tiden kontakt, som vi sank drinken, der synes at være for lidt af.

 

Han grinede lidt af mig, da jeg var endt med at bunde min drink. ”Jeg skal køre, så jeg kan nok ikke drikke mere. Men du derimod, kunne godt bruge en drink mere.” Han sendte mig et kækt smil, før han blandede mig endnu en Tequila Sunrise.

 

Jeg kiggede skeptisk på ham, inden jeg drak. ”Prøver du at drikke mig fuld?”

 

Hans smil blev en anelse skævt, dog endnu mere charmerende. ”Er det ikke derfor du er her?”

 

Jeg sendte ham et stift blik, før jeg bundede min anden drink.

 

Kort efter kom Louis dansede ud i køkkenet. Han havde et tomt bæger i den ene hånd, mens han havde en smøg i den anden. Han stoppede forvirret op, og stirrede på mig. ”Skulle du ikke være til venindeaften?”

 

”Det blev rykket.”

 

Han lod nu til at være mere interesseret i det alkohol, der stod fremme på bordoverfladen. Han greb i en vild bevægelse Vodkaen, hvorefter han prøvede at åbne låget. Det var tydeligt hvor meget han havde drukket, og Harry så nu bekymret ud.

 

Louis svingede rundt med flasken, som Harry til sidst fik taget fra ham. Louis ben begyndte at svigte, men inden han faldt, greb Harry fat i begge hans arme. ”Jeg er tilbage om lidt.” råbte han igennem musikken til mig, før han omsorgsfuldt, støttede Louis ind på et værelse.

 

I modsætning til Louis, kunne jeg godt klare noget mere at drikke. Jeg blandede mig selv en Bay Breeze, ud af Vodka, ananasjuice og tranebærjuice. Jeg drak langsomt, mens jeg ventede på at Harry ville komme tilbage.

 

Mine øjne faldt straks på Alexandra, da hun trådte ind i stuen med Zayn efter sig. Mine øjne hægtede sig på dem, her fra det åbne køkken, fyldt med alkohol der gerne skulle holde mig festlig.

 

Det var dog lidt svært at nyde festen og alkohollen, når de to personer jeg ikke ønskede at se sammen, begyndte at danse tæt foran næsen på mig.

 

Ingen af dem havde dog set mig, men det skyldtes nok hvor grebet de var af hinanden.

 

Behersket lænede jeg mig op af køkkenbordet, samtidig med, at jeg begyndte at bunde min drink. Hvis den her aften ikke skulle blive et marridt, skulle jeg have mere at drikke.

 

Jeg satte bægeret fra mig, da jeg fuldkommen havde tømt det. Derefter blandede jeg mig selv endnu en drink. Denne gang sørgede jeg for, at hælde endnu mere vodka i.

 

Jeg observerede Alexandra, og Zayn som langsomt tog skridtet videre. Hans hænder lå om hendes liv, mens hendes lå på hans bryst. Hun lænede sig sagtelig mod ham, med hendes øjne rettet mod hans læber.

 

Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, og jeg blev nervøs for, at hun skulle til at kysse ham.

 

Afstanden mellem deres læber var ikke stor, og først forstod jeg ikke, hvorfor Zayn ikke skubbede hende væk. Men så tænkte jeg på det Grace havde sagt om ham, og det hele var sandt. Zayn var ligeglad med mig, og hvad jeg følte for ham. Han gjorde som han selv ville, ligeglad med hvem det sårede. Han kørte rundt med mig, og jeg var okay med det.

 

En hovedpine begyndte at trænge sig på, hvilket skyldtes mange faktorer – Mine tanker, den lumre atmosfære, den høje musik, den stærke spiritus.

 

Jeg havde brug for luft, men først, måtte jeg vide om Alexandra ville kysse Zayn, og om han ville kysse tilbage.

 

De stod tæt, og hendes læber bevægede sig endnu tættere på hans læber. Men hun kyssede ham ikke. Hendes tænder hægtede sig på hans underlæbe, i forførelse. De sendte hinanden kække blikke, og i et øjeblik lignede det, at de begge var klar til at smide tøjet.

 

Jeg fik et chok, da Harry kom tilbage, og pludselig stod klods op af mig. Jeg var ikke til stede psykisk, så da hans krop, ud af det blå, kunne mærkes mod min, nærmest hoppede jeg til modsatte side. Uheldigvis ramte jeg lyskontakten med albuen, hvilket fik folk til at kigge over på mig.

 

Jeg tog et hurtigt kig rundt, hvor jeg så en meget forvirret Zayn. Jeg skyndte mig at slukke lyset igen, før jeg tog skridtet mod Harry igen. ”Jeg ville ikke forskrække dig.” grinte han.

 

Jeg tog en dyb indånding, før jeg svarede ”Du var ellers lige ved at tage livet af mig.” Han grinte lidt igen.

 

Han lænede sig tættere mod mit øre, så han kunne snakke lavere ”Du bliver nødt til at stoppe med at stirre på ham.” Han trak sig hurtigt væk igen.

 

Jeg vendte øjne af hans kommentar, før jeg undslap en løgn ”Det gør jeg heller ikke.”

 

Han løftede det ene øjenbryn ”Jeg kan høre på din stemme at du lyver.”

 

Jeg vidste ikke hvad jeg nu skulle svare, så jeg kunne ikke andet, end at forholde min mund lukket. Han smilte tilfreds, af at han havde gjort mig mundlam. Drillende og med et lille smil på læben, skubbede jeg til hans skulder.

 

Han grinte igen.

 

Det fik mig til at sende ham et smil, der blottede mine tænder. Hans grin opmuntrede mig, og jeg vidste ikke helt hvorfor.

 

”Jeg vil gå ud og få noget luft.” Jeg sendte ham et lille smil. ”Vil du have mig til at gå med?”

 

”Faktisk har jeg brug for at være lidt alene.” Han nikkede forstående, før jeg gik ud mod hoveddøren.

 

Jeg stod på dørtrinnet, og så på stjernerne på himlen.

 

Imens tænkte jeg på hvor fej jeg var. Jeg var kommet for at snakke med Zayn, for at fortælle ham, at jeg ville afbryde aftalen.

 

Jeg ville fortælle ham, at når han efter weekenden så mig i skolen, skulle han opføre sig som han plejede at gøre. Han skulle behandle mig ligesom han havde gjort, de sidste 3 år.

 

Fra på mandag ville jeg gå tilbage til bare at hænge ud med mine veninder – Gøre de ting jeg ville have gjort hvis dette var vores første år på High School. Vi ville holde latterlige pyjamaspartyer, og lave telefonfis med naboen. Vi ville bestille pizza og dele hemmeligheder, mens vi ikke blev fulde, men høje på vingummibamser.

 

Jeg ville prioritere dem, frem for en latterlig fyr, jeg var faldet for. Jeg ville glemme Zayn, og hans venner, endda Harry. Jeg havde ikke lyst, til at være en del af hans slæng. Jeg ønskede bare at alt var som det plejede.

 

Det ville dog blive mærkeligt, ikke at tale med hverken Zayn eller Harry. Men på længere sigt, ville det nok være det bedste. Jeg ville gøre alt, for nu at undgå problemer.

 

”Hvad laver du herude alene?” den kendte stemme bag mig, fik mig til ikke at fjerne blikket. Jeg kunne udmærket godt høre at det var Zayn.

 

”Vi skal snakke.” mumlede jeg. Han stillede sig ved min side. ”Det ved jeg.”

 

”Alexandra…” lagde han stille ud. Han fnyste kort for sig selv, før han fortsatte.

 

”Hun har brug for mig. Hun har det ikke let for tiden, så jeg vil være den sidste der skuffer hende. Jeg kan bare ikke lide at afvise hende, for jeg er bange for, at hun så gør noget dumt. Jeg holder virkelig af hende, men jeg burde ikke have ladet hende, komme så tæt på.”

 

Jeg vendte mit blik mod ham, mens jeg prøvede at ane en undskyldning. Men jeg var ikke sikker på at han undskyldte, eller om han bare bortforklarede.

 

”Det er fint.” Jeg blev selv overrasket over de ord der kom ud af min mund. Han kiggede ind i mine øjne, og hans blik var lige så forbavset som mit. Jeg tilgav ham for let – Jeg burde slet ikke tilgive ham.

 

Det bedste ville være at fortælle ham alt hvad jeg lige havde tænkt på. Men jeg tabte modet, mens han blot fik mere.

 

Han lagde hans ene arm om mine skuldre, før han trak mig ind til ham. Et lille smil formede sig på mine læber, da han placerede et kys på min tænding.

 

”Jeg holder af dig Haven. Det gør jeg virkelig.” På dette tidspunkt troede jeg virkelig på ham.

 

Jeg lagde mine arme om ham, før jeg kiggede op i hans brune øjne. ”Jeg holder også af dig.”

 

Han sendte mig et stort smil, der matchede det jeg havde på læben. ”Det ved jeg.”

 

Han lænede sig ned mod mig, for at kysse mig. Først tøvede jeg, men jo tættere på han kom, jo mindre kunne jeg modstå trangen.

 

Han lagde hans læber mod mine, som bedende tog imod dem. Kysset var rytmisk, og jeg havde savnet at have ham tæt på mig, på den her måde. Det føltes godt at være med Harry, men specielt at være med Zayn.

 

Han fik mig til at føle mig tryg i hans selvskab, selv om han førte mig ud over kanten.

 

Han stoppede kysset, før hans øjne skuede ind i mine. Det var som om han ledte efter noget, men han sagde intet. Han tog i stedet min hånd, og ledte mig tilbage i huset. Han hev mig gennem menneskerne, som jeg ingen anelse havde om hvem var.

 

Han drejede rundt om et hjørne, og ind af en trædør, til et pigeværelse. Han trak mig med ind, og han var hurtig til at lukke døren bag os.

 

Frivilligt tog jeg plads i sengen med ham, selv om jeg vidste hvad det førte til.

 

Han hjalp mig af med min stribede kjole, mens jeg trak hans hvide sweater over hans hoved.

 

Han efterlod mig i undertøj, så for at vi skulle stå lige, greb jeg lynlåsen i hans sorte bukser. En bunke af tøj, og undertøj, havde fundet plads på gulvet.

 

Hans fingre trillede ned af mave, hvilket sendte mig længere væk fra min fatning. Min hånd knugede dynen, da hans fingre hvirvlede over et sensitivt akt.

 

Han kyssede min hals, for at sætte sit præg, og jeg kunne ikke andet, end at skyde hovedet bagover, og give ham mere frihed.

 

Som jeg lå her, vidste jeg, at jeg havde et problem, jeg snart måtte få løst. Jeg kunne ikke bøje under for Zayn, hver gang han befalede det.

 

 

Jeg forlod værelset, som om intet var sket. ”Wow, for det er jo ikke åbenlyst hvad der er sket her.” lød det ironisk bag mig. Alexandra stod med krydsede arme, og med et stift ansigt. ”Kom med.” bad hun mig, og af nysgerrighed gjorde jeg det.

 

Hun trak mig med ned af en lang gang, og videre ind på et værelse. Det måtte være Louis’.

 

Hun lukkede døren, mens jeg blot krydsede mine arme, og ventede på at hun ville begynde.

 

”Ved du hvor lang tid Zayn har bildt mig ind, at han var forelsket i mig?” Jeg sendte hende et ligegyldigt blik. ”Knap 12 måneder.”

 

”Nogle gange var han sammen med mig 24/7, andre gange så vi knap nok hinanden i 1 måned. Grunden var, at han ikke havde lyst til at se mig, og derfor snakkede han sjælendt til mig. Når jeg prøvede at kontakte ham, var der åbenbart altid et eller andet i vejen – noget han ikke kunne rykke. Men alt i alt handlede det om, at han ikke lige havde følt for at tilbringe tid med mig.”

 

”Hvorfor fortæller du mig det her?” spurgte jeg, uden at vide hvor vi var på vej hen. ”Pointen er, at han gør hvad der passer ham. Han er direkte utilregnelig.”

 

”Hvorfor er du så hele tiden sammen med ham? Det virker ikke som om, at du er helt vild med ham?”

 

Hun kiggede ned i jorden, og da hun kiggede tilbage på mig, var hendes blik ikke det samme. Hendes øjne var en anelse våde, og hun var oprørt.

 

”Jeg har ikke andre.” indrømmede hun. Jeg sendte hende et blik fyldt med medlidenhed. ”Jeg har kendt Zayn i 3 år, og han er blevet min bedsteven. Det ved han ikke, han tror bare at jeg er helt skudt i ham, og hellere det, end at jeg ikke kan tale til ham. Zayn er ikke typen der deltager i skænderier, han slås. Så skændes du med ham, vil han helt klart undgå at rende ind i dig igen, for han er også konfliktsky og fej. De sider viser han bare ikke ofte.”

 

”Men hvorfor trak du mig med herind?” jeg kiggede rundt i værelset, før jeg kiggede tilbage på Alexandra. ”Fordi jeg ville fortælle dig sandheden om ham, jeg ved at du kan lide ham.”

 

Jeg spærrede øjnene op, da hun fortalte mig at hun vidste det. Jeg blev et øjeblik bange for, at flere vidste det, end Liam, Louis, Zayn og Harry.

 

”Han fortalte mig det.” forklarede hun roligt.

 

”Hvad skal jeg bruge sandheden til?” spurgte jeg. ”Gør hvad du vil med den, det skal jeg ikke afgøre. Men jeg havde brug for at fortælle dig det, så du kan overveje om det er det værd.”

 

”Du ender med at blive knust.”

 

I frustration næsten råbte jeg ”Hvorfor siger alle det?!”

 

”Kom nu Haven, vi er på den samme side. Kan du ikke se det?”

 

”Jeg har brug for at komme hjem.” Jeg brasede ud af døren til gangen, og pressede mig videre igennem menneskemængden.

 

”Slow down Sunshine.” en hånd greb mit håndled. Jeg vendte mig om, for at se ind i et par komfortable grønne øjne. Han blik var undrende, og det skyldtes nok hvor påvirket jeg var af Alexandras ord, og mine egne følelser.

 

Jeg var frustreret og ked af det. Jeg ville gerne hjem, for derefter at samle mod til at sige hvad jeg ville til Zayn.

 

”Er du okay?” spurgte hun bekymrende. Jeg sank en klump i halsen, før jeg lavt spurgte ”Kan vi godt køre hjem?”

 

Han nikkede ivrigt ”Ja selvfølgelig. Jeg henter mine ting, og siger farvel til Louis. Mangler du noget?”

 

Jeg rystede let på hovedet, før jeg observerede Harry løbe igennem festen, for at nå hans små ærinder.

 

Han var hurtigt tilbage med bilnøglerne i hånden. Vi satte os ind i bilen, og tændte straks for varmen. Udenfor var det hundekoldt.

 

Harry spændte hans sele, men jeg undgik at spænde min. Jeg havde det så dårligt med hvad jeg havde lavet med Zayn. Jeg kom for at bede ham tage afstand, men alt han gjorde, var at komme tættere på.

 

Jeg kunne ikke tage det længere. Han forskruede mit syn på ham, og enhver anden, havde nok været hamrende rasende på ham. Det eneste jeg var, var skuffet over mig selv og mine handlinger. Jeg skulle have lyttet til mine veninder, og Alexandra. Jeg var såret.

 

Da han havde spændt hans sele, mærkede jeg hans blik på mig. ”Hvad er der sket?” spurgte han foruroliget.

 

Jeg kunne ikke svare ham lige nu. Hvis jeg sagde noget, følte jeg at jeg ville bryde sammen. Jeg rystede i stedet let på hovedet, og håbede at han tog det som en hentydning til, at jeg ikke ville snakke om det.

 

Han sagde ikke mere, han lænede sig i stedet mod mig, hvilket fik mig til at kigge på ham. Hans ansigt var tæt på mit, og jeg spekulerede på om han ville kysse mig.

 

I stedet greb han selen bag mig, før han hev i den, og spændte den. Nu følte jeg mig endnu mere dum, fordi jeg troede at han ville kysse mig. Hvorfor troede jeg at alting handlede om mig?

 

Et par tårer trillede ned af mine kinder, og jeg vidste at Harry så det. Havde jeg været sober, havde jeg prøvet at gemme dem. Men som beruset, virkede det ligegyldigt.

 

”Snak med mig.” bad han. Jeg tog en dybindånding før jeg åbnede min mund. Der kom ikke flere tårer trillende ned af mine kinder, så jeg begyndte langsomt at tale.

 

”Hver gang jeg ser ham, ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har lyst til at være sur på ham, og fortælle ham at jeg ikke gider ham længere. Men så snart jeg ser ham i øjnene, mister jeg modet.”

 

Jeg tog mig til hovedet ”Hvis bare jeg kunne hade ham. Det ville gøre alt lettere.”

 

Selv om jeg ikke nævnte noget navn, vidste Harry at jeg snakkede om Zayn. Jeg skabte øjenkontakt med Harry, før jeg trist spurgte ham ”Hvad skal jeg gøre?”

 

Hans klare grønne øjne, tog ikke blikket fra mig, som han svarede ”Det kan jeg ikke fortælle dig.”

 

Jeg blev en anelse mærkeligt tilpas, skulle han ikke fortælle mig at jeg skulle droppe Zayn? Det var det alle andre fortalte mig.

 

”Hvorfor siger du det ikke som det er?” min stemme blev mere skarp. ”Fortæl mig at jeg er latterlig, og at jeg bare skal fortælle Zayn hvad jeg mener om ham!” næsten råbte jeg.

 

”Fortæl mig at jeg var en idiot, og gjorde alt det folk bad mig om ikke at gøre!”

 

Men Harry sagde ikke et eneste ord.

 

Frustreret råbte jeg af ham. ”Hvorfor siger du ikke noget?!”

 

Tårer begyndte at glide ned af kinderne, mens hulkende kom. Jeg prøvede at berolige mig selv, men hver gang jeg prøvede at forhindre et hulk, føltes det som om jeg ikke kunne få vejret.

 

Han sagde stadig intet, i stedet lagde han armene om mig, før han trak mig over til ham. Hans arme gav mig komfort, som de holdt mig tæt ind til ham.

 

Med mit hoved mod hans bryst, og hans varme ånde mod mit hår, blev jeg endnu mere følelsesladet og flere tårer viste sig.

 

Gengældende lagde jeg mine arme om ham, og jeg ønskede ikke at tage hjem alligevel. Jeg ville bare nyde at sidde med Harry, der bekymrede sig om mig.

 

”Jeg er virkelig ked af alt det her.” mumlede han mod mit hår, men intet var hans skyld. Det var min.

 

Jeg ønskede så højt, at jeg bare var faldet for Harry, i stedet for Zayn.

 

 

Jeg undskylder virkelig for, at det tog mig så lang tid at få et kapitel skrevet. Jeg lover at sætte farten op, så I ikke skal vente så længe igen. Tusind tak til alle de nye læsere, og tak til jer der stadig følger med. I er fantastiske at skrive til! xFW

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...